Den religieuse Tilstand i landet er:
Christendommen er slet ikke til,
hvad vel næsten Enhver må kunne see ligesaa godt som jeg.

Søren Kierkegaard, Januar 1855

Hvad er sandhed? Dette spørgsmål virker ofte åbenlyst for den almene person, så åbenlyst, at det næsten forekommer overfladisk. Men hvad Sandhed som sådan er, dette spørgsmål er så overvældende, at man knap nok ved, hvor man skal begynde. Man hører eksempler i medierne på sande og falske nyheder, påstande, sladder osv. Visse ting er sande, andre er ikke—så meget ved vi.
For over et tusind år siden var hele Danmark døbt ved svaret på dette spørgsmål, som er indgraveret på Jellingstenen: dette svar var den korsfæstede Gud, Jesus Kristus.
Næsten tusind år før var spørgsmålet: Hvad er sandheden? stillet til præcis den samme Person, blot timer før Hans korsfæstelse. Denne Person ville senere blive anerkendt af alle borgere, fra slave til kejser, som værende Gud selv.
Dette er så grundlæggende for vestlig civilisation, at Kristendommen er som dens bankende hjerte. Jeg er vejen og sandheden og livet^[1], siger Kristus. Hvad der mystificerer det moderne menneske, er, at sandheden, denne Kristus Jesus, ikke som sådan kan simplificeres til en frase, til en tanke man kan reflektere over, granske og så bevæge sig videre fra. Jesus vidner om sig selv, Jeg er alfa og omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden.^[2] Sandheden var og er ikke blot et koncept, men en Person—ikke blot noget man forstår som et koncept, men én man har personligt kendskab til. For Kristus, som er sandheden, er et levende menneske. Den som lever ifølge Kristi bud, Ordet, han lever i og med sandheden. For sandheden og livet er en i Kristus, som vidner sig selv som værende Gud: Jeg og faderen er ét.^[3]

Men hvad har dette med den danske Folkekirke at gøre? Folkekirken bekender sig som den apostolske kirke. For eksempel i den apostolske trosbekendelse; den hellige, almindelige kirke, og i den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse; én hellig, almindelig og apostolsk kirke. Hvad vil det sige, når Folkekirken bekender dette?

Først, at kirken er én: ligesom der er én Gud, én frelser, én sandhed, på samme måde er der også kun én kirke.^[4]

Andet, at kirken er hellig: at den mystisk er en del af Kristi hellighed, for i kirkens mysterie er Kristus kirkens hoved, og kirken Hans krop. Vi har derfor del i Kristus ved at døbes og modtages i Hans kirke, da vi bliver en del af Hans legeme, ligesom vi modtager Hans blod og legeme ved nadveren. Derudover, at den er grundlagt af Kristus, da Helligånden steg ned på Pinsedag over apostlene, og at kirken har og vil altid forkynde frelsen ved Jesus Kristus.

Tredje, at den er almindelig eller katolsk, det vil sige universel eller almen, betydende at kirkens tro er den fuldendte tro, ikke halv eller den kvarte del af sandheden, men helheden af den sandhed som Gud har åbenbaret til mennesket, og at den derudover er åben for alle mennesker, uanset hvem.

Fjerde, at den er apostolsk, at den besidder den samme tro og de samme traditioner som apostlene forkyndte og praktiserede. At den tro som bliver praktiseret i Folkekirken dermed også er den samme, som apostlene bekendte.

Folkekirkens arv er fra Luther. Luther så ikke sig selv som stifteren af en ny kirke, men som en reformator af den oprindelige kirke. Hans opgave var at udrense den fra alle Roms innovationer, som pavestaten, de famøse afladsbreve, og så videre. Folkekirken erkender via denne arv, at den er kirken som Kristus grundlagde, som Helligånden dvæler i og hvis tro er den sande videreførelse af apostlenes arv. Ikke den Romersk-Katolske kirke, eller den Østlige Ortodokse, ej heller anglikanerne, kalvinisterne, eller nogen anden kirke. Folkekirken, gennem Luther, påstår og bekender sig altså som Kristus’ sande kirke og legeme. Det legeme som er et og skal bestå imod helvedes porte for evigt og som forkynder én uforanderlig Sandhed.

Det er med dette perspektiv på Folkekirken, at vi må se tilbage på indførelsen af samkønnet ægteskab i 2012. Det bemærkelsesværdige ved denne politiske beslutning angående ægteskab var, at den ikke nøjedes med juridiske, sekulære og borgerlige rammer, men også dikterede Folkekirkens teologiske position.
De teologiske argumenter havde ingen relevans for den sekulære vedtagelse af det homoseksuelle ægteskab i Folkekirken. Handlingen var politisk og cæsarisk^[5], uden overensstemmelse med kristen tro eller Folkekirken selv. Folkekirken besidder ikke en synode, som kan fungere som et talerør for den samlede Folkekirke og dens position. Folkekirken kan derfor principielt ikke tage en fast, samlet teologisk stilling til noget emne, overhovedet. Dette er grundlæggende også den samme handling som fandt sted under indførelsen af det kvindelige præsteskab i 1948, i og med, at det til sidst faldt til Folketinget, en sekulær institution, om at tage beslutningen. Visse biskopper protesterede, men til ingen nytte—og hvad kunne de også gøre? De forblev impotente dengang, ligesom i 2012, under Stor Bededagsdebatten i 2023 og til den dag i dag, altid af præcis samme årsag. Hvad er fælles for disse? Folkekirken besidder ikke en struktur eller evne til at formulere den sande, kristne holdning til disse emner, og at de derudover er blevet underlagt statens dictum adskillige gange. Kirken har nu vist adskillige gange, at dens teologi (hvis den virkelig har nogen reel teologi overhovedet) kan dikteres let af statens vilje og Folketingets mandater. Kan man forestille sig hvilket opråb der ville udgå fra befolkningen, hvis det omvendte skete, at Folkekirken begyndte at diktere regeringens politik?
Højesteret selv besluttede i 2017 at staten ikke forbryder sig mod Grundloven ved at diktere Folkekirkens teologi, hvilket er blot endnu et morsomt eksempel på, at selve idéen om at Kristendommen skulle besidde en Sandhed separat fra politikkere, jurister eller individuelle præsters holdninger er så ligegyldig, at det ikke engang forekom selv visse konservative kristne som stævnede kirkeministeren for det.^[6] Skulle vi forestille os, at Gud sætter den danske Grundlov over Hans egen vilje og bud? Det gør den almene dansker i hvert fald.
Danmark er kun et kristent land i navn, og derfor er disse hændelser en almen ligegyldighed, hvis ikke blot til applaus for ateister og de Folkekirkelige kulturkristne. De elsker forgængelige kutymier og kan ikke forestille sig én uforanderlig Sandhed^[7].

Nu spørger den almene dansker vel sig selv, hvorfor er dette nu så vigtigt? Er det ikke blot mere snak for at angribe og diskriminere mod kvinder og homoseksuelle? Jeg har dog tiltro til, at den almene dansker vil se, at det, der tales om, ikke blot er et teologisk spørgsmål, men staten, der dikterer religion. Ja, hvordan kan Danmark bryste sig af nogen snak om eksemplarisk religionsfrihed, når vi lader den sekulære stat diktere kirkens og dermed Kristendommens tro? Modstandere af dette vil sige, at ægteskabet og præsteskabet ikke er på samme niveau som bekendelsen af Kristus som Gud. Men hvis Kristus er sandheden og kirken er Kristi krop, hvorledes kan noget usandt bestå i den? Kristus sagde ikke, at jeg er en del af sandheden, men at jeg er sandheden. Selv hvis vi erkendte, at disse to eksempler er af forskellige skalaer, stopper det dem stadig ikke fra at være sekulære indgreb i kirkens hellige lære og årtusindeårige apostolske tradition.
Kunne vi forestille os den danske stat indgribe sig således i Islam? I Hinduisme? I Jødedommen? For hvad vi refererer til, er ikke så simpelt som blot at gennemtvinge en handling eller forhindre en anden; dette har staten for eksempel gjort med hensyn til burkaforbuddet. At bære tørklæde er stadig korrekt ifølge islam; den danske stats forbud kan ikke ændre den islamiske teologi—dette ville være absurd, som skulle den danske statsminister have gjort sig selv til kalif over alle muslimer. Et absurd, endda komisk eksempel. Men dette er præcist relationen mellem den danske stat og Folkekirken.
Hvad har staten helt præcist gjort?
Den danske stat har omvæltet hele den kristne tradition i Danmark siden den blev stiftet, endda tilbage til apostlene. Velvidende eller ej, har den hævet sig over Gud selv, for blot at kunne tilfredsstille nutidige kulturstrømme. Dette er Cæsareopapisme: Statens vilje til at udøve dens magt over kirken uden hensyn til teologiske og kirkelige anliggender.
Men hvad siger Biblen, hvad siger vor Herre og Gud Jesus Kristus, angående denne relation mellem stat og Gud, kirken værende Kristi krop?^[8] Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!^[9]
Således tilhører mennesket ikke staten, men Gud; til Ham tilhører tilbedelsen og til Ham skylder vi alt, ikke staten. Hvem indstiftede ægteskabet? Hvem indstiftede præsteskabet, som alene bestod af mænd, helt tilbage til leviterne? Herren, vor Gud. Hvis staten havde sit eget præsteskab og hvis den havde holdt sig til det juridiske, sekulære ægteskab, så havde den sin egen sag at føre; dette ville være dens anliggende, separat fra kirken. Men det har den ikke! Ægteskabet er en religiøs og kirkelig institution. Hvad vil det så sige, når staten med politisk kraft tvinger Folkekirken til at ændre uforanderlige sandheder?
Staten har gjort sig selv til pseudo-parlamentarisk pave over den danske Folkekirke og har udtalt sig ex cathedra^[10]: staten har ikke blot evnen, men også autoriteten til at erklære, hvad der er den kristne sandhed. Daværende medlem af Folketinget, Pernille Vigsø Bagge (som senere blev ordineret folkekirkepræst), kunne ikke have udtrykt dette mere åbenlyst: Desuden kan der ikke komme en officiel henvendelse fra Folkekirken, da Folketinget jo er kirkens synode^[11]. Kan det udtrykkes mere tydeligt? Det danske Folketing ser sig selv hævet over Folkekirken, over Kristendommen og over Gud selv—selv idéen om, hvad Guds vilje er med hensyn til dette, forekommer ingen. Og præsteskabet tier.

Danmark kaldes et kristent land, vi ser korset på Dannebrog, vores lands dåbsattest er Kristus korsfæstet, ikoniseret på Jellingstenen. Men findes der en tro som behandles mere usselt, med mere respektløshed og ligegyldighed, end dens folk og Folketing har udvist over for den tro som Danmark er bygget på? Tænk at klage over, at ikke alle trossamfund er lige i statens øjne! Tænk hvis regeringen gik ind i andre trossamfund, som den har gjort i Folkekirken, og gjorde den selv til Gud og ændrede i deres teologi efter behag, og derefter erklærede sig selv tolerant, progressiv, og værende en eksemplarisk forkæmper for religionsfrihed!
Men staten har nu været tolerant alligevel, kunne man indvende; har den ikke eksempelvis tilladt individuelle præster at vælge, om de vil vie homoseksuelle par eller ej? Og har præsteskabet ikke taget imod dette (med en smal minoritet som måske knurrer)? Dog spørger vi, hvad er Kristendommens relation, ja, den oprindelige kirkes forståelse af homoseksualitet? Hvis præsten vier, så erkendes det i overensstemmelse med den moderne forståelse af Gud og en vag idé om næstekærlighed. Men hvis præsten nægter at vie, er det så ikke fordi der vidnes, hvad Kristi apostel Paulus skriver: Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere, skal arve Guds rige.^[12] Og yderligere, at ægteskabet kun defineres således i begyndelsen af Første Mosebog, Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød.^[13] Men hvilken forståelse er sand? Siger Kristus ikke, Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og en by eller et hus i splid med sig selv kan ikke bestå. Og hvis Satan uddriver Satan, er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige så bestå?^[14] Hvis Folkekirken besidder Sandheden, hvorfor kan den så ikke fortælle os, hvad der er velsignet ægteskab og hvad der er en vederstyggelighed^[15]? Hvad der er retmæssigt præsteskab og hvad der er en falsk ordinering? Hvorledes kan det være, at kirken kan sige, at den forkynder Kristus, som er vejen, sandheden og livet, og Hans bud, men enten ikke kan enes eller ikke ved, hvad der er Sandheden? Hvorfor står disse i fuldstændig modsætning til, hvad apostlene og den tidlige kirke forkyndte? Hvis de ikke kan enes om dette, hvor meget andet er så løgn? Hvor meget andet som udgår fra Folkekirken og dets præsteskab må sigtes igennem som hvede for at finde, hvad der ikke er vissent? Kan Kristus splittes? Svaret er et rungende Nej.^[16]
Sandheden er, at disse kun er få overfladiske symptomer på den fordærvelse, som gennemsyrer Folkekirken og som har gjort det i århundreder. Skulle en mand forsøge at finde den kristne Sandhed i Folkekirken, om så han gik fra Aarhus til København og spurgte hver eneste landsbypræst på vejen, da ville han få så mange forskellige og modsigende udsagn, at han ikke ville være blevet meget klogere—tværtimod ville han være mere forvirret og fortvivlet end da han begyndte.
Hvad kan Folkekirken tilbyde ud af disse utallige meninger? Svaret er anarki. En fuldstændig relativistisk verdensanskuelse som skjuler sig bag flere århundreder af protestantisk dogme, men som er et underliggende teologisk kaos, hvor denne kristne Sandhed er ingen steder, men holdninger er overalt. Folkekirken er kendetegnet ved nok kristen pro forma, men altid en kristendom som er tom, og som enhver kan projicere sin egen tolkning ind i. Dermed har vi rådenskabens rod: at Folkekirken vil være for intet bestemt, hverken dogme eller bud, ud af frygt for den verdslige reaktion. Hvad vil denne verdslige reaktion være imod? Kristus. Præcist fordi Folkekirken ikke er for Kristus, vil samfundet ikke gå i konflikt med den, og derved har den sin nuværende position. Derfor vil den på ingen måde adskille sig fra samfundet i dets adfærd, som det har vist sig villigt til at følge frem for Kristus. Hvad betyder dette? At Kristus, den tidlige kirke og apostlene og alle kirkefædrene er i direkte modsætning til Folkekirken.
Fordi Folkekirken ikke er for Kristus eller Hans ord og bud, gengælder samfundet med en ligegyldighed over for Folkekirken, som passer den fint, fordi hele dens eksistens og dens privilegerede position i det danske samfund er baseret på ikke at komme i konflikt med offentligheden. Hvis den gjorde, hvis den reelt handlede efter Kristi ord, da ville offentlighedens kulturkristne krypto-ateisme vise sit sande væsen og rase imod Folkekirken og rive den ned fra dens offentlige højplads. Dette kan Folkekirken ikke risikere, for den er drevet som en forretning—men hvilken værdi bærer det, hvis lønnen er på bekostning af den sande tro?
Der er ingen kraft i saltet, og derfor smides det ud. Kristendommen i Folkekirken er erstattet af sekulære arrangementer, bag en maske af intetsigende næstekærlighed—kulturelle diskussioner, fester, bøjninger til de sekulære afguder, brød og cirkus. Den gudfrygtige præst i Folkekirken må være blandt de mest fortvivlede, for i Danmark sætter man sin egen vilje før Guds. For satte man det Nye Testamente op mod det kristne samfund i Danmark, ville man se, at Guds vægtskål ville finde sig så elendigt mangelfuld.

Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.^[17]

Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ får dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter.

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud!

Et samfunds adfærd er altid baseret på dets fundamentale tro. Med tro menes ikke blot religiøs tro, men enhver tro som underlægger et menneske eller samfunds verdensanskuelse og værdier, om så monoteistisk, polyteistisk eller ateistisk. Hverken et samfund eller de mennesker som udgør det, kan handle (eller danne ønsker) efter en tro, som de ikke er overbevist om. Ateisten, som ikke tror på et efterliv, vil handle efter sin tro herom, hverken gå i kirke eller moské, eller beskæftige sig lige så meget med at tænke over synd som den kristne vil. På samme måde vil det højeste livsmål for mange ateister eller agnostikere være en nydelsesfuld og behagelig eksistens, men i den kristnes øjne kan dette mål alt for ofte være en bedragerisk distraktion fra det himmelske og det moralske: I kan ikke tjene både Gud og Mammom.^[18]
Det er med disse korte eksempler i baghovedet, at vi må vende vores øjne mod Danmark. For Danmark er, som mange andre lande i vesten, i en position mellem ateisme/sekularisme og Kristendom. Jeg danner lighed mellem det sekulære og ateistiske, da det sekulære kun vedrører “det materielle eller verdslige — i modsætning til det åndelige eller religiøse.^[19] Forskellen på Danmark og størstedelen af verdens lande, er at Danmark stadig besidder en officiel tro—Danmark, som en stat, bekender én Sandhed:
Den luthersk-evangeliske kristendom, varetaget i Danmark af Folkekirken.

Til trods for den individuelle persons religionsfrihed i Danmark, bekender samfundet den kristne Gud og en bestemt verdensorden: verden og mennesket er ikke blot noget som er tilfældigt, men er skabt med et bestemt formål af den kristne Gud, den Hellige Treenighed. Ud af Kristendommen er kommet ikke blot mange af de essentielle værdier i vestlig civilisation, men også den fundamentale menneskeforståelse: mennesket, skabt i Guds Billede, er fejlagtigt og syndigt i dets adfærd, det vil sige at det afviger fra hvad det var skabt til at være: perfekt og god, som Gud selv. Yderligere bekender Kristendommen, at Sønnen i den Hellige Treenighed, træder fra evigheden ind i historien og bliver menneske under navnet Jesus og opfylder ved tegn og gerninger hvad der blev profeteret i Det Gamle Testamente, som den lovede Messias. Han underviser, bebuder, profeterer og gør mirakler for ved både ord og gerning at vise, hvorledes mennesket var skabt til at opføre sig: Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!^[20] Alt dette gør Han i perfekt samarbejde med Faderen og Helligånden, for at frelse mennesket fra dets synd, fra døden og fra Djævelen. Kristus lader endeligt sig korsfæste og begrave. Han besejrer døden og farer slutteligt til himmels, havende fuldført sit arbejde på jorden. Han skal komme igen, ligesom han profeterede, for at dømme levende og døde på dommens dag.
Det er med dette indblik, at vi må forstå, at hele vesten, inklusiv Danmark, har tænkt, handlet og levet efter denne tanke, at alt dette er sandt i over tusind år. Den almene person har ikke gjort det ene eller det andet fordi de blot havde en arbitrær tanke om hvad der var godt og ondt, men fordi de helt réelt troede på, at verden havde en orden, at mennesket havde et formål som den var faldet fra, men som den kunne genopnå med Guds hjælp, og som det, med alle dets livs gerninger, såvel som tanker og ord, ville stå til ansvar for overfor Gud^[21]. Så hvordan man relaterede til sin næste, til sin hustru, sin mand, sine børn, venner, bekendte, svigerforældre, kongen, fattige og Gud selv, var alt sammen bygget på forståelsen, at der var en rigtig måde at handle efter, som var i overensstemmelse med Gud, det vil sige mennesket som det var skabt til at være, dets mening med livet, og en vej som afskar det fra Gud, som var ikke blot forkert i en abstrakt forstand, men en løgn købt: at mennesket kunne være noget andet end hvad det var skabt til at være, som eventuelt ville lede til døden og fordømmelsen. Uanset om man er kristen eller ej, troende eller ateist, må man erkende, at det er ud fra dette, at vesten har som grundlag alle menneskers universelle værdi, fordi de er skabt i Guds billede; at næstekærlighed og omsorg, selv på sin egen bekostning, er godt, sandt og belønnet; at tilgivelse og selvopofrelse er guddommeligt.
Men i vor tid, hvor tro ses noget som privat, ikke til offentlig diskussion, helt uden for politik—hvad mening giver det, at tale om hvad der er moralsk rigtigt og forkert, hvad der er ondt eller godt, hvis ikke det er bygget på noget fundament andet end et samfunds eller majoritets arbitrære mening, som ikke kan retfærdiggøres i nogen anden forstand end hvad vi ønsker skal være rigtigt og forkert? For ethvert individ kan blot sige, folk kan mene hvad de vil, men jeg gør hvad jeg selv vil. Og hvad kunne man sige til dette? Intet, for man appellerer til et værdigrundlag som hviler i subjektiv holdning, og selv hvis denne er majoritetens, forbliver dette stadig subjektivt. Man kan mene at noget er godt, alt fra at give nødhjælp til krigshærgede befolkninger, til at hjælpe én som snubler på gaden—men der er intet skal i dette, uden en objektiv verdensorden som determinerer det gode. Hvis mennesket ikke er skabt med formål til at være godt, så kan ingen pålægge det at agere på en bestemt måde, uanset hvor mange som skulle væmmes eller forskrækkes. At tro at mennesket er godt og at verden skal indrettes efter det gode er intet andet en tro—men en tro som ikke kan retfærdiggøres logisk. Førhen var verdensordenen efter den kristne tro: at mennesket var skabt godt, men både det og verdenen var faldet fra det gode efter Syndefaldet. Men hvad er standarden for det gode nu? Vi kan hverken falde fra eller nærme os det gode, for uden Gud er det blot tomme ord som vi projicerer på verden og vor medmennesker.
Samfundet kan vel sige, at det stadigvæk er rigtigt at tale pænt til sin næste, men hvorfor skal jeg behandle ekspedienten i supermarkedet pænt? Hvorfor skal jeg gå op i hvad der gør andre fortræd, hvis ikke loven giver mig konsekvens? Hvorfor skal jeg holde loven eller nogen lov overhovedet, hvis jeg kan undslippe straf? Ordet frihed er hvad som kendetegner vor tid; men det er præcis fikseringen på frihed, som skjuler at der ikke længere er nogen rigtig, sand og moralsk måde at leve på. Samfundet, fordi det tror på ingen højere orden, beskæftiger sig derfor ikke med hvordan mennesker skal opdrages til at opføre sig ordentligt, opføre sig moralsk godt, men kun til hvorledes de har friheden til at gøre hvad de ønsker—for undertrykkelse er det arbitrære ondskabsfulde, ligesom frihed er det arbitrære gode, som ingen må stille spørgsmålstegn ved. Hvad skal mennesket gøre uden formål, uden værdier, uden Gud? Kulturen i dag er ikke baseret på relationen til den Næste, men på selvet—og dette selv har ingen anden mening end hvad det selv vil.
Spørgsmålet bliver så: ud fra hvad tænker, handler og lever mennesket efter når det ikke har en højere, fastsat tro og moral? Egocentrisme, personlig smag og instinktiv følelse. Nuvel kan denne personlige smag fastsættes på statistikker, tal og diverse argumenter; men hvis det appellerer til ingen højere, fastsat forståelse for det gode, da kan og forbliver det kun personlig holdning og smag. Der er intet godt og ondt—der er kun holdning. Din mod min.

Alt dette kan virke meget abstrakt, men lad os sætte det i relation til det danske samfund. Til tider udgives visse artikler i aviserne om mennesker som taler om hvad man skulle mene var den mest umoralske og hæslige opførsel overfor butiksmedarbejdere, ofte unge. Man kan meget vel sige sin holdning, at dette er forkert; men som set ovenover, da appellerer det til intet højere end personlig smag om man skal opføre sig pænt eller ej. Det gør ingen moralsk forskel om man behandler et menneske forfærdeligt eller høfligt med denne forståelse—er der ingen Gud, da er alt tilladt, som Ivan Karamazov siger i Dostoevskys Brødrene Karamazov. Al tale om at være en god person og at man ikke behøver kristen moral, er absurd, for hvad er det gode der tales om andet end egen personlig præference—og hvad er godt og bedre end hvad man selv vil? Det er ikke blot forkert, men så grænseløst naivt at tro det danske samfund eller noget samfund vil fortsætte med at agere moralsk som hidtil gjort, at have en følelse af naturlig pli og—tør det siges—næstekærlighed, uden en tro og verdensanskuelse som lægger fundament til denne adfærd. Mange fra de ældre generationer kan tale indtil døden om hvordan mennesker plejede at være høflige og betænksomme, som om den adfærd kom ud af den blå luft og ikke den fundamentale kristne forståelse, at den moralske pligt, den fundamentale mening med livet, altid er overfor Gud og den næste. Selv hvis de ikke troede på dette, var det en mentalitet og verdensanskuelse, som man fik ind med modermælken, i hjemmet, i skolerne, i kirkerne og i hele det brede samfund. Men som de borgerlige ikke kan stoppe med at gentage ud i endeløs meningsløshed, at Danmark er bygget på kristne værdier, da er det hverken gået op for de ældre generationer eller størstedelen af offentlgiheden, at du ikke kan have en bestemt moralsk adfærd og kultur uden en tro som underbygger den.
Hvad har erstattet Gud og Kristendommen? Den fundamentale tro på, at der er intet vigtigere end hvad du er og hvad du vil have—og hvad du er og hvad du vil have, kan du selv bestemme. At tro, at hvad er godt og hvad du vil have kan forenes, er en naiv drøm i en selvbedragers sind.
Men lad os tage alt dette et skridt videre.
Hvis den nuværende fødselsrate af danske børn fortsætter som hidtil^[22], da vil det danske folk, for slet ikke at tale om det danske velfærdssamfund, ophøre. En fjern tanke for den almene person, men ikke desto mindre en virkelighed. For hvad skulle ændre sig, at folk skulle begynde at tænke anderledes? Er de ikke blevet opdraget med fra tv-serier, bøger, podcasts, populærkultur, at børn er en byrde? At de fratager mennesket muligheden for at have det sjovt, at leve et godt liv? Det viser sig at den krypto-religiøse tilbedelse af egoet er fundamentalt inkompatibelt med samfundets videreførelse og den behagelige status quo som er danernes tro: at alt denne velfærd vil vare evigt.
I Kristendommen fandt vi en pligt til at få børn, ja, at kunne få børn var set som en velsignelse—hvad vi ser nu er et samfund som er fuldstændigt inverteret, som er vendt på hovedet. Hvis en tro og kultur hengav individet til en hedonistisk livsforståelse, hvis højeste princip var hensigtsløs egocentrisme, ville samfundet og dermed individet komme til at lide trangere og trangere kår indtil dets struktur til sidst kollapsede. Ville det give mening at tage sådan en verdensanskuelse seriøst? Vi tror, at lykken kun findes i os selv, i hvad vi selv ønsker og hvad vi vil have vores liv skal være. Og nu er vi begyndt at høste frugterne af det, på ikke blot et kulturelt og moralsk plan, men på et nationalt niveau: det er ikke længere muligt ikke at tage en stilling til hvad det danske samfund er bygget på, men hvad det vil tro på.

Det er med alt dette sagt og beredt, at jeg vil vende mig mod, hvad der på papir er Danmarks tro, som skulle være varetaget af den Danske Folkekirke.
Det er her jeg drister mig en sidste bemærkning: at jeg vil bede dig begå, for blot en stund, en forfærdelig synd i det offentlige Danmarks øjne—at tage Kristendommen seriøst.

Om så Kristus, Gud selv, inkarnerede sig ind i denne verden for at frelse menneskeheden med sin død og lidelse på korset, gjorde han blot dette for at lade os mennesker gøre lige hvad det passer os—dette er Kristi implicitte budskab ifølge den almene Folkekirkekristen.
Dette er lige så indtrykket man får af Folkekirkens evangelium, for Kristus nævnes, men Han er ingen steder. Det folkekirkelige billede af Kristus er blot en mand, som accepterer dig uanset adfærd. Hvis man bedes læse Biblen ville det ikke gøre Folkekirken godt, for man ville finde en anden Kristus end man er vant til—om end man kunne lide Ham vides ikke, for Han er langt hårdere i sin tone end hvad vi bryder os om i dagens Danmark—og hvem er Han nu, som befaler og ikke blot lader os adsprede os?

Her er den Folkekirkelige vej til frelsen: tænk vagt på Himlen til begravelser, måske dåb, til tider bryllupper og helst når du ligger døende, og så skal alt nok gå.
Således lyder den Folkekirkelige tolkning af Kristus, som undskylder alt og tilgiver intet, for tilgivelsen ville betyde, at der ville være noget at tilgive. Og hvad har vi gjort galt? Vi er ikke så meget syndere, som vi er mennesker der tager fejl til tider—og det gør alle jo—så hvilken brug for tilgivelse har vi?
Naiviteten, som fremvises af Folkekirken, personificeres i en Kristus som vender kinden til al adfærd og alle synder. Det er intet andet end en djævelsk idé at Guds kærlighed er således at Han vil acceptere alle, uanset deres adfærd og eller om de overhovedet forsøger at omvende sig—at Han vil tage til sig alle som bevæger sig fuldstændig ligegyldigt igennem livet, forbi enhver tigger, forbi enhver kirke, forbi enhver mulighed for omvendelse fra had, hor, hovmod, hedenskab og alskens synd, uden et eneste minuts anger eller bøn om forladelse, med kun en fuldstændig apati over for Gud i behold som Folkekirken godtager fra den brede befolkning som tro. At Han kom til jorden, at Han led for os, tjente os, ydmygede sig for os, pintes og korsfæstes for os, så at vi blot kunne få muligheden for at arve den evige herlighed som vi kun har gengældt ved at benægte og bespotte med al vores ligegyldighed. Fri fra døden og Guds retfærdige straf, blot så vi kan fortsætte med at synde på samme måde som vi jo gør, nu og altid og i al evighed, amen! I uendelig kontrast til denne tro, begynder Kristus sit ministerium med ordene:

Forholdet mellem kirke og stat passer politikerne fint, for Folkekirken tier kun; højst er det individuelle præster i aviser eller blade, som hvisker i små skrift om brændende emner. Men hvad med politikernes indblanding i kirken? De døber blot det religiøse sekulært og derved tager de let over. Således var det ikke nok med juridisk ægteskab for homoseksuelle—det kirkelige ægteskab skulle også bøje sig for statens vilje, selv hvis det ikke er ved Cæsar, men ved Gud at ægtefolk bindes og gøres til én.
Selv hvis Store Bededag ikke har den store betydning set i forhold til diverse andre hellige dage, da er det blot endnu et eksempel blandt flere, på statens voksende indgreb på det religiøse, på kirken, at de i sikkerhedens navn afskaffer en helligdag for at finansiere krigsførelse. Kunne de have taget en anden løsning i brug? Uden tvivl, men for staten er intet helligt—al religion er i dets billede ultimativt ligegyldigt, og må vige for deres evige pragmatisme. Hvis det homoseksuelle ægteskab i kirken er blevet politisk, hvorledes ville kirken kunne protestere imod det inden for lovens rammer? Kun ved at anerkende statens hykleriske indblanding. Hvad med kirkens holdning til abort? Ville de blive tiet, siden aborten, selv set igennem livets hellige gyldighed, er blevet eksklusivt politisk? Se, hvor snedig staten er! Religion og kirken må ikke blande sig politisk, således vil de have det; men hvis de gør ægteskabet og aborten til politiske emner, da kan de sige, at kirken ikke skal blande sig i det, selv hvis det er Gud som er livets giver og Ham som gør ægteskabet gyldigt. Sandheden er at et synode ville have været ligegyldigt, for Folkekirkens kujoneri forsikrer, at selv havde de et talerør, ville de aldrig tage stilling—det ville være finansielt selvmord!

Hvis man ønsker et indblik i hvor absurd den almene danskers relation til Kristendommen er, da skal man blot sige at man er kristen, hvorefter man vil blive spurgt—med store øjne eller endda mistænkelig mine—om man er ”troende”.
Hykleriet er i bund og grund så åbenlyst og accepteret, at det hverken slår den spørgende eller den adspurgte, hvor fuldstændigt absurd sådan et spørgsmål er. For spurgte man en brud eller brudgom til deres bryllupsfest, efter at de havde erklæret deres kærlighed til deres nye ægtefælle ved alteret, om de virkelig mener det de lige har sagt ja til, ville det fremstå vulgært, endda ondskabsfuldt. Tænk, at man faktisk skulle have stået overfor Gud og enhver mand og således begynde sit ægteskab på løgn. Nuvel, ægteskabet ses stadig som noget seriøst, som besiddende en slags pseudo-hellighed, ikke på grund af det religiøse, guddommelige aspekt—at Gud binder to mennesker sammen til ét i en større forstand, end blot en fin metafor—men snarere på grund af en romantisering som vi har erstattet den virkelige hellighed med. Det folkekirkelige ægteskab er—ligesom alt andet i Folkekirkelig kristendom—ren æstetik, iscenesættelse og skuespil, liflige dufte af middage og blid musik; gæsternes hujen og løftede glas i skæret af festlys, taler og bryllupsgaver—men hvad er der at fejre? Alt det, der fejres, kan skilles så let, når vi først har besluttet os. Ceremonien vil mange have, men hvem vil tage seriøst de ord som Frelseren omtaler ægteskabet med? Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.^[24] Her indtræder den Folkekirkelige tilgang: at meget vel kan Kristus have sagt dette, med den dybeste seriøsitet, men det er tolket så let, at Folkekirken ingenlunde forbyder det kristne ægteskab at reduceres til ren underholdning, som sognepræst Michael Brautsch der viede par som var mødt for første gang med den ærlige overbevisning, at de tog intet større ansvar end noget som blot kan brydes så let som ingenting hvis de ombestemmer sig efter fem uger.
- Et ægteskab er den højeste form for et parforhold. Parterne forpligter sig til at få ægteskabet til at virke. Derfor er mit råd til dem, at de kun skal lade sig skille, hvis de ikke vil være kærester og heller ikke kan se hinanden som et par i fremtiden.^[25]
De forpligter sig, men kan lade sig skille hvis ikke de vil være kærester. Hvad siger Kristus? Jeg siger jer: Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud. Fantastisk, så en Folkekirkepræst velsigner ægteskab med den åbenlyst erkendelse, bruddet på det syvende bud er så let som ikke vil være kærester!
Herren lægger den dybeste seriøsitet i ægteskabet, imens en Folkekirkelig præst vier og bryder som var det ingenting—og på trods står der, at dem der bryder ægteskabet begår ægteskabsbrud og vil dermed stå til ansvar for dette på den Sidste Dag. Så den Folkekirkelige præst leder mennesker ind i synd, og Folkekirken lader det gå sin gang i adskillige show-sæsoner.
Dette er blot et eksempel på et mønster som vil gå igen: at uanset hvor seriøs Kristus og Kristendommen virker, uanset hvor hårde hans bud er, hvor voldsom synd og dom er, da vil Folkekirken altid finde en måde at retfærdiggøre og undskylde ikke blot deres egen, men hele befolkningens ligegyldighed, blasfemi og helligbrøde mod Gud og Hans ord.

Vi afskyr let løftebrydere og bedragere; falske venner hades med brændende iver. Men hvis hadet for hykleriet, løgnen og bedraget er så stor overfor mennesker, hvorfor rynkes ikke et øjenbryn ved hykleriet ved alteret, til konfirmationsfesten, endda igennem hele livet, når vi skal bekende Gud? Skønt det andet bud siger, Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, er det ikke det letteste forræderi for den Folkekirkelige? Er dette hykleri, apati, løgn og bedrageri ikke hvad Folkekirkens industri af dåb, konfirmationer og bryllupper er bygget på?
Naturligvis kender de færreste Folkekirkelige mere end et par af de ti bud—og her kommer vi til en pointe vi vil se igen og igen: at Folkekirken hverken har indstillet troen i forældre eller børn, i det som det kristne ægteskab indebærer—ikke engang tør de hæve stemmen, at dette skulle besidde en vigtighed som transcenderer det evige liv—og dermed ligegyldigheden.
Hvad gives i stedet er kun den perverterede udvanding af næstekærlighedsbuddet og lignelsen om bjælken og splinten i øjet, som de bruger til at undskylde sig selv, alle deres handlinger og hvem end det behager dem, men aldrig deres næste eller deres fjender. Hvis Kristus stod foran dem ville de sige: kun Gud kan dømme mig!

Et sandhedsvidne er ligeglad med hvordan troen skulle påvirke hans profit eller selv hans liv, for han ved at den sande skat er i at kende og bekende Sandheden, selv til døden. Han besidder et højere princip, en højere tro på noget større end blot hvad kan veksles til goder i verdenen og hvad der kan vinde folkets flygtige iver—han bekender den levende Gud.
Men Folkekirken drives som en forretning som hører efter denne verdens vekslende efterspørgsel, og prøver så vidt muligt at maksimere dens popularitet og dermed profit ved at fremføre sig selv som et kulturelt spektakel, som noget hyggeligt, alment og Dansk. De ytrer sig kun offentligt når det er i overensstemmelse med den social-liberale mentalitet, og aldrig når det kan skabe kontrovers. Det var derfor biskopperne endelig kunne benytte sig af lejligheden til at påminde det danske samfund om deres eksistens, da de modsatte sig afskaffelsen af Store Bededag. For det var ikke kontroversielt, da en stor del af befolkningen var imod det—men ser man nærmere, var det ikke så meget et eksempel på en kristen kamp mod statens indgreb på kirken, men rettere kirken som så sit snit til at indtjene billige points hos hr. og fru Danmark. Biskopperne påpegede sjovt nok ikke, at Store Bededag var en dag oprindeligt sat til side for at gå i kirke og for at gå i bod og at faste^[26]. Var nogle af disse vigtige kirkesager blandt argumenterne for bevarelsen af Store Bededag? Nej, for der er ingen profit i Kristendommen og det ville støde befolkningen, som kæmpede for en fridag, og ikke en helligdag. Derfor kunne det kun gøres under en generel og vag kulturkristen forståelse for Store Bededag med reklamer om at spise hveder, spadsere på byens volde og holde fri fra arbejde. Alt dette er meget fint, men det har ikke noget med Kristendommen at gøre. Alt det løsgængeri er det modsatte af den omvendelse som Kristus og den oprindelige kirke prædikede. Tænk hvilken reaktion hvis Folkekirken havde opfordret til faste, bod og bøn i diskussionen om Store Bededag, det vil sige opfordret til reel kristen adfærd: Hele gejstligheden ville få deres kraver stukket ned i halsen—og det på trods af, at det hedder Store Bede-dag.

Folkekirken og befolkningen modsiger dermed intet i Kristi navn, til trods for at politikere og kulturkommentatorer står i kø for at ævle om Danmarks kristne værdier. Når man forstår Folkekirkens mentalitet, dens højeste prioritet som bevarelsen af dens levebrød og ikke forkyndelsen af Sandheden, da forekommer fejheden og grådigheden efter jorddige gaver ikke ulogisk; man forstår hvorfor enhver kontrovers, om det så er argumenter imod kvindeligt præsteskab, homoseksuelt ægteskab, abort, fordufter—du vil aldrig høre Folkekirken samle sig og udtale den kristne holdning til disse emner, Sandheden ifølge den kristne tro, hvad Guds vilje er med hensyn til et emne. Ingen af disse vil så meget som komme på talefod. Hvorfor? Fordi der er ingen profit i Kristendommen—i det mindste ikke når den modsiger tidsånden. Derfor må den fordrejes til at passe befolkningens efterspørgsel. Det er den eneste udvej for en kirke, som ikke har en måde at udtale en samlet position om et emne, så Folkekirken må ty til det pæne, praktiske og profitable i stedet.
Præsteskabet er en profession for Folkekirken, ikke et kald og en højere pligt til Gud først—det er et arbejde som ethvert andet. Hvis folket ikke kan lide troen og efterspørger en anden, blidere og bøjelig tro, da bøjer præsterne sig for at beholde deres sogneboliger og lønningsforhold.

Det ses mere og mere, at Gud må give vej til kirkens omdannelse til et socialt og kulturelt fællesskab. Dette ser alle i kirken ikke just som en nedgang, for de tænker kvantitativt. De ser at mængden af mennesker vokser til de sociale arrangementer. Og når man er vant til det dalende medlemskab, hvis der overhovedet kommer nogen i Guds hus, så er dette sådan en mentalitet, den Folkekirkelige nemt bliver begejstret af. Men kvalitativt set er Kristendommens essens sådan set forgået fra sandheden, fra den dybeste seriøsitet, fra levet virkelighed—nu som på en teaterscene som kræver et malet sceneri bag skuespillerne for at emulere først en skov, derefter havet, nu korset og Golgotha, derefter en fest, og så videre. Det kvantitative kan vi se i de forskellige nye arrangementer, som kun overfladisk virker bundet til Kristendommen, eller som spaghettigudstjenester, som lover en social forsamling med det adgangskrav at man så også kommer med til femogtredive minutters gudstjeneste.
Man kan vel kritisere mig for at være imod det sociale fællesskab i kirken—ikke just, jeg har større fisk til fangst, og jeg er meget bevidst om det gamle kristne element der ligger i fællesspisning; men når ordet spaghettigudstjeneste forekommer i stedet for eksempelvis gudstjeneste, derefter fællesspisning, så er dets formål meget klart noget andet: et forsøg på at tiltrække ved noget separat, noget som ikke er Kristendom eller overhovedet har noget at gøre med troen. De separate instanser, som sorggrupper der muligvis er et kærligt initiativ, men som er symptomatisk for en psykiatrisk forståelse for psyken, den moderne erstatning for sjælen, er endnu et eksempel på den langvarige sekulære fremmarch i Folkekirken. Babysalmesang for unge mødre, yoga gudstjenester, kirke sauna^[27], samtaleaftener, podcasts, og diverse kulturelle arrangementer^[28], koncerter, og så videre, alle som enten forgår i selve kirkerummet, foran alteret, eller blot medvirker en præst, og som kan give indtrykket af, at vi har gøre med Kristendom og ikke blot distraktion som erstatter Gud, fordi almen kristendom er blevet for kedsommeligt for tiden. På samme måde skulle man vel tro, at Tivoli besidder en del af Japan, blot fordi den har en pagoda som hedder Det Japanske Tårn.
At pladserne står lige så tomme hver søndag er blot endnu et bevis på, at kirken forsøger eksternt at tiltrække medlemmer, selv hvis dets interne essens er som en udtørret brønd. Det sociale arrangement (ikke det sociale aspekt, siden kirken er et fællesskab) tager over og gøres til det primære fokus; for i Folkekirkens åndelige og teologiske anarki kan den hverken forklare hvorfor man skal komme i kirke, eller hvorfor det er vigtigt. Derfor bliver man nødt til at tillokke med brød og cirkus. Alt bliver til karneval, for folket gider ikke faste eller bod eller bøn, så til sidst bliver kirken selv en evig fastelavnsfest uden fasten—det hellige er forgået. Det forekommer ikke nogen at dette er skaberen af alt, vor Frelser og vor Dommer, som vi behandler hverken med respekt eller kærlighed, og blot ser som en vag, tolerant figur vi kan behandle, som vi har lyst—og hvis hus står til rådighed for alt hvad vi lyster^[29].
Præsterne som holder kulturelle møder eller prøver at gøre kirkerummene spændende på kulturnatten, er i sidste ende kun overgivelse til cirkus, til underholdning og til politik, at bringe det verdslige, som har intet at gøre med Gud, ind i Hans eget hus, selv op til alteret. Gud er ikke spændende nok for den Folkekirkelige, så Folkekirken må have stemningsmusik og teater forrest og Gud bagerst.
Tænk hvis en hel skare af mennesker kom ind i dit hus og gjorde, hvad der passede dem. Ville du ikke forskrækkes og råbe op, når de satte sig ved dit middagsbord eller i din lænestol, talte om dig som var du ikke til stede. Nogle dage løber de ind og holder cirkus, spiller musik og fordrejer ting de har hørt dig sige fra andre mennesker, for at tolke dig som en person der har absolut intet imod, at de bruger dit hus, som de lyster. Du forbliver en fremmed i deres sociale cirkel, hvorefter de går igen efter et par timer, uden at have anerkendt eller hilst på dig.
Ja, Kære Læser, der har du det folkekirkelige sociale arrangement med hensyn til vor Frelser. Dette er det samme princip, som driver den Folkekirkelige gudstjeneste; forskellen ligger blot i, at denne gang har de også røvet dit vinskab og din brødkurv. Men i Folkekirken tager de kødet og blodet fra den korsfæstede Gud, og så går de ellers deres vej. De taler om Ham, men uden at ville have kendskab til Ham, eller et eneste af Hans bud.

Hvad Guds kærlighed er, er nu fuldstændigt reduceret til en vag, intetsigende sentimentalitet: at Gud er kærlighed anerkendes som en åbenlys sandhed; men, at den kristne stopper der, som var det en remse, kun på et overfladisk niveau, som ikke fordrer nogen selvbenægtelse, men rettere forveksles med en af de utallige verdslige følelser som vi kalder kærlighed, ja, dette gør den Folkekirkelige en bjørnetjeneste og leder ikke mennesket tættere på Gud. Guds kærlighed åbenbares i Biblen, i Hans bud og i Hans evangelium: Kristus viser sin kærlighed ved at redde kvinden taget i ægteskabsbrud. Hertil siger Han: Heller ikke jeg fordømmer dig^[30]. Se, Han fordømmer hende ikke på det daværende tidspunkt, ligeså fordømmer Han ej heller de levende, selv hvis de lever i den dybeste synd, for Ezekiel skriver, Jeg ønsker ikke nogens død, siger Gud Herren. Vend om, så skal i leve!^[31] Men fordømmelse forveksles ofte med dom; for selv hvis Kristus ikke fordømte kvinden, da dømte han hendes gerning som synd; men i sin nåde tilgav Han hende til trods. Derfor siger Frelseren til hende, Gå, og synd fra nu af ikke mere^[32]. Ligeledes siger Han til os endnu levende. Men hvis vi ikke bærer frugter af vores omvendelse, i vores adfærd, da er det den selvsamme Frelser som vil skille mennesker mellem saligheden og fordømmelsen, som en hyrde skiller får fra geder.^[33]
Men hvad er forskellen mellem Kristi kærlighed og den Folkekirkelige kærlighed? Kristus forbarmer sig over os i vores synd, men skildrer lyset fra mørket, Hans vilje og gerninger fra løgn og synd. Til dem som ikke tilslutter sig Ham, som ikke angrer deres synd og omvender sig i dette liv, fordømmes efter døden, fordi de nægter at tage hånden på dem, som kunne hive dem op af dybet, ud af syndens dødsbringende sygdom. Kristus ser os i vores egotisme, i vores synd, hvordan det leder til utallige lidelser for os selv, vore næste og hele verden; hvorledes synden leder os til en levende død, hvis fuldendte frugt er den kropslige og åndelige død, separeret fra al godt, al kærlighed og fra vor Skaber. Folkekirkens kærlighed derimod er kendetegnet ved dens næsten komplette, hvis ikke fuldstændige mangel på fordømmelse af synd. Hvad der har erstattet Guds fordømmelse af synd og derved åbenbaringen af Hans uendelige kærlighed—for hvem kan sætte pris på benådelse, som ikke tror han har begået en eneste synd?—er en næsten kvalmende og vag sentimentalisme om Guds kærlighed—en kærlighed som virker mindre som frelse men rettere som et mantra, der overdøver alt konkret og virkeligt, selv hvis dette andet er Kristi Bud.
Jo mere man hører om den Folkekirkelige snak om guddommelig kærlighed, jo mere virker den til at gå i tomgang; for den har at gøre med sentimentalitet, en følelsesmæssig tilstand, behagelige tanker, frem for forståelsen for, at den nåde er i Guds forbarmelse over os. De Folkekirkelige præster ved udmærket godt, om fuldstændigt bevidst eller ej, at prædike omvendelse er farligt blandt danskerne, for de hader følelsen af dom, af den hierarkiske autoritet som Kristus besidder som Gud over os, som konge af alt, alles dommer. Det vækker dem et uendeligt had at føle sig dømt, selv af deres Skaber, men især via et præsteskab, som jo blot også er mennesker. De hader enhver følelse af dom fra andre, og i det påbuddet bliver sagt af præsten, da ville de støde deres ego på Kristi bud, på hjørnestenen^[34] og på Hans dom over deres gerninger. En sand kristen ville anerkende sine egen syndighed i det de hører Kristi bud og gerninger, som tolderen, ikke farisæeren; men den kulturkristne og den Folkekirkelige, de som kun er vant til at høre om en alt undskyldende kærlighed fra Gud, fyldt med selvtilfredshed og skækenkende Gud kun en smal tanke, vil føle det som et chok at skulle anerkende sig selv som synder i konkrete handlinger og tanker. Hvis de blot hørte Kristi sige det i evangeliets oplæsninger, da ville de kunne gøre det vagt og generelt for hele folkemængden, måske slet ikke relevant for dem overhovedet, fordi selvrefleksionen er et valg som må tages, og den som ikke vil se på sig selv, vil ikke finde en synder, ikke fordi de ikke er én, men blot fordi de vælger at vende øjnene fra den forståelse. Den som ikke tager imod Kristi sandhed, vil aldrig kunne skildre deres egne synder og frembringe sande frugter af deres omvendelse, ej heller vil de kunne nyde glæden af Kristi kærlighed og nåde i dette liv, fordi de vil ikke have kendskab til Ham; for den som ikke vil høre Hans bud, hvorledes skal de kende Ham overhovedet? Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og Ham, du har udsendt, Jesus Kristus.^[35]

Folkekirken bekender altså blot en falsk og sentimental forståelse for kærlighed, en simpel afgud, som fordrer den Folkekirkelige en falsk, let og tom sentimentalitet som distraherer og udskifter den sande, guddommelige kærlighed.

For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.^[36]

Man kan sammenligne Folkekirken og dets medlemmer med en forælder til sit barn som eksempelvis er alkoholiker eller stofmisbruger. Da siger forældrene til deres barn: jeg vil elske dig uanset hvad, og din adfærd er lige så god som alle andres. Da fortsætter barnet sin adfærd og dør eventuelt af sin afhængighed, endda før sine egne forældre: således, deres kærlighed.
Guds kærlighed er anderledes: for Han er som en Fader der siger til os, Jeg elsker dig uden forbehold, men hvad du gør, ødelægger dig, giver dig ingen sand og vedvarende lykke, om du er bevidst om det eller ej. Men jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at hjælpe dig, uanset dine fejl. Men du må sætte din lid til mig og forsøge, så godt du kan, at kæmpe imod din afhængighed, for ellers vil du dø.
Således er forgående, som eksempel, i forhold til Folkekirkens velsignelse af det almene samfunds adfærd. Præsteskabet kunne ikke være mere ligeglad med den danske befolknings adfærd, synd, omvendelse eller deres vej til saligheden—de virker og agerer til at tro, at alle er frelst automatisk og derved må man erstatte med sociale arrangementer—for hvad skulle man ellers bruge tiden indtil døden forekommer på? Omvendelse? Tydeligvis ikke.
Hvem kan bebrejde befolkningen, at de færreste kender de Ti Bud? Folkekirken kunne ikke være mere ligeglad.

Men Gud ved, at intet som går imod Hans gode vilje og afskærer os fra Ham gør noget godt for mennesker, uanset hvor megen nydelse eller accept de får fra denne verden, fra samfundet eller fra Folkekirken. Eksempelvis er homoseksuelle blandt ofrene for Folkekirkens skamløse kujoneri, i det kirken skjuler deres synd fra dem, ikke kalder dem til et nyt liv i Kristus, men overfladisk blåstempler deres synd ved at underlægge sig et folkeligt og politisk pres, hvis ikke blot deres egen uvidenhed og ligegyldighed. I dette adskilles gejstlighedens adfærd overfor heteroseksuelle ikke fra homoseksuelle—alle bliver solgt den samme løgn: at vores egen vilje, hvor end skadelig for os selv eller andre, er vigtigere end Guds, om vor vilje er god eller ej. Kan man være overrasket over, at dette leder til ligegyldighed overfor Gud og Hans vilje? Kan det overraske nogen, at kirkerne står tomme?

*

Der skrives på Folkekirkens egen hjemmeside angående, hvad det vil sige at være et kristent menneske: Kristendom er til for menneskers skyld. Den har ikke leveregler i bogstavelig forstand, men har i stedet en grundlov: Det dobbelte kærlighedsbud, som siger, at vi skal elske Gud og vores medmenneske.

Den kristne har frihed til og ansvar for at leve sit liv ud fra kærlighedens grundlov. At være kristen er at leve sit liv i lyset af det, vi hører om Gud.^[37]
En fascinerende og meget direkte påstand: for en kirke som siger meget lidt angående, hvad der er rigtigt og forkert, er dette en ret så klar besked. Hvad det betyder, formår jeg ikke at tyde. For hvad siger Kristus os om Gud og os selv? At Gud er kærlig, at Han ønsker ikke den uretfærdiges død, men tværtimod at den uretfærdige vender om fra sin vej, så han bevarer livet.^[38]
Men vent, Gud ønsker at den uretfærdige vender sig så de kan leve? Vender sig? Omvender sig? Mistænksomt! Det lyder jo næsten som det Johannes Døberen og Kristus selv siger, i det Han begynder sit ministerium! Jamen de siger jo her, på deres egen hjemmeside, at være kristen ikke handler om at have leveregler eller ikke drejer sig om at opføre sig på en bestemt måde^[39], men det første Kristus siger er, at jeg skal gøre noget bestemt, at jeg skal omvende mig? Men Folkekirkepræsten vil mig jo det bedst, så Kristus må mene noget andet, som jeg igen selv må tolke mig til. Nu siger Jesus derudover, at det største bud er, Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.^[40] Nuvel siger Han at elske, men det kan vel betyde en behagelig mavefornemmelse—og det er jo hyggeligt nok, men så heller ikke yderligere end det.
Hvabehar? Nu siger Kristus, Elsker I mig, så hold mine bud! Hvad, Kristus har bud? Mere end bare næstekærlighedsbuddet? Og vent, nu når jeg tænker mig om—næstekærlighedsbuddet er jo et bud, og en regel man skal leve efter? Det modsiger jo hvad de siger—det kan ikke være sandt! Jeg blev lovet langt mindre til min konfirmationsforberedelse end alle de her kedsommelige og trælse bud! Hvem kan være så tyrannisk, at sige, hvis du ikke holder mine bud, så elsker du mig ikke? Hvis jeg skal vælge mellem at stole på Kristus eller Folkekirken, så holder jeg mig aldeles til Folkekirken: for den er ikke så tarvelig at pålægge mig alt muligt, som jeg slet ikke har bedt om.

Dette sidste er sandt: Folkekirken pålægger ingen bud.

Det danske samfund med Folkekirkens velsignelse, til trods for enhver dåb, konfirmation eller ægteskab, bekender i al sin adfærd, “Vores vilje ske, ikke Guds, på jorden, således også i himlen.” Hvorfor også i himlen selv? Fordi alt hvad Kristus siger, fortolker vi så det passer til vores individuelle liv og tid. Så hvis Gud ikke gør eller tænker, som vi ønsker, at alt hidtil kristent er diskriminerende eller ikke til vor behag, da drager vi Gud til ransagelse, at Han må bekende, at et eklusivt mandligt præsteskab er forkert; at Han må bekende, at homoseksuelt ægteskab og seksualitet skal accepteres; at Han ikke skal give bud på, hvordan vi skal opføre os; og at Han skal give os himmel og jord uden, at vi skylder Ham noget. Og hvis vi skal give til Cæsar, hvad der er Guds for at opnå dette, så gør vi det—og her er essensen ved Folkekirkens accept af statens overgreb på dens teologi og befolkningens ligegyldighed: Vores vilje ske i himlen, således også på jorden.

Vi må anerkende det åbenlyst: at staten og kulturen er anti-kristen. Åbenlyst siger jeg til alle, som ikke forblinder dem selv til at tro, Kristendommen kan fordrejes og ændres som det passer dem. Ville det overraske nogen, hvis man sagde: Danmark er ikke et kristent land? Måske flere end man skulle tro, men dette er udelukkende, fordi Kristendommen er reduceret til maling og tapet i dagligstuen; men nævner du bøn og omvendelse, et eneste bud udover det så let tolklige Næstekærlighedsbud, da skal du se, hvor meget den almene person til trods for dåb og konfirmation vil stå inde for denne “Kristendom.” Højst den enkelte time om året hvor befolkningen drager til julegudstjeneste, kan man tale om en kristen befolkning—resten af året rager Gud os ikke. At tage sit kors op og følge Kristus—i Danmark tolkes det som noget mindre end at løfte sin lillefinger—selv dette er for stort et offer! Tag denne bitre kop fra mig!

Magen til åbenlys symbolik: Manu Sareen var kirkeministeren som både forkyndte homoseksuelle vielser og nedlukkelser af adskillige kirker. Men interessant at de beholder ordet minister, som betyder tjener—i hvilken forstand tjente Manu Sareen Gud, da han som sekulær politiker opfordrede staten at gennemtvinge homoseksuelt ægteskab i kirken?

Folkekirken har gjort den modsatte bevægelse af paven: Folkekirken er religion underlagt staten; Vatikanet er religion hævet over staten eller ensbetydende med staten. Man kan nu sige, at det politiske flertal er paven i forhold til officielle teologiske ændringer; men alle har dog stadig privilegiet af den protestantiske logik: at alle er sin egen pave—og derved er der ingen sandhed end disse pavers egne sandheder. Hvorfor taler vi så endnu om Kristendommen i ental, når hver mand, kvinde og barn har sin egen kristendom, som ingen skal stille spørgsmålstegn ved eller kritisere?
Om det var meningen, ikke just, men dette er vores status quo, og det kan ingen teologisk håndsvridning ændre. Luther kan vel vende sig i gråd i sin grav, men hvad nytter det? Selv han havde blot sin egen subjektive holdninger, som Folkekirken kan tage til sig, når det passer dem og kaste til side, når det ikke gør.

Næstekærlighedsbuddet bliver kastet rundt, når vi taler om tro. Det er noget, der tales om uden forståelse for nogen større forpligtigelse, der må medfølge end blot at nikke søvnigt med hovedet, når præsten nævner det. Eller når politikerne misbruger det til deres sekulære dagsorden, men uden at nævne Kristus selv, eller at ville have noget som helst at gøre med Ham.
Nej, det er snarere som et menneske, der gennem hele sit liv trækker vejret, men kun bliver bevidst om sin mangel på luft, når han får noget galt i halsen—kun i manglens øjeblik bliver man bevidst på den: kun når man selv behandles dårligt i stedet, mærker man det etiske, at godt og ondt ikke blot er luftige koncepter—men virkelige. Jeg formoder dog, at den almene Folkekirkelige, på et rent statistisk niveau, oftere får noget galt i halsen, end de fordrer dette bud med alvorlighed—eller Gud i det hele taget. Når man faktisk hører næstekærlighedsbuddet omtalt, er det ofte, når man skal høre en eller anden drilsk om såkaldt kristen eller ej, løfte pegefingeren for at, efter en provokation eller spøg, sige til sit offer: husk nu, næstekærlighedsbuddet. Dette er en af de primære kontekster, du vil høre det nævnt: Som en spøg.
Hvis man yderligere skal høre næstekærlighedsbuddet på det offentlige forum, så er det ofte i avisklummer skrevet af præster, som ser ud til at have accepteret deres egen fuldstændige irrelevante position fra et religiøst perspektiv, siden de succesfuldt har integreret sig i en kirkekultur, som er rædselsslagen for ethvert perspektiv, som går imod offentlighedens sensibiliteter. De har derfor valgt at tilslutte sig den spidsborgelige diskurs om alle de verdslige sorger og spektakler, som om vi ikke havde nok af lalleglade dilettanter som, velmenende, at de har en eneste original tanke i deres hoved, tvinger de mest almene, småborgerlige konklusioner ned i sidestykkerne af diverse aviser. Alt dette ulideligt trættende og gentagende tekststøj kan koges ned til blot én latterlig syllogisme:

1. Næstekærlighed er Godt og Kristent.
2. Godt og Kristent betyder at lade alle gøre som det passer dem (så længe de ikke skader nogen og hvis de gør, så længe det er konsensuelt).
3. Ergo: Næstekærlighed betyder, at mennesker skal have lov til at gøre alt, hvad der passer dem indenfor tidsåndens rammer.

Læg mærke til at Gud er fuldstændig ude af ligningen. Det burde ikke overraske den årvågne læser.

Det er derfor fuldstændigt umuligt for den almene person eller endda størstedelen af Folkekirkepræster at forstå, hvorfor homoseksuelt ægteskab (eller almen heteroseksuel hor, for den sags skyld) aldrig kan godtages teologisk, fordi det går direkte imod deres fuldstændige barnlige og horribelt naive forståelse for Næstekærlighed, for ikke at tale om deres endeløse forsøg på at læse de Hellige Skrifter i direkte modsætning til, hvordan alle kristne gjorde indtil for 40-50 år siden. De kan ikke forestille sig, at Gud har skabt mennesket til noget bestemt, at mennesket besidder en telos, en mening, andet end hvad vi selv føler er det rigtige, ligesom børn som ikke kan forstå, hvorfor de ikke må få fem kilo slik på en fredag i stedet for én enkel Haribopose.
Fra det Guddommelige perspektiv er seksuel aktivitet afskåret fra ægteskab (såvel som al synd) ikke blot noget så simpelt som et brud på en arbitrær lov: det er åndelig selvskade som afskærer mennesket fra Gud og deres medmennesker. Naturligvis hvis den almene person gad at forholde sig til statistikkerne for kønssygdomme^[41], uventede graviditeter, de sociale og psykiske konsekvenser af det løse forhold det nutidige menneske har til seksualitet (det ser man endda i nyhederne nu om dage, men ingen tør nævne, at problemet ligger i relationen til sex), for da slet ikke at tale om de ca. 15.000 aborter i Danmark som foretages hvert år^[42], samt de traumer som følger, så ville de måske ikke være så hurtige til at sige, at sex uden for ægteskabet, og Guds formål med samme, er harmløst sjov som ikke skader nogen og især ikke dem selv. Men det er ikke populært at give et Kristent bud på seksualitet, og derfor vil præsterne intet sige herom; de vil hjertens gerne tale om seksualitet men ikke i en Kristen forstand. Hvis heroin var populært og accepteret på et nationalt niveau, da ville størstedelen af folkekirkepræster ikke kommentere på det, eller endda være for det. De få som talte imod det vil mødes af andre moderne præster som ville gå i rette med de gammeldags præster for at være snæversynede, regressive og uliberale, formentlig så de kunne få en gevinst af at høre nogle uvidende småborgere sige, at i det mindste er ikke alle præster og kristne lige tørre og kedelige. Kan vi snart forvente nogle mere moderne spaghetti gudstjenester for, at de stakkels folkekirkepræster kan blive relevante igen? Hvad med en orgie-gudstjeneste? eller hvad med en abort-tjeneste? Det er jo lovligt og inkluderende. Mon ikke det vil hjælpe på Folkekirkens dalende medlemskab? Folkekirken tages kun seriøst som et spektakel og derved, slet ikke.^[43]

At folkekirkepræsterne beskæftiger sig nu med alverdens kulturelle spørgsmål angående deres mening om det ene og det andet, er blot et tegn på, hvor fuldstændig udvandet den Folkekirkelige kristendom er. For ikke nok sniger de sig rundt om mere kontroversielle emner, om det kristne liv, og hvad vor Herre forventer og kræver af os, alt det som Kristendommen réelt omhandler, men spilder nu i stedet deres blæk med alskens platituder og vag snak om kristendommens rolle i samfundet og kulturen, samt den endnu vagere forståelse for kærlighed. For hvis det var Kristendom, da ville positionen være kontroversiel i den moderne verdens øjne, da Kristendommen modsætter sig den moderne kultur på ethvert punkt (da Kristendommen er selvbenægtende, og det moderne liv er selvtilbedelse på ethvert punkt)—men så ville deres patetiske platenslagerkristendom ikke blive offentliggjort til at starte med, for den almene dansker kender ikke og vil ikke kendes til Kristendommen eller Gud. Dette er nu også et tegn på, at den offentlige kristendom har gjort en slags omvendt bevægelse, der har gjort den både alment accepteret og anerkendt (i det mindste overfladisk), men samtidig ukendt og et offer for fordomme og ligegyldighed, selv blandt dem som identificerer sig som kristne, om virkeligt værende troende eller blot på papir. At præsterne tager imod disse spørgerunder, podcasts, og kulturkritiske poster er en drejning imod det udvortes; en nødvendighed, da den indre position for Folkekirken er fuldstændig håbløs i dets selvmodsigelser og teologiske anarki. Har du, Kære Læser, for eksempel lagt mærke til at de altid taler generelt og vagt nok til aldrig at opfordre til en reel ændring i adfærd? De taler aldrig om, hvad Kristus kræver af os konkret, med god grund, da deres teologiske ståsted og autoritet er kollapset for længst. Dets præsteskab er splittet mellem teologisk ligegyldighed, og latterliggjort, fordømt konservatisme. Den første gør op for dens mangel på Gudsfrygt for buddene med en sentimental fylde og sekulære arrangementer. Den anden ses som en arkaisk tolkning af kristendom, formentlig associeret med det mørke Jylland og gamle, mandlige, homofobiske præster, hvis menigheder består af lige så homofobiske og snæversynede samfundstabere. Til tider går disse to i kødet på hinanden; og man skal endnu lade som om, at Folkekirken er én kirke og én sandhed, og ikke blot en progressivt liberaliserende institution som allerede er endt i en total anarkisk forvirring.

Ved indførelsen af homoseksuelt ægteskab og kvindeligt præsteskab, siges det implicit, at kirken har taget fejl i disse to tusinde år på et af de mest basale aspekter af menneskelivet; og ikke blot kirken som en vag helhed, men også apostlene, Skt. Paulus, alle kirkefædrene og størstedelen af kristendommens teologer, inklusiv Luther selv—for ingen af dem udtalte sig på noget punkt i godkendelse af disse, men forkyndte det modsatte. Det er i bedste fald en af de mest uduelige, ugennemtænkte og inkompetente udøvelser af teologi nogensinde udført; tager vi Folkekirken seriøst som den sande kirke, relativt til Trosbekendelsen, da er det i værste fald en ny-babylonsk tilfangetagelse, hvis det nye Babylon ikke er paven, men staten, som nu har udtalt ex cathedra, at dets politiske magt er over kirkens og Guds; i værste tilfælde er kirken ikke ledet af Helligånden, og den sande tro er forgået ud i et mylder af individuelle meninger—og kristendommen? Absurd og utydelig.
Man får i bund og grund også lyst til at banke sit såre hoved sønder og sammen ind i den nærmeste murstensvæg, i dét det forstås, at en majoritet af mennesker tror, at ved blot den præstelige velsignelse af det homoseksuelle ægteskab, betyder det automatisk at Gud velsigner det, som var Han en automat. Præsteskabet kunne velsigne alverdens vederstyggeligheder—og det gør de—for de farer op til Roskilde Festival^[44] for at være på mode og tror oprigtigt at de tager Guds velsignelse med til en plads af fordrukkenskab, alment hor, og ekskrementer—og de tror naivt, at Guds velsignelse er en som madbod, og ikke kræver af os hverken ærbødighed og ædruelighed i vor tilbedelse. Nadab og Abihu, sønnerne af den første ypperstepræst, frembar uhellig ild for Herren i deres tilbedelse, det vil sige tilbedte på forkert vis og en ild udgik fra Pagtens Ark og fortærede dem for deres helligbrøde.^[45] Hvorledes kan præsteskabet så tro, at Herren godtager gudstjenester og velsignelser omringet af det rene karneval, når det betegnes klart af Salmisten, at Offer for Gud er en sønderbrudt ånd, sønderknust hjerte agter du ikke ringe, o Gud^[46] —Her bliver Gud et sidestykke til druk og underholdning!
Præsteskabet sættes til dom over for vildledelse af dets menigheder. For statspræsterne fordømmer intet, men velsigner alt.

Blinde leder de blinde i Folkekirken: størstedelen af Folkekirkelige ved hverken hoved eller hale af Kristendommen. Biblen maltrakteres for at give illusionen af, at Kristendommen endnu lever i Danmark; imens bliver det levende ord forkastet, misforstået, latterliggjort og ignoreret af såkaldte troende såvel som ikke troende. Dåbsforældrene ruller med øjnene ved præstens kald til at opforstre deres barn i den kristne tro. Hvor gammeldags, tænkes der, men alligevel står de samme mennesker i kirken og døber deres barn til en tro de er fuldstændig apatiske overfor.
Mon fadder ikke er glad for sin rolle, men keder sig umådeligt ved al den hokus-pokus? Konfirmanderne blæser på præstens overfladiske tale—for det har de lært fra barnsben. Kommer de mon tilbage til kirken, med mere end en formalitet i sinde, hvis endda tro? De lærer givetvis noget banal lommefilosofi og hygger sig. Endda dyrker nogle menigheder yoga, en absurditet, da yoga er intet mindre end hinduismens analog til bøn, det vil sige en åbenlys indførelse af hedningspraksis, som er blevet solgt som et afslappende redskab for kroppen.
Og hvem skader det? Hvad er der nu galt med det? Skal man høre skaren af de arrogante kulturkristne og ateister med lige så meget respekt for Gud, som de har til plastikposer i vinden. Skal vi nu også læse Koranen for at uddybe Biblen? Eller hvorfor ikke inkludere mere hinduisme? For eksempel ved at tilbede Kali, gudinden for ødelæggelse, som ofte afbildes med en guirlande af afhuggede hoveder om halsen—og det selv hvis vores Gud er en livets Gud og ikke dødens? Det ville da give mening i Danmarks nuværende teologi, sådan som vi ofrer de ufødte til egen afgud: vor bekvemmelighed og belejlighed.
Du må have ingen andre guder end mig^[47] og alligevel søger mennesker den ene gyldne kalv efter den anden blot for at distrahere sig fra den underliggende meningsløshed og forvirring, de dagligt drukner i. Men derefter kan konfirmanderne lære at memorisere Fadervor og vælge et bibelcitat, som der behager den æstetiske sans, men som betyder absolut intet for dem—dette bliver vel deres sidste og eneste Bibelcitat. Mon de forstår de ti bud eller noget bud overhovedet? Man får ikke indtrykket, sådan som næstekærligheden fortolkes. Er det nogen overraskelse, at de færreste kan skildre synd fra dyd, selvkærlighed fra næstekærlighed, Satan fra Gud?

Den moderne tendens som prædiker genfortolkning og modernisering af troen, blot så den kan gøres mere relevant eller forståelig for moderne mennesker, mon den nogensinde virkelig har omvendt et eneste menneske til en sand tro? Mon ikke det har gjort troen mere underholdende i en tid, hvor alt skal gøres hurtigt, øjeblikkeligt og uden tidsspild, selv i det Kristendommens syn viger mod evigheden, mod en uendelig og evig Gud—hvad godt gør al denne hast da, thi den dræber enhver forståelse, og lader den, som kommer let og overfladisk til Kristendommen, forsvinde væk i glemsel. Det er en utrolig naiv tilgang som overbeviser sig selv, at et eneste menneske vil opnå forståelse for Gud med hastighed, på en fem sekunders video, med en mere og mere simplificeret Bibel, og ikke med tålmodighed og respekt: Men uden tro er det umuligt at behage Ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at Han er til og lønner dem, som søger Ham^[48].
Men i takt med, at troen genfortolkes, forværres skrifternes klare, fundamentale budskab mere og mere—og hvilken mangel af tro på Guds ord! At den kun kan vare så og så lang tid, indtil dets form må ændres for at hjælpe forståelsen. I så fald brister illusionen om det ulærde og naive middelaldermenneske, for i den tid kunne langt de færreste hverken læse eller skrive, men de kunne da forstå, at de var syndige, og at Herren havde sendt dem en frelser med krav om, at de skulle bære frugter af deres omvendelse—et faktum som de kunne bære med sig hver dag indtil deres sidste, men som den almene kristne i Danmark i dag hverken forstår eller har lysten til at forstå, selv hvis dette ville være en fundamental afklaring på den nærmest universelle forvirring blandt mennesker ikke blot i Danmark, men hele verdenen. De går hverken i kirke eller ser nogen grund til det; og mon da de forstår et eneste af Kristus bud, selv hvis det ikke genfortolkes og forringes for ikke at støde dem. Om noget af denne genfortolkning giver indtrykket af, at Kristus havde mange bud, som man i en sand kærlighedsånd, ydmyghed og taknemmelighed ville forsøge at lære, forstå og opfylde: Elsker i mig, så hold mine bud, vides ikke. Har disse moderne mennesker ikke altid for travlt? Hvor tung deres byrde, hvor hård deres lidelse, at de siger, Jeg har ikke tid til Gud! Den ene siger, Jeg lige fået et nyt arbejde; en anden siger, Jeg har børn, som skal passes; og en hel tredje siger, Jeg har lige fået en ny kæreste. Her er hvad Kristi siger til dette: Ingen af de mennesker, som var indbudt, skal smage mit måltid.^[49] Mon dette turde siges til almene kristne, til kommende konfirmander? Hvad da, hvis de lod evangeliet fortsætte sin fortælling? Store skarer fulgte med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: ‘Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru, børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel^[50]. Dette er evangeliet og dets ånd. Viderefører Folkekirken denne ånd, denne allerdybeste alvor? Sig mig, er det jeres ærlige indtryk?
For hvis skyld udgiver Bibelselskabet nye oversættelser? Man tvivler på de Folkekirkeliges efterspørgsel; men vi skal atter have flere, mere og nyt!—måske kan det give forestillingen, at en sand tro eller blot et noget stadig lever i kirken. Som tændte en mand lyset i en lejlighed, når han skulle ud og rejse, blot så naboer og potentielle tyve skulle tro, set udefra, at nogen lever derinde.

Det forventes, at man er en bedrager til sin tro, når man bliver spurgt, om man er kristen. Hvis man da forsøger at overholde sin tro, da er man kedelig og gammeldags, hvis ikke decideret misogyn, homofob, islamofob, osv. Enhver samtale bliver latterlig, for i størstedelen af tilfældene har ingen af parterne nogen forstand på, hvad Kristendommen er—og hvordan kunne de? Præsterne selv er uenige—den lutherske tro er blevet til en parodi af sig selv: alle tolker efter, hvad der behager dem, og hvad der passer dem, når og hvornår det passer dem. Når staten ikke agerer pave, da er alle sin egen pave—og alligevel erkender Folkekirken, at de besidder én Gud og én sandhed?

Det er nærmest henrivende, at se hvorledes Folkekirken har formået at gøre hvad man skulle tro ville være det mest interessante, mest hæsblæsende spændende og majestætiske—Kristendommen, den kosmiske kamp mellem godt og ondt; den Treenige Gud som arbejder for at rive mennesket i selv den dybeste synd op fra dets fordærvelse og lovsløshed, op til den herlige udødeligehed det var skabt til ved inkarnationen af Gud selv som menneske—tænk hvorledes de har formået at gøre alt dette til det mest kedsommelige, det mest ligegyldige og latterlige tomsnak. Ud af alt dette, storslåede himmelskarer af engle og dæmoner, Gud og Djævel, kærlighed uden ende og kommende evighedsliv—ud af dette uddeler de børnearrangementer, gentagende prædikener om håb og atter håb for en eller anden vag evighed, yogagudstjenester og alle de spektakler som udgiver de mest ligegyldige livsstil råd og kommentarer. Folkekirken udmærker sig i modsætning til de gotiske og byzantinske katedraler, den latinske messe eller den ortodokse guddommelige liturgi ved at være så udødeligt kedelig i sine sterile kirkebygninger, tjenester og prædikener, at Folkekirkelig kristendommen er mærkværdigt præcis i hvor ubemærkelsesværdig den er.

Folkekirken tror med dens uendelige tale om tolkning, at man ikke lægger mærke til, at al snak om sandheden, vejen og livet er fuldstændig forduftet—ja, Sandhed findes ikke i Folkekirken overhovedet: for der er ingen sandhed som ikke ignoreres eller bøjes efter Danskerens behag. For spørger man den ene præst, siger de Helvede er virkeligt, og der er en endelig dom på den sidste dag; spørger man den anden, da siger de, Helvede er for at skræmme og slet ikke noget, man skal tænke over. Her er man i sikre hænder! Disse mennesker kan uden tvivl fortælle mig hvordan jeg skal leve, og hvorledes jeg kan træde den snævre vej til himmeriget. Den snævre vej er tolket som så uendelig bred, at det nærmest er umuligt ikke at nå himmeriget—og dog siger én Anden, at det er umådeligt svært at nå^[51].
At gå til en Folkekirke præst for en sammenhængende teologi er implicit selvmodsigende; at gå til Folkekirken for at tage Kristendommen seriøst er så absurd, at man får lyst til at grine hysterisk. Det føles som et galehus, hvor enhver mand og kvinde tolker Biblen på hver deres måde. Den ene side af menigheden insisterer på, at det er med den dybeste seriøsitet, at man skal gå i kirke, men majoriteten er fuldstændig overbevist, i hvert fald ud fra deres manglende tilstedeværelse i kirkerne, at det ikke kunne være mere ligegyldigt, udover dem som selvfølgelig kun møder op en gang i mellem for at høre stemningsmusik på orgelet og hygge sig. Alligevel skal man tvinges af voksne mennesker til at lade som om, dette er nogen seriøs tro, at dette selvmodsigende anarki skulle være, hvad Kristus mente, da Han grundlagde sin kirke, hvis døre Helvede aldrig skulle få magt over.^[52]

Til dette tilføjer jeg yderligere den observation, at Folkekirkepræster står i kø til at straks fortælle befolkningen af kulturkristne, at visse bibelvers og udtalelser af eksempelvis apostlen Paulus kun udtrykker holdninger, som var normative for hans tid, ikke for alle tider. Hvis man læser visse vers, som eksempelvis dem som tilhører ægteskabet, da begynder man ved buddet omkring hustruen: I hustruer under jeres mænd som under Herren; for en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser. Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt.^[53] Hvilken væmmelse! Hvilken udart! Hvilken sexist! Sådan må man naturligvis tolke det og undskylde Paulus, for hvorledes skal man overhovedet turde at sige dette uden at blive forlegen, ja, man må nævne det næsten hviskende med pinagtighed, for ens tro virker jo latterlig. Men hvad er dette for en tanke? Hvis apostlen Paulus, som ifølge sit eget vidnesbyrd blev rykket bort til den tredje himmel^[54] og som vidnede sin status som apostel, som et sendebud af Gud, ved sin udholdenhed, både ved tegn og undere og mægtige gerninger^[55], hvis selv han var offer for sine egne fordomme og udtalte ikke Guds holdning, men blot siden egen jorddige holdning—og ikke blot jorddige, men den forskelsbehandling som er af egen mening og ikke ifølge Gud—hvordan skal vi så kunne stole på noget andet denne mand har sagt? Hvordan skal vi vide, hvad der er den yderligere forkyndelse af Guds vilje for os mennesker og hvad der blot er Paulus’ mening? Hvis selve denne ærværdige apostel, anerkendt af de tolv og udsending af Gud selv, at han er offer for en sexistisk tankegang, for en forskelsbehandling af en synddig og uretfærdig natur—for det er implicit forkert og ikke Guds vilje i de moderne Folkekirkepræstens ører, hvorfor ellers ville man tysse og tie til ægtefolk om de ubehagelige vers og kalde dem tidsbaserede?—hvorledes kan vi forsikre os at noget andet han har sagt ikke blot er egen holdning, mening eller blot forkert? Vi hører yderligere: Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri. Sådan bør også mændene elske deres hustruer som deres eget legeme.^[56] Buddet til husbonden vækker måske ikke den samme skingrende rædsel, men hvad er implicit i, hvad apostlen siger? At mænd skal agere overfor deres hustruer, som Kristus gjorde for sin flok, så skal husbond være parat til at lide døden for sin hustru, hvis han skal stå mellem hende og alt og alle, som kunne forårsage hende harme? Skal han ydmyge sig, ikke tyrannisere hende, men tjene og lede hende i kærlighed, nøjagtigt som Kristus kom for at tjene? Skal han bære hende frem uden plet eller rynke, uden tegn på mishandling, overfor Gud som ser alt?
Det må være apostlens sexisme som slår til igen, for det kan man ærligt talt ikke byde moderne mænd at skulle holde sig til. Naturligvis står vi så tilbage, ikke blot med beskyldningen af en helgen, som ikke besidder evnen til at se igennem sin egen tidsbaserede fordomme, og så videre. Men vigtigere end dette, så står vi tilbage og har, hvis vi følger den Folkekirkelige præst, ikke yderligere nogen klar idé i forhold til Paulus om noget så essentielt som, hvorledes ægteskabet skal praktiseres og æres overfor Gud. Men dybere endnu end dette, hvis Paulus’ bud ikke kan undslippe hans tid og dets skikke, at han er fejlagtig i sin forkyndelse, hvorledes skal nogen kunne tage ham på sit ord over for noget overhovedet? Kan man stole på ham i sin forkyndelse, at Kristus sås af femhundrede vidner, opstanden fra de døde? Kan man stole på et eneste bogstav i Romerbrevet? Det slår mig, at der er ingen måde at vide dette på i den Folkekirkelige optik—om man tænker bibelsk konservativt eller liberalt, eller hvad end, står det klart: Sandheden er ikke til stede i Folkekirken, kun præsternes arbitrære meninger. Undres det overfor denne tilgang, at to ud af tre teologistuderende mister troen på studiet? Næppe, det ville være det logiske reaktion, hvis man tog det seriøst, at Folkekirkelig kristendom er den samme tro som apostlene bekendte.^[57]

Hvis man vil have indblik i hvor åbenlyst Folkekirken, modsiger alt hvad der kunne støde den almene dansker, selv i deres officielle skrifter, så se blot hvorledes de behandler Djævlen på deres egen hjemmeside: Kristen tro bekender sig til Gud og siger samtidig fra over for det, som skiller os fra Gud. Djævelen skal ikke forstås bogstaveligt, men som navnet for alt det onde eller det, som vil sætte os op mod Gud.^[58] Så hvis vi sætter tilsidesætter at ikke en eneste kirkefader^[59] har så meget som spekuleret over om at Djævelen skulle være en abstrakt kraft, og ikke et réelt individuelt og åndeligt væsen, hvordan skal vi overhovedet forstå hvad Kristus og Biblen udtaler om Satan? Hvad tænker Folkekirken helt ærligt om hvad Kristus mener, når Han siger, Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn^[60]—hvorledes vil den danske Folkekirke, som altid undlader at udtale sig dogmatisk, ja, ikke engang besidder evnen til det, som vi har set ovenover, forklare hvad Kristus mener her? Hvordan skal vi forstå, når Satan selv viser sig for Kristus og frister Ham imens Han faster i ørkenen? Når han bogstaveligt talt taler til Ham og citerer Bibelens skrifter til Kristi selv? Hvorfor tager Folkekirken ikke bare en ærlig stilling og siger Kristus var skizofren? Fordi hvem gider da i dagens Danmark tage Kristus seriøst, hvis Kristus siger, at Djævlen eksisterer? Er det ikke åbenlyst, at Kristendommen, som aldrig har skyet at erklære dette liv som en kamp mellem godt og ondt, ikke blot i mennesker, men i ånder, i højere magter—Paulus selv skriver, Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.^[61] Folkekirkepræster, hvad menes der i skrifterne når dæmoner taler til Kristus og kalder ham Guds søn? Når de beder Ham at kaste dem ud fra en besat, ind i en flok svin, som derefter kaster sig ud for en skrænt?^[62] Skulle det være en metafor for at Herren havde brug for en langvarig psykologsamtale for 1000 kr i timen?

Lad din tanke falde på den etiopiske hofmand i Apostlenes Gerninger, som Herren udsendte apostlen Filip til. Her sad denne gudsfrygtende, men så forvirrede mand og forsøgte inderligt at forstå profeten Esajas forudsigelse af Kristi, hans opgave og hans lidelser.^[63] Da møder Filip ham, og han spørger ham om han forstår hvad han læser? Til det svarer hofmanden, Hvordan skal jeg kunne det, når der ikke er nogen, der vejleder mig? At Filip så forklarer ham, at teksten omtaler Kristus og at etiopieren bekender dette, hvorefter han døbes, det vides vel—den ende er lykkelig. Men ser man Danmark, hvordan Folkekirkens biskopper og præster agerer og lader hver have sin egen tro, om så de mener Gud er det vigtigste og bestræber kirkegang, bøn, gudfrygtig overholdelse af Herrens bud, og alt andet som den kulturkristne og ateisten er overbevist gør livet så kedsommeligt, at man ligeså godt kunne være død, eller om de blot blæser på det, tager sin konfirmationsfest og måske et bryllup i kirken, og derefter først kommer igen når de ligger i en kiste, så er alt dette lige i Folkekirkens ånd. Ja, alle er frelst, implicit, selv hvis Folkekirkens egen trosskrifter modsiger det, samt Oldkirken selv, som fordømte og anatemiserede Origenes lære om alle menneskers frelse ved det femte økumeniske koncil^[64] i år 553 efter Kristi. Ja, den kendte danske teolog Lars Sandbeck (så kendt som man nu kan være som teolog i et land som afskyr Kristendommen i alt andet end overfladisk æstetik) forsøger endda at genoplive denne hæresi fra det sjette århundrede i sin bog Når kærligheden dømmer. Man kunne sidde og grave efter citater i Biblen, og som en anden folkekirkelig teolog kaste dem efter hinanden uden faktisk at overbevise nogen—men jeg, Kære Læser, er mere interesseret i noget andet. For jeg giver hr. Sandbeck ret, at denne universelle frelse, apokatastasis, er den almene tro for Folkekirkens præster.^[65] For lad os sige den ikke er, lad os sige, at frelse faktisk kræver omvendelse, som nu er blevet pointeret i dette brev adskillige gange, eller som Luther formulerer det, det er ligeså umuligt at skille gerninger fra tro som det er at skille varme og lys fra ild^[66], det vil sige at sand tro implicit må indebære omvendelse, trosgerninger, og så videre. Hvis dette er sandt, da ses det først at sådan en forståelse for tro er fjern for Danmark, fjern fra gejstlighedens mund og så fjern endda, at Sandbeck mener, at den universelle frelse er et givet. Derudover, at denne tankegang er den farligste, hvis ikke ondskabsfulde løgn, at bilde mennesket ind, at det intet arbejde skal gøres for sin frelses skyld, at intet mere er krævet af det, at frelse ikke engang kan benægtes. Så må det ses, at det er det mest farlige og dødelige evangelium Folkekirken bekender, for har Sandbeck ikke ret, da er Folkekirkens stilhed, apati og endda afsky for al tale om omvendelse og bod, den mest sikre vej til fordømmelse. Men i så fald, i den lykkelige omstændighed, at Sandbeck har ret? At hvad han eftersigende forsikrer os i sin kronik, at størstedelen af Folkekirkelige præster selv tror og som er implicit i al Folkekirkens opførsel (for ellers ville de formentlig tale højt, utroligt højt relativt til vor anti-kristne samfund om omvendelse og ikke blot evangelium), at alle mennesker frelses? I så fald blot dette, Kære Læser: Kristendommen er ligegyldig, fordi du er frelst. Og du kan dermed fortsætte med ikke at tænke på Gud, eller Hans bud, eller gå i kirke, det vil sige fortsætte, som den folkekirkelige gør i forvejen. Ser du, Kære Læser, enten må man komme til den konklusion at Folkekirken forfalsker troen, sætter din frelse på spil, alt imens de bedrager dig for penge og for sin forkyndelse af deres evangelium, ellers må vi atter erkende, at Kristendommen er en spøg, den mest latterlige tro for idioter og al tale om omvendelse er en stor hurlumhej for ingen verdens nytte. Ja, hvad skal vi bruge en kirke til, hvis alle er frelst?
Har vi glemt den etiopiske hofmand? Det forstås. For Apostlen var klar i sin tale og kunne fortælle ham om Kristi, Hans virke og Hans bud. Denne apostolske klarhed findes ikke i Folkekirken—medmindre man selvfølgelig mener, at staten indførte apostolsk tro i 1948 og 2012.
Forstår du Kristendommen i Danmark, Kære Læser?

Hvordan skal jeg kunne det, når der ikke er nogen, der vejleder mig?

Forsøget på at gøre Folkekirken relevant for danskeren, er den underliggende forståelse, at når den hidtidige tro og ageren ikke længere tiltrækker mennesker, da må man modernisere kirken, hvilket blot er en anden måde at sige: Guds kirke er ikke god nok til Folket, så vi må genskabe kirken så den tilpasser dem—Gud er for undertrykkende hvis Han krævede vi tilpasser os Hans bud.

Folkekirken er naturligvis for ligestilling—Gud forbyde, at vi skulle skabe konflikt mellem Gud og Satan ved at diskriminere mellem dem! Hvad skal vi bruge fjender til?
Kunne staten ikke få dem til at fjerne Vi forsager Djævlen og alle hans gerninger og al hans væsen—sig mig, kan kirkeministeren virkelig ikke se hvor diskriminerende dette er imod satanister?

Herrens ord forbliver evindelig, således står der på Marmorkirkens facade—hvis Folkekirken var ærlig, ville der stå: Herrens ord forandres evindeligt.

Det må pointeres, at vor tid kun arbejder i ekstremer, både samfundet og selv også kirken, thi den følger samfundet til punkt og prikke. Der tolereres ikke nuance, ikke fordi det ikke eksisterer, men fordi det ikke passer hverken det nutidige temperament, ej heller politikere, retoriske brandstiftere, mediepersonligheder, (for da slet ikke at tale om den almene kulturkristen), og enhver dagsorden de nu skulle forsøge at føre igennem, om end dette er godt eller ondt, sandt eller falsk. Spørgsmålet om homoseksuelt ægteskab er naturligvis et ja eller nej, men begge sider er karikeret til sådan en grad, at der på ingen måde er et klart billede af, hvad begge positioner repræsenterer.

Først, uanset hvilken position man tager, står det klart, at Biblen og den kirkelige tradition altid har fordømt homoseksualitet. Der må dog skildres mellem adfærd og fristelse; mennesket fristes timeligt til alskens synd; men det er kun overgivelse til fristelse, som fordømmes. Selv i vor egen lovgivning er det ikke fristelsen til at begå kriminalitet som fordømmes, men selve forbrydelsen. Kristendom er ikke anderledes end dette. Dernæst er selve debatten om homoseksualitet misfarvet af Folkekirkens vage, hvis ikke-eksisterende doktrin med hensyn til seksuel adfærd udenfor ægteskabet, hvilket forværrer misforståelsen. Husker man Kristi bud, Men jeg siger jer: Enhver, som kigger på en kvinde for at lyste efter hende har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte,^[67] da ser man, at det ikke er blot homoseksuel lyst eller seksualitet som fordømmes, men alt som er uden for ægteskabet, alt som gør sin næste til et objekt for ens lyst, uden ansvaret og helliggørelsen som ægteskabet indebærer. Kristus kom ikke blot for at gøre os rene udadvendt, men i vore hjerter og tanker. Der er dog nok nogle latterlige præster som vil modsige dette, som om frivilligt sammenleje udenfor ægteskabet ikke også er en synd—skulle dette være indledt uden lyst? Farisæerisk flueknepperi og retfærdiggørelse af synd for ikke at støde befolkningen, dette er Folkekirkens speciale.
Det ses naturligvis hvor destruktivt dette er, for at fjerne denne barriere er ødelæggelsen af ægteskabet, af den ærlige relation som søger personer, ikke blot seksuelle stævnemøder med så og så mange skuespilsfagter og midlertidige kærlighedserklæringer, som eventuelt siver hen og efterlader mennesket som reduceret til objekt for rent begær, og gør mennesket mindre og mindre tilbøjeligt til at dedikere sig selv til at elske som et løfte, ikke blot som en midlertidig æstetik og nydelse. Når man ser ovenover hvorledes Paulus’ udtalelser om ægteskabet ligegyldiggøres og seksualitet accepteres af Folkekirken, selv udenfor ægteskabet, må man erkende, at kristent ægteskab ikke er til i Danmark—det vil sige, at der er ingen forskel i adfærd mellem at være kærester og kristent ægteskab andet end en overfladisk, dog æstetisk ceremoni. Undrer man sig over hvorfor skilsmisse bliver mindre og mindre seriøst indtil det til sidst ikke har større betydning end at slå op med en kæreste?

I modsætning til heteroseksuel seksualitet som er naturligt og gavnligt i ægteskabet, med dets formål som ægteskabets styrkelse og opforstringen af en familie, men som så ofte perverteres udenfor det, da er homoseksuel seksualitet en forvrængelse af naturen og det guddommelige skaberbillede, som vi er skabt i. Det forskrækker og indignerer den almene dansker, for de er så vant til den almene kulturkristendom, at de ikke kan forestille sig at skylde Gud noget, at skulle følge Hans bud, at bevare seksualitet indenfor de rammer Gud har skabt dem til; tværtimod vil de gøre som det passer dem og ligeså med samleje. Naturligvis hvis vi tog fri seksualitet til sin naturlige konklusion ville vi også se hvordan bestialitet, incest og pædofili også vil finde deres plads, siden der på nuværende tidspunkt kun er lovmæssige og nutidige tabuer over dem; men selve den transcendentale, moralske fordømmelse eksisterer ikke for ateisten, ej heller for den kulturkristne, som ikke godtager hele Kristendommen og dets bud.
Det ligger i det moderne menneskes mentalitet, at de er så fjerne for nogen åndelig opfyldelse eller herlighed, at de derfor våger over seksualitet som noget helligt, som selv ikke Gud må diktere, selv hvis de erkender Han selv har givet det. Så stor er ærefrygten for seksualitet, især i Danmark, at man aldrig må kritisere eller modsige dette dogme; grunden til dette, er at manglen på mening i livet og åndelighed, leder mennesket til at hæve nydelse over alt andet—derfor er seksualitet helligt for den sekulære, for de kender ingen højere nydelse og at fratage den, er som at tage heroin fra en stofmisbruger som er overbevist om at han har intet andet i sit liv end at stikke nålen i kødet.

Det ses i forlængelse af dette, at til trods for homoseksuel adfærds syndighed, da er det ikke blot ulogisk, men ukristent, ja, decideret dæmonisk, at lægge homoseksuelle for had, lige så vel som enhver anden. Men næsten umuligt er det at forklare, at seksualitet ikke er “fri” i Kristendommen—til dette kan vi takke Folkekirken, for endnu engang enten ikke at vide eller blot ikke kunne komme til en samlet mening, om det er forkert at begå hor udenfor ægteskabet eller ej, til trods for den kirkelige tradition siden apostlene har fordømt al seksualitet udenfor ægteskabet. Til sidst skal det siges, at Kristus, ligeså vel kirken, altid har accepteret alle mennesker; men der er en bred misforståelse i dag om hvad dette betyder. At acceptere for det moderne mennesker betyder ikke blot at tage imod nogen eller noget, men også at godkende det—dette er det samme tilfælde med at tolerere, hvilket specifikt er et ord for at tage imod noget man ikke godkender eller kan lide: for tolererer man sin mor eller husbond, da er det ikke just et tegn på man er glade for dem; og tolererer man kløen for helbredets skyld, da er det heller ikke ensbetydende med, at man ikke vil af med den. Således accepteres syndere, men ikke synden; således accepteres dem som identificerer dem selv som homoseksuelle og dem som føler fristelser til det, men ikke handlingerne som de leder til; således accepteres du og jeg, Kære Læser—men ikke vor utallige synder. For hvad betyder Kristendommen, at Guds rige annonceres med et kald til omvendelse, til at vende os fra synd og til Gud, hvis vi ikke vil vende os fra vore fristelser og følge Gud? Homoseksuel fristelse er som enhver anden fristelse, et kors som Kristus kalder os til at bære: Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.^[68] Men hvis du søger den evige lykke, så sæt din lid til Gud, som er evig, og ikke forgængelige lyster—din egen krop vil visne, men i Kristus Jesus er det evige liv: herlighed uden ende.

Luthers retfærdiggørelse for hans værk mod den romerske kirke var hans overbevisning om, at han kunne rense kirken og frigøre den fra Roms opfindelser; men hvad er Folkekirkens retfærdiggørelse, hvis ikke blot dets bare undskyldning? De siger, kirken må moderniseres, den må tilpasse sig sin tid for at overleve—dette er vor dages store tro! Hvis kirken ikke ændres markant, da vil Guds egen kirke kollapse og dø. Naturligvis lyder ordet modernisere mere acceptabelt end ændre, og med en vis forståelse kræver det ikke meget at se, at det er bedst beskrevet som en pervertering af kirken og evangeliet for at tilfredsstille verden og nutiden. Luther ville have svært ved at genkende sin egen kirke i Folkekirken.

Tænk hvor mærkelig en skikkelse Grundtvig er, set fra oven med hele kirkehistorien for sig: her en mand som ene og alene går ind og tilføjer til Trosbekendelsen. Tænk, at denne lille romantiker, alligevel langt fra Luther og al Trediveårskrigens galskab, for da slet ikke at tale om Oldkirken og de samlede kirkefædre til kirkekoncilerne, her kommer denne harmløse titurlæsbiskop og tilføjer så let, at Vi forsager Djævlen og alle hans gerninger og al hans væsen. Ja, det er nu en meget fin ting at sige fra en almen Folkekirkelig disposition; men tænker man sig lidt om, da undrer man sig. Hvorfor nu, efter snart halvandet tusinde år, kan dette individ, i romantikkens ånd, uden en højere autoritet eller mandat, ændre på et af de mest fundamentale dokumenter om sand kristen tro, frem for den kirkelige overensstemmelse som var præcedens i Oldkirken? Er dette ikke den mest pavelige slags handling, at ene mand tilføjer til centrummet for den kristne tro og bekendelse? Nuvel siger han, at han blot afdækker hvad der allerede er i centrum for troens bekendelse; men titulærbiskop forblev han—og alligevel: stiftede han ikke derved også den stolte Folkekirkelige og Cæsariske tradition for at afdække og afklare hvad der faktisk var den sande kristne position, sådan som vi har hørt med argumenterne for homoseksuelt ægteskab og kvindeligt præsteskab?
Men det protestantiske prærogativ forbliver i, at man kan vælge at bekende som Grundtvig ville den Apostolske Trosbekendelse (eller rettere den Grundtvigianske-Apostolske Trosbekendelse) eller ej—men kan da ingen fortælle os hvad Sandheden er, frem for hvad der behager eller afdækker som Grundtvig vil at vi skal bekende eller ej? Med Grundtvig har vi at gøre med den første modernistiske genfortolker. Til ham kan vi også takke for den Folkekirkelige kærlighed for at minimere réel tro og omvendelse til fordel for kirken som et fællesskabsrum for dåbs- og bryllupsfester, for hyggelig fællessang og kristendom som noget man engagerer sig med på det mest overfladiske niveau, som noget alment—så alment endda, at den danske befolkning har vendt sig til at se på Kristus og kirken som noget der går i et med tapetet og kan udskiftes så let som ændrede man farven på sine gardiner.
Men når vi taler om at adfække og modernisere kirken og så videre, da kan det ikke sammenlignes med at vaske mudder af guld, for at raffinere det, men rettere kan det lignes med en anden proto-romantikkers værk, Niels Heidenreich, som omsmeltede Guldhornene og gav dem en moderne form, som smykker og skospænder. Vi kan spørge hvem der gav hver deres autoritet til at ændre hvad en fast form og en årtusinder år gammel legitimitet—Heidenreich sat overfor hele Danmarks arv, Grundtvig overfor hele Oldkirken og alle kirkefædrene^[69].

At kritisere tradition, at tale som om den ikke er en epistemologisk nødvendighed for kirkens eksistens og sandhed, er en selvmodsigende absurditet. Skulle man som eksempel bryde hele kirken ned og så forsøge at bygge kirken op igen blot ud fra Biblen, da vil dets liturgiske dimension slet ikke ligne Folkekirkens ritualer, hvis overhovedet eksistere. Stå derfor fast, brødre, og hold jer til de overleveringer, som I er blevet undervist i, hvad enten det var i ord eller i brev fra os^[70]. Hvor mange ændringer skal der til i Folkekirken før offentligheden eller blot de få som tager Folkekirken seriøst åbner øjnene til at Folkekirken har nærmest intet tilfælles med den originale, apostolske kirke. Men det er de færreste som har en historisk bevidsthed dyb nok til at forstå at hele kirkens eksistens og sandhed er baseret på at den ikke ændrer sig, for det er at anerkende at Gud har ændret sig. Hvis jeg postulerede at mord altid har været objektivt syndigt og moralsk forkert indtil den danske stat tvang kirken til at ændre dets mening, ville absurditeten så forekomme mere klar? Ville det så ses, at det er staten selv som har gjort sig til moralsk lovgiver og har hævet sig over Gud? For dette er situationen, både implicit og tildels også eksplicit. Nuvel er homoseksuelt ægteskab og kvindeligt præsteskab set som mindre vigtige (på grund af den manglende forståelse for Kristendom hos de Folkekirkelige og den underliggende ateisme hos majoriteten), men det ændrer ikke desto mindre på, at den danske stat har, i det folkekirkelige verdenssyn, forandret hvad der moralsk rigtigt og forkert.
Siden 1946 har Folkekirken simpelthen formelt åbenbaret til befolkningen, at det Danske Folketing har bedre teologisk indsigt end præsteskabet. Ud fra hans indsigt, er det vel mærkværdigt, at de ikke bare har erklæret Manu Sareen for kristen profet, for hvordan ellers kunne han have haft indsigt, at Gud ønskede homoseksuelt ægteskab godkendt?

Hvordan kan Danmarks Folkekirke forveksles med den samme kirke som Kristus grundlagde? Som martyrerne ofrede deres liv og legemer for? Sig mig helt ærligt: Hvem vil i al seriøsitet martres for Folkekirkens spaghettigudstjenester?

I Danmark er hver mand sin egen kirke. Men Kristus grundlagde kun én, så hvilken er den sande? Ingen i Danmark i hvert fald—vi har lige så mange individuelle paver af individuelle kirker, som vi har folkekirkelige kristne. Vi taler ikke længere om kirken som værende Kristi krop, som mennesket der forenes med Ham via kirken—Folkekirken er et sparagmos, en lemlæstelse af Kristi ud i uendelige forskellige sandheder. Det personlige forhold, den personlige tolkning, begge er intet andet end en maske for en total relativisme, skjult bag Guds navn, som ønsker at befrie sig fra Gud—at være sin egen Gud. Har vi intet lært af Syndefaldet? Eller er dette blot endnu en spøjs og interessant historie med masser af symbolsk værdi? Som om dette ikke er den brændende virkelighed, som vi kun formår at dulme dagligt med alverdens ligegyldigheder. Dette er intet mindre end et nyt slangeskind for en ny tid. Herre Jemini—ikke Herre Domine—vor tids afguder er ikke af ler eller sten, men af luft; koncepter som “frihed”, som ytres af folk, der aldrig har lidt mangel på samme eller levet under tyranni. Frihed bekendes i dag som en implicit accept af alle ukontrollerede drifter og lyster, som man lader sig trælbinde af—og dette kalder de frihed og noget, som alle burde tage del i og give plads til! Frihed til at kalde sig selv kristen, men aldrig til at gøre Guds vilje, følge Hans bud, bekende Ham overfor verden; frihed til at bagtale, hade, lyve, bedrage, hore, blasfemere og begå helligbrøde—selv aborten er blot en gentagelse, en genfortolkning af de gamle israeliters børneofring til afguden, Molok. De ofrede dem for deres og landets fertilitet—nu gøres det for tilbedelsen af seksuel nydelse uden konsekvenserne eller pligterne som det medfører, samt frigørelsen fra alt ansvar. Nye afguder med nye navne, gør ingen sand Gud! Frihed er ikke længere muligheden for at bygge op, til at ofre, til at underlægge sig Gud i samhørighed og kærlighed til Ham. Frihed er nu, at være undtaget, fra at vælge, fra at tage ansvar, fra at tage en reel stilling til noget som helst. Dette er vores tids højeste, mest perverse frihed: at vi kan afskære os fra Gud og al Hans dom, fra enhver sand standard for god og ondskabsfuld opførsel, som ikke blot passer vor eget behag på det givne tidspunkt. Hvilken kristen tror på dommen og Helvede? Tydeligvis ikke den Folkekirkelige, for det ville betyde, at Gud tog sine egne bud seriøst. Det personlige, subjektive forhold til Gud er friheden til at hade Ham og leve i ligegyldighed overfor Ham og hans lovbud—Folkekirken vil velsigne begge og naivt sige: Herren vil tage imod jer alle! Kold eller lunken, det er din relation og den er lige så god som alle andres—vi dømmer ikke!

Den Folkekirkelige nægter at dømmes i kirken og dermed af Kristus. Han forbeholder sig altid retten til at hverve sig med, Jesus siger, at du ikke må dømme mig! Kun Gud kan dømme mig! og alligevel vil han aldrig stå til ansvar overfor hverken Gud eller hver mand. Tænk hvis en morder som var stillet for retten, råbte op til jury og dommer, I Kristi navn, I har ingen ret til at dømme mig!: hvor spøjst dette ville forekomme, for alle dømmer ret når de siger at mord er en synd.
Før ordet, døm retfærdigt, og skaf den hjælpeløse og fattige ret!^[71]

Så mange af de Folkekirkelige præster taler om Guds ”kærlighed” som et carte blanche til enhver adfærd. Dermed viser de deres fuldstændige uvillighed overfor det kristne liv. For hvad er Guds kærlighed udtryk for, hvis ikke kaldet til omvendelsen? Til et helt og fyldestgørende fællesskab med Ham i evigheden? Men frelsen kan ikke komme uden omvendelsen; for en forbryder der ikke stopper med sin kriminalitet vil straffes med bøde eller fængsel. Skulle vi mennesker da være anderledes og tro, at vi har omvendt os, hvis vi forbliver i de samme synder til vores dødsdag, uden at leve i omvendelse, så meget som forsøger det? Måske har den lutherske lære simpelthen trukket idéen om arvesynden så langt ned over præsteskabets øjne, at de ikke forventer nogen forbedring—det, ellers er synd som en réel virkelighed, afskærelsen fra Gud, forduftet fra deres verdenssyn. Synd er blot at prioritere sig selv; at acceptere sin synd er blot at elske sig selv—og hvis Gud er kærlighd, så kan Han da ikke hade hvad jeg elsker at gøre?
Dette må være sådan, man vender den anden kind til i Folkekirken: en belejlig og sofistisk tolkning, så kan man fortsætte som social arrangør uden at møde modstand ved at bevidne nogen Sandhed. Naturligvis vendes ikke kun kinden væk, men også øjnene—de få præster som ser hvor anti-Kristus det danske samfund er, retfærdiggører formentlig deres egen stille kujoneri ved at overbevise dem selv at tie stille er ydmyghed. Ellers er de faldet i en større synd—fortvivlede som Judas, har de ladet enhver gejst til at modsige det danske samfund hænges og dermed undgås det atter, at bære korset og bevidne Kristus.
Resten er naturligvis fuldstændig enig med det sekulære samfunds adfærd, ja, deres arbejde er at retfærdiggøre befolkningens ligegyldighed og synd, så de kan fortsætte med at bilde dem selv og befolkningen ind at de er kristne i nogen réel forstand—og derved kan præsterne retfærdiggøre deres profession og plads i det danske samfund.
Alle har en mening om Kristendommen, men ingen vil tale omvendelse. Omvendelsen ses som et engangsritual (som dåben eller øjeblikket man erkender, at man har tro) og så aldrig igen skal man bekymre sig. Så meget for at udarbejde sin frelse med frygt og bæven^[72].
Men til forskel for de amerikanske sydstatskristne, som latterliggøres i Danmark, eller andre uoplyste, uciviliserede dele af verden, som stadig tager Kristendommen seriøst, da kræver det kristne liv i Folkekirken heldigvis ingen ændring i adfærd. Kan man overhovedet forestille sig nogen form for adfærd og synd, der ville få en Folkekirkegænger smidt ud for deres ukristelige opførsel? Findes ukristelig opførsel i Folkekirkens optik overhovedet? Fra den almene Folkekirkeliges forståelse må man undrer sig over, hvad Satan blev smidt ud af Paradis for.

Kristus siger at korset må tages op hver dag.

Men hos den almene dansker vækker der sig straks dom over disse snart totusind-års kristendomslære: Kan de virkelig have troet på al det hokus pokus? Hvorefter de hurtigt afgiver enhver intellektuel søgen og selvrefleksion ved at sige: Men det var jo bare gamle dage. Det er virkelig ekstraordinært at se tankeprocessen hos den almene, oplyste spidsborger i det enogtyvende århundrede: det er Ockhams ragekniv—nu mellem mere end to tusinde års teologi, versus, hvad end der behager danskeren på det nuværende tidspunkt. Det er derfor, det også er en så patetisk og latterlig charade at høre nogle skrive om kristendom i aviserne: det kræver blot at man kalder biblen eller Kristendommen sexistisk eller homofobisk ad nauseam, og så tros det at Kristendommen er uskadeliggjort og modbevist. Hele præsteskabet forsøger hektisk at udvande og nedtone Guds ord, ud af ren og skær rædsel for at skulle bekende deres egen tro over for danskerne. Man kunne pointere, at vor Gud ikke taler om, hvad der behager os men kun om, hvad der er sandt og godt. Men så skulle vi jo—må Gud forbyde det—tilbage til at definere det Gode afskåret fra subjektivitet. Størstedelen af danskerne ville rulle med øjnene og lukke ørerne. De har caféer at besøge og serier at se—hvem af disse døbte, konfirmerede og gifte har tid til Gud?

Ikke at det er så besværligt at spørge befolkningen, som inderligt kræver eksempelvis universel lighed i alle sfærer om, hvorfor lighed er det højeste gode? Folk hidser sig gevaldigt op, når man angriber danskernes afguder, selv hvis de står på ingen fast jord.
Det er en umulig kamp at gøre op med disse falske idealer, for i sidste ende er det blot én subjektiv holdning mod en anden; for spørger man; hvorfor skal vi som et samfund og som individer stræbe efter idealer som lighed? Hvad kvalificerer lighed som Godt? Ja, da vil man ikke få et klart svar. Lighed og andre nutidige idealer er menneskeskabte kategorier, idéstrømme, som mennesket bliver revet med af. Og det er de samme strømme som får befolkningen, lægmænd som præsteskab til at godkende for eksempel homoseksuelt ægteskab, kvindeligt præsteskab, for ikke at tale om abort, i en religion som ikke har haft en eneste fortaler for nogle af disse indtil de sidste hundrede år, hvis ikke mindre. Man måber ved arrogancen, som det kræver det almene menneske at lukke munden på hundredvis af generationer ved at kalde dem uoplyste og fordomsfulde—her har vi da en tidsbaseret diskrimination! Det moderne menneskes eneste retfærdiggørelse af dets historiske placering og holdning til fortidens tåbeligheder er, at vi i dag er den nyeste tid og jo nyere jo bedre. Den progressive idé, at tilstande aldrig har været bedre i vores værdier og adfærd end nu—historiens evige og generelle udvikling mod et arbitrært bedre: man kan ikke engang formå at overveje, at det måske kunne være os, som tager fejl. Hvis man blot kigger på Danmarks fødselsrate^[73] burde man da kunne se, at der er noget rivende galt med samfundet, at befolkningen ikke engang kan formå at videreføre Danmark ud i fremtiden. Selv på et biologisk plan er dette så godt som at indrømme, at en organisme er fejlslået, at den ikke kan videreføre sin arv. Så meget for evig vækst! Intet under at danskerne ikke kan eller vil stifte familier og få børn, når kirken har ladet kulturstrømme fuldstændig undergrave selve fundamentet for ægteskabet og ansvarsfuld kærlighed—ja, har gjort ægteskabet ikke blot ligegyldigt, men meningsløst. Kirken har ladet Kristi selvopofrende kærlighed udskifte med egocentrisk hedonisme, ved at lade selve ægteskabets hjørnesten falde til fordel for ufrugtsom, meningsløs sex, hvor ægteskabet kun er et letopløseligt sidestykke.

*

Hvad vil det sige at træde ind i de voksnes rækker via konfirmationen? At lyve overfor præst, menighed, samfund, forældre, venner, og Gud selv. I Danmark bliver man voksen ved at blive en hykler overfor Gud.

Man undres hvilke tanker, hvilke forhåbninger disse præster gør sig, i det de tager afsked med deres seneste konfirmander. For nu er deres gudstjenestekvoter opfyldt, de har valgt deres konfirmationscitat (formentlig ud af et udvalg, for Gud forbyde at de skulle læse et eneste af evangelierne), og kan nok af deres Fadervor til at komme igennem selve ceremonien. Mon præsterne ærligt forventer, de nu har at gøre med kristne? At børnene nu, frigjort fra tvangstjenester, har forstået Gudstjenesten? Dens nødvendighed? Evangeliet? Vor Frelser? At de nu vil komme glade i kirke, så ofte de kan, velvidende at de kan tage imod syndernes forladelse? Opbygningen i den kristne tro? Kender de overhovedet disse? Synden eller troen? Hvilke kår de er lagt under?
Ja, præsterne kan stå og vinke farvel, stolt over en ny generation af konfirmander, som de vil skimte, måske, når de føler et behov for giftemålets prestige, lidt ceremoni til en begravelse—og hvorfor skulle de ikke have gavn af dette? Præsten kan sige nogle fine ord, de kan tage afsked, og så behøver de i bund og grund ikke at tænke mere over det hele. Hvis et barn aldrig lyttede til sine forældres råd, især de råd som er gode, da ville vi kalde det uklogt, i hvert fald uopdragent. Hvis da et barn kun kom til sine forældre, når de ville have noget, når de kunne få udbetalt en tjeneste, da ville vi kalde det ukærligt og ubarmhjertigt. Således vil resultatet være af den almene konfirmationsforberedelse og kristne dannelse (hvor end denne findes og hvad end det betyder). Gud er den forældre, som for den almene konfirmand kun vil eksistere, når det passer en materiel trang. Må gejstligheden give et hjerteligt farvel til disse konfirmander, denne nye menighed: De skal ikke snarligt se dem igen.

En dag sagde Jesus til sine disciple: “Det kan ikke undgås, at nogle falder fra troen. Men ve dem, som er skyld i, at andre falder fra. Det ville være bedre, om de blev kastet i havet med en møllesten om halsen, end at de får en af de svage i troen til at falde fra.^[74]

For det virker nu til, at dåben ikke er indledning til det nye liv i Kristus, men rettere en dåb i Lethe, hvis vande udvisker al hukommelse og minde. Så snart døbefonten forlades, er kristendommen fuldført og derved kræves der ikke yderligere tanker skænket til det. Langt borte er ordet og buddene—først relevant bliver det i konfirmationsalderen, hvor anden akt af teaterstrykket begynder. Selv den mindste tanke om troen forekommer ikke, indtil det bliver et middel til pengegaver, som at bytte den evige sejrskrans der ikke visner med verdens forgængelige muld. Hvad andet er den moderne konfirmationsfejring end den fortabte søns fest i et fremmed land? Blot skal dette barn aldrig komme tilbage til sin Fader, for han kender Ham ikke, vil ikke kendes ved Ham. Klap og dans og musik, imens Folkekirken ser stille på—tilfreds? Mon det ikke kniber i dybden af mange præster at se den åbenlyse ligegyldighed over for hvad, der er det mest dyrebare, den evige skat? Alligevel siger de intet! Festen er et midterpunkt mellem en løgnagtig dåb og et bedragerisk giftemål, som med et møntkast kan opløses. Konfirmationsfesten er en begravelsesfest for det barn, som i sin uskyldighed kunne have været sat på den rette vej til liv i kærlighed til Gud og mennesker, tilgivelsen og det evige liv, men i stedet er sat på vejen til det helvede, som vi kalder kærlighed til verden, al dens nytteløse skatte og nydelser, dets tomhed, som ikke kan fyldes af andet end den Gud, som barnets forældre har dovent ignoreret, medvidnet af et præsteskab af kujoner og en menighed fyldt med ligegyldighed. Ja, de forlader kirken og straks går de over for at tilbede den gyldne kalv! Dette kaldes i Danmark for tradition!

Præsterne lærer først konfirmanderne, at Gud kan holdes for nar, at Han ikke behøver at tages så seriøst, at det skulle give os anledning til at bekymre os resten af vort liv. Derefter velsigner præsten dem, og de går ud og fejrer deres vage, endda ikke-eksisterende tro ved at gøre det nøjagtigt modsatte: at glæde sig til at modtage mammon og gaver. Hvad er frugten af denne kristne kultur? At det første skridt ind i de voksnes rækker er, at se Kristendom som noget useriøst, som noget uden konsekvens, som noget man gør og nikker ja til for at gøre andre glade, og at man derefter belønnes med jorddige gaver og distraktioner, ja, hvor mange gør ikke alt dette specifikt for at tjene Mammon og betaler blot ved at afgive et løfte, de ikke så meget som overvejer at holde. Således denne først voksne, dannende lærdom fra Folkekirken og familien: snyd Gud, og du vil belønnes med jorddige gaver og fest! Tænk, er det ikke sådan Fausts pagt går med Mefistofeles? Sælg din sjæl og du vil få penge og enhver nydelse du kunne tænke dig—men tænk for livets skyld ikke på Gud og det evige liv! Således dette: med Folkekirken og denne kristne kultur og disse kristne værdier, hvem har brug for Satan til at vildlede? Som koret der synger Amen efter præstens velsignelse, således bekræfter hele samfundet den Folkekirkelige spot og ligegyldighed overfor Gud.
Hvad gør det ikke for et ungt menneske, stående overfor det største koncept, Gud, som overgår både liv og død, gør intet andet end at grine og løbe fra blot idéen om Ham, som var troen og livet blot en leg? De fniser over konceptet i deres ungdom; men kommer først tilbage når deres stemmer er raspe og deres dage er talte på visne fingre.

Skal der beklages noget ved konfirmationen, er der ikke så meget, at det visse steder bliver til et glorificeret drikkegilde, en overfladisk familiekomsammen, i stedet for en ædru og ærlig bekræftelse af tro—hvis man spørger konfirmanden vil de formentlig være ærlige nok til at sige, de ikke tror eller ikke ved, og hvis de da tror, er dette ikke på noget væsentligt, som vil skildre dem fra enhver anden agnostiker. Nej, det må blot beklages, at hele selskabet sætter sig til at feste og huje over en fest, hvis punkt er at latterliggøre Gud—at feste på Hans bekostning uden nogen tanke på Ham. Hvis der skrives noget negativt om konfirmationskulturen, så er det ikke for at pointere reduceringen af en bekendelse af Skaberen til et glorificeret sekulært drikkegilde med gaveregn. Det er næsten udelukkende kun for, at den danske besættelse af lighed potentielt forstyrres, hvis nogle konfirmander kommer i limousiner og får gaver til flere hundredetusinde kroner, og at dette potentielt kunne støde deres mindre velhavende klassekammerater.^[75] Hvis dog et eneste menneske havde en kristen tilgang ville de kunne sige, at denne mangel på økonomiske midler gør mennesket langt mere i stand til at nærme sig Gud end den, som drukner sig i penge og nydelser—men ville sådan en ikke tyses? For det kan jo ikke være rigtigt, at den lille konfirmand ikke kan få gaver og en fest, som om hele pointen ikke var, at gaven er bekræftelsen af dåben og vejen til den evige salighed? Er det ikke den mest værdifulde gave købt ved vor Frelsers blod? Ikke for den moderne dansker—den er ligeså ligegyldig og overflødig, som den konfirmationsbibel de får: kunne de efterlade den uden social misbilligelse, så havde de nok efterladt den ved kirkedøren. Ellers kan den samle støv på en bogreol, hvis ikke tjene som dørstopper. Det eneste den nutidige konfirmation bekræfter, er den samme krypto-ateisme (for dette er hvad kulturkristendom principielt er), som barnet har fået ind med modermælken siden dets dåb. Hvad der er en fest i det sekulære-ateistiske samfund er tættere på en begravelse i den sande kristnes øjne.

Lad mig komme med endnu en kommentar angående konfirmationen, for den er det principielle symbol på Folkekirkens forhold til det danske folk. Lad os sige, Kære Læser, at du skulle anskaffe dig en forsikring. Hertil opsøger du en sælger af netop sådan en forsikring, og han forklarer dig i fine fraser, hvorledes denne fungerer, ja, han fortæller dig hvilke krav det indebærer, men også hvilke svimlende millioner, der ville stå dig til rådighed, i det tilfælde du kom til skade, ja, nok til du aldrig ville skulle bekymre dig igen. Meget godt, det lyder fint og fornuftigt, ikke et snært af en klausul som skulle sætte dig i fælde og holde dig fra disse potentielle goder og da frem for alt, denne utrolige følelse af din sikkerhed som er helt og holdent sikret fra nu af. Du signerer og er nu en stolt ejer af en Folkeforsikring—hvilken lykke, at aldrig skulle tænke mere over at komme til skade, at skulle dække omkostninger for ulykker! Ja, således kan du glæde dig. Men se, skæbnen er nu så finurlig og lykken så arbitrær, at du efter nogle år står i den ulykkelige situation, at du bliver kørt grusomt ned af en ministerbil—du ved ikke af hvem, for de kører stærkt videre. Da samles familien på hospitalet og i vræler og klynker, for velfærden kan ikke dække, at dine knogler er blevet knust i tusinde stykker, og skulle du nogensinde have muligheden for at leve et almindeligt liv igen, da måtte du tage en ny milliondyr specialbehandling i Schweiz. I fortvivler. Men da husker du: din gode forsikring du havde anskaffet dig dagen forinden. Åh, hvor i hujer og græder af glæde—vi er frelste!
Da ringer du forsikringselskabet op, forklarer dem situationen, og da du skal til at informere dem ud af ren og skær lykke, at der heldigvis er muligheder i Schweiz, da afbrydes du. Servicearbejderen siger, at Han slet ikke kender den aftale, du har signeret. Du forbavses, du insisterer på at dette ikke kan være rigtigt. Han fortsætter, siger, jovist har du underskrevet, det kan Han se, men du har ikke overholdt nogle af de diverse, mange klausuler, ja, havde du blot forsøgt ærligt at overholde én, en eneste, da kunne du måske have fået medhold, og ikke blot millioner, men milliarder. Men da du ikke har overholdt en eneste, da har du afsagt dig enhver mulighed for at få udbetalingen af den mindste del af forsikringen. Du fortvivles, derefter vredes, ja, du raser—hvilket bedrageri, det har din sælger ingenlunde fortalt dig! Ja, hvor vover de, det kan da ikke blot være min skyld, for jeg fik intet at vide, andet end at jeg skulle betale og skrive under, og da var jeg forsikret!
Jeg efterlader det ved dette, Kære Læser, men spørger dig: hvem er skyldig i denne proces? Er det den første sælger, som har sagt til dig: du skal gøre intet, bekymre dig om intet, for du er skrevet op til vores forsikring, selv hvis han løg dig det på, sigende intet om disse klausuler, disse betingelser? Eller er det manden, som købte forsikringen, som henlod sig i troskab til en sælger, men ingenlunde satte sig til at læse kontrakten, nej, satte sig ikke engang den mindste del ind i sagerne, men blot tog deres ord for det. Nuvel har du måske ondt af den anden, for den første er åbenlyst bedragerisk—men den anden, burde han ikke have vidst bedre? Haft mere fornuft end at acceptere denne forsikring til sådan en salig rigdom uden at sætte sig den mindste smule ind i det?

Så hvad, endeligt, er Folkekirken og dens konfirmationsindustri? En ateist fabrik.

Uden tvivl taler vi stadig om til døden os skiller, men ægteskabets værdi er nu statistisk set reduceret til et møntkast—man har snart en højere chance for at vinde på russisk roulette end man har med et ægteskab i Danmark. Hvorfor fortsætter folk så med at blive gift i kirker, til at afgive løfter over for vidner og Gud selv (selv hvis de ikke tror på Ham)? Fordi de mærker, at der er en seriøsitet, en mening, en virkelighed som er højere end den åbenlyse juridiske kontrakt, som er på rådhuset—de er endda så glade for den æstetik, at de er villige til at bedrage Gud og enhver mand ved at ingenlunde tage seriøst, hvad Herren kræver af ægteskabet, ud fra hvad Paulus’ skriver. Nej, de vil formentlig se det som udelukkende sexistisk og vil have intet at gøre med det—men er alligevel så arrogante i deres adfærd, at de ønsker at tilrane sig det Guds velsignede ægteskab, men nægter at ydmyge sig selv og leve efter det. Og så bliver de alligevel skilt, som ved møntkast. Mon de havde haft mere held med deres ægteskab, hvis de havde agtet at æeve efter ægteskabets reglement, dets hierarki og guddommelige orden? Jeg vover at påstå det og sige ja.
Men det kræver ydmyghed, det kræver at bære sit kors over for sin mand eller sin hustru, og det vil de færreste i Danmark. —Kun et fjols tror Danmark stadig er kristent: som et barn der klæder sig ud til fastelavn; dog ved alle, samt barnet selv, at det virkeligt ikke er en pirat eller en indianer. Men i legen kan de vel formå at bilde sig det ind i festlighedens rus. På samme måde klæder mand, brud, gæster og præst sig ud og agerer, som de tænker disse roller gør i en kirke, men så snart de forlader kirken, da har de glemt det. Forskellen er, at fastelavnen ved alle er leg; men til brylluppet er alle overbevist om, at det er den dybeste seriøsitet at gifte sig, men den mest latterlige idé at tage Gud seriøst (især som noget højere end blot vag, hyggelig idé.) Latterligere endda: at se ægteskabet som noget højere, som vi skal agere efter for vedligeholdelsen af ægteskabets og dets velfærd, og ikke blot en juridisk kontrakt med æstetik, som vi kan selv vælge, hvordan vi vel have skal fungere, og som altid kan brydes, når det behages.

Hvis vi sammenligner nutidens Folkekirkelige i dagens Danmark, og vores forforædre, hvem lever så efter Kristi bud? Ja, til trods for hvad Folkekirkens præsteskab vil bilde dig ind, hvem virker tættest i tro og adfærd på Kristus: hans apostle og deres efterfølgere, de tidlige kristne og dem som blev martret for troen—eller den den Folkekirkelige præst og menigmand?

Jeg glæder mig til den dag Kristendommen diagnosticeres. Sandheden er at ærlig tro allerede ses som en slags galskab, en regressiv og snæversynet, forældet og aldeles irationel tilgang til verdenen. Dette kommer dog fra de samme mennesker, som vil se det som en martyrgerning at overhovedet læse Det Nye Testamente, hvis da ikke blot prøve at forstå det udover deres egne umiddelbare indtryk. De samme mennesker er i en historisk minoritet, som står overfor deres kristne forfædre, som har grundlagt hele deres civilisation, deres land og har givet dem størstedelen af al vestlig kultur, som hele verden beundrer. Ser man den danske og generelle europæiske fødselsrate, da er den sekulære kultur ikke engang i stand til at vedligeholde sig selv og overleve. Men gid de da også ville tænke således, at Michelangelo var gal, når de ser op på loftet i det sixtinske kapel; forbavses hvor sindssyg grundlæggerne af de gotiske katedraler i Chartres og Reims, Notre-Dame i Paris, og Hagia Sophia.
Til trods for dette, føler de noget højere—men reaktionen til skønhed er jo også blot kemikalier uden nogen større betydning—vi som er oplyste, ved jo dette. Men jo mere troen imødekommer modstand, en officiel foragt endda, da vil vi måske endelig have muligheden for at finde folk, som vil martres, formentlig ikke til døden, men til hån, udskamning og vold—da vil vi bevidne en sand tro, som ærer korset på Dannebrog og ikke blot den svage, hykleriske og intetsigende snak om kristne værdier og åndelige oprustning.

Selve manglen af en klar distinktion mellem kirken og samfundet, er blot endnu et tegn på at Folkekirkens arbejde ikke er til for Guds riges skyld, men til fortsættelsen af dets samvirke med denne verden og dens værdier, som er i oprør mod Gud. Hvem er prinsen af denne verden ifølge Kristus?

Til trods for at psyche betyder sjæl, så er der ingen psykologer, der vil røre sjælen med en ildtang. I vores lykkelige Danmark oplever vi en fortsat forværring af vores mentale helbred, men ingen tør stille spørgsmålet: hvis lykke blot er kemikalier, hvorfor virker pillerne så ikke? Folkekirken har her en fantastisk mulighed for at hjælpe samfundet, som de totalt forspilder.

I stedet for at fokynde Kristi bud, nøjedes Folkekirken med snøftende og forlegent at nævne, at en fiksering på penge måske kan være dårligt. Og at det er vigtigt at tilbringe tid sammen med familie og venner. Og at huske de fattige (en gang imellem); og huske at Gud elsker dig; og huske at følge kostrådene; og huske ikke at kigge direkte på solen; og så videre og så videre.
Man hører hvordan mennesker pines af meningsløshed, af depressioner, og fortvivelse—men Folkekirken står som en lalleglad landsbyidiot og gentager sig selv som et kukur: Gud elsker dig, Gud elsker dig.

Man skal ikke forvente, at Folkekirken kommer med nogen tale om, hvorledes en kristen skal leve sit liv efter Kristi bud til sit eget bedste, og hvordan ens livsstil påvirker ens sjæl! Hvordan kan det overraske den Folkekirkelige, at når du lever som en hedning, får du ingen del i Kristi glæde?
Men, det ville jo støde den danske offentlighed, ja, sådan en tale om sandhed—det er jo decideret undertrykkende.
Kristi ord kvæles, sammen med enhver tros spiren og Folkekirken siger intet andet end dets sædvanlige liberale budskab som lyder: Gør som i vil, det er lovens helhed!^[76]

Folkekirken vil helst have folkets taknemmelighed, men tilfredsstilles af dets ligegyldighed.

En smal tanke sniger sig ind mellem kirkebænkene og bider de få troende Folkekirkelige i hælen. En giftig tanke forekommer: er jeg da den gale?

Paven solgte afladsbreve ved at sælge frelsen for penge. Men Folkekirken sælger en forfalsket tro, som siger, at du allerede er frelst. Og så er du ellers sparet for yderligere at have noget med Gud eller Kirken at gøre. Forskellen er blot at man skulle aktivt gå hen og købe afladsbreve; i Folkekirken sker det automatisk. Ja, med kirkeskatten har du et abonnement, en himmelsk subskription, som du blot skal være medlem af Folkekirken for at have. Hvis frelsen var så let, kan man næsten forestille sig, at Vor Herre havde en bod på Rådhuspladsen hvor en engel ville tage imod en applikation for at opnå frelse, som kun bestod af: “Kirkeskat: Ja eller Nej?”

Alligevel ville køen være mere arbejde end den tilgang til frelse, som eksisterer hos de almene kristne i Danmark, hvis tro er frelse via kirkeskat—Sola Tributo.

Der mangler ord til at beskrive hvor rædselsslagen farlig Folkekirkens ageren, dens sentimentalitet om Kristus, som en hyggelig ven og kammerat er; om kirken som et rum for hyggelige arrangementer og dejlig musik. Ja, den almene dansker kan slet ikke forstå alvoren. Hvorfor dette? Fordi Folkekirken har afskaffet Helvede. Selv synden virker fjernere og fjernere; og angeren og bod er fuldstændig forsvundet fra det offentlige billede. Men lad os tale ædrueligt og ærligt: hvad siger Kirkefædrene, ja, hvad siger Kristus? De siger at mennesket som ikke udarbejder sin frelse med frygt og bæven, som ikke tager sit kors op og følger Kristus, han ville afskæres, han vil være som ukrudt i en ovn fyldt med flammer, som et træ der hugges ned for ikke at bære frugter, som salt der smides ud, fordi det ingen kraft har, hvor ormen ikke dør og ilden aldrig forgår^[77]. Dette er konsekvensen. Dette er alvoren. Og derfor er det ikke noget så smalt som en kritik af bureaukrati, en lille teologisk strid, eller blot en dagdrømmers timelige refleksioner, som jeg skriver.. Rettere, det angår menneskets endelige frelse og lykke, hvis ikke dets evige fordømmelse. Dette har vi glemt og tanken virker så gammeldags; men der er ingen sandhed i ikke at bekende Kristus, som deler menneskeheden, som får og lam^[78], de ene til frelse, de andre til evig fordømmelse med Satan og hans djævle. Virker det skræmmende? Godt, så forstår du, hvorfor Folkekirken er så giftig, for den siger intet om det. Virker det latterligt? Så er det mere latterligt at bekende sig selv som kristen overfor Gud og enhver mand til konfirmation eller bryllup, betale kirkeskat, og så alligevel ikke høre efter hvad Kristus siger, når du går op og til trods for alt dette, siger ja.
Hvordan kan befolkningen tage Kristendommen seriøst når Folkekirken har afskaffet alvoren i Kristendommen?

Hvis man skulle tro Indre Missions budskab, at Folkekirkelig kristendom har brug for en åndelig vækkelse, da er deres egen over hundrede år gamle eksistens endnu et vidnesbyrd på, at Folkekirken stadig ikke har formået at genoprette sig selv til dets oprindelige, dog vage— hvis ikke ukendte—standard. Stakler! Tænk at kunne mærke, at noget er så grundigt galt, men forestille sig, at det er overfladiske symptomer, og ikke at hele fundamentet er råddent! Atter en vækkelse, atter en reformation venter de—selv erkendelsen at Guds kirke skulle have brug for reformering, er som at anerkende, Han ikke har gjort sig arbejde godt nok—og vi, ved hvor egen rationale, må gøre Hans arbejde bedre end Ham selv. Dette har ikke og vil ikke lykkes—hvad ville Luther ikke sige om Folkekirken?

Det er åbenlyst, at jeg ikke besidder luksuriøsitet til at fomulere diverse og endeløse problemer, til afhandlinger angående Kristendommen, som så mange moderne teologer gør. For den nuværende tro som formuleret og fremført af Folkekirken, og hvad end der kommer ud af teologistudiet, er så komplet og fuldkommen håbløs, at enhver filosofisk eller teologisk postulering ville være som en læge blandt folkeskarer med pest, som på grund af sin frygt og ubehag overfor den ildelugtende og hæslige sygdom, tog til sin fritidsinteresse i sin lejlighed på øverste etage og skrev lange teser angående den syges syn og relation til samfundet, samt samfundssynet på det syge selv, ergo ego-kontra-kollektivt-superego ad nauseam. Alt dette, blot for at slippe for at gå til værks med den medicin og læren han har til rådighed—alt dette for ikke blot ærligt at sige til folket: hvis i river i jeres bylder, da vil de sprænge og rådne, og i vil dø! Modstå dem, for i dette er der liv, tag jeres medicin hver søndag og i vil helbredes! Men det er også mindre kontroversielt at komme med diverse teologiske meninger end at bekende, at Kristendommen er Sandheden—men hvad nytter det også at tale om Sandhed i Folkekirken? Ja, hvilken Kristendom er Folkekirkelig kristendom? Hvad nytter det at skrive om, hvad Luther mente om det ene og det andet, når Folkekirken står gabende tom, og ingen kan svare på, hvorfor man skulle spilde Herrens dag på at gå i kirke, når man kunne pleje sine tømmermænd derhjemme?

Hvis nogen taler om synd i ordets oprindelige betydning, så drejer det sig kun om handlinger, som er så ekstreme at enhver ikke allerede anderkender dem som moralsk forkastelige, troende eller ej, som mord eller voldtægt. Ja, hvis nogen taler om synd, så er det oftest blot for at sige, … vi er alle syndere. Eller som præsteskabet udvander atter ved at sige, vi er ikke perfekte, men Gud elsker os eller vi begår alle fejl til tider, men vi er gode nok. Gud forbyde vi skulle anerkende os selv som hvad Herren selv betegner os som: syndere.
De førgående sætninger udtales alle som en formular der fejer alle pinagtige laster under gulvtæppet, for i de fleste tilfælde er synd jo ikke længere noget som besidder nogen reel eksistens, og derfor ingen virkelig konsekvens har.
Du vil derfor aldrig høre en præst sige, det skal du stoppe med, for du synder mod din Næste og Gud—de vil i stedet sige, Ja det var jo ikke så godt...men vi er jo ikke perfekte…ingen grund til at græde over spildt mælk! og så lade sagen ligge, for Gud forbyde, at de skulle bekende Kristi dom over vore handlinger og gøre sig nogle tanker om bod.
Da du er kristen, kan du derfor gøre som du vil: lyve, bedrage, bedrive hor, begå bagtaleri og ægteskabsbrud, berige dig selv på andres bekostning, snyde, fordømme andre, og alt under solen. Og præsten vil ingenlunde sige noget eller kalde dig til omvendelse, om så du bekendte det—for; … vi er jo ikke perfekte og vi begår jo alle fejl…
Ja, vi ved i Danmark, at enhver standard, selv Guds, er et brud på janteloven. Gud skal ikke tro at Han er noget—især ikke over for danskeren! Det kan godt være man har sagt ja til konfirmationen og kirkebryllup, men det betyder ikke man har sagt ja til Gud—eller hans mening om mig.

Mange Folkekirkelige kristne elsker Kristus på samme måde som et barn, der sender dets forældre på plejehjem og aldrig aflægger dem besøg, elsker dem. De siger; Jeg betaler min kirkeskat, så nogen tager sig af Ham, og så besøger jeg Ham en gang om året til jul. Hvilket kærlighedsoffer! Kristus udholdte korset for min frelses skyld, og jeg går i kirke én gang om året. Det er da urimeligt at kræve mere af mig? Men det er vel, hvad man kan forvente af et samfund, som kalder deres forældre en byrde og aborterer deres børn i hobevis for at fortsat undgå konsekvensen af hor—åh, fagre nye Danmark, hvilke unge mænd gider at ofre sig og dø for dig?

Flokken har ingen fårehyrder—alle går hver deres egen vej, for ingen leder dem. Fårene er spredt til alle vinde—alligevel siger præsten, jeg har gjort mit arbejde, jeg vil have løn!

Der er intet som drager mig mere mod ateisme end den Folkekirkelige gentagelse af Gud elsker dig som tager ingen større form end rent syrupsladent patos, som tvinges ned i struben på én, indtil man til sidst føler, man har mindre at gøre med et seriøst emne, men rettere et brækmiddel, givet for at udgyde^[79] fra personen den mindste mulighed for at overveje Kristendommen intellektuelt og spirituelt. Kan det overraske nogen, at den almene dansker ser Kristendom som noget for de gamle, senile og døende, fatsvage og deres børn som de har indoktrineret til at tro, og så blot dem som tænker, neeeeej, sikke en fin historie, Gud elsker os joooo, og det er jo bare så deeeej-ligt. Ja, jeg bebrejder ikke den store skare af danskere som ser kristendommen som en religion for de idiotiske, lalleglade og de harmløse, men bindegale, når det største argument man skal høre visse Folkekirkelige plapre om, som et ødelagt kukur, er: Gud elsker dig, Gud elsker os. Men jeg gentager mig selv.
Ja, man føler sig næsten draget af en kugle for panden og hellere en tidlig end sen dø, når man skal lade som om, man kan tage sådan snak seriøst, på et rationelt niveau. Men dette er heldigvis kun Folkekirkelig kristendom—og generelt moderne protestantisme. Der er gode grunde til at tro på Kristendom, men Folkekirken besidder ikke just forståelse for nogen af dem ud fra, hvad de prædiker—men jeg kommer mig selv i forkøbet.
Heldigvis formår ateisterne at være dog ligeså ulidelige, grænsende til hysteriske, i deres endeløse reducering af Gud til en mand som sidder på en sky, sindet som intet andet end kemikalier (som ofte modsiges implicit af en nærmest religiøst fanatisk moralisme om, for eksempel, pornografi og abort), og en general arrogance, bakket op af en nærmest komplet uvidenhed om Biblen, udover specifikke dele taget ud af kontekst. Ironisk dog, at visse ateister opfører sig med mere ærbødighed og seriøsitet over for deres egen videnskabscentrerede pseudo-religion end adskillige Folkekirkepræster gør med hensyn til deres kristendom, for da slet ikke at tale om majoriteten af Folkekirkemedlemmerne. Men på denne måde fortjener Ateistisk Selskab og Folkekirken hinanden—Folkekirken har skabt en selvmodsigende, syrupsladen og i bund og grund nihilistisk kristendom, som Ateistisk Selskab med deres egen lige så selvmodsigende verdenssyn kan banke deres hoveder imod, forgæves. Hvordan skulle de kunne modsige en kirke som drives udelukkende på sentimentalitet og hyggelige arrangementer? Heldigvis for Ateistisk Selskab, er Folkekirken fuldstændig hamrende uinteresserede i at bekæmpe ateisme og fremme Kristendommen i Danmark. Tværtimod er Folkekirken sandsynligvis den største ateist fabrikant i landet. I sandhed et smukt trosmøde i en åndsfattig nation som Danmark!
Og dermed ender vi ved vores nuværende standpunkt i det brede samfund: mellem den kvælende sentimentalitet og selvmodsigelse af Folkekirkelig kristendom, og arrogant, pseudo-religiøs og fanatisk ateisme, som har overbevist sig, at de kan tale om koncepter som overgår deres eget materialistiske verdenssyn, helt uden at skulle retfærdiggøre det—man kan ikke bebrejde den brede befolkning for at bevæge sig igennem dagligdagen i ligegyldighed overfor begge, når dette skal forestille sig de eneste klare valg.

Hvad er en statspræst virkelig? En advokat i kjortel, som endeløst forsøger at læse Biblen frit, så at deres klient, den Folkekirkelige kristne, kan erklære sig selv kristen uden at skulle foretage nogen adfærdsændring.
De tror, at ved deres tolkning kan de narre Kristus, som var Han et system med smuthuller, og ikke en person, som kender enhver tanke og gerning— Men hvad vil Han som er dommeren, sige til disse tolkninger?

De siger: Herren ser det ikke, Jakobs Gud lægger ikke mærke til det. Så forstå dog, I tåber blandt folket! I dårer, hvornår vil I tage mod fornuft? Skulle Han, som plantede øret, ikke høre, skulle Han, som dannede øjet, ikke se? Skulle Han, som opdrager folkene, ikke straffe, Han, som lærer mennesker kundskab? Herren kender menneskers tanker, Han ved, at de er tomme.^[80]

Ethvert menneske kan kalde kærlighed den gerning, som er alt andet end. En mand kan slå sin hustru, og hun kan nedggøre ham på alle måder, og de begge kalder det handlinger som udspringer af kærlighed. Nuvel, en rose vil stadig dufte lige så godt havde den ethvert andet navn. Således kan Folkekirken kalde dens teori og praksis levende kristendom, selv hvis det er et rådnende og lemlæstet kadaver af den sande tro.

Mange ville kigge misbilligende på én, hvis man spurgte den almene dansker om, hvorfor man bør være god? De ville svare; Hvorfor behøver vi en mand i himlen, der bestemmer, hvad der er godt? Hvilket helvede er den almene forståelse for godt og ondt! Vi vil være gode, men kun når det passer os; onde, eksklusivt når det behager os. Hvorfor skulle nogen gøre det gode, når det ikke passer dem? Visse mennesker tror simpelthen, vi gør det gode nu om dage, blot fordi det er godt, uden at spørge dem selv, hvad det gode er? Det gode for dig selv er ikke just godt, men blot en midlertidig mening, som kan skifte fra dag til dag—den har ingen virkelighed, intet fundament. Hvad der er godt i dag er ikke, hvad der er godt i morgen for nihilisten og materialisten, og hvis hundrede andre har deres egen definition af godt, hvordan kan man så tale om det gode? Skulle man ærligt tro, at den almene person er en ekstraordinær filosof, som har defineret det gode objektivt og agerer ud fra det—uden nogen større tro på belønning eller formål? Vi må være den mest dydige generation i menneskehedens historie!

Var jeg troende på Folkekirkelige kristendom, da var jeg blevet spilledjævel, Danmarks største og mest velbetalte hasardspiller! Himlen er som et kasino, hvor gevinsten er garanteret, og Herren kautionerer. Nu til dags tror man vel, at ingen gerning og intet ord vil være under dommen. Således har den almene kulturkristen hverken fyldestgørelsen af deres platenslagerkristendom eller deres krypto-nihilistisme. Er alt ikke tilladt for den, som er garanteret himlen eller intetheden?
Dette er den logiske konklusion; men for dem er himlen og intetheden begge kun idéer; og der er megen grund til at spare, for kun et fjols bruger sine penge på en idé.

Først siger Folkekirken, at kirkens traditioner er forældede og kaster dem til siden; derefter må Luther gå sin vej; dernæst Evangelisterne og Paulus; og til sidst viser de selv Kristus porten! Luthersk-Evangelsk! Kristen! Hvad betyder tro for disse mennesker? Rationaliseringen af deres egne mavefornemmelser.

Havde Sodoma og Gomorra eksisteret i vor tid, havde Folkekirkens præster sagt intet. Og hvis de havde, var det blot for at velsigne byernes borgere, og for at holde endnu en Pride gudstjeneste for dem. Så de ild fra Himlen falde ned og fortære byerne, havde de stået tilbage måbende i forvirring: for gjorde vi ikke som dem?

Læg mærke til hvor lidt tale der er i Folkekirken om Kristus, om korset, om den Alhellige Treenighed, erstattet med megen snak om vag tro, håb, kærlighed, lys, og så videre. Disse er naturlige kristne koncepter, men når de er fraskåret deres oprindelse, som er Gud, da mister de ikke blot deres sande glans, men deres mening. For mange taler om kærlighed, men hvilken kærlighed? Vor forståelse for det eller Kristis åbenbaring af kærligheden på korset? Den første kan nævnes uden konsekvens og er så generel, at det indebærer intet. Men korset? Deri har du selvbenægtelsen at tilgive dem, der hader dig, bede for dem der håner dig, sætte Guds vilje over din egen eller rettere, at bede Gud om at sætte din vilje i overensstemmelse med Gud.
Hvad med håbet? At ting bare bliver bedre? Sågar det ikke gør i dette liv, hvor mange der fabler op om håb vil ikke ærgres og gøre sig til dommer over Gud! Har de glemt den ærværdige Job, som mistede alt, men aldrig forbandede Gud? Evigheden er så fjern fra Folkekirkelig kristendom, at hvis håbet ikke er for dette liv og dets goder, da er livet så godt som elendigt og meningsløst, at skulle vente Himlens salighed—for da slet ikke at forblive tålmodig og udholden, ventende på Guds retfærdiggørelse.
Troen? Hvilken tro? Hvis tro? Der er ingen tro, men kun hærskarer af forskellige tro i Folkekirken. Troen der byder dig bud, kirkegang, omvendelse—der vidner dig Kristus fysiske opstandelse, Himlen som mere end blot en metafor, Dommen som en kommende virkelighed? Eller troen, at Kristus var en klog social aktivist, men ikke en som stod op fra de døde Påskemorgen, som ikke krævede noget specifikt af os og ikke erklærede sig Gud og menneskehedens dommer; Kristendommen som en livsfilosofi, som en antropologisk undersøgelse af menneskets vilkår og dets reaktion til dem? Jeg påminder dig, at Folkekirken bekender sig selv som apostolsk: er sidstnævnte den samme tro som apostlene besad? Er det ikke, hvad er så denne tro—hvad, spørger jeg dig, er Sandheden som Folkekirken tror på?
Til hvad skal et menneske som ønsker den Sandhed som apostlene bekendte og som de blev martret sætte sin lid til? En tro på en metaforisk opstandelse? Sig mig, hvem er villig til at martres og dø for troen på en metafor?

At kirken og verden er ens, har ingen konflikt mellem hinanden, betyder at vi enten har opnået det mest kristne samfund i menneskehedens historie; eller, at kirken har fuldstændigt overgivet sig til den verdslige ånd og dens hersker, som er djævlen selv^[81].

Alle statspræster er delagtige i løgn og bedrageri, idet de arbejder i Folkekirken, en institution som fordrer Gudsbespottelse. Ikke én eneste præst kan kalde sig selv uskyldig, indtil de har opsagt og afgivet sig den folkekirkelige præstekåbe. For hvem kan ærligt erklære sig selv uskyldig, når deres arbejde består i accept af flokkens ligegyldighed over for Herren? Som lønnes af den samme stat som begår helligbrøde ved at sætte sig over Guds vilje, bud og Sandhed?
Ligeledes er menigheden snøret, men nu er beslutningen dem fordret, om de er villige til at fortsætte med finansieringen af det nationale bedrageri, som vi kalder Folkekirkelig kristendom.
Disse statspræster er som en løgnerrisk teatertrup kaldet Guds kirke, en gruppe musikanter som spiller fløjte og violin i Djævlens orkester, som luller folket i søvn, så de ikke stiller spørgsmålstegn. Musikken overdøver Guds bud og Ord og sørger for at give mennesket indtrykket af at vejen til Himlen er let, selv hvis dette er løgn, da det i sandhed er Helvedes Vejen som er behagelig, og vejen til saligheden, som er hård og træg.
Men hvis du, Kære Læser, forstår dette, og så alligevel vælger at lade som ingenting—er du så ikke medskyldig i løgnen?

Enhver der lønnes af staten, tjener Cæsar; enhver der tjener Cæsars kirke, tjener ikke Kristus, selv hvis de gør det i Hans navn; enhver, som anerkender det kvindelige præsteskab og det homoseksuelle ægteskab, tjener ikke blot Cæsar, men begår helligbrøde og blasfemerer ved at erkende det som ret og alment. Ender vi så ikke i selvsamme position som Kierkegaard og må erkende, at der er ikke en eneste ærlig præst^[82], som fungerer som funktionær i den statslige kirke?

Folkekirken er dybest set nihilistisk. For dén er Himlen kun en idé, som ikke er påvirket af hverken vores tro eller frugterne af troen, vore gerninger og adfærd. For den er Helvede kun et billede for at skræmme de gamle og uvidende kristne, ja, enhver må afskaffe billedet af Helvede, for ellers ville Folkekirken ikke kunne gå sin gang, da den er drevet af middelmådighed, af en lunkenhed, en decideret ligegyldighed over at udarbejde sin frelse med frygt og bæven. Dermed bliver sakramenterne ligegyldige, for de gør ingen forskel, for alle kommer i himlen alligevel; derfor står kirkerne tommere og tomme hen, for der er ingen grund eller gavn til at gå i kirke ud fra denne tilgang, andet end måske socialisering for børnefamilier og gamle, og lidt orgelspil.
Helvede er ikke til og Himlen er så vag en idé om fred, at det forekommer for den almene mere som en søvn—en slags disset drøm, man glemmer efter man er vågnet, hvilket er intet mere end en lysere forståelse for intetheden—men som i bund og grund siger; der er intet.
Og således er Gud blot blevet til den hyggelige idé, som leder os til den belyste intethed.

Ja, det er trods alt kun 0,93 procent^[83] du betaler i kirkeskat; men disse 0,93 procent er din betaling for at lade dig selv bedrages, snydes, godtage løgn, og ledes den brede vej til fordømmelse, thi disse procent betaler dig til en forfalskning af Kristendommen, som velsigner apati lige så vel som intetsigende kærlighed til Gud. Da hører man nogen sige: jeg nyder nu godt af kirkens ritualer, når jeg har brug for dem og gider dem, det vil sige at jeg har brug for dem til min eventuelle begravelse; derudover har jeg så pæne billeder fra barnsben, fra min dåb og konfirmation; og min hustru ville jo så gerne giftes i en kirke, det kunne jeg jo ikke sige nej til; og det var nu også så pænt at være i den gamle kirke og høre nogle salmer i stedet for rådhuset.

Mange ord blot for at sige: Jeg er en hykler og holder enhver mand og Gud selv for nar.

Tænk at betale disse 0,93 procent for at være en hykler! Ja, sikke en investering for den ikke-troende at betale sig til at være en hykler. Du kunne undlade, gøre profit og stå med en renere samvittighed overfor mennesker og Gud, sigende, i det mindste løg jeg ikke angående min tro og mine løfter. Til den troende vil jeg sige, blot, at du tager del i afgudsdyrkelsen ved at betale og møde op til tjenesterne; med disse procenter kunne du købe dig en aktie i Guds rige ved at give disse procenter til de fattige. Præsteskabet har fået deres løn: de har solgt Kristus i årtier og får stadig deres tredive sølvstykker af staten.

Du er troende: Du bekender og støtter en hyklerisk, selvmodsigende kirke, som er villig til at lade sin hellige, apostolske tradition ændres af staten, modtage penge for dette, og fortsætte en endeløs snak om kristendom som ignorerer alle Guds bud for at prædike en meningsløs sentimentalisme og til fattig erstatning opsætte kulturelle spektakler for at give dig indtrykket af, at Kristendom på nogen måde er til i Folkekirken. Du støtter med penge løgnere og bedragere, som fører mennesker til at acceptere Kristendommens æstetik, men ikke tage den seriøst, til brud på det tredje bud, blasfemi og helligbrøde, ledende potentielt til fordømmelsen.

Du er utroende: du accepterer og bekender dit eget løgneri, bedrageri og hykleri overfor din familie, dine venner, overfor kirken selv og overfor Gud. Ja, du betaler endda for dette. Du bryder direkte det tredje bud og lægger dig selv frivilligt under en større dom end hvis du ikke misbrugte Herrens navn. Eksisterer Gud ikke, da forbliver du blot løgner, bedrager og hykler; eksisterer Gud, da er der en større dom over dig.

Der er ingen større mester end den folkekirkelige præst, når det kommer til at sige noget og absolut intet på samme tid—intet under at man har glemt søndagsprædiken ved frokosttid! Hvad skulle de prædike? Gør hvad du har lyst, så længe det ikke bryder den hyggelige stemning!

Al tale om Kristendom i medierne og fra politikerne er komplet hyklerisk—for de vil ikke have at gøre med Kristendommens essentielle spørgsmål: Tror du, at Jesus Kristus er Sandheden, Vejen og Livet? Så sig mig, Kære Læser, tror du den Folkekirkelige forståelse for Kristendommen følger Jesus Kristus? At den Folkekirkelige forståelse af Kristus er den sande Kristus? Ikke en eneste af disse mediehoveder og opportunistiske karrierepolitikere har forstået dette bud: Men søg først Guds rige og Hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.^[84]

Under kristenforfølgelserne i Romerriget blev mange kristne sat over for et skæbnesvangert valg: tilbed den romerske kejser ved at brænde røgelse foran et billede af ham eller lid døden, ofte ved så grusomme henrettelser, som at blive brændt på bålet. Kristendommen forbyder dog ved det første bud, at man ikke må tilbede andre guder. Det Gamle Testamente beskæftiger sig en stor del med at portrættere hebræernes fald væk fra Gud, deres perverse afgudsdyrkelser, Guds straf over dem og deres tilbagevendelse. Dette er et mønster som gentager sig fra begyndelse til ende og viser, at Gud tager dette bud med den dybeste seriøsitet—Kristus gør dette meget klart: enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.^[85] Nu falder spørgsmålet så: hvorledes ville det folkekirkelige præsteskabs karakter vise sig, hvis det skulle vidne under en kristenforfølgelse med lignende forhold som under eksempelvis Diokletian? Der ville formentlig være ingen klageråb, så længe de kunne beholde deres løn som kultur-præster eller klummeskribenter eller glorificerede socialrådgivere. For de har jo børn og familier, levevilkår og behagelige embeder at passe, så de har jo ikke tid til at blive martret; og derudover, mon ikke de kunne sige, at brænde lidt incens til kejserens ære var ingen stor skade overfor Gud. Ja, Han var så nidkjær i Det Gamle Testamente, men Kristus er nu så blid, så da: Lidt røgelse til Baal, lidt til Moloch, og lidt til Satan, hver især. For vi er nu så oplyste, så tolerante, så hvorfor ikke vise lidt respekt overfor andre kulturer og skikke, for Satanister, Hinduister og Islamister—Folkekirken vil jo så nødig stå for noget bestemt og benægte noget andet, og derved virke intolerante over for det sekulære samfund. Hvem ønsker at prædike sandheden, hvis den kan skade andres følelser? Til trods siger Salmisten, Alle Nationernes guder er dæmoner^[86].
Det mest mærkværdige ved den økumenisme med eksempelvis Islam, som man ser fra væsentlige dele af Folkekirken, endda dets biskopper^[87], er, at hele Biblen gang på gang portrætterer Guds afsky for afgudsdyrkelse af andre guder—det er bogstaveligt talt det første af de ti bud. Hvad der så gøres i stedet for, er at kalde andre religioners guder for diverse kulturers forståelse for den samme Gud. Dette er naturligvis latterligt for enhver som kan læse, for Kristus udtaler selv, Jeg og Faderen er ét.^[88] Hvis eksempelvis muslimer benægter Kristus, hvorledes kan nogen sige, de tilbeder den samme Gud? For det er at splitte Treenigheden—ingen smal sag: Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.^[89] I så fald kommer vi til to konklusioner med al godtagelse af Islam fra et Folkekirkeligt perspektiv: enten ignorerer Folkekirken Kristi udtalelser eller tolker til udskadeliggørelse og ligegyldighed (hvilket på dette tidspunkt ikke burde komme som en overraskelse) ellers er de blot ligegyldige overfor, at nogen potentielt kunne risikere fordømmelsen og Helvede. Sidstnævnte er jeg tilbøjelig til at benægte af den simple årsag, at Folkekirken implicit tror på, at alle frelses, for hvordan ellers skulle de retfærdiggøre deres stilhed af Kristi bud overfor den danske befolkning? Er Danmark ikke selv underlagt bekendelsen af Kristi selv? Ved denne indsigt ser vi Folkekirkens næstekærlighed: at sige intet i dette liv for ikke at forstyrre nogens velbehag og stemning, med den smalle konsekvens, at mennesker ikke har forståelse for vejen, der fører til livet og risikerer fordømmelsen i deres uvidenhed. Tænk at Folkekirken bliver ovenikøbet betalt for dette, ja, selv muslimen og ateisten får lov via statens støtte af ca. 850 millioner til Folkekirken^[90], til at bidrage til, at Folkekirken bedrager dem. Tænk endda, at alle vi, på trods af race og religion, kan få lov til at betale for Folkekirkens national bedrageri per annum—hvilken salig ligestilling!

Hvis jeg var Satan selv, da ville ingen idé være mig mere kær til at lede mennesket til evig fordærvelse end denne: at alle mennesker vil blive frelst. At der til himlen kræves ingen kamp for Guds rige, intet arbejde for Herrens skyld, ingen adlydelse af den Allerhøjestes love—er der nogen idé mere uskyldig i sin naivitet og mere giftig for det moderne menneske, som allerede er svøbet tilpas ind i nydelser og distraktioner end at tilkendegive, at det evige liv er en del af Guds velfærdsstat hvor alle har ret til frelsen?
Hvis frelsen ikke er for alle, da er Gud ikke blot tarvelig, at forvente folk at gøre noget arbejde for den evige salighed, men decideret diskriminerende i den spidsborgeliges øjne. Det kan Folkekirken ikke have, for så vil de potentielt kunne blive anklaget for at være tilhængere af Kristus–en Gud, som ikke garanterede danskeren ligestilling og derfor må de implicit gå med til det, for deres løn, levebrød og sogneboligs skyld.
Når du, kære læser, forstår dette, at frelsen må være for alle, da forstår vi,hvorfor den troende kirkegænger virker så latterlig dum i den kulturkristnes øjne. For ved den person, som byrder sig selv med søndagstjeneste, bøn, omvendelse og forsøg på at leve efter Guds bud, ved de virkelig ikke, at man ikke behøver at gøre alt dette? Alle er frelst, så hvorfor spilde din tid på at leve et kristent liv eller omvende dig? Hvorfor gøre alt dette kedelige ,når du kan more dig og samtidig være frelst? Dette er kun logisk! Størstedelen af Danmark følger åbenlyst denne implicitte konklusion, og de modsiges ikke af Folkekirken. Hvis de lige pludselig begyndte at tale om omvendelse og syndens løn, da ville vi se den almene folkekirkelige med høtyve og fakler, dalende kirkeskat og politikere hyle som stukne grise—og så ville der ikke være lang tid til at Folkekirkens status ville komme til debat.
Naturligvis er al tale om automatisk frelse, for alle blot mere vildledelse fra Folkekirken. Hvis dette skulle være sandt, at alle er frelst, vil en statspræst så ikke gøre mig den tjeneste og fortælle mig, hvad pokker al Kristi tale om dommen og konsekvensen af synd, samt årtusinder af kirkegang, tale om bøn og omvendelse, og hele det monstrum er, i så fald? Sig mig, hvorfor er der bygget så store katedraler og kirker, ja, hvorfor bidrager de folkekirkelige 8,5 milliarder i kirkeskat og alle andre samlet 800 millioner via staten til det? En tro på en mand som prædikede omvendelse, evigt liv, at tage dit kors op, at lide selv døden end at benægte Ham; som bekendte sig selv som en del af den treenige Gud, der har skabt og opretholder alt, verdens og menneskehedens frelser og dommer, som udholdte korsfæstelse, genopstod og opfor til Himlen—og alt dette formås at koges ned til den almene forståelse: hyg jer, være søde overfor hinanden og lev ellers som i vil.
Hvis vi tager Folkekirkens kristendom seriøst, da må vi erkende, at Danmark er det eneste land i verden, hvor folk frivilligt og seriøst tager en subskription på idioti.

Hvis ikke det var på grund af det ateistiske snæversyn, da skulle man tro, at enhver som ønskede at ateisme herskede fuldstændigt i landet blot ville lade Folkekirken gå sin gang. Ja, det er utroligt, at en institution som Ateistisk Selskab eksisterer og ikke blot lod Folkekirken være; for med Folkekirken er givet det største modbevis for Kristendommen: at det skulle være helt og aldeles latterligt. Hvis Noahs Ark var bygget som Folkekirken, så ville det have sejlet omtrent så godt som Vasa-skibet.

Stod stats præsterne overfor samme fristelse Satan prøvede Kristi med i ørkenen, da havde præsteskabet været for manglende i ambition til alverdens riger. Men en behagelig stilling som arrangør af sociale begivenheder, af koncerter, middage, strikkeklubber, samtaleaftener med mere eller mindre kendte danskere, etc. En stilling hvor man fungerer som uofficiel socialrådgiver, fritidspsykolog, tematisk festarrangør, — alt dette tilgodeset med en sognebolig og en ok løn for en offentligt ansat—ja, dette lyder ikke dårligt endda!

Derudover er der vel de små obligationer som begravelser, konfirmationer, og bryllupper men de fleste af disse, samt helligdage, er festligheder, så selv de mere sobre tjenester tager ikke på humøret, og man vender hurtigt tilbage til den festlige stemning. Man kan vel være trist til mode over, hvor få der kommer om søndagen, men heldigvis kan man reklamere med festligheder og arrangementer—og så virker det til, at der er en vis succes, for til disse kan kirken være relativt vel fyldt op. Om folk kommer for Kristi skyld eller ej er irrelevant, for Guds hus er til låns for festligheder og den Folkekirkelige Kristus er så blid som en bedstemor, der tillader hvad end barnebarnet beder om og lægger hus til—ordet “nidkær” er lykkeligt glemt. Men til trods for Kristus skulle være centrummet i troen, er Han inviteret til de færreste af festlighederne.

Folkekirken kommer aldrig til at anerkende denne kritik, ikke så meget fordi de har et eneste reelt argument (de kan jo ikke engang enes, selv hvis de havde), men rettere fordi de organisationsmæssigt ville styrte sammen. Tænk, kære læser, 60% af Folkekirkens præster er kvinder, som har ingen legitim ordinering ifølge apostlenes og kirkens vidnesbyrd—kun dikteret via den danske stat! Hvad tror du ville ske, ikke blot det ramaskrig, der ville forekomme, hvis de anerkendte dette, men også dets præstemangel i deres allerede dalende medlemskabsregnskab samt den yderligere skandale, hvis de trak velsignelsen og anerkendelsen af samkønnet ægteskab tilbage. Ser du, Folkekirkens medlemskabsskat ville komme i fare (de kulturkristne ville jo hade denne “diskrimination” og måske endda melde sig ud), dernæst kunne Folkekirkens privilegerede position også komme i fare, for staten ville formentlig se dette som uacceptabelt, gammeldags og så meget andet sofistisk propaganda og slogans fra politikere, som offentligheden reagerer på og sluger uden eftertanke. Ja, så kunne præsterne jo risikere at miste deres løn eller speciel status som støttet af den danske stat—og vi husker, at Folkekirken er en forretning, vi husker, at den har en tendens til at undgå alle kontroversielle emner, så at den i så fald ikke skal bekende den kristne tro og potentielt risikere løntab eller bagslag fra offentligheden eller staten. Men selv hvis det folkekirkelige præsteskab faktisk tog troen og kirkehistorien seriøst, og ikke bare så det som en glorificeret strikkeklub og et behageligt, offentligt lønnet arbejde med sogneboliger, hvorledes skulle de modsige sig staten? De har intet synode; de har ingen måde at udtale sig samlet, og kunne du forestille dig, at de 2000 præster med deres 2000 individuelle holdninger kom til en samlet udtalelse om et eneste emne? Jeg påminder igen læseren, som jeg gjorde i begyndelsen, om, at Folketingspolitikeren Pernille Vigsø Bagge, lige før afstemningen om at vedtage homoseksuelle vielser, sagde: “Desuden kan der ikke komme en officiel henvendelse fra Folkekirken, da Folketinget jo er kirkens synode”—forstår du nu, hvad dette betyder? Den Folkekirkelige kristen anerkender ikke kirken som tilhørende Gud, men som underlagt den danske, sekulære stat. Forstå, at Folketinget er dit overhovedet, når du bekender dig selv som folkekirkelig kristen: den danske stat er din pave—Cæsar har erobret kirken med Folkekirkens accept, og den siger intet, for den vil hellere lønnes end at lide noget for Kristi skyld. Ja, når muslimen beder, vender den sig mod Mekka; og den Ortodokse kristen mod Jerusalem—men Folkekirken, den vender sig mod Christiansborg.

At stole på en statspræst til at lede én til Guds rige og Himlen er som at stole på en brandstifter til at redde én ud af det brændende hus, som han selv har antændt.

*
Danmark er faldet fra troen, som en vissen gren falder af træet. Hvem kan bebrejde dem? Hvem kan pode grenen fra et birketræ på en eg? Hvem kan binde en afskåret og død hånd på en endnu levende? Hvem kan forene sandheden og løgnen? Ingen, det er ikke muligt—hvorledes skal Danmark og hele verden kunne tro og kende Gud, hvis broen til Gud, Hans kirke som besidder den sande tro, ikke er til stede? Hvem kan så overraskes over at Danmark ikke længere er kristent? Ingen. Forvirring forbliver når et menneske tror at Folkekirkelig kristendom og enhver anden forvrængning af sandheden, kan lede mennesker til andet end vantro.

Når træet er råddent til rødderne, da er det bedre at brænde det ned og plante et nyt. Men med den sande kirke kan der ikke bygge en ny; for man kan ikke bygge på hvad der allerede er; og mennesket kan ikke bygge den sande kirke eller grundlægge en ny, for Kristi kirke er ikke grundlagt og opretholdt af menneskehænder. Folkekirkens egne komplete råddenhed er et åbenlyst tegn på enhver som tager Kristi ved Hans ord angående hans kirke, at Helvedes porte skal ikke få magt over den, ikke har at gøre med den kirke som Kristus selv grundlagde. Hvad leder Folkekirkens vranglære og forvirring til, hvis ikke den åndelige død? Folkekirkens tro som består af de tusindvis af præsters atomiserede forståelser for troen, står i den skarpeste kontrast til den tidlige kirkes bevidsthed om at bevare den ene sande tro.

Den som ikke bekender, at Kristendom er en ekstrem afvisning af verdenen, som en kamp og selvbenægtelse mod forvrængede tanker og lidenskaber, som noget der kræver bekendtgørelsen af troen selv til døden, den som ikke forstår, at den sande tro kræver en levende korsfæstelse for Guds og sin næstes skyld, har endnu ikke forstået blot den fjerneste del af Kristendommen. Eller rettere, de har opnået den vantro, at der findes Kristendom uden et kors. Ergo: Folkekirkelig kristendom.

Hvis en krop har stået død i et par dage, da er den allerede begyndt at rådne. Og hvis vi accepterer Kierkegaards vidnesbyrd under hans angreb på Folkekirkens forgænger, den danske statskirke, i 1855, som en rådden institution, fyldt med løgn og bedrageri, hvor langt mere fæl og frastødende er den ikke nu 171 år senere! Tilbage er blot et skelet som marionet førere, Folkekirkens præsteskab kalder levende i det de blasfemerer og bedrager hele folket med deres skuespil. Ja, endnu en beskyldning imod Folkekirken: utugt med et lig—kristendommen i Danmark!

Den anarkiske ånd i Folkekirken, som vi så eksemplarisk manifesteret i 1948 og 2012, er som den geraseniske dæmon: der lyder totusinde stemmer og dog findes ingen sandhed i blandt dem. I kirken er det ligelunde præsteskabet som er legion: alle har hver sin stemme, og de kaster sig alle i havet. Forestil dig et politisk parti, hvor hver har sin egen mening? Ingen ville tage dette seriøst. Men fordi Folkekirken har den ekseptionelle evne til at opfostre ligegyldighed i mennesker, så lægger ingen mærke til dette. For at se selvmodsigelsen ville kræve det dybeste offer—gys!—at tage Kristendommen seriøst.

Når man forstår at Luthers tankegang var skolastisk, akademisk, da forstår man hvor hæslig en kristendom der i sidste ende er udsprunget af hans ellers muligvis gode intentioner. Kold rationalisme, svedighånds advokatspostuleringer om hvad man behøver og ikke behøver, til akademiker skepsis betegnet ikke i legionærens tro, men hvad som virker fornuftigt at tro på; og til sidst ligegyldighed. Hvem spørger, hvorledes de kan adlyde Herren i dag? Alle vil blot vide, hvor gærdet er lavest på himlens porte. Heldigvis er det muligt via dåben eller konfirmationen eller blot kirkeskat at opnå dette, og dernæst behøves intet yderligere, på trods for hvad Kristus siger.

Hvad synd er for sjælen, er det for kroppen at tage heroin på et metrotoilet: det første er dog værre og burde være for os mere hæsligt, men syndens effekt er just, at hvad der burde frastøde os og skræmme os som dødsbringende, er blevet os attraktivt og nydeligt. Således dæmonien: at vi søger synden som den afhængige søger heroinnålen og Kristus kan virke en tyrannisk skikkelse i nydelsestågen, når Han forsøger at fratage os den, for ikke at vi skal dø. Desværre står Folkekirken klar med en ny nål og advokere på den Folkekirkeliges vegne over for vor Herre, at han har ret til sin overdosis.

Hvor jeg dog ødelægger den gode stemning! Hvor jeg dog fremmaner ord og konnotationer: kultist, fundamentalist, dogmatikker, Indre-Missions sygelighed, “det er jo ligesom alle de der sindssyge amerikanere”! Jeg må ligne, i Københavnerens øjne, en trold af den jyske hede, som farer op og ned af Nørrevoldgade, råbende om syvtusinde engleskarer, trompeter og helgene i ørkenen; Men herimod er det med stille vemodighed jeg skriver. Mennesket vil gøre alt andet end at høre på Gud, for at overkomme den rungende tomhed, som ses og høres overalt. Læs i alle aviser, hør alle samtaler på gaderne og I vil høre det suk som udgår stille: er dette alt? Er det her jeg skal finde min glæde? Når vores liv atter er stille og selv tusmørket er borte, som fimbulvinteren; der står vi tilbage og siger, var dét det? Er det her min lykke skulle findes på denne tomme jord? Og hvis du blot ville se, Kære Læser, hvis du blot vil prøve i en time, et par dage, hvis du søgte det ærligt, da ville du se dette smalle glimt i mørket: at al søgen er en søgen efter Gud. Og du ville forstå, at intet andet nogensinde ville kunne mætte din sjæls hidtil uudslukkelige tørst. Hvad afholder dig fra Gud—spørg dig selv: er dette min ærlige tro, at der er ingen Gud? Eller, er det blot den åndelige stolthed, der siger: Jeg ønsker ingen Gud, selv hvis jeg skal forblive i dette ydre mørke.

Folkekirken tænker mere på menneskers følelser, end de gør på deres sjæle. De giver morfin til den som lider af kræft, men vil ikke skære bylden ud af ham.

Hvilket privilegium at være Folkekirkepræst, at sige til andre, i skal ikke bekymre jer om dommen og Helvede, men lader blot som om intet vil hænde; at tage ingen stilling til aborten, med den smalle konsekvens, at det meget vel kunne være et spørgsmål om alment acceperet massemord.

Hvis Kristus var fysisk til stede iblandt os i dag og så hvorledes kirkerne er mødested for kulturelle arrangementer, for kulturdiskussioner, for koncerter, for skuespil—tænk, dette var den samme Kristus som flettede en pisk og med den piskede sælgere ud af sit Tempel, sigende, Mit hus skal kaldes et bønnens hus, men i har gjort det til en røverkule.^[91]

Se blot på det som i dag bliver forvekslet med kunst: Jim Lyngvild, en asertroende kunstner, fremstillede i fjor billeder af en AI-genereret Kristus, som han spottede ved at sætte i diverse erotiske og homoerotiske kontekster. Naturligvis var der en kirke på Fyn, Kværndrup Kirke specifikt, hvis menighedsråd straks tænkte, at lige præcis disse skulle sættes op, formentlig med den sædvanlige årsag som alle åndsforladte mennesker giver, hvilket er, at det kan skabe debat. En årsag man ligesåvel kunne give for at kaste molotov cocktail igennem kirkeministeriet eller Jim Lyngvilds bolig, men som formentlig i modsætning til Lyngvilds helligbrøde, faktisk ville få mennesker i oprør, i vor kristne Danmark.
Men min intention, Kære Læser, er ikke at hyle som en stukket gris af forargelse—at være forarget i Danmark over Kristendommens behandling er at have misforstået Danmark på et fundamentalt niveau: dette er normen. Nej, rettere vil jeg pointere en dyb indsigt, denne Lyngvild gav, uden selv at være bevidst om det. For han gav et af de dybeste indblik i Folkekirkens tro, da han sagde i en vis artikel, at Mennesket skulle skabe Gud i sit eget billede^[92]. Vi har altså at gøre med en inversion af Gud, som har skabt os i Hans billede. De gør Gud til, hvad de vil have Han skal være, og i deres stolthed møder de ikke den sande Gud. Så hvem er Folkekirkens gud? En omskiftelig gud, en som taler og agerer efter deres egen tolkning. Når du forstår dette, kære læser, da vil du forstå, at dette er tankegangen bag accepten af kvindeligt præsteskab og homoseksuelt ægteskab—ikke fordi de kan bevises bibelsk eller ifølge hellig tradition, men fordi, at hvis guden ikke passer i overensstemmelse med det de vil have, sådan som de vil have han skal være, da ændrer de ham blot, selv hvis dette er i modsætning til al hidtil. Ja, Folkekirken har en gud som den har skabt med sine egne hænder, med sine egne fortolkninger, og han ændrer sig fra præst til præst. For nogle opstod han, for andre ikke; for nogle var hans mor en jomfru, for andre ikke: for nogle var han levende, for andre blot et symbol; for nogle er hans rige et sted, for andre blot en fin metafor for ikke at tænke på døden. Altså blot endnu en eskapisme. Dette er tilbedelsen af Folkekirkens afgud—bruddet på det første af de ti bud.
Naturligvis belønnes latterliggørelsen af Kristus i Folkekirken, for Lyngvild er kirkekunstner, og har blandt andet andre kristne AI-genererede kirkebilleder i Faaborg Kirke^[93], for ikke at tale om hans skabelse af et kæmpe pink Jesus hoved på foranledning af Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen. Ifølge en artikel^[94] fra Berlingske, skulle unge besøgende på Ungdommens Folkemøde i 2021 lægge pinke sten, som repræsenterer en byrde, ved siden af Kristushovedet. Derefter bliver man givet bladguld man kan sætte på hovedet, så det ville blive fra pink til guld. Den forfærdelige skrigpink bliver jo smukkere for hver byrde, som Kristus tager imod, udtaler Lyngvild, som i sandhed er Folkekirkens mest kompetente teolog.
For han har naturligvis gennemskuet, at Folkekirken kun kan arbejde som et spektakel—og han har ret, for Folkekirken kan kun forstå og dermed udlægge Kristus som en glorificeret hospitalsklovn—og aldeles ikke mere.
Folkekirkens Kristus er en protestansk gud som kan blasfemeres, latterliggøres, parodieres, forvrænges, perverteres og fortolkes, indtil den siger enten det modsatte af hvad Kristus udtaler i Det Nye Testamente eller blot er ligegyldiggjort. Man må bifalde Jim Lyngvild, for han, en asertroende homoseksuel, er den mest eksemplariske repræsentation for hvad Folkekirken er!

Det er ikke alment vidst, at ordet anti ikke blot betyder imod, men i dets oprindelige betydning på græsk (ἀντί)også kunne betyde lig med. Eksempelvis er den famøse antikrist som nævnes i apokalyptisk forståelse ikke blot imod Kristus, men kan også forstås som lig med Kristus—som en efterligning der overfladisk virker som Kristus, efterligner Ham og vildleder menneskeheden: således er forståelsen.
Ser vi på farisæerne, er der en lignende tilgang: hvis de blot fulgte loven til punkt og prikke, da så de dem selv som gudsfrygtige og hellige; og folket så dem således også. For Kristus er deres gerninger dog tomme:
Alle deres gerninger gør de for at vise sig for mennesker; de går jo med brede bederemme og med lange kvaster; de ynder at sidde til højbords ved fester og at sidde øverst i synagogen og lade sig hilse på torvet, og at folk kalder dem rabbi.^[95]
Hos farisæerne var dét det ydre, som de yndede at udføre for at blive set og hædret på jorden. Herren så derimod deres hjerter, hvorledes De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.^[96]
Hvad der kendetegner farisæerne er derfor det velpolerede ydre, men som i sit indre er hult og korrumperet; som ikke leder mennesket tættere på en gudskærlig og næstekærlig ånd, men som udvortes giver indtrykket af dyd.
Hvad er Folkekirkepræsten? En anti-farisæer. Folkekirkepræsten er den som ud af den protestantiske frygt for at gøre menneskets gerninger til grunden for frelse, samt den anarkiske tilgang til skrifterne, der gør hver mands tolkning gyldig, må forsøge at tilfredsstille mængden med pure sentimentalisme. Hvor farisæeren satte tungere byrder på folket og glemte lovens hjerte, som er ret og barmhjertighed og troskab^[97], da sætter Folkekirkepræsten ingen—og derved lægger de en hårdere dom over folket ved at pålægge dem ikke så meget som en splint af korset. Hvorledes skal et menneske komme til Himmels uden korset? Det vides ikke, men Folkekirkepræsten forsætter sin tale om Guds kærlighed, hvis tale bliver så tom og gold, for det er slet ikke et forhold til Gud som de sætter mennesker i, men blot forsøget på at vække følelsen af kærlighed—en kærlighed som mennesket ikke kan eller vil gengælde, for anti-farisæeren har ligegyldiggjort buddene. Elsker i mig, så hold mine bud^[98] siger Kristus. Men Gud elsker os, siger den Folkekirkelige, og derved er den ingen synd eller adfærd, som ikke kan retfærdiggøres eller rationaliseres som blot en alternativ livsstil. Nuvel er had og misundelse sekulært uacceptable synder og derved kan Folkekirkepræsten modsige disse. Men hor, druk, blasfemi, helligbrøde, materialisme, ligegyldiggørelse af Gud og kirkegang, negligering af bøn, og så videre—forekommer disse overhovedet som synder for dig, kære Læser? For disse er almene for den Folkekirkelige, men præsteskabet siger intet. Hvis de siger noget, da vil de insistere, at det blot var de sidste årtusinder af kristendom, tidsbestemt og fordomsfulde som de var, der mente disse var synder værd at tænke over: Gud elsker os jo og kristendommen er jo et evangelium, ikke en lovreligion.

Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed.^[99]

Du kan hade, spotte og benægte Gud på alskens måder, men så længe du betaler din kirkeskat og er medlem af Folkekirken, så kan du vel ved ret sige, at du er kristen. Lige så vel kan alle andre, som blæser på vor Herre og aldrig skænker ham eller sin næste det mindste, bilde sig ind, med hjælp fra den offentlige kristendom, at de stadig er kristne. Du bliver døbt, konfirmeret og begraves i Folkekirken, selv hvis du hverken gjorde eller lyttede til et eneste ord, som udkom af din Frelsers mund; men Folkekirken vil stadig give dig indtrykket, at du er kristen. Og alligevel vil alle dine familiemedlemmer, som er lige så ligeglade med evangeliet, især hvis de har en sød og sentimental tilgang til det, når det behager dem, sige til din begravelse, Se, børnlille, nu sidder han oppe på en himmelsky og kigger ned på os. En sød fortælling, men ikke just kristen. Man beder for de døde og håber på det bedste (dog hvor mange danske kristne gør dette?); men hvor meget kan man håbe for én, som har benægtet og afskyet Gud indtil sin død? Alligevel var han jo døbt og medlem af Folkekirken, så han var vel kristen endda. Mon den blanding af bureaukrati og sentimentalisme tæller for noget på den sidste dag? Det må du vel spille hasard på, selv hvis alt i evangelierne taler imod det—men hvem ville læse i dem? Du er jo allerede kristen. Du ved bedst selv.

Hvis noget menneske formår at leve et kristent liv som en del af Folkekirken, så er det på trods af den, ikke på grund af den.

Præludium: Den kulturkristne salme
Hvorfor skal Gud være så vigtig? Hvorfor tales der så meget om Gud? Hvorfor skal han fylde så meget? Jeg vil have alt hvad min Fader giver mig, men jeg vil have intet at gøre med ham. Jeg tager imod den kærlighed som min moder forærer mig, men kun så længe jeg kan bestemme hvad hvor og hvornår. Jeg tager min vens venskab og alt godt han gør for mig, men jeg skylder ham ingenlunde. Min bror og min søster giver mig gaver; men jeg giver dem intet igen, vil have intet at gøre med dem. Jeg gifter mig, men vil ikke ofre noget for min ægtefælle, til trods for de dagligt ofrer for mig. Jeg lader alle hen og agerer kun efter hvordan det passer mig: jeg blæser på deres væsen, men tager frivilligt alt hvad du giver mig—men dig, dig, som giver og har givet mig, alt hvad jeg har, alt hvad jeg er! Skrid, lad mig være, jeg hader dig og når jeg ikke hader dig, da er jeg ligeglad med dig; jeg vil ikke kendes ved dig, hverken i min familie eller blandt mine venner, hverken privat eller offentligt, selv ikke i dit hus, selv ikke ved alteret! Du er min Gud, selv da jeg var i min moders mave, selv før noget var til, da var jeg i dine tanker—og dig kan jeg ikke udstå nogen snak om, nogen tanke om, nogen gerning i dit navn. Alligevel vil jeg kaldes ved dit navn, kristen, for dit væsen er mig kun tilfredsstillende, så længe jeg har intet at gøre med dig, min Fader og min Gud.

Responsum
Jeg din fader, jeg din ægtefælle, jeg dit hjem,
Jeg din sygeplejerske, jeg dit ophav, jeg dit fundament.
Alt hvad du ønsker, vil jeg være.
Du vil mangle intet. Jeg vil slide for dig.
For jeg kom for at tjene og ikke for at blive tjent.
Jeg vil være din ven og din vært,
Dit hoved og din bror, din søster og din moder.
Jeg vil være alting. Vær mig kun nær!
Jeg vil være fattig for dig, omstrejfende for dig,
På Korset for dig, i Graven for dig.
Ovenover beder jeg til Faderen for dig.
Jeg blev forbeder til Faderen for din skyld.
Du er alt for Mig,
Broder, medarving, ven og del.
Hvad mere ønsker du?^[100]

Hvad er det naturlige resultat af menighedens uvidenhed om doktrin? At de svækkes i troen, hvis det overhovedet kan kaldes tro, for hvad er disse veje de går, disse brede veje, som dog alle ender i et? Ikke Herrens vej, hvis port er snæver og hvis vej er trang. Endnu en sandhed som Folkekirken sjældent ville sige højt, selv hvis det kommer ud af Frelserens egen mund. Gid de dog ville sige det højt, for stilheden sår blot selvtilfredsheden i mennesker, som er den naturlige fjende til alt kristent, thi kun djævlen ville sige til et menneske, at det er godt nok og kræve intet yderligere af det. Men Kristendommen er nu en pligt og et arbejde, et herligt arbejde til den som forstår, at hvad der gives til Gud, gives dobbelt igen. Men hvad kan Herren bruge et menneske som hverken kender dets arbejdsvilkår, men decideret nægter at lære dem, forstå dem, fordrejer dem til deres egen velbehag og mening, kalder dem irrelevante uden at læse dem, forkaster dem når det passer dem og angrer ikke, når det leder til harme for deres sjæl og andres? Hvad skal gartneren bruge et træ som ikke bærer frugter til? Hvad skal en herremand bruge en svend eller hyrdinde som ikke gør sit arbejde? I det de nægter at vende sig fra deres dovenskab, som ligger dagen lang, som døde? Hvis mennesket ikke vil leve som de var skabt til, som dets lykke er gjort af, og til, da vil det dø—og dette vil ikke nævnes højt i kirken, for det ville støde dem af svag tro, manglende i kærlighed til Gud og Hans vilje, i velvilje mod ens medmennesker, imod livets hellighed, og som afkaster alt hvad Herren har givet dem—Han som hele livet udstrækker sin barmhjertige hånd og kalder mennesket til evigt liv, Han nævnes kun når man vil lægge ord i munden på Ham, men sjældent siger nogen: Herre, hvad du ønsker af mig, vil jeg—og evner jeg det ikke, så giv mig viljen til det og styrken til at udføre det. Din vilje ske i Himlen, således også på jorden.
Men de insisterer, de fleste i Danmark ud af uvidenhed, at afskære dem selv fra Ham som har givet dem livet, nyde af deres egen vissenhed og dø i deres livs vinter.
Forældre må opdrage deres børn til livet; men kirken, må sammen med forældrene opdrage dem begge i forberedelse til det evige liv. Men det er åbenlyst, at det er de færreste konfirmander, både unge og gamle, som forstår selv de mest fundamentale aspekter af den kristne tro. Dette åbenlyse svigt er en årsag til fortvivlelse, når man blot spørger en af disse mennesker, hvorledes mennesket bliver frelst. Da vil de formentlig ømme sig og give et vagt svar, omhandlende, at mennesket skal opføre sig godt eller ordentligt, nævne næstekærlighed, og så lade det blive ved dette, uden at forklare yderligere, uden at vejlede og forankre. Visse teologer kan sige naivt, at Gud vil se imellem fingrene angående sådan emner, at vi allerede er frelst—hvilket i sidste ende er intet andet end endnu en undskyldning for at sidde på deres hænder, nægtende at tage seriøst den konflikt som er et imperativ for ikke blot kirkens relevans, men selve frelsen for mennesker. Hvem vil vidne Gud og Hans bud? Hvem vil gøre Hans vilje? Få—mange vil blot give deres tolkning af Hans bud, som i sidste ende er deres egen vilje, som de kalder Guds.
For størstedelen kan denne kosmiske kamp mellem godt og ondt, mennesket imod dets egen synd, sammenlignes med kampen om at beslutte sig om man skal spadsere i Kongens Have eller Fælledparken på en solskinsdag. Der er ikke yderligere offer involveret eller seriøsitet krævet af den kristne i den Folkekirkelige forståelse—derfor vil kirkerne til sidst blive tomrum.
Allerede ved barnsben er et menneske dårligt stillet i dets livssyn, i dets adfærd, på dets forståelse og tro på, hvad der vil gøre det og dets medmennesker glade, lykkelige. Forældrene, som sjældent vil tage dåben som mere en formalitet, måske en æstetisk glæde, en pligt over for familien, for slet ikke at nævne fadder, som blot er glad for at blive valgt mellem så mange andre af familiens kære, ja ingen af disse har i sinde at opdrage barnet i den kristne tro, indstille det efter de klare bud som leder enhver kristen til salighed. Nej, efterladenskaberne af den kristne tro er hvad barnet fodres på, hvis overhovedet: vage forståelser for hvad der er godt, at man ikke må slå, selv hvis man bliver slået—men aldrig vil de lære barnet, at gøre godt mod dem som behandler dem dårligt, bede for dem, velsigne dem. For det er latterligt for forældrene, for de kunne aldrig finde på at praktisere det selv—og når de aldrig har hørt andet, når kirken selv i deres barndom ikke har indstillet nogen seriøs forståelse for næstekærlighedsbuddet eller nogle bud af dem—for det er det, som næstekærlighedsbuddet er blevet til, blot pynt på kirken, som en reklame, en formalitet—som en undskyldning. Det er en anden ting at leve det, at forstå at dette ikke blot er en fin frase, men at denne befaling er levende, gældende, og dømmende—at i det Jesu legeme, hvis navn de hverken helliger eller tænker på udover med en mærkværdig undren og så forglemmelse, blev pisket, tornekronent, gennemboret af søm, hans ryg maltrakteret på splinterne af korset og hejst op for, at denne verden kunne håne Ham, at det i alt dette er hvor næstekærlighedsbuddet ligger. Dette bud forbliver ved denne forståelse fjern og vag for nogle, grusomt og væmmeligt for andre, alle blandt dem som ikke vil bøje sit hoved ved korset, ved den erkendelse af mennesket har intet at give, men har fået givet alt, ud af en kærlighed som overvandt døden selv, og som forbliver blinde og tørstende, hungrende efter noget som de ikke vil forstå, som de i stoltheden nægter at erkende. Hvis et menneske opfostres i denne kærlighedstro—ikke skyldstro, som mange, uvidende om Kristendommen, tror, thi vor synder er tilgivet i en sand og ærlig tro på vor Herre, Jesus Kristus—så åbnes livet for dem: for de er ikke en slave til den tro, at mennesker skal hades når de gør en ondt, at de er tvunget til at forbande dem som benægter dem, fordømme dem som bagtaler dem og håner dem og deres tro—de er budt til at elske deres næste, til at bede for dem og til at velsigne dem. Ikke blot fordi dette er et arbitrært bud, men fordi dette er sandt, fordi dette er godt, fordi dette er hvad Gud har skabt mennesket til, og som blot er refleksionen af Hans egen kærlighed for os. Dette er Guds vilje. Der er kun én sand frihed: evnen til at vælge Guds vilje.
Hvis et barn opdrages således, hvis de påmindes om det og bliver budt at forsøge det, hvor anderledes vil deres livssyn så ikke være, hvis de ærligt tror, at de i deres hjerters hjerte ved, at dette er Sandheden overfor mennesker og Gud? At dette gode ikke forbliver en vag dis, men en klar stråle som strømmer igennem livet og alle dage, som oplyser mennesket i dets indre og i dets ydre—at forstå, at det gode til sidst ikke længere er en pligt, men en velsignelse, en glæde, et privilegium, at kunne gøre Guds vilje til Hans, sin egen og menneskers velbehag. Således kan vi ikke sige, at mennesket frelses ved at opføre sig godt, uden tro eller forståelse for hvad det gode er, men at det i troen frelses og gøres lykkeligt, thi det frigøres fra trældom til Satan og til dets egen lyster og uendelige drifter, for at gøre sit hjertets hemmelige ønske, hvilket er menneskets sande gøremål, dette som vi kalder det gode, som i sandhed er Guds vilje. Dette er mysteriet som den som er indviet i troen og lever den får del i: at finde en lykke uden lige, som intet eller ingen i sandhed kan drive dem fra, selv til døden. I så fald står den som ikke lader sig indvie i Sandheden tilbage og ser på dem som mærkelige eller sindssyge—for hvorfor underlægge sig alle disse trælse bud når du kan more dig og stadig være i den implicitte forståelse af, at du er frelst? Folkekirken vil ikke modsige denne forståelse, for deres indtægt er baseret på, at al opførsel er kristen udover den som er åbenlyst tabu i Danmark. Og den kan ikke modsige den, da hver mand, kvinde og barn har sin egen tolkning—i dette har Folkekirken opnået ligestilling: alle har sin egen tro og ingen besidder den Sandhed som Kristus erklærede sig selv som. Denne forvirring alene, vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej^[101], er Folkekirkens enighed.

Kæreste læser, dig som jeg taler til—dig spørger jeg: hvad er dette liv? Hvad er denne tid du er givet? Kun dette: menneskets liv er Guds uendelige kærlighed gjort virkeligt—at den lykke og fred som er i Ham, må deles med dig, du dyrebareste, du, menneske, skabt i Guds billede.
Hvad er tid? Det mellemrum som er givet til dig, hvor i Herren udstrækker sin hånd til dig, at blot ved din gensidighed, tager Han dig om håndleddet og hiver dig ud af denne verdens sorger og forgængelighed—til trods for alt hvad du har gjort, al synd, ind, atter ind, i evigheden, at du må blive som ny, at du må blive som du var skabt til at være, atter igen, ind til den evige salighed—du, som var ønsket af den Allerhøjeste, selv før denne verdens grundlæggelse.

Så kom Fristeren til ham og sagde: “Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene dér skal blive til brød.”
Men han svarede og sagde: “Der står skrevet:
‘Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord som udgår fra Guds mund.”

Har danskeren en religion, så er det velfærdsstaten. Den alene er for danskeren det evige, det hellige, det som urokkeligt må bevares. Men når menneskets basale kår er tilfredsstillet, når det ikke længere har den daglige kamp for overlevelse—og når det derudover ikke længere har en sti, som samfundet forpligter det at følge—da må det distraheres, atter distraheres. For distraheres det ikke, da kan det risikere at se tingenes tomhed, den stille hvisken, at alt liv og ånde er blot venten på døden. Den som forstår, at mennesket ikke kan tilfredsstilles af blot brød og ikke vil tro, vil forsøge at sluge sten i håbløse forsøg på at mætte sin magre sjæls hunger.
Man må distraheres ikke så meget for at gøres lykkelig, så meget for at glemme sin ulykke.

Det store filosofiske spørgsmål for danskeren er sådan som Jeppe får det efter sin første drik hos Jakob Skomager: at drikke videre eller ikke at drikke. Ja, skik vel, en tår til og således kan det vel fortsætte, indtil man ej kan mere, og man så enten må vækkes af kroppens alderdom, af sindets og sjælens tilvendelse indtil selv rusen virker kedsommelig, og man må begive sig i færd med at indfinde sig i ægteskab, karriere, rejser, diverse arter af spiritualisme og fremmede religioner, som virker mere behagelige eller eksotiske, men primært er kendetegnet af, at man får en æstetik og en spiritualitet som ikke kræver den ubehagelige selvbenægtelse, som Kristendommen fordrer: at bære sit kors, at skulle tilgive og velsigne sine fjender, og så videre og så videre. Naturligvis i størstedelen af disse tilfælde forsvinder genfærdet af Kristendommen ikke, da traditionen forbliver, til trods for at tradition i Danmark ingen betydning har andet end kendetegnet af visse skikke og festligheder, som ikke er formået at gå af mode eller er blevet så upasselige til nutidens moral, at de ikke er blevet afskaffet. Det er for risikabelt at afskaffe flere undskyldninger til fridage.
Nej, der er ikke megen mening eller forståelse for, hvad Kristendommen er til for i Danmark, men jeg gentager mig selv og derfor påpeger jeg blot, at når rusen er blevet for kedsommelig, da giver den ungdommelige radikalisme og almene skepsis overfor for Kristendommen vej til det monogame ægteskab, og derefter spørger den Folkekirkelige tradition, når medlemmer af familien ser kirkebryllupper og dåb som god årsag til at fejre ting og få noget at fylde hverdagen med—og dermed gentages hele rytmen af ægteskab, dåb og konfirmation atter, og hele tragedien og hykleriet fortsætter igen for endnu en generation.
Men når jeg taler om Danmarks drukensfærd, da taler jeg åbenlyst ikke blot om druk, men om al nydelse som fungerer som rusmiddel, den benzin som holder den krypto-nihilistiske dansker ikke så meget i live som blot kørende, i vor homo mechanicus, som har underlagt sig beviset, at han er en maskine som blot er animeret af kemikalier. Derved den implicitte hedonisme, som lever for intet højere end at opnå en vis standard af bio-kemisk behag, en forhøjelse af visse kemiske reaktioner og mængder af dopamin, serotonin, oxytocin. Eftertragtet nydelse forveksles og er for det moderne menneske henholdsvis lig med glæde, lykke og salighed.
Nuvel kan vi vel lade som om den almene dansker er fanget af et eller andet højere, transcendentalt livsmål, men ser vi på velfærdsstaten, Danmarks primære statsreligion (den sekundære er naturligvis den Folkekirkelige statstilbedelse), da anerkendes den alene som hellig, ærværdig, fri fra spot, og som må for alt bevares, koste hvad det vil, da har vi det kollektive ideal for danskeren: muligheden for altid at bevare tilfredshedsgaranti, og som det næstekærlige imperativ i den danske psyke eftergiver: at enhver skal have muligheden for at opnå et minimum af velvære via velfærden. Men udover dette ser danskeren ikke, at nogen eller noget skulle kræve af ham yderligere rent moralsk andet end, at han ikke taler for højlydt i offentlig transport. Dette er dog ikke så meget moral, som det er blot national vane.
Med det sagt, kan vi vel for en vis terminologisk god ordens skyld kalde den almene dansker, hvis centrale mål er selvoptagethed, sikkerhed og nydelse efter personlig smag, for en dranker. For det er ikke just den kierkegaardianske æstetiker vi lever efter, men rettere er det drovdyrets tidsalder, som søger det interessante kun til den grad, at dens smag er lidt anderledes for, hvad det er vant til, dog aldrig til den grad, at det fratager den, den sikkerhed som bondens indhegnede mark indebærer—i dette tilfælde for danskeren, dette forbliver værtshuset, caféen, natklubben, sofaen, sengen og så videre.
Lad os bemærke, at en nutidig drankers adfærd rent filosofisk er mere værd, end hvad end en akademiker eller plattenslager teolog skriver om menneskets tilstand og de nutidige kår: for i hans druk har du en hel dissertation gratis—og et fremragende svar på Pascals påstand, at menneskets lidelser stammer fra deres manglende evne til at sidde stille på et værelse, det vil sige, at være påpasselig i sin eksistens, at have fred i Gud og derved i sig selv. Da er drankeren det danske svar på den meningsløse modernitet—ikke som flanøren i Paris som distraherer sig selv, raffineret og distraheret af hvad end han æstetiserer som “højere”—ej heller som filosoffen i Tyskland som rationaliserer sig selv frem til alverdens systemer, blot at han i sit selvskabte system kan give illusionen af mening, som om at mennesket kunne skænke sig selv mening, just som Baron von Munchhausen undslap at drukne i en sump ved at trække sig op i eget hår.

Ak, drankeren er dog en tragisk figur på egen manér: hverken raffineret eller adelig eller specielt filosofisk anlagt eller logisk. Dog er der et vist rationale bag galskaben, i den forstand, at han følger sit verdenssyn til dets logiske konklusion: hvis Gud er en vag figur, og vi venter på døden for at komme til Ham, og derudover at vi er frelst ved en Folkekirkelig tro, som kan ligeså let være en formular, der hedder “Jeg tror på Gud” og sesam, sesam, luk Himmelriget op, du gamle! Jamen så, der har vi den danske drankers dilemma: skal jeg bruge min tid på, hvad der er behageligt og bibelsk set forkert, eller hvad der ikke er behageligt, det vil sige; selvbenægtende? Jeg er vel frelst i al forstand som ikke kræver yderligere; det har Folkekirken aldrig modsagt, så hvorfor ikke leve her på jorden, Himlens venteværelse, efter eget behag, imens jeg venter på den evigt så vage frelse. Danskeren er Folkekirkeligt frelst, om han vil det eller ej, så hvad skulle han ellers foretage end det, som behager ham—om kristent eller ej.
Således drankeren, det vil sige, den Folkekirkeliges dilemma: at drikke eller ikke at drikke.

Som postludium til denne afhandling-i-kortform vil jeg blot sige dette: selvmordet—nu kan vi vel pussenusse selvmordet ved at kalde det aktiv dødshjælp, et fint ord for at få hjælp til at hænge en løkke op, men vi er vel så påpasselige i Danmark—er den anden side af drankerens logik: for er du ikke tilfreds med, hvad staten og aviserne og algoritmerne og fjernsynet og bodegaen tilbyder dig, så er der i så fald ikke meget at se frem til i dette liv. Ja, Kære Læser, logisk er det, at hvis man ikke kan lide buffeten, så forlader man den; og med det mener jeg selvfølgelig, at skyde sig en kugle for panden—eller i det mest lykkelige af lande, Danmark: at binde sig sit livs løkke. Det nutidige samfund har formået at liberalisere, udvande og nedgøre størstedelen af, hvad der gav mennesker mening, såsom ægteskab, børn, fædrelandskærlighed, selvofring, Kristendom, og alt andet, som ikke blot forsøger at tilfredsstille tidsåndens ideal og egoets begær. Det er netop pointen med hele det danske samfund i det enogtyvende århundrede: meningsløst og umætteligt begær, som er umuligt at tilfredsstille. Og præcist fordi den meningsløse nydelse er evigt gentagelig, så kan det ikke overraske, at mennesket er mere og mere tilbøjelig til at ende i en depressiv og fortvivlet tilstand, som alle veje må lede til psykiatrien eller selvmordet, da det eneste hedonisme er, er illusionen af bevægelse. Bevægelse i et tomrum.
Danskeren er ved at vågne fra det tyvende århundredes druktur: og hvilke tømmermænd det har givet!

At det moderne samfund har gjort det alment, at man til alle tider skal være glad og i et heftigt tempo, som en alskens karl, småberuset fra morgen til aften, er årsagen til, at sorgen og tristheden er så udskammet, set som en plage, som er en abnormalitet i vor tid og dage, hvor vi på papir har alt, hvad vi har brug for. Derved ser vi også, at sorgen er altid klinisk set som noget så fremmed for den almene menneskelige eksistens; noget som kun forekommer ved ulykker og dårlige materielle eller sociale vilkår. Når sorgen så forekommer af sig selv, uden nogen åbenbar årsag, selv hvis man på alle punkter, hvis ikke blot de vigtigste, har alverdens grund til at være glad og tilfreds, ja da mystificerer det politikeren og psykologen. Løsningen på dette kan derfor, i vores materielle samfund, kun komme ud af en sådan materiel eller social mangel eller en dysfunktionel tilstand blandt kemikalier i hjernen. Derfor er den eneste løsning altid en ændring i livsstil, i sociale tilstande eller i psykiatrien, i indtagelsen af piller og supplementer for at modvirke dette. Hvis patienten bliver distraheret nok med nye vennekredse, med nye motionsrutiner, materielle goder eller blot underlægges et unaturligt regi af medicin, som ikke så meget letter sindstilstanden som den dulmer det, så er dette tættest på, man kan nå til en kur, ikke af roden til disse problemer, men blot til dets symptomer. For hvad er roden til så megen sorg i vor tid? Hvad så hvis dette ikke virker, hvis sorgen forbliver? Da må håndklædet kastes i ringen, for der er ingen åbenlys grund i det materielle, kun at der må være en underliggende somatisk årsag, som ikke kan identificeres. At dette kunne være et åndeligt problem, til trods for psykologens titel, forekommer dem ikke. Og når de ser hvorledes sindet og hjertet lettes i troen, som intet andet sted, da må de hviske blandt dem, at det må være indbildt, for i deres jurisdiktion, da er mennesket kun kød og ingen ånd. Med det overvældende influks af mentalt forstyrrede mennesker, især unge, da forekommer det vist ingen, at dette problem kan være åndeligt - at det tværtimod er vores samfund så manglende i ånd men fyldt med forlystelser og distraktioner–som vi blot må inderligt ønske, vi ikke bliver trætte af, for hvad skulle vi så gøre–som leder til nedbrydelsen af den menneskelig psyke, dens sjæl. Ja, er denne epidemi af depression, angst, ensomhed, alskens lidelse og nedbrud af sociale relationer ikke rettere et eksempel på, at samfundet er sygt? Da virker det til, at disse symptomer i mennesker, i virkeligheden er den naturlige reaktion til et åndeligt perverst samfund.

*

Hvor lang tid skal vi holde ud, den tankegang som tror, at alle samfundets problemer er politiske? At de kan løses af politiske handlinger, af indsprøjtninger af penge til det ene hjørne af samfundet, som aviserne nu skriver om, og som endelig tvinger politikerne til at tage en stilling til dem. Se blot, en uge efter har alle glemt det, og samfundets sår fæstner, for politikerne ser ikke, vil ikke se, har ingen vision for Danmark som mere end blot en evigt skiftende samling af forskellige mennesker, med kristen æstetik. De kender ikke mennesket, de tror alt er op til den individuelle og samfundet udvandes, for ingen vil kende sandheden, indtil der falder en kæp i nydelseshjulet—alle går hver sin vej og forgår på sin egen individuelle manér. Således stammer alt fra den skræmmende stigning i mentale sygdomme til atomiseringen af samfundet, den voksende ensomhed, nedbrydelsen af kernefamilien og den demografiske krise med hensyn til fødselsraten fra afvigelsen fra Gud—for Gud giver mennesket og virkeligheden struktur, moral og endeligt mening. Men politikerne tror endnu, at alt kan løses ved Mammon. Til trods for vi aldrig har haft en større velstand i landets historie, hvilken voksende ulykke og elendighed som for alt må ties. Hvad skal der til? At Danmark må klargøre sit hjerte til omvendelse—alt andet er at udskyde det uundgåelige kollaps af det social-liberale verdenssyn, velfærdssamfundet og det Danmark, som danskeren endnu tror vil vare i al evighed. Alt andet er kannibaliseringen af fremtiden—Danmarks politiske og kulturelle elite som forsøger at holde sig selv i live og løse de problemer, som de selv og deres foregående generationer har forårsaget, ved at spise deres egne børn. Indtil den nutidige Cæsar, som er den nuværende ånd og verdenanskuelse væltes, da vil måltidet fortsætte indtil der er intet originalt tilbage, som Theseus’ skib, som retmæssigt har noget til fælles med, hvad i 1000 år er kaldt Danmark.

Hvem er den ateist som siger, Jeg ved der er ingen Gud? Som så mange der siger ved, ved han slet ikke; nej, han håber og tror—tror, så inderligt, mere inderligt endda, end mange kristne, blot tror og håber han, at der ingen Gud måtte være. For er der ingen Gud, da kan han gøre, som det behager ham—han behøver ikke at give slip på sin stolthed, han kan læse filosofi, lidt self-help og tage den verdensanskuelse han føler passer ham bedst—eller ikke, og godt leve som det passer ham, som andre mennesker fortæller ham, som aviserne oplyser ham til at tænke, og som det uendeligt tolerante samfund kræver af ham. Han føler måske, at han ikke skader nogen eller sig selv, men han forbliver i dette inderlige håb, at han har ret, blot så at følelsen af dommen ikke falder over ham. Og hader han ikke tanken om dom? Gud er for ham ikke en kærlighed, men kun en dommer—selv når han ser Gud korsfæstet for hans skyld, da føler han stadig dommen over ham, for han ved, at dette mysterie er hævet over ham—dette kan og vil han ikke forstå, hverken ved videnskab eller filosofi eller nogen anden kundskab. At Gud gav sit liv for ham og ønsker at give ham det evige liv og fællesskab, dette forstår ateisten ikke—vil ikke forstå dette; for så snart dette tages seriøst, da falder han ind i relationen til Gud, da må han tage en vis stilling til Ham: at hvis al denne snak om synd, om fejltagelser, om denne inderlige følelse af mangel, som ateisten og den kulturkristne lige søger i verden, men finder ingen vegne; hvad er da så en Gud som kunne tilgive alt dette, hvis ikke noget så uendeligt over ham, ikke i dommen, men i kærligheden, at han ingenlunde ved, hvad han skal stille op med dette. Sådan et scenarie bryder hjertets volde—men stoltheden vil det ikke, vil kaste det fra sig, thi kærligheden, at være elsket og lade sig elske, er en dybere ydmygelse end mange forstår: for at kunne være elsket må man være kendt i sin helhed—og hvilket menneske kan klare dette uden smerte: at kende sig selv!
Så vil han hellere tilvende sig de mange kødelige kærligheder, de diverse rus i denne verden, til lidt druk, til sex med hvem end det behager, til had for hvem end han føler, til misundelse for hvem end det tillader sig at falde over, da vil han måske ikke give slip—da er trængen efter at være sin egen, kun sin egen, nærmest sit eget udgangspunkt og selvskaber, selv i den mest mørke og djævelske ensomhed, en mere attraktiv tanke, i stolthedens indre kammer. Men alligevel sniger tanken sig ind, måske blot følelsen af dommen: hvad nu hvis, hvad nu hvis. Åh ja, uden tvivl, det mest forfærdelige møntkast, selv hvis dette var et procent mod nioghalvfems, at Gud var til. At blot muligheden fremkommer, vækker i ham et had—således kan mange ikke tage tanken om Gud, for den inderlige frygt og usikkerhed vækkes i hans sjæl, at hele deres liv skulle sættes for dem—at dette som vi kalder godt og ondt, ikke blot er kategorier vi kan bøje efter vores behag, men er Guds væsen selv, hvis herligheds sol vi lever under i en vis tids nåde; men som for dem der forkaster sig Ham, er som et tyranni, som var de ikke selv næret af denne livskilde. At vejen til Gud er omvendelse, dette vide vel alle; men hvilken en forhadt tanke, at lade ydmyge sig selv til kærlighedens offergave—at kun kunne få ved at give! At kun kunne være elsket i sandhed, ved at elske i ydmyghed over for den som alle andre ville hade!
Så da hellere gå vejen til Helvede, da i det mindste more sig så godt af vejen, selv i tomhendens dyb. Fortrænge den tanke hver gang nogen vækker den mindste refleksion over enhver tanke, enhver stemme som har snærten af Kors og Kristus der fæstnet. Jovist, kære læser, intet menneske ved med sikkerhed, at Gud ikke eksisterer—at Gud ikke elsker! Kun dem som håber og tror, næsten knælende i hjertets dyb af den reneste desperation, uden fred og med gnavende samvittighed, til dette inderlige ønske, vil sige: Jeg ved, at der er ingen Gud.

Det nutidige menneske i mangel på forståelse for sig selv og verden, beskæftiger sig for beskæftigelsens skyld. Al beskæftigelse er nu blot et middel til bedøvelse, for hvad er et mål? Et sort hul, en grav, som man må op ad ved at beskæftige sig med at grave et nyt.

Tro ikke, at vi ikke har blasfemi i Danmark: tal ikke imod aborten, dette sekulære dogme, denne i sandhed danske værdi! Alligevel insisterer centrum og højre på at kalde Danmark kristent. Er aborten en kristen værdi? Nej, men den er Borgerlig.

“Jeg er god nok, jeg er god nok”, således lyder det moderne møllehjul, som tærsker løs på livet, for da ellers ville hele bygningen kollapse. God nok til hvad? For hvad? I relation til hvad? Hvad er det gode, der tales om? Svaret findes ikke i Danmark, men mennesket søger inderligt at finde eller konstruere en idé om dette gode, at holde den flygtige forståelse for deres selv fast, at dette selv ikke skulle forgå; dog kun til den grad, at det ikke bliver en fast nok definition, at de ikke skulle gøre dette til en standard, som de skulle bevidst holde sig selv til for evigt.
Alt har et formål, således føler vi, med undtagelse af mennesket. Man kunne så vel, i en vis melankolsk stemning, misunde noget så simpelt som en hammer, for man ved, hvad dens funktion er, hvad meningen er med sådan et værktøj. Det moderne menneske kan ikke finde meningen med det, så derfor er det nu på en konstant jagt efter, hvad der kan definere det, ikke blot udvortes, men indvortes. Tragisk er det så, at intet eksternt kan definere det interne, som kunne en mand genføde sig til en mening i at være bankmand og derfor gøre hans liv, set overordnet, som en lang vej til at arbejde i en bank, dette værende hvorfor han ikke blot er født, men overordnet er til. Se da hvis han mistede sit arbejde, måtte han vel tage konsekvensen og sætte så kært en kugle på panden, da hans mening er ude og sin funktion fuldendt, hvis da ikke blot han søgte endnu et arbejde i en ny bank. Det samme kan sige om en mand hvis mening følte han var en familiefar: da hænder det tragiske, at hele familien udover manden døde—hvad godt gør meningen her? Han må enten fortsætte og finde en ny familie, og hvis han kunne finde ingen, da ville dette liv være nytteløst. Det er dog en komedie at spille, at hver mand finder egen mening, som var det inden for hans evnekraft, som var mennesket en skuespiller på en scene og kunne vælge sin mening, som kunne en skuespiller spille flere roller i et selvvalgt skuespil. Ligeså vel at sige, at hammeren kan opfinde sin egen funktion. Nej, for den var skabt til at hamre søm og så videre; hvis den da fik bevidsthed og sagde, “Nej, min mening som redskab, grunden til min tilværelse, er at fungere som en gaffel”, da ville man vel grine og sige, “Men dette duer du ikke til, og du var ikke lavet til det.” Hvis et skvat med sympati gjorde forsøget, så ville han komme ingen veje; og til trods for hans sympati, vil det blot gøre det ulykkeligt at se uanset dets inderlige overbevisning, da duer det ikke til det.

Tillad mig kort at pointere, at et menneske, som forsøger at bruge en hammer til at spise med, er et fremragende billede på det moderne menneskets stræben efter at gøre det umulige og udueligt, fordi det er overbevist om, at hvis det blot tror på noget, der vil det forsøge intensivt at overbevise sig selv, at dets teori vil lykkedes. Til trods for absurditeten. Det er dog kernen i det moderne samfund, at alle må stå tilbage og påtvinges at se på de vanvittige med den dybeste sagtmodighed og seriøsitet.
Mennesket som farer rundt og siger, det ene er min mening–indtil interressen falmer– og dernæst farer det videre til den næste arbitrære mening. Alt dette er implicit, naturligvis—at livet ikke har en mening. Denne konklusion er kun givet til pseudo-filosofiske samtaler som tages med let ånd og hvis endepunkt, som ender i nihilisme, aldrig tages seriøst. Derefter udlever filosoffen sit liv som alle andre og bilder sig ind, at han udmærket er klar over, at der ingen mening med hans liv er.. Konfronteres han med sit hykleri, da må han rømme sig og sige, at han gør som alle andre, men af mere raffinerede årsager. Ja, hans dybde er at han er bevidst om sit livs meningsløshed—hvilket under.
Hvis menneskets mening ændres, da var det ikke meningen til at starte med, men blot meningen i et pludseligt øjeblik; som en hund der jager sin hale, tror han, at meningen er hans hale, thi den, hunden, begynder der. Man kan sige, der er en mening med at begynde et arbejde og færdiggøre det, men der er ingen mening uden Gud og skaber, hvis arbejde er mennesket, og hvis mening er uendelig, just ligesom at det gode aldrig er færdiggjort, thi det gode og kærligheden er uendelige: dets mening er i dets evighed. Således er kærlighed ikke at elske i dag og i morgen, men for evigt og altid. Se hvordan de ord driver os, for evigheden er skrevet i vore hjerter, og vi søger den alle steder, men finder den ikke iblandt os i denne verden.

Jeg tillader mig, da størstedelen af mine udtalelser er færdiggjort, at lade mig observere, at hvad vi ser i meget af især ungdommens adfærd, alt dette “hvem er jeg” og spørgsmål om selv, og så videre, alt dette er besættelsen af den tomhed som er i mennesket, dets søgen efter substans til sit legeme og væren. Følelsen, den inderlige fornemmelse for et tomrum, forbliver nagende, selv hvis mennesket erkendte sig selv som uafhængig af en mening. Nu når størstedelen af det enogtyvende århundredes kampe virker nærmest overstået i vesten; krig og ødelæggelse, ekstensiv fattigdom, tyranni, opfyldelsen af størstedelen af feministiske mål, og så videre, da er der ikke nogen speciel stor kamp at distrahere mennesket fra dets interne og uopfyldte hjertesmening. Ja, nu historien har haft sin ende, som Fukuyama og så mange af de social-liberale profeter ønskede, da er det begyndt at vise sig, at selv med den største velstand i verdens historie relativt hidtil, kan mennesket stadig ikke formå at være lykkelig, til at være tilfreds. Dette kun naturligt: for hele den social-liberale tankegang er baseret på den tidligere nævnte naturalistiske feberdrøm, at mennesket blot er kød og kemikalier, som kan tilfredsstilles af Mammon og hans børn, som er den uendelige indtagelse af åndsløs underholdning og materialistisk gengangeri, indtil døden sluger mennesket op helt.
Den nu så almen kendte besættelse af identitet og seksualitet er nok en af de primære eksempler på et forsøg på at ryde denne ubehagelig følelse af meningsløshed og tomhed af vejen, og på sin vis ved at skabe en meningsfuld identitet ved at give den besatte en selvopdageelsesrejse—et fænomen som ikke har nok vægt på dette værk til at kunne uddybes i sin fuldhed, men hvis tilbliven retfærdiggøres i en “viden” om, at de to køn er på et spektrum, og at de derfor kan udfoldes uendeligt, som var det Zenos paradoks. Ud fra denne inderlige, subjektive forståelse, udfolder der så et intens fokus at gøre dette til et locus, et centrum for livet, i alt fra æstetisk smag til levestil, politisk overbevisning, og alt derimellem. Hvad der forekommer så spøjst er, at dette ikke er sket til tilnærmelsesvis den samme grad, hvis overhovedet, på noget tidspunkt før i menneskehistorien, i hvert fald indtil 60’erne. Ofte bliver det sagt, at dette er fordi vi nu har en “forståelse” eller “viden” for det, som mennesket ikke havde før i tiden. Men rettere kan man sige, at mennesket som var opfyldt i religion, dets samfund og livets besværligheder, af en verden som var objektiv og separat fra den subjektive oplevelse ville se det som absurd at påstå, at hvad jeg tænker, er jeg. Eller rettere, at menneskets centrum, essensen af identitet, lå i det gudsbillede, som det var skabt i. Nu i dag er det derimod som en religion, ja, lad det siges, der er utallige mennesker, som taler om identitet, køn og seksuel tiltrækning med mere ærbødighed, end halvfemsprocent af Folkekirkens menighed og gejstlighed formår at gøre i løbet af hele deres liv. Når dette ses som deres identitet, det som er hjørnestenen på deres selv, deres væren, så giver det god mening. At retorikken omkring det er så hidsig, at spørgsmål og kritikken af denne verdensanskuelse mødes med så voldsom en modstand, mere end de fleste mennesker med en religion ville svare på kritiske eller blasfemiske udsagn, er derfor naturligt, fordi en stor del, hvis ikke hele den subjektive identitet, undergraves og risikeres at ødelægges, thi identitet kan gøres lige med ens essens, med menneskets mening, hele tilstedeværelsen for individet. Så nu om dage, når man bekriger meninger og livsstile og seksualitet og så fremdeles, bekriger man ikke så meget politik eller en filosofi, men mennesker som alle er på randen af nihilisme, og som kun lige nøjagtigt føler sig holdt over afgrundens dyb med et reb, som er deres forsøg på at skabe en virkelig identitet og mening med deres liv. Naturligvis dominerer angsten sådanne menneskers liv: for de føler intenst, hvor let de kunne falde ned i dybet af intetheden.
Men siden identiteten eller meningen kan skifte fra dag til dag, ja, samt dets beliggenhed i den det fluks som er biologi og ikke i en evig sjæl—for taler vi om sjæl, hvorledes er den til uden metafysik og Guddom^[102]? Da viser det sig, at siden hverken identitet eller mening er givet fra begyndelsen, men blot er påtaget som en maske, som kan tages på og udskiftes, er dette ingen sand identitet eller mening, blot et kostume.
Derved ender vi ved, at meningsløsheden træder ud af psykens skygge atter igen, som gjorde en teaterdirektør for at fortælle publikum, at nu er stykket virkelig ovre, og at vi nu gerne må stoppe med at klappe, forlade teatret og gå hjem.

Den mest succesfulde person i vor tid er den, som formår at være så adspredt som muligt og som er fuldstændig uafhængig af alt. De er altid eftertragtet, men eftertragter kun det som det som de selv vil. Dette vil sige, en atomiseret og automatiseret kujon, som er drevet til et liv i flugt mod det eksterne, som kan distrahere fra den inderlige tomhed. Dette Menneske er hult, en mand af tin og tandhjul; Ergo, Homo Mechanicus.

Set ovenover fra: alle medier, al samfund, al skolegang, al politik, al distraktion og al tidsbedrivelse er en pisk—en pisk som driver mennesket evigt fremad! Blot menneske ikke ville eller turde at se tilbage på sin livsvej og se sig klart for—se hvem? Se hvad? Det ugenkendelige mørke? Eller Taborbjergets lys: silhuetten af Den, som jeg var skabt til at hige efter?

“Jeg har friheden til at drikke”—se, nu virker drankeren pludselig ædel og filosofisk anlagt! Nu kan vi æstetisere det endeligt meningsløse, blot så længe vi kan iscenesætte det, glemme døden og skære det midlertidige ud i utallige evigheder ved at dele nutiden op i uendelige mængder, just som Zenos kapløb mellem Akilleus og skildpadden. Dette er vel også oplysningens prærogativ, den frie viljes endeligt: at give indtrykket af at vi kan skabe vores eget kapløb og vores egen målstreg.

Det kan ikke overraske, hvorledes at Folkekirken er så i et med det sekulære samfund, men det er alligevel en gysende oplevelse at se, hvor ligegyldig menneskets mening om dets liv, det vil sige, dets omvendelse og samliv med den Treenige Gud—alt dette forbliver ikke blot vagt og fjernt, men så fjernt endda, at det er ligegyldigt og formentlig ikke set som andet end en fin frase, eller noget man blot fnyser af som den rene naivitet. Hvad efterlades i så fald som menneskets mening? Det nøjagtige samme som du ser det ateistiske menneske følge som sit højdepunktet af dets oplysning: menneskets komplette underlæggelse af både det materielle og psykologiske marked i evigt skift mod Intetheden. Mening er dermed forvekslet, som var det valuta med et passioneret skift mellem efterspørgsel, udbud, skuffelse, ny efterspørgelse, ad nauseam.

At tro, at sex er noget betydningsløst, at det ikke er noget helligt, en handling man skal behandle med ærefrygt, er en af de store grunde til megen dårligdom i vor tid. Man må være bevidst om den politiske ideologi, om man vil kalde det seksuel frigørelse eller noget andet, som postulerer konsensuelt, at sex udenfor ægteskabet er harmløst og ikke har mærkbare konsekvenser på individer eller samfund.

Det er åbenlyst i alle aspekter af alt fra kultur til psykologi, at seksualitet er det fjerneste fra en handling af ingen eller ubetydelig konsekvens. Hvis da sex var så harmløs, selv hvis dette er den mest fysisk intime handling, hvorfor skulle voldtægt så være noget af det mest forfærdelige, der kan ske for et menneske? Nedbrydningen af alle fysiske, endda mentale barrierer, som giver ar på sjælen i årevis, hvis ikke indtil døden. Hvorfor forvrænger det også et barn så meget, det traume det får, når det udsættes for lignende tilfælde? Det må pointeres, at det stort set har været venstreorienterede politisk set, som har fulgt den idé om, at fri sex er noget “naturligt”, der er blevet undertrykt i årtusinder af ondskabsfulde magtstrukturer, men som nu kan frigøres og tillades uden skade på hverken individets eller samfundets helbred. De er de samme, som har taget dette til den logiske konklusion og forsøgt at påvirke befolkningen til at i sin tid acceptere pædofili. Virkeligheden modsiger dem derimod på hvert punkt, alt fra katastroferne som strømmer fra seksuel utroskab, til voldtægt, til abort, til seksuelle sygdomme, hen til den almene følelse af tomhed, ulykke og fortvivelse blandt så mange, især unge, på grund af de skarer af useriøse, ufyldestggørende forhold, som de hjernevaskes til at tro er naturlige og harmløse, at det har ingen konsekvens på deres person, at der er ingen skam over at gennemgå så og så mange mennesker, at søge og have forhold som kun går ud på at objektificere og bruge hinanden som glorificerede onaniobjekter. Og i visse mennesker er der til tider endda en stemme, som siger, jeg føler mig brugt! Min ven, det er du! Du er brugt og har brugt, men hvor meget kan man bebrejde dig din forskrækkelse, når du er blevet madet med denne tro om seksuel forbrugerisme, som var det modermælken? Tænk at det kan være velset at gå i byen, charmere en person man finder attraktiv, men som man har ingen speciel personlig interesse i (i hvert fald ikke nok til at lære dem at kende), og så gøre det mest intime med dem, og lade som om at det man gjorde var stort set intet, endda sige til sin modpart, hvorfor hidser du dig sådan op? Vi havde det lidt sjovt, og det er ikke min skyld, at du så noget i det. Hvilket fjols! Du har snydt, spillet skuespil og bedraget i alt, hvad du har hentydet, gjort og sagt med dette menneske, men nu tager du det implicit, at fordi det er alment og normaliseret, så kan du te dig som et barn, som har krummer om munden, men siger, de ikke har taget en eneste småkage fra dåsen. Man træner sig selv til at bruge mennesker for sin egen nydelse, som en anden sociopat træner sig selv til at afsky følelser og ansvar, for begge står i vejen for maksimeringen af nydelse. Åh, men vi var jo enige om det—om hvad? Om at bedrage hinanden? Om at udelade andet end insinueringer om dybere interesse? Om at misbruge hinanden for meningsløs nydelse, som rene objekter? Er det lige pludseligt moralsk godt, fordi I er enige? Hvad, er konsensuel kannibalisme i dit eget hjem lige pludseligt godt og gavmildt? Nekrofili måske? Kan vi to slå hinanden ihjel, og så skal vi høre på familierne klynke og tude, sigende, “hvilken tragedie”, men skrive i vores testamente, at det var fuldstændigt moralsk. Lader du din egen mor eller datter hænge sig selv, for de gør det med deres egen konsens?
Og man undrer sig i samfundet over, hvorfor så mange plages af ensomhed, af sorg, når det er alment at begrave sit ansvar overfor sin næste ved at få dem til at underskrive en implicit kontrakt i luften og ved konsens, lade hinanden forbruges. Ja, hvor barbarisk virker Herrens bud ikke, at skulle elske sin næste, at afholde sit begær indtil man har taget ansvar fra sin elskedes liv, og dermed kan omfavne dem i helheden af deres væsen, ikke blot deres krop til midlertidig nydelse—og så sky videre dagen efter, som var intet hændt. Møder man ærlig talt nogen som foretrækker dette arrangement i det lange løb? Er det ikke den største kæp i hjulet, at mennesker i sidste ende gerne vil elskes af én, for evigt—men blot ikke selv stå inde for dette ansvar?
Så længe den seksuelle frigørelse kaldes for godt og naturligt, vil dette vare ved, som om alle familier, samfundets fundament, ville kollapse, hvis alle tænkte sådan inden for ægteskab og familie. Hvad siger det ikke om, at man eventuelt ønsker at løsrive sig fra denne tanke om “seksuel frihed” og stifte en familie, thi selv seksuel frihed eventuelt mister sin glans, når man er gammel og ikke har den skønhed, man besad i sin ungdom, men ingen familie, hustru eller ægtemand har? Hvis da denne frihed var så god, hvorfor er og vil så mange fortalere eventuelt ende i monogame, stabile forhold og familier, og ikke bare fortsætte denne frigørelsesproces? Denne frigørelse har vist sine frugter som blot er yderlig atomisering. Al mening findes i sidste ende ikke i frihed som i sandhed er en nihilistisk tankegang som leder til ingenting overhovedet, thi al mening er i at ofre af sig selv, og der er ingen ofring, der ved ingen mening i denne seksualitet, som i sandhed er horskab: det er knap nok sex, men rettere en aftale mellem to personer om at objektificere og misbruge hinanden. De er fysisk så tætte som to mennesker kan være på hinanden; men kunne i handlingen ikke være mere isolerede, mere fortabte i sjælens ensomhed som ingen vil indrømme, thi nydelsen er så meget lettere end det virkelige forhold til et menneske, som indeholder den sårbare sandhed: at ofre hvad man har og hvad man er, for i sandhed at elske.

Hvad der er så forfærdeligt ved prostitution er ikke just at tage penge for samlejen, men rettere at personen enten er tvunget af sin finansielle ulykke eller frivilligt lader sig selv gøres til et objekt, til at nedgøre sin krop og lade den bruges som et værktøj til simpel nydelse, uden noget større formål eller nogen større forpligtelse end en finansiel kontrakt. Det er at gøre det mest intime til det mest overfladiske, det som skulle være den kærligste union mellem mand og kvinde, til enten en ensidig eller et fælles misbrug af hinanden for noget så banalt som flygtig nydelse. Nuvel har vi gjort prostitution et langt mindre udbredt fænomen i vor tid; men vi har ikke så meget udryddet det, som vi har prostitueret samfundet i dets helhed og gjort samlejet til en handling som gøres uden penge, men nu kun for den indbyrdes nydelse. Således er prostitutionen gjort lige mellem mand og kvinde: begge er nu enige om at give konsens til at objektificere og reducere hinanden til nydelsesobjekter uden for den trofasthed og den ansvars sans som fordres i ægteskabets seksuelle privilegium—og dette kalder vi ligestillingens fremgang. Husk altid: objektificering med konsens er ingen objektificering overhoved! Nuvel, ligestillingen er opnået—dog findes der ikke længere par eller ægteskab, men blot atomiserede individer, som indgår i kontrakt om at nyde hinanden for en stund. Hvor lang tid indtil man afskaffer ægteskabets ceremoni og blot beder om en kuglepen, en advokat til siden og en liste af termer og vilkår? Så har vi i det mindste opnået en vis ærlighed.

Hvad vil det sige at være ateist? At tro at alt fra tyngdekraften til atomers opsætning, til trods for de mindste muligheder for nøjagtige forhold for livets eksistens, alligevel formåede at vinde det universelle lotteri gang på gang. At sige, vi ved ikke, hvad der kom før begyndelsen, men vi er sikre på, at det var tilfældigt og ikke værd at tænke over, for den almene dansker. At insistere på, at der findes en moral, men have ingen begrundelse til, hvorfor vi skal bestræbe os for at handle efter den, andet end hulemænd for så og så mange tusinde år siden blev enige om, at det var godt for deres hulemændssamfund at give til de fattige, eller hvad end de fandt på, og derfor er det objektivt rigtigt og forkert at agere efter deres mening om godt og ondt, til trods for den implicitte subjektivitet. At sige, at alle har ret til deres egen mening, men når man siger, at mord og voldtægt er lige så gode som velgørenhed og kærlighed, så siges det pludselig, at denne mening ikke er okay og kan være rigtig, selv hvis det er lige så god en mening, ud fra deres egen logik, som alle andres. Som siger, at al religion er hjernevaskning, men ser det som blasfemi at stille spørgsmål til de social-liberale dogmer, seende sig selv som oplyst, når man gør som det passer en, stiller ingen spørgsmål til sit eget verdenssyn og går i psykiatrien, fordi man føler, at man har brug for mening, men føler intet gør—alligevel insisterende på troens naivititet. At sige, jeg elsker mine børn, eller min mor og far, osv., men insistere at alt er kemikalier i hjernen, og der er ingen større betydning, som at der ud fra denne logik var nogen større værdi i disse forhold, end hvad end kemikalier og nerver fortæller os. Der ville da være intet galt i at forlade og blæse på hvem end, børn, forældre, ægtefælde og venner, så længe man kunne få bedre reaktioner ud af sit nervesystem ved at gøre andet. At derudover argumentere at alt forbliver kemikalier, men logik, viden, sandhed og al moral, koncepter som ikke er fysiske, stadig eksisterer separat fra vores hjernekemi og er virkelige. De svæver vel usynligt rundt i luften omkring os?

De kan fortælle dig, hvad der er sundt for din krop, men de kan ikke fortælle, hvad der er godt, og hvad der er ondt, om hvorvidt at holde kroppen i live er godt, eller om døden ikke er bedre. Femhundredetusinde faktasider stablet op til himlen—Babelstårn!—og ingen er meget klogere.

Man opdrager sine børn til, at livet kun er ens egne nydelser, en rutsjebane af oplevelser, hvorefter kommer døden—og så undrer man sig over, at deres ambitioner ikke går til mere end fortsættelsen af dette, at deres måling af livet er intet mere end dette, at der skulle opstå dydighed, næstekærlighed, selvofring ud af det blå. Hvorfor gider ingen at tage sig af andre længere; hvorfor er folk så egoistiske nu om dage? Nok fordi samfundet og kulturens skik har oplært dem, at der er intet vigtigere, end hvad man selv har lyst til at gøre, og hvad der behager én. Kan I så bebrejde dem for at følge, hvad de har lært? Hvem vil ud fra denne tro og mentalitet ønske at ofre sig for andres skyld?

Men ønsker det unge menneske ikke at ofre sig, at give sig for mere? Hvor hurtigt slukkes en hver lidelsessans, enhver passion, for blot at søge sig selv tilfredsstillet i de samme gentagende nydelsesbevægelser, som er enkelvejen til intetheden. De har endnu ikke vendt sig som de resignerede voksne; men siden de har ingen åndelig vejleder, ingen til at pege dem den rette vej, da kan de kun imitere enten en radikalisme, om end i nydelser og oplevelser, eller så i politik og ideologi. Kan man bebrejde dem? Deres forældre er lige så forvirrede, endnu mere uvidende—de har blot vænnet sig til det, de stiller ikke længere spørgsmål til livet og har vænnet sig til at dulme den vage ubehag med hverdagens dronen.

Den mest ulykkelige er den som stilles , af hele sit liv og sin eksistens, det dybeste spørgsmål: er jeg kulminationen af en meningsløs proces, eller er det meningen, at jeg er til, kan det være sandt, at Gud har skabt mig i sit eget billede, til at elske og være elsket? Er der en mening med al denne lidelse, eller er det blot til for ingen nytte? Til dette griner han, han spotter og fniser, håbløst og fortørnet, han ser sig selv over dette, over alt, blot fordi hans latter runger i tomheden. Formodede han på samme manér at møde al død og tragedie i dette liv, da ville han ses som hårdhjertet, måske sindssyg; men når døden står ham ved døren, hvis ikke blot i stille øjeblikke uden publikum, da må hans sjæl erkende dets goldhed og tomhed—da hører han sin ungdoms latters ekko. Hvor hult og tomt det nu er! For ironien er altid bundet af et publikum, af den ironiske selvbevidsthed som ser sig selv som udefra; men i sit ensomme, ulykkelige øjeblik, da kan han ikke fremmane sig ironien, ja han er så tynget af livets hårdhed, at han ikke kan rejse hånden, ej heller selvbevidstheden til at distancere sig fra sin sorg og elendighed: han er i et sind med sin sjæl. Hvad kan han så gøre, denne spasmager, når halsen er tør og sorgen tynger hjertet, bukker det ned til jorden—kan han andet end at fortvivle? For Gud er ingensteds, således føler han; og hvem kan latterliggøre Gud, når han ikke er der til at grine og spotte ad ?
Således går mange i Danmark hen, da tilgangen til troen er latterliggørelsen—i sandhed den svageste, mest ynkelige reaktion: her er én som forstår intet og griner af, hvad han ikke forstår, ud af frygt for at gøre sig selv sårbar, for at ved troen implicit stå ansigt til ansigt ikke blot med døden, men med sit livs mening, hvad han var skabt til. Deri møder han ikke blot den abstrakte mening, men må anerkende: har jeg ageret hidtil, nu og i fremtiden som jeg var skabt til? Dette tør spotteren ikke—han er rædselsslagen eller blot for stolt til at indrømme, at han kan tage fejl, og Gud skulle have ret. Mange vil hellere være ulykkelige, forvirrede eller drevet til selvmord end at tage Gud seriøst. Derfor siger salmisten: Fjolset har sagt i sit hjerte: der er ingen Gud. Vi taler derfor ikke just om intelligens, men om at mennesket hellere vil forblive i stolt uvidenhed end at tage dette spørgsmål seriøst—og derfor blot glimtet af den konsekvens det indebærer, om salighed eller fordømmelse, om sandhed eller løgn.
Men den, som ikke vil tage spørgsmålet om Sandheden alvorligt, tvinges til det i sin alderdom, hvis ikke endeligt når de ligger døende. Men hvad nytter det der?

Alle nydelser, magt, mad og drikke, sex, penge, tøj og materielle goder, tilfredsstillelsen i sladder, onde tanker om vor næste, opfyldelsen af personlige ambitioner, rejser og destinationer, oplevelser, kunst, fjernsyn, serier og alskens distraktioner, hele hærskaren af hvad samfundet og denne verden tilbyder os—vi kaster alle forgængelige og midlertidige ting ned i vores indre tomhedsdyb. Intet kan fylde det tomrum i vores inderste, i hjertets dybeste, end den levende Gud, den uendelige og almægtige, hvis trone er både i Himlen og er efterladt tom i menneskets hjerte, indtil den dag, vi beder Ham gøre vort hjerte rent og indbyder Ham at tage sin plads der. På den dag vil et menneske indse, at den hidtil tomheds udsnit var formet til Guds skikkelse, og at intet andet nogensinde ville kunne formå at fylde det.
Men alt dette kræver menneskets frivillige anerkendelse af sin mangel, som er tydelig til den som ikke bilder sig ind, af den uendelige strøm af eksterne distraktioner er ensbetydende med opbyggelse af karakter og minder, og ikke blot den forgængelige flugt fra døden og menneskets sande jeg, som er skabt i billedet af Gud.

Fordi mennesket går i krig med Gud og derfor sig selv, vil det aldrig finde fred, men blot en midlertidig følelse af lindring i form af verdens overfladiske nydelser; dog er det ikke så meget lindring, så meget som det er som et menneske gennemboret i sin side med en daggert, som tager morfin for at kunne fortsætte sin dag; smerten forsvinder, men såret forsvinder ikke, ej forgår den endelige død heller ikke, hvis da ikke den kommer tidligere, da han ikke vil fjerne daggerten og desinficere såret—ja, da vil råddenskaben dræbe ham og livet forgå ham snarligt.
Vi ser i mennesket denne søgen efter en stabilitet, en sans for evigheden i vor væsen, og som vi også søger i vor næste, den evige kærlighed, venskabet der varer for evigt, etc. Men mennesket siger til sig selv og verdenen, jeg alene vil ikke pålægges det evige ansvar, den evige obligation—jeg er fri, og ingen andre skal hverken styre mig eller dømme mig. Med denne mentalitet vil det være umuligt for sådan et menneske at give andre den kærlighed, det venskab, den medmenneskelighed, som det såre ønsker sig selv. For hvorledes skal du opnå den evighed, du søger i kærligheden og venskabet, hvis du ikke selv er villig til at tage det ansvar og gengælde dette? Mennesket ønsker det sande som aldrig ændrer sig, alle steder søger den det; men hader evighedens kilde, den kærlighed som aldrig ændrer sig, som kun findes i Gud, for i dét det kender Gud, da forstår det, at sand kærlighed kun findes i underlæggelsen af selvkærligheden og stoltheden. Det findes kun i ydmygelsen og selvudslettelsen—at gøre sig selv til tjener for andre, således som Kristus gjorde sig til tjener for os. Her følger benægtelsen: mennesket kan ikke forstå, hvorfor det hader så inderligt den kærlighed, som udstråler fra korset; det kan ikke forstå ydmygelsen i det allerhøjestes fødsel ind i verdenen til det allerlaveste; det kan ikke forstå det, og alligevel hader dette ulykkeligste af mennesker Den, som elsker det allermest.

At enhver mand er sin egen pave er nu åbenlyst resultatet af protestantismen. At enhver mand, om han tror eller ej, kræver, at hans mening om kristendommen respekteres, er den moderne konklusion af protestantismen, selv hvis logikken for længst er forgået fra argumentet. Den eneste grund til, at det lader til at holde vand, som kejserens nye klæder, er, at individets autonomi i dag er hævet over alt andet, er blevet gjort, i den bibelske sans, til en afgud—dets eget center for universet og alt. Det er individet, der ser det selv bestemmende, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert, og dette vil det nu drage mod Gud selv, ikke så meget fordi det inderligt tror på Ham, men rettere fordi det så fanatisk, så fuldstændigt fordrukken i sin egen arrogante stolthed, hellere ville sige til skaberen af alt, blot spøgelset af Ham, at Han skal tie, selv idet de begår oprør og bryder alle lovbrud. At det så er overrasket over at der er en konsekvens af dette, er den sidste arrogance det udfører. Således er det moderne menneske overfor Gud.
Det kan lignes med en mand som går ud og myrder en tilfældig på gaden, og som derefter raser mod ordensmagten, arresten og straffen. Da kommer den sekulære og siger, jamen, så længe jeg ikke skader andre, hvad rager det så dig og Gud? Du har endnu ikke forstået, at Gud har givet dig din sjæl, din krop og stillet til rådighed til mennesket, alt hvad der er i denne verden. Alt væren, alt hvad der er til, er i direkte relation til Gud via Ham som skaber. Intet er i sandhed autonomt, for selv benægtelsen og ligegyldigheden er blot afvisning, uvidenheden eller ligegyldigheden af relation, men relation forbliver, for Gud kender og har skabt os uanset hvad mennesket gør med dette.
Gud er altid med mennesket: for den som hader Ham, er det den største frygt, for de føler i deres samvittighed en indre dommer, en refleksion af Ham, som har skabt dem. Men for dem som ydmyger sig over for Gud, findes det som alene kan opfylde mennesket.
Således formår det moderne menneske i sin stræben efter en umulig autonomi imod sandheden at skabe sit eget helvede på jorden.

Endnu et bevis på den danske kristendom: danskeren holder gerne lovene i sit eget land og selv de love, som de er uenige med, når de rejser til fremmede lande. De sætter spørgsmålstegn ved de straffe, som de ser som uretfærdige, men de bryder dem ikke selv ud af frygt for straf. Hvis vi er villige og gode til at holde jorddige love, til at respektere deres eksistens, hvor langt mere absurd er det så ikke, at den, som har ladet sig døbe og konfirmere, ikke vil respektere den mindste af Guds love? Hvorfor så hurtig til at kritisere skaberen af alt, himmel og jord, alvidende og almægtig, til at fly Ham og forsøge at skjule sig fra vore handlingers konsekvenser? Og når vi bryder jorddige love overfor mennesker, hvorfor frygter vi det midlertidige fængsel, men i det vi bryder himmelske love, håner og blæser vi på den evige straf? Er det ikke os, så fjern fra sand tro og gudsfrygt, som ødler vores evighed væk—er dette ikke minsandten det mest sindssyge?

Nutidige ægteskaber er russisk roulette. Vi venter blot på dagene, hvor husbond eller hustru står op og siger, gnisten er borte, og så er det kaput med hele det skuespil. Skuespil—fordi vi kun lod som om, det var et ægteskab bundet af Gud og ikke blot jagten på sommerfugle.

I vore dage er vi mindre værd end hedningerne: vi besidder mindre pligtsans over for vores samfund og familie, og anerkender slet ikke noget højere end den materielle virkelighed. Ja, oplyste er vi, at kalde kirkegangen gammeldags og Kristendommen spild af tid, hvorefter vi begår den samme gentagelse af luksus, fester, druk, hor, misundelse, had, jalousi, apati over for tiggeren på gaden, og hadende Gud, den allerhøjeste, for at ville rette på os og ikke lade os være i fred. Ja, lykkes det at finde lykke således ved at se mere fjernsyn, flere køb, flere hustruer eller husbonder, atter mere underholdning? Ingen har endnu formået det, men hvem vil stille spørgsmålstegn—vi må atter lade som at dette vil lykkes en dag for nogen, for gjorde vi ikke, måtte vi indrømme så smertefuldt, at vi går rundt i gentagelse uden formål.
I vor offentlige rum hænger vi reklamer for kasinospil til vore drenge og mænd; til vore unge piger og kvinder fodrer vi dem med kropsoperationer og skønhedsprodukter, så de kan uendeligt forblive utilfredse og usikre i den krop, som Gud selv har givet dem, men som de føler foragt for, når de misunder en anden kønnere fruentimmer på Strøget. Vi er et kristent land, ja, som vil gøre alt andet end at efterleve Kristi bud.

Det må være samfundets skyld, at jeg er ulykkelig; nej, mine venners skyld; nej, min familie—åh, hvorfor blev jeg født! Hvis jeg nu blot havde hvad han eller hun har—sikke en uretfærdig verden! Det må være nogen andens skyld, for skylden kan ikke ligge hos mig. Jeg! Jeg som aldrig gør nogen fortræd—det kan ikke være mig, hvad har jeg gjort galt? Hvor vover Jesus at insinuere, at jeg er en synder! Han virker flink indtil du hører om alt det han vil have du gør og ikke gør, sikke en kontrollerende mand, sikke en tyran! Jeg vil kun være glad på den måde som jeg selv bestemmer, kun med de midler jeg ønsker, aldeles kun under de omstændigheder jeg kræver—hvorfor kan jeg ikke blive glad? Hvorfor er jeg så ulykkelig?

Så meget for en af de almene stemmer som forsvinder i mængden. Således går det almindelige menneske hen i en stille fortvivlelse, som det til tider kan overdøve i dets egen pseudoreligiøsitet, dets afgudstilbedelse. Sådan én går som i en procession gennem bybilledet, som en anden pilgrimsfærd. De studerer reklamer for tøj og skønhedsmidler som var det evangeliet, med mere opmærksom ærbødighed end mange Folkekirkelige læser deres bibel; de nærmer sig butiksruderne med årvågenhed, som skulle de kysse en helgens relikvie; og forsøger at få en kvinde eller mand med hjem fra byen eller en fest, til en enkel aften med en mere brændende iver, end de søger den Gud som de er døbt og konfirmeret til at elske og tjene. Alt dette går sin gang; butikkerne lukkes, de fine klæder fortæres af møl, mennesket rådner til sidst eller brændes op, som de sarte, dødsfrygtende vil; og hele verden går hen i tomgang uden at tage sig af dig eller dine relationer, til døden forekommer. Men i det mindste kunne du bruge dit liv på at gøre, hvad alle andre, lige så ulykkelige, forvirrede og fortvivlede, gjorde, søgende at dulme livets smerte, dets spørgsmål og hårdhed med endeløse distraktioner for dig selv—alt for at forstumme den stemme i dit inderste. Aldrig forsøgte du at leve anderledes, for dette var, hvad du var blevet fortalt ville gøre dig glad—og dette fortsatte du hele dit liv, selv i din lange ulykkelighed.

Frihed: hvor vi elsker ordet som i bund og grund betyder at kunne gøre, hvad end man har lyst til, uanset om godt eller ondt, sundt eller usundt, rigtigt eller forkert—men sikke en fin tone det ord har! Men ser man det moderne menneske, så draget af dets drifter, af dets sult, af dets tørst, af dets liderlighed, af dets distraktionsbehov—frihed er ikke som grækerne og romernes forstod begrebet, ikke som blot frihed fra en tyrannisk stat, men selvkontrollen over kroppen og dens drifter. Nu har vi derimod mennesker, som priser deres bondeskab til deres drifter, som var det meget bedre end stavnsbåndet eller trældom. Men fordi de til en vis grad nyder deres drifters endeløse hunger, da priser de som frihed. Dertil kommer vi attertil drankeren! For drankeren drikker ikke blot, fordi han ikke kan lade være eller har noget højere at søge, men fordi han vil. Og deri har vi friheden—luk klinikkerne for alkoholikere og stofmisbrugere, for så længe de vil fortsætte, deri findes den ædle og moderne frihed!
Således er den almene person ikke meget anderledes; de kan hverken stoppes af andre eller dem selv i det de konstant flygter, først til en kvinde, så en ny mand, først disse sko, derefter denne frakke, først hævnen, så tilgivelsen når det nu passer dem, pronto kærligheden og troskaben, derefter utroskaben og skilsmissen—for friheden er mit prærogativ som overgår alt, som ikke er forbudt af landets love.
Satans prærogativ var hans frihed til at begå oprør mod livet og alt godt; konsekvensen var, at han blev afskåret fra disse. Alligevel brokker folk sig over det tunge og kedsommelige syndsbegreb; men døden bliver spændende igen, Kristendommen mere interessant, relevant endda, i det vi står over for døden. Men indtil da, lad os drikke og spise!

Den folkekirkelige, sentimentale og kulturelle kristendom er en klar refleksion af Danmarks egen selvforståelse, dets verdenssyn, som er så utrolig præget af dets besparelser fra utrolige lidelser i de sidste hundrede år. Hvem kan lide under en andens tyranni, bedrag, forræderi, vold, tortur, voldtægt, mord og alskens massakre, og så være tilbøjelige til at tro, at godt og ondt er luftige koncepter? At der er ingen retfærdighed at vente, for os og andre, når vi mærker, hvor voldsom moralsk indignation råber op fra sjælens dybder, hvor brændende vores vrede mod uretfærdighed, hvor ufattelig dyb vor sorg. Den videnskabelige besættelse kan ikke engang tages seriøst, når visse mennesker siger, at godt og ondt blot er koncepter, vi har opfundet, resultatet af samfundets idealer for vor fælles velfærd, et produkt af en arbitrær forståelse af evolution med millioner af år indsat for at få det til at virke mere legitimt uden at skulle give et réelt argument eller påvise denne proces. Er den tilgang ikke blot resultatet af et beskyttet samfund,som er så afskåret fra det almene menneskes kår i størstedelen af historiens gang? Produktet af en købstad, hvor størstedelen har haft det så godt, at det har kunnet mætte sig selv med materielle goder til sådan en grad, at det har overbevist sig selv om, at den menneskelige eksistens ikke har brug for mere end komfort? I en købstad som København, hvis tankegang spreder sig til hele Danmark, er frelsen så ikke blot endnu en handel?
Sidst vi led som nation var under Besættelsen, og selv den var blid i forhold til invasionerne og besættelserne af andre lande under Anden Verdenskrig. Interessant nok er den østlige del af Europa generelt mere religiøs—kunne dette have noget at gøre med, at de ikke har haft den materielle velfærd og frihed fra ødelæggelse til at kunne ignorere de dybere moralske spørgsmål? Til at forestille sig korsfæstelsen som noget dybere end blot pynt? At have muligheden for at forblinde sig selv i velfærd og ikke skænke Gud en tanke før den sene alderdom? Men vi ser ingen ekseptionel ondskab i Danmark blandt os selv, og derved kan vi vel bilde os ind, at vi er gode, at der ingen dom vil være over os. Danmark er som en larve i sin puppe, som tror, at den kender hele verden set inde fra sit eget spind. På trods af bekendelsen af synd og en frelser, forekommer helvedesbillede og dommen, endda den virkelige og brændende, som en fantasi. Vi kigger på kalkmalerier i de gamle præ-reformatoriske kirkerc, og vi undres ved deres primitive, uhyggelige skildringer af helvede. Sandheden er, at de var tættere på den sande tro, end vi har været i årtier, hvis ikke århundreder.

At tro på en skaber, men en skaber som er stum, som blot skabte og lod sin skabelse gøre som den passede sig, er blandt de mest absurde former for krypto-ateisme. Vi må spørge dem som tænker således: Skulle en mand som ikke ejede andet end en smal grundjord ikke ønske at dyrke den og pleje den? Skulle en mand eller kvinde, som havde et barn ikke ønske at tage sig af det, at tale med det, lære det op og gøre alt i sin evne til at opfostre det til et godt liv og til at tage del i dets glæder og sorger? Hvis ikke, kalder vi dette sygt—kontrært til ikke blot naturen, men al moral og fornuft. Hvis da selv mennesket i sin synd ønsker at pleje sin ejendom og passe på sine børn, hvorledes kan det tænkes, at Gud, som kun ene er god, skabte verden for ikke at tage interesse i os, i vores velfærd og der ved også i vores gerninger? Kun den mest naive kan tro det omvendte—ja, dette er endnu en slags ateisme—eller som det så ofte kaldes, kulturkristendom.

Kristendommen er invitationen til et nyt liv i Kristus, vejen til at genfinde sit sande jeg, til at blive som mennesket var skabt til at være, uden syndens tilsmuds. Guds kærlighed er ikke så smal, at Han skulle være tilfreds med at vi får mindre del i det gode, at vi skulle evigt være ofre for vor egen synd. Alligevel er der en konstant gentagelse af, at Gud elsker mig, hvilket betyder Gud tillader og ønsker, at jeg skal forblive i alt, hvad jeg er, om end det er synd eller godt. Hvad godt gør det at lyve overfor én selv således at retfærdiggøre sin synd ved at lyve om Gud, som at sige, at alkoholikerens fader elsker Ham, og derfor har han intet imod, at han drikker sig selv ihjel, selv til døden—For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre^[103].
Så længe det kristne liv ses som stillestående, som blot en accept af vor nuværende tilstand, da er det ikke meget bedre end en løgn, som at tro vi kan følge Kristus ved at stå stille. Har Kristus ikke budt os at nærme os Ham, ikke blot i ord, men i alt hvad vi er? I skal altså være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen.^[104] Når vi tilføjer, at Han beder os tage op vort kors og følge Ham, ser vi ikke, at det kristne liv er i bevægelse, ikke en stillestående venten og trillen af tommelfingre indtil dommen? Er det ikke en elskers fagter, at gengælde den kærlighed, som de gives? Er glædestårer ikke bevægelse? Er mundens frydefulde smil over Herrens kærlighed til os ikke også? Den sorg som selv i syndens vold søger Gud, er dette ikke blot sjælens bevælgelse?
Hvad er det kristne liv? Menneskets evige svar på Guds kærlighed: uendelig taksigelse og atter evig bevægelse mod Gud, at vi i vores væsen kan genspejle Ham, lysende i kærlighed, sandhed og nåde.

Det moderne, ateistiske menneske, som er i sin tankegang, sin verdensanskuelse og sin livsstil principielt ens med den kulturkristne, er nu begyndt at nå endepunktet af sin implicitte filosofi, som viser sig i den mindskede forståelse og lyst til at få børn. Nuvel kan det lyde som et desperat råb fra en, som bliver alarmeret af at læse i avisen, at fødselsraten styrtdykker og af diverse årsager, fra velfærdssamfundet og sin fremtidige pension til blot en følelse af uro, føler en instinktiv trang til at modsige dem, som ønsker at være barnløse.
Argumenterne imod de barnløse eller barnfrie (endnu en frihed!) er dog svage: en besættelse af økonomisk vækst, pensioner, vage anklager for selviskhed som blot er maske for den mere vage ubehag, som ikke kan artikuleres helt logisk og rationelt. Så hvad er problemet med ikke at ville have børn? Netop dette er, hvad der vækker ubehagen i den kulturkristne—at der er i deres implicitte, krypto-ateistiske verdenssyn, er ingen god grund til at få børn, som er moralsk højere end at leve eksklusivt for sin egen nydelse og komfort. Der er så at sige ingen mening i at få børn, som ikke har sin mening i, hvad individer har lyst til. Børn er i dette verdenssyn, i sig selv, meningsløse.

Man kan vel have nogle fine fraser klar om, hvor godt det er at få børn og at give nyt liv—men hvorfor er dette godt? Som så mange pointerer, at hvis barnet risikerer at leve i et liv fyldt med verdensproblemer og lidelser, er det så ikke næsten moralsk bedre at holde sig fra at få børn? Igen, kan man komme med flere fraser imod det—men hvad nytter det? Her er ingen sandhed, her er ingen højere mening—vi har kun meninger, for og imod: men ingen sandhed, ingen grund som ikke blot ligger i de offentlige og private diskurser, som flyder som floden og forsvinder ud over horisonten. Vi er endelig begyndt at se, hvad de profetier Dostoevsky lagde i munden på Ivan Karamazov, der går i opfyldelse: hvis der er ingen Gud, så er alt tilladt. Ja, alt er tilladt, og intet behøves: der er intet du skal. Livet i sig selv er utilitaristisk, hverken godt eller ondt, men kun værdifuldt alt efter hvor behageligt det er.
Hvis det ikke behager mig, hvordan verden går sin gang—til trods for dens ualmindelige velfærd relativt til hele verdenshistorien—hvorfor så få børn i sådan en tid? Hvorfor bringe flere mennesker ind i en verden, jeg ikke kan lide—eller en verden jeg ikke selv vil være i? Eller rettere, at få børn ville potentielt gøre min verden mindre behagelig, give mig mindre fritid og frihed, et tungere ansvar, og ergo, hvorfor så få børn, når jeg er opdraget af samfundet, og enhver mand til at elske og prise dette som frihed.
Den som elsker dette billede af frihed er i sandhed en elsker af kroppen, som falder fra klippen ned på den golde, hårde jord, død.
Forstår du, kære læser, at diskutere imod dette er både at diskutere med blot det næste skridt af jeres egen tankegang: hvis ikke du vil have børn, og du eller din kære er gravid, hvorfor ikke få en abort? Hvorfor lade et uønsket barn på et dårligt tidspunkt komme i vejen for jeres eller blot din egen nydelse og behag? Et skridt videre: hvorfor ikke forlænge livets ungdoms glæder og frihed ved blot aldrig at få børn? Hvorfor ikke forlænge dette yderligere ved at sætte dine gamle forældre på plejehjem? Så har du friheden til kun at besøge dem, når det passer dig, og fremmede kan tage sig af dem. Hvorfor føle ansvar over for vores næste? Er det ikke en af de største byrder? Hvorfor føle ansvar over for Gud? Er Han i sandhed ikke den største tyran, den tungeste af byrder—den mægtigste berøver af min frihed? Spørg dig selv i denne tankegang: er mine forældre og Gud ikke de største frihedsrøverere, thi de drog mig ud af min frihed til at være intet og påtvang mig livet og dets lidelser som byrde?

Derved det moderne menneske: ingen forældre i sin begyndelse; ingen børn i sit endelige; og ingen Gud i sit efterliv. Dette er friheden. Dette er det moderne samfunds implicitte ideal. Denne tankegang og verdensanskuelse er noget af det tætteste, du kan betegne på Det Ydre Mørke, som Helvede beskrives af Kristus som. Kære læser, hvorfor ikke skyde en kugle for panden? Livet er den største byrde, som er påtvunget mennesket af Gud og sine forældre, så hvorfor ikke begå et endeligt oprør ved selvmordet? Sådan taler Satan, for intet er ham mere kært end fortvivlelsen. Men i al seriøsitet: alt der imellem ateisten (samt den kulturkristne hvis de tog deres egen tro seriøst) og et kugleskud, er, om sandsynligheden af fremtidig nydelse er stor nok og acceptabel nok til at udholde, hvad end risici der er af ubehagelige oplevelser. Livet i sig selv er ikke værdifuldt eller helligt, så det er det logiske, i det man opnår denne bevidsthed, at sætte sig raterne af nydelse og ubehag i et excel-ark og derefter udregn. om al den her eksistens er værd nok at udholde i de næste, mange, mange år. Fordi han er overbevist om, at der er mere nydelse at hente, inden han er død—af denne ene grund er han i live, for livet i sig selv har ingen hellighed eller mening. Tager du derved al nydelse og komfort fra ham, samt al håb fra en befrielse fra sorgen og fortvivlelsen, alt håb for fremtid eller frelse, da er selvmordet det mest rationelle.

Hvis dødsstraf er umoralskx, fordi mennesket gør sig selv til herre og gud over en andens liv, hvorfor er aktiv selvmord (dødshjælp) tilskønnet? Her er en, som ikke fortjener straf, men på grund af sin lidelse kan tildrage statens og borgeres ressourcer til at tage livet af sig selv. Tag det et skridt videre: se på aborttallene og der har du den statssanktionerede dødsstraf til 14.000-15.000 uskyldige årligt—Herodes den Store var i den forstand en hellig mand i forhold til det danske demokrati. Men der ved friheden: den gamle lider nok og dermed overvindes den hippokratiske ed: livet er ikke helligt, men en oplevelse som kan opsiges, efter hvor meget behag der er at hente. På samme måde er barnet i moders skød værdifuldt nok indtil det bryder på moderens behag—faderen kan stå tilbage som en måbende, kastreret kujon.

Det er en igangværende tragedie, at se hvorledes disse individer forsøger at være, hvad de hverken er eller kan blive. For en kvinde behøver ikke at gøre noget for at være en kvinde, men er i sig selv altid, uanset sin ageren, en kvinde. Det samme kan siges om det mandlige køn. De transseksuelle står dervmed over for en umulig opgave: at blive hvad de ikke er eller kan blive. Argumentet ligger derfor ofte i, at de mener, at de er født med en mands sind eller omvendt—interessant nok er det en så diffus påstand, at det er nærmere en religiøs overbevisning dog uden hverken mirakel eller trosbevis, kun muliggjort af den totale subjektivisme, som hærger og dominerer moderne, vestlig diskurs. Det tætteste forsøg på at gøre idéen videnskabelig er i form af måling af “hjernekemi” for at se, hvorledes det transseksuelle køn er tættere på det ønskede køn, men som gør ingen større forskel, da det hentyder til det faktum, at det at være mand eller kvinde blot er baseret på kroppens biologiske materiel og processer. Derudover ville selve forsøget på at finde mere maskuline eller feminine træk, blot pointerer hvad der burde vides i forvejen, at køn kun er binært—der er kun to køn, som ville forsøges at finde lighed mellem for at opnå denne arbitrære, hvis ikke blot imaginære grænse for, hvornår følelsen af at være det andet køn bliver til, at man virkelig er det.

Hvorledes kan et menneske erfare, at det er slave til synd? Forsøg blot at stoppe din synd, da vil du se hurtigt, at du ikke er din egen herre. Et eksempel? Et menneske, som begynder at ryge, føler en frihed i det, indtil det forsøger at stoppe, mærker abstinenserne i hele kroppen og gang på gang fejler at stoppe. Således fungerer syndens virke på samme måde og er giftig for sjælen, som røg er for lungerne.

Det Kristne liv har til formål at blive som Gud ønsker og har skabt os til at være. Al falsk og helvedes kristendom, såvel som den moderne og almene social-liberalisme ser ned i vandene, som Narcissus, sit eget spejlbillede og siger, dette er Gud! Derefter er hele deres liv sat til at tilfredsstille denne gud, og alle som modsiger den, er spottere og djævle. Straffen i dette liv er, at de aldrig formår at føle réel lykke eller fred. En forsmag på det Helvede som er eksistensen uden Gud.

I det social-liberale verdenssyn kan det kun se Kristendommen som en religion af had. Hvorfor? Fordi Kristendommen har en standard, som overgår den social-liberale tankegang som er baseret ikke på en klar distinktion mellem godt og ondt, hvad der er sundt og usundt for sjælen, men blot hvad er konsensuelt. Hvis en kristen modsiger en adfærd, om så højlydt eller ej, som er godkendt fordi den er konsensuelt indgået, det mest prominente nuværende eksempel værende homoseksuel seksualitet, da betegnes sådan en kristen som “hadefuld” eller som “hadende homoseksuelle.” Nuvel er den kristne bundet til at modsige al syn, generelt først i sig selv og dernæst andre, ikke ud af had, men tværtimod fordi den rettroende kristen ved, at al synd afskærer mennesket fra Gud og sand opfyldelse, at der er ingen anden vej til frelsen gennem Gud, og at modsigelse dermed ikke er af had, men tværtimod opstår ud af et ønske til at se alle mennesker leve i sandhed og med Gud, det vil sige i overensstemmelse med, hvad de var skabt til. Men fordi det social-liberale verdenssyn er implicit ateistisk eller blot hæver individet over Gud, og dermed dyrker afgudstilbedelse af selvet, da ser det al modsigelse af individets hæmningsløse adfærd som had. Ja, de må definere det som had, for ellers trues deres sikre rammer i deres verdenssyn. Naturligvis opstår problematikken, at al modsigelse af adfærd derved bliver had. Siger du således til en stofmisbruger at han skal stoppe, da “hader du ham” thi du modsiger hans vilje. Stopper du den selvskadende med at skære i sig selv, hader du dem. Og stopper du den selvmordslystne, ja, der hader du dem. Naturligvis formår sodomi ikke at virke som selvskadende på samme måde—såvel som almen heteroseksuel hor—men det er endnu engang, blot fordi det social-liberale verdenssyn er ateistisk. Er der ingen sjæl, da kan man ikke gøre skade på den. Er der ingen Gud, da kan du ikke fraskære dig fra ham ved din adfærd. På samme måde er synd uskadeliggjort og gjort ligegyldigt. På samme måde mister mennesket også sit telos, sit mål og sin mening, da al adfærd bliver relativiseret efter individets begær. Vi kan tale om at leve et langt og sundt liv, et “godt” liv, men det er atter smag, og hvis vi måler efter behag, da er den selvskadende, den selvmordslystne i ung alder og stofmisbrugeren til sin overdosis lige så “gode” liv som lykkelig familie og meningsfulde relationer. Men det er der endnu ikke mange, som vil stå indenfor, ikke så meget fordi det ikke følger dette verdenssyn til dets logiske konklusion, men rettere fordi vores æstetiske sensibiliteter endnu ikke har vendt sig til det, og måske takket være de sidste efterdønninger af vores kristne arv som tidens tand ikke har frarøvet os, og som nu kun består af næsten forglemte mønstre, gamle fodspor vi efterfølger som søvngængere. Der er endnu mere romantik over bryllup og champagne, end et ensomt og mørkt værelsesrum og en stille død. Men det er til stadighed blot smag og behag.

Naturligvis er bestialitet en synd i Kristendommen, men det er per det social-liberale princip ikke en synd—men det er synd at udskamme nogen, som har sex med dyr. Dette er den social-liberale oplysning par excellence. Det er med dette syn, at vi ser, at den social-liberale forståelse for Guds kærlighed er ikke at ville dem det bedste ud for Guds standard, for hvad vi var skabt af Ham til, men rettere at elske (godkende) vor næstes adfærd, selv hvis de eksplicit synder. Så man må applauderer den, der har sex med hund eller hest, for de elsker det jo og at modsige det, ja, det ville være had.

Præsterne burde være den moralske rygrad i befolkningen, men de er tværtimod åbenlyst lige så forvirrede som alle andre og agerer mere som kulturkommentatorer end åndelige vejledere. I sandhed er de nok mere forvirrede, for de besidder dele af sandheden, men kan på grund af den protestantiske tankegang ikke skelne mellem, hvad er sandt og falsk, hvad der er Guds kærlighed og vilje, og hvad der er menneskets vilje til at retfærdiggøre sin egen synd, selv i det de bruger Herrens navn til, hvad end der behager dem.

Danmark må være blandt de ulykkeligste lande. Vi er så langt fra Gud, er vi er mere døde end levende—tag vores materielle goder fra os, velfærdstatens illusion, og hvad har vi så? Hvad er vi som et land godt for?

Mennesket er som en bunke ler; men hvor leret er dødt og dets ånd øde, der higer og sviger mennesket inderligt efter en form, at blive formet og gøres til noget. I disse dage er tidens ånd tør og ufrugtbar, uvillig til at forme, og derfor er det en formløs tid. Man smiler til mennesket, som bliver soldat for sit lands skyld, men man kan ikke lade være med at fnise bag deres marcheren: “hvad er dette du vil tjene og dø for, hvad er der så godt ved dette land, vor Danmark?” Alment ser vi nu to sfærer, hvor de fleste støtter sig og gør dem selv afhængige: først, i den ungdommelige ånd, det sensuelle. Men mennesket kan ikke formes som det ønskes af nydelser; tværtimod formår nydelser at være som vand til leret. Alskens alkohol og spiritus gør legemet svagt og dulmer sindet; kroppens begær gør mennesket letargisk og træt, hvis uden elskov så skamfuldt, sørgmodigt, fortvivlet og hadsk. Og diverse luksus formår kun at få mennesket til at ønske mere: vi erstatter sulten med en hunger, som ikke kan mættes og gør sjælen grådig blot så den ikke skal stå stillestående på torvet.
Al dette poleres og gøres alment acceptabelt i familielivet. Vor grådighed og griskhed stilnes i os selv, da vi kan give det til vore børn i stedet - en mere tålelig opgave. Vor forfængelighed og stolthed poleres i dem, og vi føler at i dem, der lever vi mere fuldkomment: for et sandhedskorn ligger i dette, selv hvis det er forskruet.
Til sidst står mennesket tilbage, så inderligt ønskende en form: nu kaldes dette at “finde sig selv”, sågar dette selv eksisterer og kan findes? Er det fundet uformet da eller formet? Hvis vi da gør ud af os mennesker en form, som ville behage os, skulle vi da også have hænderne til at gøre dette godt og smukt til vor velbehag, skulle vi da endda være godt materiale til at gøre dette overhovedet? Kan vi, som Nietzsche ville have det, være både kunstner og kunststykke? Hvorfor kan mennesket da aldrig tilfredsstilles i dets form, gjort i dets eget billede?
Fordi mennesket ikke var skabt i dets eget billede. Al menneskehed var skabt i en højeres billede, noget uendeligt højere end menneskets eget virke.

“Lev dog lidt”—Gud som kun står i vejen for morskab, for vores mulighed for at “leve vores liv”, for at “finde os selv” uden at blive påtvunget nogen højere moralsk eller eksistens mæssig standard. Lev lidt—dette betyder intet for den sekulære, for de kan ikke gøre andet end at leve til de dør. Men for den kristne er dette liv ikke det sande liv—den kristne søger efter mere liv, et højere liv, et liv som er hævet over det forgængelige, fra svinestien og al den falskhed som verden elsker, at den kan kende ikke verdens forgængelige goder, alt som forgår, men evigheden selv, livet uden ende, kærlighedens og udødelighedens kilde, Herren, vor Gud. Den sekulære kan ikke forestille sig noget højere end midlertidig, følelsesladet stimulans, har intet højere ideal, derfor virker den kristne i åndelig krigsførsel som en mand, der spilder sit liv, thi de forventer, at der er hverken dom for handlinger eller noget mere end maksimeringen af nydelser i cirklen af dette livs forgængelige distraktioner, samt minimeringen af ubehag. Prøv at forklare den sekulære, at der er noget højere end samleje, og de vil tro, du er sindsyg—prøv at spille Mozart for grisene, og de vil opfatte intet. Da har grisene alligevel mere forståelse, for de ved, hvor de hører til, men mennesket helliger og priser sin uvidenhed og forringelse, sin fuldstændige mangel på forståelse eller vilje til at forstå. Det sekulære menneske vil insistere, at der er intet højere, blot fordi det ikke kan føle det, ikke vil forstå det, og tror dermed, at helgenskaren og årtusinder af teologi er modbevist. Og fordi svinene ikke reagerer som vi, når vi hører en sonate af Schubert, har vi derved modbevist skønhedens mening og eksistens? Gid der var seriøse ateister, som stoppede med at svare telefonen, når deres mor ringede—og for hvad? Stimulere hendes hjernekemi til en sådan grad som hun, subjektivistisk, antager er positivt og meningsfuldt? Nonsens.

Og når livets utallige tragedier hænder, og du selv ved dødens dør står, hvad vil du gøre? Åbne en flaske til? Ved forsmagen til dommen, står du som dommer over dit eget liv—og i din erkendelse ser du, at alt dette liv var midlertidigt og nu kun er støv og aske. Da møder du dig selv i din ungdom på den yderste dag, og du stilles det samme svar som du gav andre i din ungdom: Lev dog lidt.

For hver dag der går begynder ordet vækst i politiske og økonomiske sammenhænge yderligere at fremkalde idéen om en kræftsvulst, som atter må vokse, selv hvis den fortærer og dræber mennesket—hvilke gode leder denne vækst til? Hvad der vokser udvortes virker til at fortære det indvortes.

Vi taler meget om ”det gode” og ”det rigtige”, men hader og frygter det som intet andet, at det skulle træde frem i lyset. For hvis der nu er det gode, vores målestok, hvem eller hvad holder da målestokken?

Hvorfor kan mennesker her, født og opvokset i hvad der i historiesynet vil ses som den største luksus og bekvemmelighed i menneskehedens historie, ikke blive eller forblive tilfredse. Fordi vi føler, at vi ”fortjener”. Vi ser hverken kornet spire på marken, mærker ikke fårets uld som ville være alt mellem kulde og sårbar hud, ej hellere er vi bekendt med den fred, vi kender til som kun sættes abstrakt i kontrast med nyheder om fjerne krige i fjernere lande; hvorledes skulle vi så gøre andet end at tage dette liv for givet? Men gid vi blot ville indse, at dette er givet—ud af Guds hånd. At selv hvis de kunne plante frøene på marken, da ville vi aldrig kunne tvinge dem til at spire uden Guds velsignelse, uden virket af hans kraft i skabelsen. Kun børn besidder blot lidt af den taknemmelighed; de spærrer øjnene op og måber over livet og dets indhold—de priser Gud og hans skaberværk naturligt idet de ser alt som nyt. Kun et barn kan føle lige så stor fornøjelse i naturen og verdenen, som fik det en gave. At de voksne—desto tættere i ånd, gerning og ord på råddenskab—kan kort føle dette i takt med erantis og påskeliljerne, som springer ud i foråret, just kort, just forgået, alment og endeligt—dødt. Hvor ligegyldigt alt bliver, når vi tager det for givet, forventer det, som havde vi kendskab til det, blot fordi vi havde set det før—hvor gråt og meningsløst, djævelsk normalt: en umættelig eksistens efter det vi ikke har set eller haft før, uden fred i hvad vi har. Men hvor lykkeligt at føle taknemmelighed for hvert åndedræt, for hvert græsstrå på engen og hvert hår på et elsket hoved – hvor lyksaligt at se himlen og jorden, og alskens mennesker, ikke fordi de er gode, men fordi de blot er. Men hvorledes skulle nogen kunne føle taknemmelighed for livet og verdenen, som er givet til mennesket, hvis ikke det erkender en afsender, én som har givet denne gave? Al snak om taknemmelighed på en general basis fordufter ofte hurtigt, for at tage som gave hvad der kom fra intetheden mætter hverken sindet eller sjælen eller hjertet.
Alligevel klager vi, blandt dem som burde være lykkeligst. Mon ikke der siges midt på dagen, midt i livet: ”Jeg er utilfreds. Hvem har pålagt mig denne følelse, denne stemning?” En daglig og døsig fornemmelse, som altid påpeger en skyldig—en skyldig som forbliver alle andre end dem selv.

At postulere en sandhed som er modsat det Gudsbillede, som mennesket er skabt i, at dets mening, fuldførelsen af dets væsen, ikke findes eller er relativ, er lige så absurd som at postulere, at en blomst kan blomstre uden vand, men rettere med sand, syre og tjære i dets sted.

Er der nogen som vil give et ærligt svar på al denne tale om en kristen vækkelse i Danmark, især blandt unge? Hvad, skulle det blot være kriser, krige og rygter om krige, der er årsagen? Hvor naiv kan man være, så i et med tidsånden, at man ikke engang kan se, at det er tidsånden selv, mennesket drukner i. For hvad fordrer denne tid? At du finder din mening, homo mechanicus, i din mekanisme, som tandhjul, i samfundets store maskine. Er det så svært for de voksne at forstå, at al denne almen tale om karakterangst er det mest naturlige, for karakterer i skolen er blot den første lange manifestation af det nutidige menneskes mening—som tandhjul. Naturligvis kan vi tale om, at mennesker faktisk kan finde anden mening, i rejser, i venner, og så videre, men karakteren, såvel som karrieren, besidder den kvalitet, at den er den mest åbenlyse mening i vor tid. Men det er ikke så meget mening som implicit set i Kristendommen, mennesket-skabt-i-Guds-billede, hvis mening er i sin refleksion af Gud, men rettere end mening er det, at kalde arbejdet for menneskets funktion, thi der er ingen mening at opfinde. På denne måde fungerer karakterer som en mekanisk, matematisk og videnskabelig måling af evne, i hvor succesfuldt et ungt menneske fuldfører sin nuværende funktion i relation til samfundet, det vil sige som ren potentiale til x. Hvad er x? Karriere eller blot målingen af potentiale til at være noget i samfundet; og til dette noget kan naturligvis tilføjes en professions prestige, bolig, udseende, og alt andet forgængeligt som denne verden tilbeder. Nuvel kan diverse politkkere og hvem end ævle om, at det faktisk ikke definerer et menneskets værdi, men sandheden er, at karakteren er den implicitte og primære forståelse for mening/funktion, som et ungt menneske besidder. I dette syn forstår man pludselig, hvorfor denne karakterangst er så voldsom for et ungt menneske: for på overfladen er det blot et spørgsmål om akademisk dygtighed og potentiale for højere uddannelse, karriere, og så videre. Men underlæggende, er det en af de eneste (og den mest åbenlyse af dem) hvor i mennesket finder den tætteste erstattelse for mening, som potentiel funktion for samfundet. Samfundet, uden religion (og vi, kære læser, besidder ikke religion i Danmark, blot skuespil), er det eneste totaliserende system, hvori mennesket finder sin mening/funktion. Dermed angsten: for akademisk dårligddom er ikke blot risiko for begrænset karriere, men implicit en lavere værdi, lavere potentiale som funktion i samfundet. Karriere som funktion er det tætteste på eksplicit mening i det danske samfund—der er en grund til, at man kan, ikke helt ukorrekt, udskifte spørgsmålet Hvad er dit arbejde? med Hvad er du? Hvor man til dette kan besvare, jeg er lærer, læge, psykolog; eller, jeg er en bedrager, hykler, løgner, gudsbespotter, hvilket nutidigt betegnes som Præst i den danske Folkekirke.

Folkekirken er principielt i samme situation som enhver politisk “konservativ” bevægelse, som, fordi den ikke har noget fast fundament, vil fortsætte med at skride mere og mere i et med det liberale, “progressive” verdenssyn. Hvad der er konservativt nu er derfor blot hvad der var liberalt for 10-20 år siden og sådan vil det skride videre, frivilligt eller ej. Konservatisme findes ikke i Danmark rent politisk. De Konservative, både som et politisk parti og enhver politisk bevægelse, som ser sig selv som konservative, konserverer absolut intet, for de har ingen standard at referere tilbage til. Konservatisme er meningsløst, fordi de besidder ingen sandhed, intet verdenssyn baseret på en transcendental eller metafysisk verdensanskuelse—alle ved meget vel, at konservatisme taler om kristendom og kristne værdier, Gud, Konge, og Fædreland, men sandheden er, at de ikke brænder nok for det, til at tage dette første til dets logiske konklusion og dermed blive kristne. Men selv hvis sådan en konservativ er kristen, da mener han stadig at kristendom er et privat valg—og voilà, han har endnu en gang separeret kristendommen fra samfundet og han ender i den samme latterlige, offentlige, politiske position som han ville have endt i, var han en ateist. De falder som alle andre positioner, det vil sige underliggende relativistiske, uden en basis højere end blot nydelse, altid i den samme position som alle andre partier, hvilket er baseret på hedonisme og en evigt fremadskridende liberalisme, som kan sige intet om moral eller rigtig adfærd, udover den som er baseret på at lade folk gøre som de vil. De kan aldrig postulere et bedre samfund, som ikke blot overgiver sig selv til nydelsesprincippet. Således accepterede de også LGBT-miljøet, fordi det ikke kan modsiges på nogen måde, når alt, til syvende og sidst, handler om individuelt valg og nydelse, thi der er i dette verdenssyn intet større end dette—ja, slet ingen Gud eller højere værdi end verdslig nydelse. Konservatisme er blot den progressive position et årti eller to bag alle andre med en anden farve på.
Folkekirken er, på grund af dens interne anarki, altid tættere på den progressive position, da majoriteten går i et med dens verdslige position, altså den primært “progressive” position som for eksempel er pro-LGBT-bevægelsen, til trods for den stadig uklare position relativt til homoseksualitet grundet præsternes frie valg mellem at kunne vie eller vælge fra, for ikke at tale om den helt vage position for transseksualitet hvis fundamentalt postulerer, at Gud har fejlagtigt givet mennesket den “forkerte” krop. Sidstnævnte ender dog naturligvis i den mest spidsborgerlige position, thi Folkekirken følger ikke Kristus, men ønsker i alt at tilfredsstille samfundets kulturstrømme, og de besidder derfor enten en positiv position eller blot en stille accept, for blot ikke at vække store dele af befolkningens vrede.

Så mange Folkekirkelige og utroende bryder sig ikke om Kristus: han er for menneskelig, for direkte i sin tale, for intim i sin inkarnation, i sin bolig iblandt os. Så vi gør Ham til en vag skikkelse, vi overdøver Hans stemme med vores moderne liv, med vores larm fra tv, vores radio og podcasts, vores bekymringer, vores begær, vores daglige rutine—og til sidst lever vi et liv uden Gud, men har nu henkastet os til andre guder, som vi sætter vores lid til: fysisk nydelse, underholdning, samt videnskabelig “fremgang”, som er så langt mere behagelig blot fordi videnskaben fortæller os hvad vi kan, men ikke hvad vi skal. Ja, der er intet menneskeligt over det, det kan ikke forstå os eller tale med os, dømme os, så vi sætter vor lid til den, at vi i det mindste ikke skulle skamme os og være forlegne i dets nærvær. Vi opgiver Guds kærlighed, Han som kom til jorden for vore skyld, da blot vi kan forblive i vores stædig stolthed, som ikke vil ændre sig for nogen godhed, nogen forberedelse som vi ikke selv ønsker, blot så vi kan forblive atter alene, for blot aldrig at skulle ydmyge os over for vor Skaber.

Den almene persons forståelse for moral er ikke længere bundet af, hvad der er rigtigt og forkert, men udelukkende af, hvad der er konsensuelt.

At forveksle lysten og begæret med kærligheden er som at forveksle, hvordan en slagter ser på et lam i forhold til et barn. Slagteren ser kun kødet; barnet ser kun lammet i sin uskyldighed og elsker det, ønskende at tage sig af det.

Hvilken snedig bonus velfærdssamfundet har medbragt sig: i det vi betaler skat til staten, som delegerer en portion til ”de fattige”, disse vage skyggebilleder, da har vi taget os af dem, gjort vores velgørenhedsgerning og fuldført vor næstekærlighedspligt: derved bliver vi ”gode”, moralske mennesker—ja, endda “kristne”.

Menneskets fald ind i distraktion er blevet så stort, at snart intet kan rive det ud af dets flagren i vinden, frem og tilbage, følende sig til tider afslappet, men i sin sjæls inderste værende spændt som en snor, under et ontologisk pres. Hvis blot, siger det, hvis blot denne ene ting vil ske, vil prøves, vil opnås, da vil alt andet pludseligt give mening, knuden vil opløses, og da vil jeg endelig have opnået frihed, lykke, accept, etc., etc. Dette kan strække sig fra en individuel vision af sin tilstedeværelse til drømme om en politisk ændring, alt sammen utopisk tænkning - men alt sammen verdslig distraktion fra det åndelige liv. Mennesket søger så inderligt at benægte sjælelivet blot for at mødes hele sit liv med dets inderlige skrig, dets råb mod Gud. Tag ikke fejl, hele det moderne liv har til sit primære mål at kvæle dette inderlige skrig, at glemme sjælens tilstand og gøre liv til et udvortes nydesfuldt og relativt komfortabelt liv, men set overordnet er det en kakofoni af støj, overvældelse af kropslig stimuli, uendelige ligegyldige diskussioner om intellektuelle og politiske emner, og femhundrede overfladiske verdenssyn, selvmodsigende og paradoksale, som ændres fra dag til dag for ikke at anerkende den sande interne forvirring, som regerer i det moderne menneske. Et menneske som altid er i et intellektuelt flux, som altid skifter position, vil aldrig se at det har intet centrum, ingen stabil position, og derfor må det altid være i bevægelse, for ikke at fortvivle.

Det er blevet noteret adskillige gange, at den, som prædiker i tolerancens navn i sandhed, er blandt de mest intolerante, siden de afskyr og hader alt, som ikke tolererer, hvad de ønsker. Derudover forstår de tolerance som, at man skal besidde en positiv tilgang, hvis ikke en åben erklæring af støtte, over for alt, hvad de mener er værd at tolerere, selv hvis det er så åbenlyst perverst eller ondskabsfuldt, at al moralsk dannelse vækkes i foragt. Om hvad de vil, og hvad de gør af godt skal ikke diskuteres – vi skal alle blot iklæde os den maske, som siger ja til alt, uden spørgsmål om det er opbyggeligt, ikke blot for os, men for vore børn, vort samfund og for hele verdenen. Tal ikke, tænk ikke, tolerer blot, og derved bliver tolerance en accept. I disse fortaleres verdenssyn kræves der en absolut perfektion inden for deres verdenssyn, hvis mindste fejltrin drages op fra årtiers fortid, kun så de kan straffes for, hvad de engang sagde eller repræsenterede uden nogen forståelse for deres position og deres tid, og mest af alt, deres menneskelighed. Derefter bringes de i gabestokken og bankes ned i jorden for deres synder. Hos forkæmperne for dette offentlige domstol – i hvert fald den del som, skrigende og hylende som hyæner, oplyser diskursen med deres skinnende tænder – befaler det dæmoniske at træde frem; for dem findes der dom og en forskruet retfærdighed eller rettere hævntørst. Men tilgivelse er et fremmed koncept. For hvem af disse, offentligt dømte, fortjener tilgivelse? For tilgivelse kræver ydmygheden ved at rette spejlet mod sin egen sjæl; men her er ingen sjæl, og når spejlet vendes indad af disse mennesker, er der kun et mørkt rum med hundrede stemmer, der vil deres egne veje. Hvis man da ville nævne retfærdighed hos dem, da ville man uden tvivl provokere et selvretfærdigt raseri. Man mindes en pave som beordrede sin forgængers lig op, blot så han kunne sætte sit rådne korpus over for en jorddig domstol.
Denne følelses besatte bevægelse har mere tilfælles med den offentlige forståelse af inkvisitionen eller hekseafbrændingerne, helt til de ideologiske bevægelser som den røde garde i Kina eller lignende bevægelser som så enhver modstand til den regerendes ideologi som et forræderi mod alt moralsk, utilgiveligt og fordømt til døden for at rense resten af samfundets for dets blotte tilstedeværelse. Efter dommen er der blot mindet, og dette fordømmer vi til damnatio memoriae.
Men denne pseudo-religiøse bevægelse med dets dogmer og guder, som maskerer sig under en falsk sympati, falsk forståelse eller solidaritet, samt grænseløse tolerance for alle og enhver, viser virkelig til at være drevet af bitterhed, had, både udvortes og indvortes, ressentiment, og en tilbedelse af en proklameret relativisme, som dog alligevel altid er forskruet til at være til deres fordel. Alles meninger er lige, men nogle er sympatiske, mere ynkværdige, mere lige, end andres. Vi har blot endnu en generation af farisæere som skriger: Barnabas!
Men en smal tone lyder i al denne rædsel og had: et ulykkeligt klageskrig råber efter accept, efter tilgivelse, forståelse, håb og frelse. Men der er ingen i deres verdenssyn som kan, som overhoved vil, skænke dette; således kryber de sammen, så at de i det mindste kan holde varmen, når ethvert sand håb er slukket, hvis de da nogensinde troede, i deres vildeste fantasi, at det overhoved var tændt for dem.

I det mennesket river sig selv fra Gud, fra de universelle principper og vilkår som Hans væren udstråler, da er det som grenen, nu bevidst – tænkende sig selv klogere end træet og hele naturen – ønsker at frigøre sit væsen fra stammen som den er afhængig af, blot fordi den føler sig bedre end at skulle være afhængig af, hvad den gror sig ud fra, og hvad der opretholder den. Alligevel er det fascinerende at se, hvorledes grenen undrer sig, dens overraskelse, i det den visner og dør, uforstående, men stædigt overbevist om, at fæstne sig selv til træet er værre end døden, for i det mindste ”dør jeg som et individ”, det vil sige for os mennesker, ”fortvivlet og opgiven til dødens meningsløshed”. Men kun et fjols tror, at en gren gror fra ingenting.

Der er nu til dags visse mennesker som hellere vil have deres ”ret” til at tage ethvert ”individuelt” og ”frit” valg til at begå alverdens grusomheder og fejl overfor sig selv og hverandre end at bøje sig for Gud og hans bud – selv hvis de teoretisk set ville anerkendes som rigtige, sande og gode – blot så de i det mindste ville kunne sige, at ”dette var mit individuelle og frie valg: ved disse kategorier er alt retfærdiggjort!". Et forbandet værk; og hvem har givet dem disse ønsker, disse drifter, som ved få øjebliks refleksion de kunne anerkende som nederdrægtige og onde, hvis blot det blev mod dem? Hvor inderlig, hvor naturlig virker denne tanke, at alt hvad vi gør er vores eget valg og vores egen vilje – og se blot, vi mennesker er pisket af misundelse, stolthed, jalousi, vrede, had, arrogance, lyst, følelsesløshed, fejhed, og fem hundrede andre syndige ønsker mod, hvad vi ville anerkende overfor alle andre mennesker som værende ondskab. Alt dette, blot så vi kan trøste os selv og sige, ”dette var mit eget valg” – og om så helvede farede efter mig, og jeg gjorde jord og himmel, samt alle mennesker på jorden til mine fjender, ingen skal bestemme over mig, og jeg vil have min vilje, for det er min ret!
Hvad mere da? Vi mennesker, slaver til synd, villige eller uvillige tjenere til vores drifter – hvorledes finder du denne frihed, friheden til at gentage de samme fejl igen og igen; følge dit ”ja” til synden og døden og fortvivlelsen og sorgen som varer til døden og i al evighed – til dette siger du ”amen!”. Men lad os glemme fortvivlelsen over dette livs meningsløse kamp og oprør momentært; selv hvis i de fjerneste øjeblikke, forekommer os at lyset stråler ind af vinduet, ind i vores liv, som i et mørkt værelse, og vi ser endeligt, just kort, støvet omringe os, dalende igennem luften, hvirvlende og indtagende, i det man ånder ind dette livs intethed, og vi vågner i en drøm, og jorden styrter under os. Og da vågner vi atter og siger: en ond drøm! Lad os leve endnu til dagen sortner grumt, og solnedgangens afskedsstund slukker vor livslange, nagende tvivl: var dette mit liv, o min Gud, var dette et liv?

Man kan sammenligne dekonstruktivismens konsekvenser og den almene besættelse med “frihed”, som et oprørsk barn eller teenager, som ikke kan forklare, hvorfor det specifikt ikke bryder sig om sine forældre og deres autoritet, men på grund af sin ubehag, forsøger så vidt det kan at begå oprør og nedbryde alt, hvad det associerer med dem og deres hierarkiske autoritet. Det forstår ikke, hvorfor disse rammer er til, hvad de er baseret på, eller hvordan de fungerer, men oplever dem udelukkende som undertrykkende—igen, om de reelt er uretfærdige er irrelevant. For barnet er det blot en barriere, som må nedbrydes. Tanken falder aldrig på, om hvad der kæmpes for er godt i det lange løb, om det ene logiske følger det andet; man er tværtimod altid fanget i denne utopiske, pseudo-religiøse tro og trance, at når blot disse “undertrykkende barriere” er nedbrudt, da vil denne ubehagelige følelse forsvinde og tingene vil formentlig ordne sig…

Således kan man sige om mange af de oprørske bevægelser i nyere tid. Den største er udelukkende besættelsen af selvet, den utøjlede individualisme som er nærmest eksklusivt bundet i, hvad individet ønsker kun holdt tilbage af de normer, som det stadig ønsker at følge for behagets skyld,eller blot fordi moralen alligevel formår at stikke den moralske bevidsthed hårdere end lysten til at begå normbruddet. Naturligvis brydes normerne og ordenen mere og mere fra generation til generation, så hvad der var radikalt for to generationer siden, er nu ikke engang værd at nævne. Alt dette er baseret på det liberale maxim, der siger, at alle skal have den samme ret til “at gøre, hvad der passer dem, så længe det ikke skader nogen.” Dette er i bund og grund eksplicit nihilisme: for ikke længere søger individet, hvad der er godt i sig selv, men eget behag. Da der er intet højere gode, da søger mennesket til nydelsen, fordi nydelsen er eksplicit, behøver den ingen begrundelse, men viser sig selv direkte til sanserne—og dette følger den naturalistiske, empiriske tidsånd, som stadig taler om det gode, men ikke tager til den konklusion, at hverken det gode, det sande eller det logiske er empirisk. Men den logiske dialektik på bekostning af nydelse er i sig selv en slags lidelse, og dermed er det langt nemmere at lede individet og offentligheden til hvad der tilfredsstiller med det samme, uden ventetid, da det forekommer mere “ægte” end det, som er langvarigt godt. Dette er i bund og grund princippet bag den anden del af det tyvende århundredes oprør mod "undertrykkelse". Den seksuelle revolution var ikke bundet af tanker om det gode, om langvarige konsekvenser, men af en idealistisk fiksering på, at den hurtige nedbrydelse af seksuelle normer, ægteskab og kernefamilien ville resultere i nedbrydelse af tyranni og ende med frigørelse. Var tanken at dette ville føre til noget godt? Ja, men kun til den grad, at frihed altid var identificeret med det gode og at orden, hierarki og patriarkalsk autoritet var ondt og dårligt, primært for kvinder, men også mænd og børn.

Friheden som er blevet ensbetydende med godt; som en faldende krop er frihed kun en illusion i denne forstand, for ligesom kroppen er fri fra næsten alt, da er den stadig under tyngdelovens kraft og styrter derfor ned i dybet, indtil den eventuelt rammer jorden. På samme måde kan mennesket se sin frihed selv i dets moralske fald, da mennesket, uanset sine valg, om de tror på moral eller ej, om de er ateister eller kristne, falder mod den endelige og universelle dom. Selv ateisten må i sin vantro indtil det sidste øjeblik stilles med spørgsmålet: Hvad har alle disse valg ledt mig til? Og over dem føles der en uransagelig dom, som ikke kan formås at rationaliseres væk

Sikke en tale: hvis du opdrager dit barn i kristen tro–altså yderligere end blot den hykleriske ligegyldighed, som den kulturkristne gør–da vil offentligheden sige, at du hjernevasker dem. Hvis du derudover lærer det fornuften bag kyskhed, bag seriøsiteten som ligger bag ethvert potentielt giftemål, så fnyser de og kalder det patriarkalsk og undertrykkende. Og hvis du holder fast igen, at der er noget mere til livet end hedonistisk tomgang, da har du blasfemeret mod de sekulære afguder, og hvilken skade dine stakkels børn må lide under! Men se, hvis du lærer dine børn intet bestemt, at det gode er noget vi alle har en vag anelse om, men ikke kan eller tør definere ud af frygt for konflikt i meninger eller blot ligegyldighed; at der er ingen som skal bestemme over dig, ej heller dine forældre skal du respektere; at hvis nogen konflikt opstår, så er det fordi din næste ikke er dig værd, ikke respekterer dig som du fortjener, at der er intet vigtigere, end hvad du vil, hvad du vil have; at du kan gå i seng med hvem end du vil, at det har ingen indflydelse på dig; at al moral er en form for undertrykkelse; at al snak om loyalitet, respekt for tradition og forfædre, ære, gæstfrihed er pinligt og naivt rollespil—så er dette, rent sekulært, den højeste oplysning, den mest ekstraordinære dannelse, renset fra al religiøst snæversyn eller højere idealer, til helliggørelse af den moderne lov hvis gyldne regel er: hvad blot passer dig på et bestemt tidspunkt er hele loven og ingen lov under himmel og på jord er højere end dette: min vilje ske på jorden, således også i himlen. Mine damer og herrer, det moderne samfunds trosbekendelse—cultus imperatorius^[105].

*
Der er en spøjs mangel på bevidsthed om ondskab og synd i Danmark: medmindre et voldsomt overfald, voldtægt eller mord forekommer, så nænnes det ikke at nævne dette ord, selv da hvis det dæmoniske eksisterer i alverdens banale former—det er vel blot blevet det almene.

Man hører til tider den arrogante hvislen som lyder ud af sammenknebne tænder og øjne, som ikke vil se nogen direkte i øjnene, at religion nu blot er for de svage, for de mindre veluddannede—lad os nu sige hvad der menes ærligt—for de mindre oplyste. En fascinerende tanke, ofte én luftet af de mest uvidende angående det generaliserede religionsbegreb; men lad os da holde os til kristendommen, når den stilles overfor dette. Man kan spørge: er kristendommen nu virkelig for de eksistentielt svagelige? Er vi meget mere velvidende om livet, at skulle krigen indfinde sig skulle vi så stadig fortsat sige, at troen er for de svage? At vi forstår os så meget bedre på livet, os, som lever i en historisk ekseptionel velstand og fred? Ville kristendommen og vor Herre være lige så latterlig en skikkelse i et styrtende fly? I en dagligdag af uundgåelig krig som ingen kan flygte fra? Er Kristus på korset stadig en latterlig og naiv skikkelse for dem der hungrer og tørster, for dem der lider alskens vold og drab, på deres familier og venner, på dem selv? Skulle det være ofrene for denne verdens lidelser og kår, som virkelig forstår dybere dens essens og menneskets inderste? Det, som virkelig kan kaldes nåde og godhed, selv i den yderste trængselstid, selv når vi selv er presset til det yderste? Og det som møder end dybere ondskab end nogen i Danmark kender til, af massakrer, massevoldtægter, krigens overvældende kaos og ødelæggelse af byer og menneskeliv.
Eller er det os, som ikke nænner en eneste tigger en tanke, lever i bedste velstand, men aldrig stopper med at klage, med at bebrejde vor næste for al dårligdom; som er for oplyste til religion, men har brug for tv-serier, nye former for underholdning, nye oplevelser, flere penge, bedre mad, mere tøj og flere luksusgoder, mere opmærksomhed, mere tid til os selv og attere mindre til andre, blot så vi kan distrahere os selv endeløst og kalde den strøm et liv, som vi alligevel vil beklage os over. Jo, nuvel, vi må vel være bedre vidende end de fattige og de ringe, de nytteløse skarer af troende fra Sydamerikas slumkvarterer til Mellemøstens ruiner, og alle steder hvor krig og fattigdom hærger. Velsignede er de fattige i ånd for Guds rige er deres, udtalte Kristus—men hvad vidste den fattige og forfulgte jøde om noget? Hvad ved han om os?

Her på det seneste er statsministeren Mette Frederiksen og hendes kohorte af rosenrøde væbnere begyndt at marchere til lyden af krigstrommer og snak om patriotisme og fædrelandet. Meget fint, at de sådan kommer løbende til disse gammeldags sentimenter, når det da endelig passer dem. Da det må vel gå op for dem, at den endeløse snak om velfærdsfinans og sentimentalitet, angående hvor gode vi danskere er til at tage os af hinanden, hvor ligestillede vi er, hvor tolerante og frigjorte vi er, ikke er nok til at vække en patriotisme, som gør mænd beredte til at lide og dø for deres land. Efter at have ombestemt sig og brudt en 100-års gammel, socialdemokratisk tradition for at takke pænt nej til kongelige ordner, da virker det så logisk, ifølge denne perverse pragmatisme, at hun nu drager til Folkekirken for at prøve at vride de sidste rester af dansk, kristen nationalfølelse ud af det folkekirkelige kadaver. Ja, som en anden rosenkavaler giver hun nu serenader til Folkekirken, taler fint og fornemt om Danmark som et land bygget på kristne værdier, om åndelig oprustning^[106], osv. ad nauseam. Og ja, som en tævet hustru med Stockholmsyndrom kommer Folkekirken haltende tilbage—måske rettere som en prostitueret der har brug for penge fra sin alfons—ikke engang to år efter, at hendes regering afskaffede Store Bededag, en helligdag—i hvert fald i navn—for at finansiere krigsførsel. Forekommer ironien endnu? Hvordan behandler de intellektuelle og politiske kommentatorer Vor Herre og Gud for tiden? Åndelig oprustning. Hvilken politisk snilde! Netop vag nok til ikke at støde den offentlige antipati til religiøsitet, men sagt med høj nok røst til at få Folkekirken til at savle og logre med halen i håbet om et kødben fra sin herre. Har jeg nu fået hamret ind den danske stats stolte tradition for at spytte på Folkekirkens de jure selvstændighed fra 2012 helt tilbage til 1947? Bemærk at Mette Frederiksen stemte for at gennemtvinge homoseksuelt ægteskab i Folkekirken—I Danmark er det sådan, at når demokrati og religion støder sammen, så er det Gud, der har vigepligt sagde statsministeren i sin nytårstale for år 2026. Som jeg har pointeret, smertefuldt, adskillige gange nu, i Danmark lyder Fader vor: Vor vilje ske i Himlen, således også på jorden.
Men hun er i det mindste ærlig, kan Folkekirken sige, som en anden lamslået elskerinde med et blåt øje, idet hun forsøger at undskylde sin kæreste overfor sine venner–især når Statsministeren siger, at samme bruger Folkekirken som et instrument.^[107] Ja, et dejligt skift at skulle høre om fædrelandskærlighed og kristne værdier blot få uger efter hendes regering hævede aborten fra 12 til 18 uger—ja, hvilke kristne værdier! Mon ikke hun også snart spørger kirken om at forskønne flere økonomiske ofringer ved at få flere børn, både for krigsførelsen og velfærdsstatens skyld? Ja, en fascinerende politisk beslutning, især i et land bygget på kristne værdier, hvis fødselsrate falder og falder, at forlænge den lovlige abortsperiode. Men statsministerens, og generelt skaren af danske karrierepolitikeres veje er uransagelige—Mette Frederiksen har vel læst sin Nietzsche og tænker hinsides godt og ondt.

Nok sarkasme, jeg lader masken falde i et øjeblik. Når jeg hører tale om kristne værdier eller kristendom i en borgerlig sammenhæng, da spænder jeg min revolver. Så snart de ord bliver udtalt, må man forberede sig på, at det vil have intet at gøre med kristen adfærd eller reel tro i andet end navn—tværtimod, forbered dig på at Gud skal spottes og blasfemeres.
Der er absolut intet, der hedder kristne værdier—der er kun den kristne Sandhed. Hvis Gud ikke er til, hvis Kristus ikke er Gud, da er der ingen kristne værdier, men kun meninger draget ud fra kristen snak—meninger som har absolut ingen betydning eller værdi, fordi de blot er meninger i et gudløs og amoralsk vakuum. Du kan ikke både være uden Gud og have kristne værdier—hvis man da havde læst sin Nietzsche, så ville man i det mindste kunne erkende dette. Kristendom uden Gud er den største løgn og dårskab. Paulus siger det bedre end jeg selv: Hvis der ikke findes nogen opstandelse fra de døde, er Kristus heller ikke opstået; men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom… Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.^[108]

Hvis Gud ikke er til, da er alt tilladt—så hvad godt skal vi med snak om fædrelandskærlighed og værdier? Der er intet som er godt eller ondt i det gudløse verdenssyn, for der er ingen verdensorden til tingene eller til mennesket, ingen retfærdiggørelse til at gøre eller ikke at gøre, som ikke i sidste ende er arbitrære. Naturligvis tænker kun et fjols dette—men blinde leder blinde i vor tid, og Mette Frederiksen og så mange andre politikere tror de er visere end slangen selv, og de tror ærligt talt, at de kan bruge den almægtige Gud, hvis kirke Paulus’ betegner klart som Kristi eget legeme, som et instrument til at føre deres egne politiske, sekulære mål. Og samtidig sige, at Skaberen af Himmel og Jord skal vige for noget menneskeskabt demokrati? Tror statsministeren og hendes hær af gudsbespottere, at de kan stemme sig selv ind i Himmeriget? Har de glemt at Himlen er et monarki? Gud forbarme sig over dem! Selv kong Ahab forårsagede Gud og tilbedte afguder, men han havde ikke arrogancen til at bede profeterne velsigne sit arbejde. Men staten har gjort sig atter til afgud over Gud og Folkekirken—og staten beder nu velsigne dens oprustning og potentielle krigsførsel, talende om Gud som var Han til i Danmark, og ikke blot et værktøj for en politisk mobilisering af befolkning.
Samtidig er det de selvsamme politikere som i deres grænseløse hovmod og arrogance insisterer på at religion og politik ikke må indblandes—hykleriet har ingen ende. For Mette Frederiksen har selv intet problem med at sammenslutte sig til sine kollegaer og tvinge en politisk, sekulær dagsorden over Folkekirken ved at stemme for samkønnet ægteskab og blot et årti senere tale om Åndelig Oprustning, som skulle hun have andet med åndelighed at gøre, end det helligbrøde hun begik med sine kollegaer i 2012. Men skulle vi tale om alle disse kristne værdier i andet end den vage, harmløse og evigt så arbitrært tolkede Folkekirke-kristendom, i et politisk sammenhæng? Så har vi uden tvivl at gøre med fundamentalister, folk som vil tvinge en dagsorden og et verdenssyn ned over andre menneskers hoveder, som om det nuværende samfund ikke er lige så indoktrineret og tyrannisk i sit verdenssyn, talende fint om demokrati, men udelukkende bare den blotte idé om at lade Kristendommen diktere noget, selv hvis der var et demokratisk flertal for dette.
Ja, det er et fint demokrati vi har i Danmark, hvis diversitet ikke formår at nå over sekulære grænser, og slet ikke dets eget social-liberale verdenssyn, som udvander, evigt udvander med Folkekirkens velsignelse, kristendommen til et kynisk værktøj, et instrument, som kan bruges til at retfærdiggøre, hvad end dagsorden passer, at den sekulære stat, som i alt andet end åbenlys erkendelse er ateistisk.
Et samfund bygget på kristne værdier—i sandhed, ja! Hvor mange gange skal Guds navn misbruges, hvor mange gange skal det Andet Bud spyttes på—alle vil have muligheden for at bruge Herrens navn og kalde dem selv og hvad end kristent, når det passer, men hvem vil være det, hvem vil sætte sig mod denne verden og det danske samfund for Hans skyld, som anerkender Ham kun i ord, men hader Ham og Hans vilje i alle andre henseende?

Går man i kirke oftere end juleaften af anden årsag en lidt æstetik, fordi man havde intet bedre at foretage sig, for at høre mildt orgelmusik og korsang, da nærmer man sig grænsen for det respektable, det rationelle Danmark. For er man for passioneret om diverse ting, da er man en særling—er man troende, da er man ærligt talt en galning. Det danske temperament føler en nærmest naturlig afsky til det ekstraordinære som andet end en omstændig underholdning—men som person, som genganger i dagligdagen, da er sådan tilstand eller person positivt set en mærkelig skikkelse, i værste tilfælde, en som må spottes, rives ned og forties for ikke at forstyrre den almene dagligdag. Danskeren tror ikke så meget på den gyldne mellemvej, for det kræver en vis askese, som nemt kan blive for bemærkelsesværdig. Nej, danskerens ubevidste ideal er den Gyldne Middelmådighed, som højst er interessant i en dag og så forsvinder og fortier derhen. Således Kristendom i Danmark: lidt interessant i en stund på grund af. dets fremmedhed over for danskeren; men dernæst må den forties, ud af politik og dagligdagstale, for al den tale om synd, bod, dom, kors, kærlighed og bøn for fjender, tilgivelse, osv. gør danskeren for selvbevidst—og ud af sin stolthed, da vil vreden mod réel tro eventuelt vækkes til live. Kunne man forestille sig et martyr i Danmark? Han vil blot blive fortiet, måske tævet, men aldeles ikke myrdet: mordet i sig selv er for stor en passion for det danske samfund, så selv pøblen har det ikke i sig til at begå det ekstraordinære brutale—og derudover er al religiøs intensitet så nedtrykt (og Folkekirkelig kristendom så excellent til at nedtrykke seriøsitet), at selv martyrtemperamentet, viljen til selvbenægtelse og selvofring, ødelægges før det overhovedet kan tage rod.

*

Hvad er det Borgerlige fænomen som forsøger at have Kristne værdier men ikke Kristendommen? At have vag snak om Guds ord uden at bekende Guds Ord; at forsøge at tiltvinge sig Himlen uden korset—hvad vil alt dette sige? At blasfemere Gud men se sig selv frigjort fra konsekvensen ved at gøre Gud til et borgerligt tilvalg og ikke Sandheden. Hvilken kristendom taler de Borgerlige om? En kristen æstetik som fabler op om kristne værdier, men som nægter at bekende Kristus som Gud—eller, rettere, en Gud vi kan ignorere og kaste til side, når han ikke indbringer stemmer. Således må jeg erkende, at jeg hellere ville have en horekarl til søn eller en skøge til datter end et barn, som bekendte sig selv som borgerlig politiker og ævlede til hele folket om kristne værdier. Den ene sælger sin krop for en tid, men den anden sin sjæl. Ja, ulve i fåreklæder, som gerne vil spise frugterne af Kristendommens træ, men ikke vil vande eller plante: de tror vel at dydige samfund kan opstå uden et fast og godt fundament, en verdensanskuelse som lægger op til dette. Men når ingen tror virkelig, at Kristendommen er godt for mere end dens såkaldte værdier, hvorfor tror de så naivt, at man kan bede mennesker om at holde sig til værdier, hvis fundament de spotter, ignorerer, og latterliggører i deres dagligdag?

Det forstås ikke af det moderne menneske, hvorfor hjertets begær ikke opfylder sjælens længsel.

I Danmark, om man er kulturkristen eller ej, afskyr man enhver ydmyghed over for Gud og skrifterne, råbende og rasende op om kristendom uden så meget som at åbne Bibelen og da slet ikke forsøge på at forstå den. Al denne snak om dialog, når vi er omringet af en endeløs kakofoni i både det religiøse og det sekulære samfund. Folk undrer sig hvorfor de ikke hører Gud tale til dem—fordi I ikke tier! Lad dem som vil høre, høre!
Den ulidelige, nutidige demokratiske ånd—tæt beslægtet med Janteloven—afskyr enhver autoritet, ser enhver ydmyghed som svag og smålig, måske endda lige så arrogant som autoriteten selv. Denne ånd raser over tanken, at denne ikke kan eller må udtale sig: at dette er uklogt, ser den blot som endnu et eksempel på en undertrykkelse, der må bekæmpes ved at gøre sin mening klar, selv hvis dette er det mest åbenlyse idioti og uvidenhed. De har “retten” til at tale—og derfor må de, ja, de kan ikke tie—en sjælesygdom i stolthedssyndens genus, som forværrer enhver sand forståelse blot for at få tilfredsstillet en kløen, en réel smerte for disse individer, som kun kan lettes midlertidigt ved at mene og udtale denne mening, om end den er undersøgt, dannet, kopieret, optaget, fordøjet, osv. Her er da efterladenskaberne: fuldstændig, hovmodig forvirring: en stolthed af ens egen uvidenhed. Sæt da en taxachauffør til som bankdirektør og gør kassedamen til leder af Mærsk; få de tonedøve på scenen på Det Kongelige Teater og anskaf hjemløse til at regulere boligmarkedet. Vi nyder godt af de stumme på prædikestolene og de blinde som biskopper; høsten af torne, sten og fugle gøres af den ateistiske stilling i kirkeministeriet—er det ikke hvad dette er, denne gudløse maskine? Dette statsapparat? Det er denne impotente og uvidende tilgang, der har splittet Folkekirken i to og har nu fremført sit mesterværk, hvilket er åbenlys skisme. Her er konflikt imod Kristus, ikke for Kristus. Sjældent er vidnesbyrdet for Kristus over for verdenen, arbejdet gjort med hænderne i frygt og bæven i modsætning til den sekulære kakofoni, den endeløse pøbel af kulturkristne, som mener, at de og ikke Gud ved bedst, selv i det de stormer i dybet.

Naturligvis er et billede malet eller fotograferet efter en virkelighed. Hvis man benægter denne virkelighed, da bliver det et spørgsmåltegn—og spørgsmålstegnet, uvidenheden og usikkerheden er så godt som meningsløs, hvis ikke det var i vores natur at give mening til ting. Der i ligger sagens natur: at vi ikke forventer, der skulle ligge en sandhed i dette billede, en prototype til vores sjælelige længsel—vi tror vi har løst gåden ved blot at lægge vor eget begær i det: det er vores tolkning af mennesket: opfyldelsen af uendelig begær.
Dette er mennesket uden Gud. For begær er ingen mening—men dets evige skiften kan gøres til en afgud at tilbede.

Mange mennesker tror, de køber en livstid af nydelser og distraktioner med deres tid og penge; men sandheden er, at de lejer sådan et liv midlertidigt, med sjælen som betaling. Dette er det moderne liv, den faustiske handel: sælg evigheden for nutiden for at glemme fremtiden og fortiden.

Mennesket er logocentrisk, ikke ego- eller seksuelcentrisk. Men hvor det ikke finder mening, logos, da søger det instinktivt nydelsen og alt, hvad der behager egoet og nerverne. Således status quo: at banke vore hoveder ind i den ego-seksuelcentriske verdensanskuelse, indtil den til sidst har udhulet og dulmet sjælen nok til at vi blot tror, at menneskelivet blot er fluksernede kemikalier. Ellers er det et brud, om så det er på psyken, hvorefter man må sendes på en anstalt eller blive en særling—ellers må der brydes med selve verdensanskuelsen. Hvilken højdeskræk det sidste giver—derfor vil størstedelen foretrække nydelsen. Døden forbliver endnu den ypperste højde at svimle over, og gruen er just dette; at man ikke længere hører en stemme hviske “hop”, men man er i det bevidst om, at før eller siden vil en eller anden skubbe os ned i dybet—og hvad derefter er, kan mennesket ikke længere udskyde.

Det er alment gjort, at mennesker kan opsøge hinanden for at bruge hinandens kroppe til ekstrinsisk nydelse, og nu undres det, at kvinder især, såvel som mænd, ikke tør tro, at nogen opsøger dem med rene intentioner, når de lige så vel kunne gøre det af selviskhed. At svindle og bedrage i den forstand er nu alment og moralsk forsvarligt. Man kan ikke have både trofasthed og ærlighed, når man taler om begær uden tøjler.

En tendens hos de meningsløse: en stærk inderlig trang til at livet har mening, men et had til at den mening er givet, ikke blot fra ove, men yderligere, at den ikke passer ind i den generelle forståelse af, hvad mening man ønsker livet skal have.

*

Det er en epidemisk forståelse fra social-liberalismen, at selv de mest perverse tendenser skal accepteres mere og mere, ikke absolut på nuværende tidspunkt i praksis, men blot i kontrollerede omstændigheder uden nogens “skade.” Lad os tage det eksempel som er mest ekstremt: pædofili. Det virker til, at flere og flere mennesker ikke længere ser pædofili som en mental sygdom, men nu som en mere og mere tragisk tilstand, hvis ikke decideret “identitet”, som man kan fødes med og ikke kan “gøre for”.” Dette er principielt den samme logik som blev brugt i det løb til at normalisere homoseksualitet, biseksualitet, osv.. Hvad der er værd at bemærke, er to primære punkter. Først, at hele forståelsen for “identitet” er blevet forudsat som noget jernlåst, noget som ikke kan ændres i dette tilfælde, og at det derfor ikke engang giver mening at forsøge at modstå seksuel perversion. Det falder fx. slet ikke nogen ind, at hyperseksualiseringen af samfundet og den kvælende mængde af pornografi af den mest voldelige og ekstreme mængde florerer mere og mere på almen basis, let tilgængeligt på internettet, samt set af en yngre og yngre demografi. Nej, denne forståelse ser ikke seksualitet som noget vi gør, men noget vi helt underliggende er (en fundamental freudiansk forståelse som ikke har noget umiddelbart bevis, andet end at taleren selv er overbevist om hvor vigtigt sex selv er for dem) og som vi derudover ikke kan ændre og i seksuel perversion, kan kurere.

Dertil kommer min anden pointe: at den social-liberale verdensforståelse naturligt kommer til konklusionen, at den langsomme normalisering af al perversion må finde sted, fordi alt andet ville være at diskriminere og indskrænke rettighederne til udøvelsen af de seksuelt perverses rettigheder og fundamentale identitet og frihed. Nuvel er homoseksualitet accepteret af den højlydte majoritet og al kritik nedslagtet; men selv hvad man skulle tro er det udskammede, det mest tabu emne man kan bringe frem, pædofili, er begyndt at få artikler der beskriver hvorledes en accept af børnesexdukker burde accepteres til at tilfredsstille pædofilers lyst, med det argument at dette kunne forebygge réel pædofil adfærd og voldtægt. Et nærmest grænseløs naivitet som kun vor tider kunne formå at bilde sig selv ind: af den samme logik skulle vi tro, at kun ved at fodre alkoholikeren med øl i stedet for spiritus skulle vi formå ikke at afvende og kurere ham, men at give ham en “tolerant” eksistens. Det samme kan vi sige om stofmisbrugeren. Videre lyder argumentet den ulidelige klassiker, “så længe det ikke skader nogen,” nej, for den selvskade det er, at lade sig selv degenerere yderligere i den mest katastrofale seksuelle drift efter børn, druk, gambling, stofmisbrug, er tydeligvis ikke selvskade. Nej, for den social-liberale har ingen idé om godt og ondt, hvad overhovedet et godt liv er: denne kan kun sige, at leve som man vil er deres valg, og alt andet er jeg ligeglad med. Hvilken kærlighed! Den barmhjertige samaritaner som lader sin næste dø på gaden af stoffer, ødelægger sit liv med druk, sit ægteskab med hor, osv. så længe det er deres eget valg, og som jeg ikke vil blande mig i. Den mest latterlige idé er, at det skulle fungere som prævention for eksempelvis pædofile, at give dem, hvad de ville have, i form af børnesexdukker, som om dette ikke lige præcis giver en dybere og dybere trang til at få kendskab til den “virkelige oplevelse.” Som om synden stopper, når den først er begyndt. Ja, man tænker, at giver man Satan en lillefinger, så holder han sig til den og tager ikke armen derefter og river dig ned i Helvede. Synd er aldrig stillestående, og når først man har opfyldt den første fristelse, dernæst følger den næste, den mere ekstreme, indtil man til sidst er ude på et så sjæleligt perverst spor, at man kun kan måbe og forfærdes om, hvorledes man fra uskyldigt barnsben kunne nå til denne allerlaveste elendighed. Og dernæst står de social-liberale tilbage og vasker deres hænder: vi gav dem jo bare, hvad de ville have, så hvad skyld har vi? Gud være dem nådige, de gav dem, hvad de ville, fordi de havde ingen forståelse for, hvad der er godt, og ingen skildring har mellem hvad mennesker har brug for, og hvad de begærer.

Der er grund til medlidenhed med Spidsborgeren. For når den når midtlivs alderen, der indtræder midtlivskrisen, hvilket blot er et navn for den visse selvbevidsthed, som opstår når hverken børn, arbejde eller ægtefælle har den samme glans længere, og der indtræder den grusomme kedsommelighed, der agter orakel og sandsigerske for det moderne menneske og kommanderer det til at efterlade alt førnævnte (eller blot nedprioritere dem) så at man kan “leve sit eget liv”, “være tro til sig selv”, “elske sig selv” og alt andet meningsløs pladder som forsøger at retfærdiggøre sinds- og sjæleforvirrelsens løsning i hensigtlæs egoisme, æstetik og endeløs distraktion. Ja, det er nu den stakkels Spidsborgers lod at nærme sig sin sekundære ungdom, hvor alt virker nyt og enhver tale om oprør virker ensidigt retfærdigt; men manglende både i ungdommens gejst og dets naturlige broderskab samt den sindsmæssige plasticitet, som formår at bryde radikalt fra et til andet, da falder Spidsborgeren atter ind i en velprøvet “radikalisme”, som formår at være anderledes nok til at være vovet, men aldrig formår at bryde ud i det almene samfunds æstetik eller romantisering. Såvel kan alt dette udtrykkes i alt fra ægteskabsbrud, skilsmisser, diverse rejser, kunstneriske interesser, sociale klubber, politiske eller kulturelle besættelser, osv.. Naturligvis er disse ikke alle i sig selv negative, tværtimod. Nej, det tragiske forekommer, at dette er som en sekundær ungdomsvækkelse, men i modsætning til den første, hvori der i det mindste er muligheden for at bryde med det almene og søge det transcendentale, den grundlæggende eksistentielle bevidsthed om mennesket, dets mening, dets ageren, osv. I stedet for at gå i et med mængden og gå den uundgåelige vej til den krise, vi heri omtaler, da fremtræder det knap nok for Spidsborgeren. De kan ikke længere tænke således, dets sind ikke åbent nok, men for fastsat i sine veje, at det næsten altid ville eksternalisere dets ulykkelige, fortvivlede eller forvirrede sjælelige tilstand til noget så simpelt som et sceneskift i ægteskab, fritidsinteresser eller bosted. Det er det tragiske: at det ikke vil løse den fundamentalle grundstemning som distraktionen hidtil har overdøvet med hverdagens støj

Underlæggelsen af sjælen ved kroppens begær er hjertet af “fri seksualitet”, som nævnes så let, men ikke så let befries fra konsekvenserne af adfærden. Den almene benægtelse eller vagliggørelse af menneskets sjælelige tilstand, efterlader samfundet i en vis forvirring over seksuel skam—det kan ikke forstås hvorfor bogen negativ følelse kunne komme ud af en handling som føles fysisk behageligt. Derfor må det kastes over på samfundsnormer og seksuel dom, som til trods for den konstante propaganda for den seksuelle revolution i alt fra tv-serier, til nyheder, til den almene kultur, konstant minder mennesket om, at det er “naturligt, dejligt og skamfrit”, alligevel ikke formår at udslette den følelse af skam, af ulækkerhed, af følelsesløshed, osv. Det er naturligvis, fordi mennesket har ladet sig fuldstændigt underlægge sin individualitet, sit jeg, til en midlertidig drift, som ikke har nogen særlig interesse i reelle forhold til andre mennesker, til forholdet mellem to mennesker som individer, til reel kendskab mellem personer, som al sand kærlighed mellem personer forudsætter. Begge parter er blevet objekter for hinandens nydelse—dette er kernen af den seksuelle revolution; og dette er ifølge godt fordi det er konsensuelt, selv hvis handlingen i sig selv er anti-menneskelig i den forstand af, at den ikke kunne være mere ligegyldig overfor personen, på andet end et overfladisk niveau.

Hvorfor frygte det meningsløse? Det er meningsløst. Men bevar dig selv i frygt over for dette: at Gud gav dette liv en mening, og du formod at gå igennem dets helhed, nægtende at se dets mening. Selv i det din sjæl i dyb smerte og sorg råbte ud efter Gud, lod du dette livs nydelser overvælde al søgen, sandt, du overdøvede din sjæls skrig med klingende vinglas, skinnede juveler, hæsblæsende latter, kilder af ubrugelig information som fortalte dig alt men hvorfra du lærte intet, fantasier om relationer som ville opfylde den rastløse intethed, som sindet, selv med al dets magt, ikke kunne fatte dets ophav. Og da, døende, skulle vi ligge, hver for sig, thi dets mennesk, hvis liv har ingen tro, ingen mening, altid vil fødes ind i denne verden alene, ligeså vil det dø ensomt i dets sjæls inderste. Mon den blotte frygt vil indsnævre sig, den mindste tvivl, nu når legemet ej længere kan overvinde sjælens liv ved dets sensationer; ja, jeg spørger dig, du menneske, om ikke du kan føle den vageste varsel, når du tænker på din død, om i morgen eller fjern hen, hundredevis af dage herfra; at du skulle bekende, i det korteste øjeblik, i dit allerinderste, just som hin velsignede Augustin: Således var mit liv! Men var det liv, O min Gud?

Hvor besværlig er den vej, som siger, at ved at kigge på sig selv, det ødelagte selv, kan menneskets sår og sygdomme helbredes. Det er som en, der tror, han heler ved at krasse sårene og presse fingrene ind i åbningerne. Nej, kun ved at kigge væk fra selvet, væk fra vores egen ødelagte tilstand, vor og alverdens frastødende synd, og op på Herren Kristus Jesus, vor Gud, den skønhed som ikke er af denne verden: “Og Ordet blev kød og tog iblandt os, og vi så Hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” (JE 1:14).

Så meget af den moderne kultur er bygget på hadet til hierarki, som ser alt som tyrannisk og undertrykkende… men hierarki er hele verdens opbygning, dens form… distinktionen mellem mand og kvinde bliver selv undertrykkende, fordi virkeligheden i sig selv er undertrykkende og kønsdistinktionen er blandt de mest fundamentale. Sandheden er undertrykkende og derfor gøres der oprør, derfor må alt brydes ned - spørgsmålet er aldrig hvad er godt og hvad er ondt, men rettere, hvad forhindrer mig i at udfolde min egen narcissistiske og solipsistiske verden. Når dette egos verden kommer i kontakt med virkeligheden, da begår det oprør mod hele verden, i stedet for at have ydmygheden, indsigten til at indse, at den selv kan tage fejl - derfor må hele verden rives ned, ikke egoet selv. Dermed ser du blot en lille del, kære læser, af hvorfor stolthed er den værste synd: for den vil hellere ødelægge hele verden end at skulle ydmyge sig selv og underlægge sig virkeligheden frem for dens egen personlige fantasi. Jeg postulerer, at dette er til dels, ikke i alle tilfælde, men til dels en af årsagerne til den mængde af voksende, neurotiske mennesker, hvis eksistens er eller nærmer sig skizofreni, ikke pga. en intern, kemisk ændring, men rettere fordi den konstante besættelse af den personlige verden er i konstant konflikt med den ydre verden, med virkeligheden. Der er en konstant, nerve brydende kontrast mellem, hvordan mennesket oplever verden, hvordan de ønsker verden er, og hvordan verden virkelig er. Sociale medier, aviser, reklamer, osv. spiller alt sammen ind i dette og forstærker det, accelerer det; menneskets identitet i Guds billede er klart som et spejl; men moderniteten smadrer dette og efterlader tusinde stykker af glas, hvor i vi er reflekteret til utallige fragmenter, og som vi i vildledelse og vrangforestilling peger først på det ene, dernæst det andet, i det vi siger, “det er mig—nej, dette er mig.” Vores selvrelativitet relativt til reklamer, til venner, til tv-serier, til sociale medier og vores relationer via sociale medier, til politik, til nyheder, til hundredvis af konflikter tusinde af kilometer væk fra os, osv. ad nauseam. Før i tiden kunne to mennesker være uenige rent politisk eller religiøst; nu findes der uendelige mængder af emner, som vores samfund tvinger ned i halsen på os, som vi må tage stilling til og derved eventuelt ville gøre os uenige. Besættelsen af individet over kollektivet, selv over virkeligheden, skaber således en konstant krig mellem, om bevidst eller ej, og mod alle andre mennesker, mod deres verdener… Det er derfor ikke så meget ud af reel argumentation af modreaktionen til kristendommen, til sandheden fremkommer – det er rettere ud af had til al snak om sandhed, fordi sandheden, virkeligheden er som et tyranni over den, som ikke vil acceptere den. Perspektivet er lignende et barns, som hader sine forældre, ikke fordi de ikke er kærlige og gode, men fordi hadet til hierarki projekteres over på forældrene. Selv hvis dette er absurd, nihilistisk, for forældrene (og Gud) er årsagen til barnets liv, da er det underliggende oprør et angreb ikke blot på hierarki, på virkeligheden, på sandheden, men på livet selv

Drik, du er frelst. Drik ikke, du er frelst. Drik eller drik ikke, du er frelst.
Hor, du er frelst. Hor ikke, du er frelst. Hor eller hor ikke, du er frelst.
Had, du er frelst. Had ikke, du er frelst. Had eller had ikke, du er frelst.
Lyv, du er frelst. Lyv ikke, du er frelst. Lyv eller lyv ikke, du er frelst.
Stjæl, du er frelst. Stjæl ikke, du er frelst. Stjæl eller stjæl ikke, du er frelst.
Bedrag, du frelst. Bedrag ikke, du er frelst. Bedrag eller bedrag ikke, du er frelst.
Myrd, du er frelst. Myrd ikke, du er frelst. Myrd eller myrd ikke, du er frelst.
Voldtag, du er frelst. Voldtag ikke, du er frelst. Voldtag eller voldtag ikke, du er frelst.
Elsk, du er frelst. Elsk ikke, du er frelst. Elsk eller elsk ikke, du er frelst.
Tilgiv, du er frelst. Tilgiv ikke, du er frelst. Tilgiv eller tilgiv ikke, du er frelst.
Bed, du er frelst. Bed ikke, du er frelst. Bed eller bed ikke, du er frelst.
Bekend Kristus som Gud, du er frelst. Bekend ikke Kristus som Gud, du er frelst. Bekender du eller bekender du ikke Kristus som Gud, du er frelst.
Hæng dig, du er frelst. Hæng dig ikke, du er frelst. Hænger du dig eller hænger du dig ikke, du er frelst.

Man forestiller sig den almene kristne: han døbes efter sin fødsel—men hans forældre tager nu ikke fordringen om at opdrage deres barn kristent, ej heller gør fadder, så barnet kommer nu ikke troen nærmere. Så da barndommen og da man er under forældrene og ikke gør meget andet end at lege og skolegang, hvorfor så skulle kristendommen, til trods for dåben, inddrages? Så da ungdommen, eventuelt konfirmationen—her er præsteskabet ikke meget behjælpelig: de bruger mere tid på at virke nutidige og moderne end på at katekisere og oplære dem i kristendom, for dette udenadslære er nu så gammeldags. Så hellere lidt “dybe samtaler”, lidt socialisering, og så de obligatoriske gudstjenester som blot skal overstås, så lange og kedsommelige, for de forstås ikke, og præsten giver ikke en dybere forståelse for dem eller gudstjenestens nødvendighed. Så da konfirmationen og festen—og hvilken festlighed! Er det ikke, hvad der er set frem til? Er det ikke klimakset? Selve konfirmationen er snarligt glemt, for her er venner og familie, alle giver gaver, lidt sodavand og måske også alkohol, og nu er der stor fest, og al den kedsommelige kristendomssnak var det værd, for nu kan vi feste og skal ikke høre mere om det. Således går ungdommen—måske kommer der noget introspektion, besværligheder, ensomhed, endda dyb sorg, forvirring og fortvivlelse, men al dette udarbejdes eksternt, i distraktion, eventuelt psykologisk terapi, interesser, osv. Fester og morskab, kærester og gymnasiegang, eventuelt universitetsstudiet eller anden videreuddannelse, alle disse er den naturlige gang, men kristendommen er ingen sted. Og om ikke troen er pinlig? Latterlig? Endda så naiv, så godtroende, at den virker vanvittig; og har man nogensinde tid til den? Så travlt, så travlt, og man har også brug for at slappe af en gang i mellem, så hvad godt er det, at gudstjenesten kommer i vejen om søndagen. Man lærte heller ikke, at det var vigtigt at komme i kirke i ungdommen eller som konfirmand, så er det nu ikke også ligegyldigt? Videre da, man bliver ikke yngre—eventuelt færdiggører man sine studier, finder sig et arbejde, en kæreste. Man er nu ikke meget for ceremonien, men kæresten vil så gerne giftes i en kirke, for det gør alle venner og veninder, så lad os nu. Familien elsker det, det er jo så fortrinligt oppe ved alteret, så romantisk. Præsterne siger nogle ting, og man siger “ja”, for det er jo hvad man gør, og alt andet ville jo være så mærkeligt, så latterligt, så det gør man nu. Så får man et barn eller to, og man får kun mere travlt. Man får børnene døbt, for det blev man jo selv, og det er så dejligt at have lejlighed til en familiekomsammen, en begivenhed for venner og veninder, så lad os nu det. Man har nu langt glemt at tænke yderligere over, hvad præsten siger; hvad kristendommen er, er nu blot en formalitet, så åbenlys, at den aldrig nævnes, og hvis den gør, så gør det intet synderligt indtryk. Eventuelt opstår der nogle problemer i ægteskabet—den bedre halvdel vil skilles, og man opgiver selv, det er nu bedre, og det er nu så alment. Al den snak om indtil døden os skiller er nu pæn og poetisk tale, men vi ved jo godt, at det ikke betyder noget særligt—det er blot noget man siger. Man bliver ikke yngre og årene går hen, håret bliver mere og mere gråt, hvis ikke blot det forsvinder. Børnene er flyttet ud—måske har man fundet en ny kæreste, er blevet gift en gang eller to til, måske er det fint eller ej, men man får nu tiden til at gå. Måske er man glad, måske ikke, måske blot så vant til det hele, at det går i et. Måske et årti til og leddene begynder at lide under alderdommen, måske ryggen eller hoften. Man har måske fået nogle børnebørn og ser dem til tider, hvilket får tiden til at gå—måske er man gået på pension, man er på ferier en gang i mellem, og det er dejligt. Man ser nogle kirker i syden og de er fine, men det er som at være på museum—man undres over, hvor seriøst nogle lokale tager det, så tungt, næsten bedrøvet, men også med en mærkelig lyksalighed; man ryster det fra sig og går nu videre sin vej, for det er blot et stop på vejen.

Så hænder det eventuelt—måske er ægtefællen død år forinden eller måske stadig levende—man mærker man ikke har langt endnu. Man kommer på hospitalet, familien kommer og besøger—de er kede af det, men prøver at virke glade og opløfte ens humør—eller måske synes de bare du er træls. Måske fordi du er blevet blevet dement… Selv er man lidt forlegen, selv i sin sygdom og svaghed, man ved ikke hvad man skal stille op med det—måske er man taknemmelig, måske fortvivlet eller blot accepterende. Sindet bliver alligevel svagere, kroppen koldere og bevidstheden dulmer hen imod en slags søvn. Da falder det en ind, i blot det korteste øjeblik, får man skikkelsen for sit sinds øje: denne Gud, denne Jesus Kristus, hvad var det Han ville helt præcist? Al den snak om himlen er nu så naivt—så fjollet ville det være at begynde at tænke mere over det nu—men hvad nu hvis? Hele dette liv virker nu så fjernt, som en lang, lang drøm, til tider så dejlig, andre gange så trættende og hårde, men nu så kort—og hvad var dette liv? En oplevelse? En slags film, der nu spiller for ens øjne—hvad var meningen med den? Man ser Ham med korset vende sit hoved tilbage og se på en, så bekendt og samtidig så fjerne, denne vage skikkelse af en mand; og man undrer sig, undrer sig så inderligt, hvad er det han prøver at sige? Man kan ikke forstå det, det er så tåget en snak, som hører man en tale til en fra den anden side af gaden i regnvejr, på den anden side af en dal i blæst, som at høre en mand råbe fra bredden, siddende i en båd i stormvejr—man kan høre noget, men ikke forstå, ordene eller hentydningen. Man kan ikke forstå. Man kan ikke forstå. Sindet daler nedad, som sne daler det, og det falder langsomt ned i lang tid, og så eventuelt, ved hjørnerne, svinder det hen—og så, endeligt.

Af alt, hvad der indtil videre er blevet pointeret af løgn, bedrageri, afgudsdyrkelse, blasfemi, helligbrøde, så er der et emne, som alligevel formår at være mere afskyeligt, mere utåleligt, en vederstyggelighed i en kategori for sig selv: dette er barnemordet, alment kendt under den mere behagelige og vage eufemisme, abort. Nuvel er dette emne ikke et som kun har at gøre med Folkekirken og Kristendommen, men er også et politisk og kulturelt udtryk, som i Danmark formår at være et fænomen, som er fuldstændig beskyttet af alle politiske fløje, fra højre til venstre, med de få elementer i samfundet som modsiger praksissen stemplet som enten religiøse fundamentalister eller deciderede kvindehadere, som undertrykker hele kønnet ved at benægte det muligheden for at dræbe deres egne børn. Enhver diskussion om abort, de få som forekommer, svajer enten mellem en position som stiller det som et angreb mod kvinders rettigheder, eksemplificeret i det politiske slogan, “my body, my choice”, eller en længere diskussion angående hvordan et foster klassificeres, enten med hensyn til person, om det er et menneske, osv., som alle generelt leder til en eller anden form for accept af abort, blot med forskellige tidshorisoner hvori praksisen kan betegnes som moralsk acceptabel. Det kan kort pointeres, at der i disse diskussioner befinder sig et implicit spørgsmål om barnets værdi selv inde i moderens mave, for ellers ville selve diskussionen angående tidshorisonten ikke finde sted, men man ville rettere tillade aborten helt indtil fødslen, da barnet stadig er inde i moderens krop og dermed en del af den moderne helliggørelse af en kvindes kropslige autonomi.
Det vil måske overraske, at jeg ser absolut ingen grund til at bringe kristendommen ind i denne diskussion; jeg vil hverken citere bibelvers eller andre kristne dokumenter; det behøves ikke. Jeg vil endda, til trods for mit brændende had mod Folkekirkens offentlige stilhed angående dette emne, holde mig fra at kommentere på den implicitte betydning for kristendommen og kirken, indtil jeg har fremlagt alle argumenter imod praksissen. Ja, man kan nemt holde kristendommen og kirken uden for denne diskussion: for sandheden er, at abort, selv fra et sekulært verdenssyn, er fuldstændig moralsk fordærvet, så længe man blot anerkender, at mord er moralsk forkert.

For at undgå nogen misforståelse eller anklage for ordspil, vil jeg definere mord som “det, at et menneske med overlæg begår et uretfærdigt drab på et andet menneske.”
Ud fra dette kan vi udlægge en meget basal syllogisme: mord er moralsk forkert; abort (barnemord) er et mord på et menneske; ergo er abort moralsk forkert.
Først og fremmest må der gives en kort bemærkning til dem som siger, at blot fordi man er en mand, kan man eller burde man ikke på nogen måde kommentere eller argumentere imod abort, siden det er et emne som for dem, kun omhandler en kvinde. Dette er, hvad man i formel logik ville kalde en genetisk fejlslutning, siden det forsøger at afvikle påstanden ved at angribe modstanderens oprindelse, status eller i dette tilfælde køn. Det har ingen bæren på om abort er mord eller ej, om så det er en mand eller kvinde, en sydamerikaner eller en europæer som siger det, ja, dette er endda irrelevant, og hvis man må låne en af de sekulære moralbesættelser, yderst diskriminerende, for da ikke at sige misvisende, da barnet er lige så meget hans som det er kvindens; selv hvis han ikke udgår den gravide part, skal en fader blot tie hvis moderen ønsker at dræbe hans barn? Vi må kalde det, hvad det er: en fejlslutning.
Nuvel kan vi begynde for alvor med at rydde argumentet for kropslig autonomi af vejen. Som nævnt før er det uofficielle slogan for pro-abort-positionen “my body, my choice”, hvilket fint opsummerer argumentet for kropslig autonomi. Dette stiller retten til at dræbe sit eget barn som et spørgsmål om rettigheder, men om du har en ret til at dræbe dit eget barn eller ej, gør det ikke mindre umoralsk. Man kan blot se igennem hele verdenshistorien, hvorledes der har været tider, hvor et menneske har haft ret til at gøre umoralske handlinger, til at have slaver, til at dræbe, til at voldtage, osv., osv. Blot fordi du har fået lov af staten Danmark eller FN via en såkaldt menneskerettighed til at dræbe dit eget barn, gør det dig ikke mindre skyldig i at have begået et mord, ej heller gør det mordet til en mindre umoralsk handling. Om du da så havde retten til at begå ethvert mord, og du så udførte et, da ville dette ikke gøre dig til mindre end en morder; du ville blot have ingen juridisk konsekvens for dette. Derudover, hvis argumentet blev taget til dets logiske konklusion, at kvindens kropslige autonomi er over barnets liv, da skulle lovgivningen, for ikke at være hyklerisk, følge op på dette ved at tillade mordet på barnet, så længe det er i moderens mave, helt op til ni måneder. Men dette er alligevel for ubehageligt for den almene offentlighed: de kan kende for meget af dem selv i et så sent udviklet barn, kan se hvor meget de ligner de søde børn på legepladser, og som går på rad og rækker på børnehaveudflugter—og pludselig, da bliver det for ubehagelig en tanke og virkelighed. Fordi de indser, at hvad de dræber er et levende menneske, et barn, og ikke et fremmed væsen som er så abstrakt, at man kan gemme det væk i baghovedet som “en klump celler.”

Efter dette følger ofte argumentet for abort på grund af voldtægt og incest. Til trods for, at dette udgør en ekstrem minoritet, omkring 1%^[109] af tilfælde, så er det en af de primære argumenter, ofte penslet ud voldsomt med eksempelvis en ung pige på 11 år som er blevet voldtaget af sin far eller et andet familiemedlem, med graviditet som konsekvens. Det må først og fremmest pointeres, at dette er så åbenlyst et patosladet retorisk middel for at få abortmodstanderen til at virke som et hjerteløst og næsten sindsygt individ, selv hvis dette blot er et forsøg på at distrahere publikummet for at se de resterende 99% af aborter, som er resultatet af frivilligt sammenleje. Nuvel, skal det anerkendes, at det nok er en af de mest forfærdelige ting, som kan ske, både voldtægt, men mere fordærvet kan det ikke være, at dette også skulle ske for et barn, som knap nok kan bearbejde eller forstå, hvad der sker, især hvis dette kommer som resultat af et familiemedlem, som ellers skulle være lige præcis den, som beskyttede barnet. Juridisk set skulle dette medføre denne, hårdeste, mulige straf i denne skribents mening, for da slet ikke at tale om hvilken brændende helligbrøde og synd over for Gud dette er, hvilken straf der ikke venter sådan et menneske, som fortsætter sit liv uden nogen anger.
Med alt dette sagt, ender argumentet ofte med at spørge abortmodstanderen, “skal barnet tvinges til at have sin voldtagers barn?”. Til dette må der først pointeres, at selv hvis graviditeten er et produkt af voldtægt, tvang, så kan tvang ikke forekomme i selve graviditetsforløbet, siden det er en naturlig proces, som har intet med at tvinge nogens vilje, men rettere om man vil lade graviditeten gå sin gang eller lave et indgreb i forløbet. Voldtægt og sammenleje er bundet op i menneskers vilje til at begå handlingen; men graviditeten fortsætter uberørt af et menneskes vilje. Du kan derfor tale om at tvinge barnet til at få en abort eller ikke at få en abort; men man kan ikke “tvinge” en krop til at gennemgå en graviditet, meget mere end man kan tvinge et hjerte til at banke eller til at stoppe, til at få blodet i kroppen til at strømme, eller enhver anden kropslig proces til at fortsætte sin gang. Valget er ikke mellem at “tvinge” barnet eller nogen anden til at få et barn, men i virkeligheden mellem at dræbe barnet, at eksternt stoppe den naturlige proces ved et indgreb eller blot lade den naturlige proces gå sin gang. Endvidere kan det igen pointeres, at dette ikke modsiger, at abort er mord: det er stadig et barn, som myrdes. Og af hvilken årsag? For at straffe faren? Ved at lade det uskyldige barn som har gjort intet, som har ingen del i faderens skyld og synd, myrdes? Hvilken satanisk logik! Skulle mord gøre voldtægten mindre forfærdelig? Hvorfor? For at skåne voldtægtsofret? Meget vel, dette kan være en svær og potentielt traumatisk proces at gå igennem. Men skulle det være mindre traumatisk at vokse op og anerkende, at du har dræbt dit eget barn i din barndoms uvidenhed? For da slet ikke at tale om, hvor traumatisk selve abortindgrebet kan være, som det til tider høres fra kvinder, som har været igennem processen. Men offentligheden ved sjældent, hvor grusom abortprocessen er i tanke eller handling… Selve dets natur er en eufemisme, og derved får man ikke et reelt billede, når man skal forestille sig, hvad det virkelig indebærer. Derudover, hvis det gravides barns eget barn myrdes, kan det aldrig siges, at tragedien kunne forvandles til en velsignelse (ikke at jeg formindsker forbrydelsen, selve voldtægten), at barnet kunne være en trøst, kunne være, som så mange andre forældre hver dag vidner om deres egne børn, den største glæde de har i deres liv. Hvis ikke, kan moderen altid bortadoptere barnet som et alternativ, hvis hun ikke ønsker at beholde det.
Med de mere overflødige argumenter for abort som rettighed skaffet af vejen, dvs. Hævelsen af morens arbitrære valg og behag som moralsk højere relativt til barnets liv, når vi derefter kommer til den næste fase, hvilket er nedgørelsen og dehumaniseringen af barnet, for at retfærdiggøre mordet på det. Dette argument kan tage flere former, nogle mere sofistikerede end andre. Det mest forståelige argument, er spørgsmålet om hvis morens liv er i fare. Hvis dette overhovedet forekommer længere i Danmark, eller for den sags skyld så mange andre steder med et moderne hospitalsvæsen, så følger det naturligt, at lade moren lide døden for barnets skyld ikke er absolut mere moralsk end omvendt; ej heller vil dette være retfærdigt over for moren. I dette enestående tilfælde, kan man lade moderen vælge.
Et argument som desværre er meget alment er at kalde barnet for “en klump af celler”. Til dette kan man naturligvis spørge: Hvad menes med dette? Absolut intet. Det er et ren ordspil, et retorisk forsøg på at dehumanisere barnet, til at gøre det abstrakt og dermed fjerne den moralske obligation over for det som et menneske. Fortalerne for dette argument, hvis man kan kalde det, tror ærligt talt, at hvis man kan betegne barnet som noget andet end det er, så gøres handlingen mindre umoralsk, hvis overhovedet. Man kan med samme princip kalde andre mennesker “sække med kød og blod” eller “klumper af celler” og derved gøre, hvad man vil med dem alt efter sin egen selvoverbevisning. Det siger som sagt intet, for æbler, fisk og mennesker er også opbygget af celler, men ved denne kategorisering kan vi kalde det lige så umoralsk at spise et æble som at spise et menneske, for det er jo bare “klumper af celler.”
Implicit i retorikken er blot den samme taktik som bruges til at retfærdiggøre så mange andre vederstyggeligheder som folkemord, blot mindre sofistikeret. Herefter følger det ofte, “det er ikke et menneske.” Til dette kan man igen spørge: Hvad er det så? Er det et andet dyr? En anden art? Noget andet end et menneske? Til dette vil man ofte falde tilbage på at kalde det blot celler, men dette er som sagt absolut intetsigende. At sige, at barnet ikke er et menneske, men “et foster”, er lige så latterligt. Derudover er der nogle andre individer, som har fået det ind i deres hoveder, at ved at betegne barnet i moderens mave som en parasit, kan abort retfærdiggøres. Problemet med argumentationen ligger i, at en parasit er et væsen, som lever på bekostning af dens vært, til forskel fra en graviditet som er en naturlig proces, hvor barnet afhænger af moren i ni måneder indtil det fødes, som en del af videreførelsen af menneskeheden. Det er en proces som alle arter tager del i til varierende grader, og som står i skarp kontrast til parasitter, hvis hele eksistens er baseret på at infiltrere en vært, oftest en anden art, for at leve på dets mad og endda dets indvolde, og eventuelt hele værten. Man kan formentlig godt se den klare forskel mellem graviditet, som leder til liv og parasitisme som leder til formindskningen af livet, hvis ikke blot til døden. At kalde et barn en parasit er dog et af de primære eksempler på den pseudo-religiøse og rabiate fanatisme, som besætter visse mennesker til at retfærdiggøre deres egen seksuelle promiskuitet, fri fra det naturlige ansvar som følger af samleje, helt op til at myrde deres eget barn. Den moderne forståelse for frihed er en finere betegnelse for nihilisme.
Udover at være endnu et forsøg på at dehumanisere et fuldstændigt og forsvarsløst menneskeliv, da kan man lige så vel betegne et barn helt op til fødslen, og efter som en parasit på alle ens ressourcer, tid, penge, osv., hvilket kan tage til dets logiske konklusion ved at sige, at en mor eller forældre har lige så megen ret til at dræbe deres barn, så længe de er en byrde, en “parasit”, på deres ressourcer. Et lignende argument siger, at siden fosteret ikke kan forsørge sig selv, da er det umoralsk at dræbe det; den samme logik leder dog til, at vi lige så godt kan dræbe enhver, som er hjælpeløs og ikke kan “klare” sig selv, hvad end vage definition dette indebærer. Jeg har endda hørt det sagt af en kvinde, at et barn er som en cancer. Et fremragende eksempel på den slags ting, der kommer ud af munden på et menneske, som for alt prøver at bevare sin ret til at slippe for konsekvensen af sine handlinger på bekostning af et forsvarsløst barn. Om sådan et eksempel fortjener meget tid mener jeg ikke, men det må blot pointeres, at cancerceller er unormale celler med en negativ effekt på menneskets helbred og liv, som vokser og deler sig ukontrolleret. De bidrager intet, men skaber tumorer, forstyrrer kropsfunktioner og leder så ofte til døden. Et foster er derimod et barn under udvikling i moderens mave, som en del af en naturlig proces, som i størstedelen af tilfælde er indgået med konsens, som eventuelt leder til et færdigudviklet barn ved fødslen. Om sådanne mennesker ville kunne have gallen til at gentage sådan sofistikeret foran cancerpatienter, da især dem med børn, vides ikke.
Videre kommer vi til argumentet for abort, som postulerer, at hvis barnet ikke har bevidsthed eller kan mærke smerte, kan det myrdes. Generelt betegnes bevidsthed i et foster til hjerneaktivitet i barnet, som forekommer omkring sjette graviditetsuge, andre eksempler er barnets aktivitet i moderens mave, som at sparke eller bevæge sig, osv. Alt efter hvor arbitrært standarden for bevidsthed er, hvor udviklet den er, kan man potentielt forsøge at retfærdiggøre mordet helt op til fødslen. Man kan derudover reflektere over, at den mindre udviklede bevidsthed hos spædbørn og småbørn kan retfærdiggøre mord på dem efter den logik. Men dette er nuvel stadig mord i det almene og alligevel for grusomt til det nuværende samfund, så lad os holde os til det præmis som siger, at drabet er moralsk neutralt, så længe fosteret besidder ingen bevidsthed, dvs. hjerneaktivitet.
Først må det dog pointeres, at den implicitte verdensanskuelse, som langt størstedelen af danskere samt store dele af Vesten besidder, er baseret på en utilitaristisk logik. Det postulerer, at hvad der er godt og ondt generelt identificeres med det, som maksimerer nydelse og minimerer smerte for den maksimale mængde af mennesker. Naturligvis er der ingen underliggende retfærdiggørelse for dette verdenssyn, men det er det, som tiltaler det moderne menneske, som har ingen højere metafysisk eller religiøs grundfæstelse, siden nydelse og smerte er en af de primære måder, vi oplever eksistensen og hele livet på. Siden det kræver bevidsthed at kunne opleve smerte og nydelse, og fordi fosteret i sit tidlige stadie har ingen bevidsthed, konkluderes det, at det ikke er umoralsk at dræbe fosteret, hvis det har ingen bevidsthed og derfor ikke kan mærke smerte eller være bevidst om, hvad der i det hele taget sker.
Det siger dermed implicit, at menneskets moralske værdi ligger i dets bevidsthed. Problemet med dette er, at det lige pludselig retfærdiggør enhver handling imod en person, som eksempelvis er i koma eller blot er død, siden menneskets moralske værdi ligger i dens bevidsthed, som nu ikke længere er til. Således kan man sige, at nekrofili og kannibalisme af en død menneskekrop er moralsk neutralt, siden de ingen bevidsthed har. Derudover kunne man udlede, at mord på en person i koma (måske da endda en som sover dybt) også kunne retfærdiggøres, siden den moralske værdi ligger i bevidstheden ifølge dette argument. Vi skildrer dog i mellem at aktivt dræbe et menneske, som ville kunne vågne op fra et koma, relativt til at lade en person som er erklæret hjernedød, men som holdes i kunstigt koma, dø.
Så medmindre man er villig til at godtage ovenstående, at moralsk adfærd over andre afhænger af deres bevidsthed, og da enhver adfærd er tilladt overfor de ubevidste og døde, så må vi også kaste dette ud af vinduet. Men hvis da nogen er villig til at godkende nekrofili, kannibalisme, og hvad de nu ellers kunne finde på at gøre med de ubevidste, (om potentielt konsensuelt eller ej er nu så irrelevant til den, som åbner døren for begge), ja, erklærer sig decideret enig og siger, “dette er en god og progressiv holdning - ja, hvis jeg var statsminister, dette er sådan et samfund, jeg vil have og stå inden for!”, da må de, kære læser, meget gerne fortælle deres forældre, venner og kollegaer først, og derefter henvende sig til mig ved at skrive et åbent brev, helst i Politiken eller Berlingske, så vi kan, som visse kulturelle fluekneppere og talentløse, dekadente kunstnere siger, “få startet en offentlig debat”.
Til sidst har vi diverse argumenter ud fra livskvalitet, som kun overfladisk set er forskellige, men underliggende alle følger det samme utilitære verdenssyn, som igen, er en fuldstændig arbitrær måde at opstille moral uden en underliggende objektiv begrundelse, dvs. det er holdningsbaseret. Et eksempel lyder, at hvis et menneske potentielt kunne fødes med downs syndrom, fattigdom eller en anden negativ tilstand, som ville påvirke dets livskvalitet, så ville det være bedre, hvis det blev aborteret. Dette er først og fremmest et fremragende eksempel på hvad det vil sige at gøre sig selv til Gud, dvs. at tilbede sig selv som en afgud, og gøre sin egen personlige mening og dom over, hvad det vil sige at have et godt liv, hvad der gør livet værd at leve, osv., og derefter myrde ud af sin egen forståelse for medlidenhed. Ja, her har vi den hedonistiske rationalitet, der siger, hvis livet ikke har nok nydelse, er det komfortabelt nok, nemt nok, da ville det være bedre, hvis dette menneske slet ikke var til. Først og fremmest er det en fascinerende måde at sige implicit, at størstedelen af mennesker under fattigdomsgrænsen ville have haft det bedre, hvis de aldrig var blevet født, for slet ikke at sige, at de nok ville have haft det bedre, hvis de bare begik selvmord en masse. Men det er også en logik meget tæt beslægtet med “medlidenhedsdrabene” under Aktion T4 begået af nazisterne, som myrdede mennesker med handicap og mentale sygdomme. Mest af alt siger det meget om personen selv, som ud fra sin egen logik, ville have ønsket sig selv aborteret, hvis de kunne være født fattige eller på nogen måde handicappet. Dette er så ikke længere et spørgsmål om mord, for det er det, dette ligger implicit, men rettere en måde at lade mordet ses som noget som ud af medlidenhed, specifikt fra mennesker, som baserer hele deres liv på hvor meget nydelse de kan opnå, og hvor meget smerte de kan undgå, dog uden at se livet som noget som har værdi i sig selv. Ud fra dette kan vi vel begynde at myrde dem, som vi ikke føler kan leve op til vores standard for livskvalitet og nydelseskvoter.
Ingen af disse argumenter kan modsige, at abort er mordet på et foster, på et barn, på et menneskeliv, et mord ligesom alle andre, blot gjort mere abstrakt ved forsøget på at dehumanisere det, gavnet af at barnet selv ikke engang har mulighed for at skrige i det abortlægen stikker en klemme ind i moderen og begynder at knuse og rive barnets kropsdele af, en efter en, hvor han derefter trækker alle delene ud, inklusiv det afskårede hovedet, bruger et lægeinstrument til at suge de resterende dele ud, og tæller dem derefter nøjagtigt for at sikre sig, at ehvert spor af fosteret er fjernet fra kvinden, som ellers skulle have været moder. Det samme kan siges om medicin som mifepriston, som stopper kroppens evne til at fortsætte fosterets udvikling; ligeså misoprostol, som generelt bruges inden for de første ti uger i et graviditetsforløb, og som leder til, at livmoderen udstøder fosteret.

Nu at vi har erfaret, at børnemordet, den såkaldte abort, er en fuldstændig ulogisk og moralsk uforsvarlig position, som er blevet svøbt ind i en følelsesladet og sofistisk retorik bundet på idéen om kvindens “rettighed”, på kvindens ønskede autonomi relativt til fosteret, men som fuldstændigt undviger det som hele debatten virkelig burde omhandle, barnet, da ser vi med klare øjne, at dette ikke er et spørgsmål om en moralsk kamp for rettigheder, men i sandhed kvinder og mænds fuldstændigt selvcentrede strid for at kunne have lige så meget samleje, med hvem end det passer dem, uden den naturlige konsekvens af handlingen. Så desperate er de, at det ikke er nok med de almene præventionsmidler for at minimere den såkaldte “risiko” (hvilken gru! At tage sig af og elske et barn!), men denne vilje til at undslippe konsekvensen er så stærk, at selv hvis graviditeten forekommer, så er kvinder villige til at tage livet af deres egne børn, imens mænd står på sidelinjen, og lader det ske, som om de kunne gøre som Pontius Pilatus, vaske sine hænder og sige, jeg er uskyldig i denne mands blod^[110], som om de ikke har del i denne synd, som om de ikke også har deres eget barns blod på hænderne.

Det ses, at barnemordet, kampen for abort, er en af grundsøjlerne i den seksuelle revolution, og at den ærlige erkendelse af abortens fuldstændigt moralsk fordærvelse, vil naturligt lede til et nedbrud i størstedelen af den seksuelle revolutions intellektuelle og kulturelle konsekvenser. Dette er derfor også,hvorfor den er varetaget så godt om af alle politiske fløje, siden den seksuelle “friggørelse” (man kan rettere betegne det som en slavegørrelse af mennesket til ukontrolleret seksuel lyst) er dybt indgraveret i moderne vestlig kultur, især i Danmark, og at al kamp, endda kritik af den, vil være grænsende til politisk selvmord, hvis da ikke en fuldstændig afkastelse fra kulturel relevans, blåstemplet som en puritaner eller sexist. Fascinerende dog at se hvordan dens konsekvenser blot har ledt til en kultur, som fremhæver flugten fra reelt ansvar i forhold som ægteskabet, ødelæggelsen af familien, had og afsky for at få børn til erstatning med helliggørelsen af et egocentreret verdenssyn, som tilbeder sig selv og ønsker sig selv fri fra alle konsekvenser men med alle nydelser til gode, kronet med massakren af tusindevis, hvis ikke hundredtusindvis blot i Danmark^[111], af de mest uskyldige; børn som ikke engang fik lov til at forlade deres mors mave, før de blev hevet ud af den, som skulle have elsket og taget sig af dem, blot så mennesker kan gå ud og begå hor, og gentage det hele igen, dræbe et par børn til, og så videre ad nauseam. Og dette kalder vi Vestens moralske fremgang! Hvilket progressivt forbillede Danmark er! Ikke ligesom alle de kvindehadere i Polen og De Forenede Stater—hvor de undertrykker kvinder for et godt ord, ved ikke at lade dem tage livet af deres egne børn.

Samtidig kan man høre kakofonien af kulturelle medier, fra DR ned til den almene person på gaden, hylle som stukkede griser over, hvorfor ingen gider at have seriøse “forhold”, hvorfor ingen gider at give igen (man kan kalde det at ofre sig selv, for det er i princip hvad kærlighed er, at give af sig selv), hvorfor mænd og kvinder er så egocentrerede, som om det ikke er hele princippet bag den seksuelle revolution, bag den moderne kultur som sætter “dig” i centrum, egocentricitet, som kræver alle andre ofrer sig til dig, men aldrig at du ofrer noget af dit til andre, ja, endda mere end du føler du får igen. Som poesi lyder det, at selv politikerne er blevet nødt til at se tallene, spærrer øjnene op og render rundt på Christiansborgs gange fordi, til stor overraskelse, de har været med til at kultivere en kultur, som ikke kunne være mere ligeglad med at få børn, som er det største eksempel på ofringen af sig selv for en anden. Kan du mærke, kære læser, ja, vil du tilgive det, at jeg nyder denne situation, ikke fordi den er god på nogen måde, nej, det vil jeg aldrig påstå, men fordi det er sådan en fryd at se, hele denne ateistiske ideologi blive fuldbragt, at se den nå sin logiske konklusion, hvilket er intet mindre end familiens kollaps, atomatiseringen af individet, det fysiske og symbolske drab på barnet som burde være det helligste i samfundet, og eventuelt, nedbrydningen af den åh-så-eksemplariske velfærdsstat, fordi ingen gider at få børn som kan opretholde den. Var det ikke dette, du ville have? Nu da godt, at Mettemor bringer snakken om aktiv dødshjælp tilbage, for så kan vi måske forsinke det ved at vende kniven den anden vej fra barnet og pege den mod vores forældre. Død, død, atter død, dette er, hvad der ligger bag, og dette er, hvad der er konklusionen af nydelseskulturen. Men nej, det er nu de kristne, vores forfædre, som var gale, dem med alle deres kirker og familier, deres disciplin og idealer. Vi må ud og more os, spise og drikke, for i morgen skal vi dø. Après nous, la déluge!

Til sidst lad mig sige et par ord til Folkekirken: åh, Folkekirken, hvis man skulle nominere et emne som værende det mest skamfulde, det mest frastødende eksempel på konsekvensen af Folkekirkens helvedsmentalitet, dens patetiske struktur der tillader den en position af det højeste kujoneri, ved at sige, Folkekirken har ikke en samlet stemme, men hver har sin egen individuelle mening—og med dette, tror I ærligt talt I kan forsvare jer selv over for vor Herre på Den Sidste Dag? At enhver skal have sin mening og ret, selv hvis bekostningen er livet på tusinde, hundredtusinde af menneskeliv som er udslukket? Åh, det må være hyggeligt at kunne gemme sig bag jeres glorificerede anarki, jeres kirkedøre; hvad med Kristi opstandelse—er dette også op til individuel mening? Hvad med de Ti Bud? Tydeligvis ikke, for det er intet mord at dræbe et foster, et menneskeliv i sin moders skød! Hvis man da skal give et eksempel grænsende til den yderste blasfemi (en stolt Folkekirkelig tradition), da ville jeg sige, at de kristne som siger, at aborten er intet mord og ingen synd, derved erklærer, at det ville have været ingen synd mod Gud, hvis—og jeg væmmes i mit inderste i det, jeg skriver dette—Kristi var blevet aborteret i stedet for korsfæstet. Selv hvis den største skamplet på menneskets eksistens var drabet af Den Almægtige og Levende Gud, da ville den være just ingen synd, hvis gjort før hans fødsel! Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I drager over sø og land for at hverve en enkelt proselyt. Og når det lykkes, gør I ham dobbelt så fortjent til Helvede som I selv!^[112] Har Herren ikke gjort det klart for jer, som profeten Jeremias skriver? Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig; jeg gjorde dig til profet for folkene.^[113] Og har Psalmisten ikke skrevet, Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv.^[114] Det er Gud, som giver livet, og Gud, som opretholder mennesket; selv ikke barnet skabes af moren og faren, thi de sætter blot selve processen i gang—men det er ved Herrens vilje og skaberværk, at dette overhoved kan finde sted! I tager Herrens værk, mennesket skabt i Guds eget billede, og tillader uden protest, at mennesker myrder deres børn, kaster dem ud, som var det mindre værd end skrald!

Med det menneskeliv som Herren væver i moderens indre, men som mennesket, i en af de mest arrogante handlinger over for skaberen af himmel og jord, driver hånden ind for at ødelægge fuldstændigt! Hvad kan man forvente af ateister og sekulære, som følger alle hedonistiske drifter, selv ind i dødens gab? Men præster og kristne, som skulle være oplærte i den kristne tro, som skulle følge den samme tro som forkyndt af apostlene, ja, i Folkekirkelige, må Gud tilgive enhver, Han som er blid over for dem som angrer; men dem som fortsætter med at forkynde barnemordet, om han er præst eller lægmand, hvorledes skal sådan en beskytte sig selv? Med hvilken undskyldning, hvilken forklaring, skal han give over for Gud? Hvorledes skal vi forklare os selv over for de masser af døde, som er myrdet i navnet på kvinders rettigheder og frigørelse? 14 000 til 15 000 barnemord: er dette en smal pris at betale for verdens lykkeligste land? Herren forbarme sig over Danmark! Lykkeligt kan man bilde sig ind, at det er, men kristent? Hvis Danmark er et kristent land, er Herodes en helgen.

Hvad en accept af abort overordnet gør, om så aktivt eller passivt, er at transformere Kristendommen fra en livsreligion til en tilbedelse af døden. Livet er ikke længere noget helligt, noget urørligt, men et valg som kan tages baseret på abstrakte idéer om livskvalitet, økonomi, individuel frihed, og endda noget så arbitrært som tid og sted: smag og behag, så at sige. Det samme kan applikeres til aktiv dødshjælp: livet er ikke længere helligt, en gave, som vi ikke selv har magt over. Nu stilles dens hellighed til spørgsmål, så snart vi fornemmer eller overgår et vist niveau af ubehag, af smerte, om så fysisk eller psykisk. Naturligvis er det kun den almene forståelse for dem, som teoriserer om aktiv dødshjælp på andres vegne (generelt ikke de ældre, fascinerende nok - men det er vel heller ikke børn eller de ufødte som er fortalere for abort.) Men selve tanken rammer dog oftest kun de ældre, i deres ensomhed, dem som “ikke vil være til besvær” eller være “en byrde.” Og sikke politikerne hjælper til, idet de døber denne ældrebyrden. Magen til retorik, når vi skal høre både om at tage ansvar for vores forældre og nærmeste, og så kalder vi det ældrebyrden; når vi dræber vores ufødte børn, så kalder vi det abort og ikke barnemord. Al denne retorik tjener også kun at dulme os til virkeligheden, til løgn og til bedrag, og til menneskets egen afgudsdyrkelse af sig selv, til at dyrke et nihilistisk verdenssyn som skjuler sig bag en åbenlys hedonisme, og som forstår intet andet end hvad der behager sine egne tanker og gøremål: Ve dem, der kalder det onde godt og det gode ondt, som gør mørke til lys og lys til mørke, gør det bitre sødt og det søde bittert.^[115] Det er jo kun naturligt, at vores egne forældre, vores mødre som har født og elsket os, vores fædre som har elsket og beskyttet os—begge som har slidt og ofret for os—det er kun naturligt, at de eventuelt ses som en byrde, når deres alderdom og svaghed påvirker nydelsen af vores liv. Man kunne da også sige, at børn tager på vores nydelse, for dem skal vi også tage os af og ofre os for, så jeg vil komme med et beskedent forslag til statsministeren og hele det vise Folketing og Etisk Råd (vor autoriteter for liv og død, for godt og ondt), om vi burde have friheden til ikke nok kunne dræbe vore egne børn under 18 og de ældre, som når pensionsalderen, men også spise dem? For inflationen ser ikke ud til at forsvinde, priserne forbliver høje, både på mad, energi og hus. Hvis vi da implementerede dette, da ville vi spare både den danske statskasser millioner og milliarder på elektricitet og lønninger til plejehjælp, fri pladser op på hospitalerne fra den største byrde på hospitalsvæsenet, gøre plads op på boligmarkedet, hjælpe med at stoppe en vigtig kilde for klimakrisen (de ældre og børn er jo dem som er mest hjemme og bruger mest energi), for ikke at tale om den potentielle indkassering og optjening af flere michelin stjerner hvis vi gjorde det til et kommercielt slag og lod Noma genåbne med et koncept baseret på menneskekød. Se, det er en progressiv tankegang! Tænk, hvorledes andre lande ville beundre Danmark, når de ser vores sparsommelighed og innovation med hensyn til ældrebyrden og den personlige frihed til at gøre sig af med sit afkom (“afkomsbyrden”, der er en idé!) alt efter hvad der passer individet.
Så meget for iværksætteri og innovation i Danmark. Men nu når så mange raske og sunde beslutter sig for at tage livet af de syge og gamle, sigende, “dette er hvad de beder om og intet andet end døden!” Mine damer og herrer, burde vi så ikke være ærlige og kalde dette en genindførelse af Ættestup? En fejring af skandinavisk kultur? Hvorfor nu dette skuespill? Kan vi ikke sige ærligt, at de gamle og arbejdsuduelige, og ja, da også de lidende og døende, skulle slås ihjel, så da vi ikke skulle opleve besværet, den bare ubehag og det personlige offer som det kræver at hjælpe de gamle, svage og sårbare?
O moder, du som opforstrede mig fra din vom, nu er du gammel og til besvær, jeg har ikke tid til dig, dine lidelser og din ensomhed keder mig, og gør mig ulykkelig—vil du ikke gøre mig denne sidste barndomstjeneste og forsvinde fra mit liv?

Man undrer sig over, hvorfor staten nu klager over, at færre og færre mennesker vil have børn. Har den ikke givet bifald til de progressive positioner, som erklærer menneskets lykke som noget fundet kun i dets selv og dets begær? Har det ikke hyldet den frie abort som et tegn på dets eget fremskridt i forhold til den såkaldte undertrykkelse, som findes i lande som Polen, i de Forenede Staters moralske tilbagefald? I skolerne, lærer de unge ikke, hvorledes man kan agere seksuelt, frit og billigt, uden de fysiske konsekvenser? For de lærer tydeligvis ikke om glæden ved at få børn, om den selvofring ethvert kærligt forhold kræver, for da slet ikke at tale om ægteskabet; de stilles ikke et højere livsmål, end hvad de selv vil, lærer blot hvordan de undviger graviditeten så godt som muligt. Hvorfor skulle de i så fald se frem til at få børn, nu når der er så lidt nydelse og frihed i børn—har vi, i dette lykkeligste af lande, i denne progressive, individualistiske og oplyste tid, ikke indset at børn og giftemålet blot er to andre måder at berøve os af vor frihed? Og i dette verdenssyn er det vel også et slaveri at være elsket, uden at vi ønsker det og at skulle elske nogen overhovedet. Og hvis da noget ikke passer os, om end noget eller nogen, er det da ikke vor ret til at skille os af med det og dem, at brænde så mange broer som vi ønsker? Hvad er ansvar over for den, som stiller frihed som det vigtigste og højeste andet end et slaveri? Det eneste, som undrer, er manglen på godkendelse for den aktive dødshjælp – da kan vi endelig slippe af med denne ældrebyrde, vore gamle forældre, som nu kun er besvær, som stresser os, som er endnu et galgereb rundt om dette livs glæder, nydelser – er dette ikke, hvad tiden er for? Så lad da Folketinget gøre sin pligt og kappe ikke blot livets begyndelse over til folkets behag, men også accelerere dets ende til dets jubelråb, for da er vi endelig herre over livet og døden, i det mindste dets besværligheder. Ja, lad os gøre således, imens Folkekirken hvisker i små paragraffer i aviserne; hvis den brokker sig, da kuer vi den og den tier lydigt.

Hvis man stædigt vil fastholde aborten, til trods for den åbenlyse sandhed, til trods for at ingen af argumenterne kan modsige, at, det er mordet på et menneske, selv hvis dette er i et tidligt stadie. Hvis de stadig vil holde fast i, at fosteret blot er en “klump celler”, gid da mødre ville stoppe med at sige, ”jeg er med barn”, for hun er jo kun med foster – og dette er der jo intet specielt eller helligt i, thi det er blot celler,og dem har vi ikke meget at forpligte os over for. Ja, hvis blot disse kloge autoriteter ville opvække diverse kvinder, som har lidt (hvis vi nu kan tillade os at kalde det således) en spontan abort, fra deres ulogiske sorg og pinsel over at have mistet deres barn. Lad dem blot bringe dem til fornuft ved at sige: ”Hør nu, det var jo bare et foster.” For os er et barn i maven – om forladelse, et foster; det er nu så svært at lade sig selv oplyse, det tager en vis tid – for os er det intet, som vi ikke har privilegium til at bortskaffe os, når det nu end behager os. Hvis barnet er en gave fra Gud, som de gejstlige siger, så har vi også retten til, den ubrydelige, sekulære ret, at ikke blot takke nej, men også smide den gudsgave ud. Hvorfor græder disse kvinder så over deres tabte forstre? Det er som at græde over spildt mælk. Derfor burde vi derudover stoppe, i det vi læser morgendagens nyheder, med denne falske tone af rædsel, når vi hører, at en gravid kvinde er blevet myrdet eller er død i en ulykke—lad os ikke pålægge os den ekstra sorg at tro, at der var noget af sand værdi i moderens vom.

Nu, Kære Læser, i det vi er ved at være ved vejs ende og før jeg atter slipper dig ud i det danske samfunds dulmende ligegyldigheder, tillader jeg mig blot kort at gøre dig opmærksom på et punkt. Et punkt, nej, nærmere et enkelt individ. Dette individ er værd at nævne af den simple årsag, at størstedelen af hvad jeg har udtrykt i dette skrift har dette individ gjort for mange år siden. Det må være åbenlyst, at det ikke kræver det mest storslåede intellekt at gennemskue Folkekirken, men blot to faktorer: at man tager Kristendommen og dens bud seriøst samt tillægger Folkekirken den samme seriøsitet i det, man observerer, hvorledes de forkynder det, de kalder Kristendom—hvis man gør dette, vil størstedelen af hvad jeg har skrevet hidtil hverken forekomme absurd eller ulogisk.
Men hvad der er bemærkelsesværdigt ved dette individ, som kom på disse samme tanker, er at dette individ udtalte sig om dette ikke for 20 år siden, ikke for 50, ej heller 80—men hele hundredeenoghalvtreds år siden. Hvem var dette individ? Ingen anden end Søren Kierkegaard.
Ja, en af Danmarks største berømtheder, til trods for at han nævnes af og til af folkekirkepræster i sammenhæng med nogle af hans tidligere værker, brugte de sidste to år af sit liv på det mest voldsomme angreb på Folkekirken. Hvad udtalte han specifikt?
Kristendommen, som fremvist i Det Nye Testamente, er blevet det modsatte af, hvad den var.^[116] At der er intet mere farligt end at få mennesker til at antage navnet kristen uden at indse, hvad der faktisk står på spil—at være kristen indebærer ekstraordinære krav, ikke forberedelse og udlevelse af en stillestående komfortabilitet.
At det er Gud mere kært, uendeligt mere kært, at du uforbeholdent drister dig enten at tage Kristendommen og Guds bud med den dybeste seriøsitet og besindighed, eller blot afstår fra det fuldstændigt, end at holde Ham for nar ved at kalde det gudsdyrkelse og kristendom, at kalde dig selv kristen ved Kristi navn, og derefter leve og tale og agere som en hedning, som en komplet ateist, dvs. at misbruge Herrens navn. At hele præsteskabet, som han kaldte embedsmænd for staten, umuliggjorde Kristendommen ved at få befolkningen til at tro, at det, som sagt, kræver intet at være kristen.^[117]
At den kristendom, som praktiseres i Folkekirken og af størstedelen af befolkningen, som ignorerer alt, hvad Kristus siger, til trods for Hans al tale om dom, himmel og helvede, alle Guds mirakler, al seriøsitet og alle korsets lidelser, er den mest latterlige tro på den mest latterlige Gud som nogensinde er forekommet. At tro, at når Kristus siger, at man skal tage sit kors op og følge mig så er det ensbetydende med den mest komfortable og lidelsesløse eksistens, som kræver intet offer af sin egen velbehag, med en Gud i baggrunden som taler om den evige fordømmelse og evige salighed, men så alligevel bare lader alle gå til den evige salighed som var der intet hændt på jorden af konsekvens—sådan en gud er et vrøvlehoved, nærmere en chihuahua som gør og aldrig bider, og alt hvad den siger, vrøvl—en fuldstændig og komplet latterlighed.^[118]
At hele Det Nye Testamente ved sådan tro bliver en slags håndbog for morskabslæsning, som blot giver indtrykket af fare og værdi, men er så godt som at læse en eventyr fuld krimi—som man derefter kan lægge på hylden.^[119]
At sådan kristendom slet ikke er Kristendom, men Kristenhed, som er intet andet at lege Kristendom—at sådan ageren er hykleri og mere grusomt end blodsudgydelse, fordi det fortsætter gennem hele livet og dræber ikke kroppen, men sjælen.^[120]
At i stedet for at omvende sig, da kalder vi blot ved navn alle og alt kristent, for derved undgår præsten at skulle afvise et eneste betalende medlem af Folkekirken, til trods for de lever i den mest åbenlyse synd, uden den mindste skam eller anger—og til dette får de en fin og kristelig gravtale af præsten—vis mål atter er at give dig indtrykket, at dette er kristendom.^[121]
- - - og saa lege vi den Leeg, at vi Alle ere Christne, Alle elske Gud, medens Menneskene nutildags ved at Gud er Kjerlighed og ved det at elske Gud ikke forstaae Andet end det sirupsvamle Slikkerie, som Løgnens Sandhedsvidner handle med.^[122]

Dette var Kierkegaards vidnesbyrd. Der er vel god årsag til, at de færreste Folkekirkepræster stifter bekendtskab eller blot taler højt om dette. Så stor var Kierkegaards foragt for det folkekirkelige præsteskab, at han kun modtog nadver^[123] i den nærliggende Vor Frue Kirke om fredagen af den simple årsag, at der serveredes nadver, men ingen prædiken—hvilket vel er det bedste kompromis for at kunne modtage syndsforladelse uden at deltage i, hvad han selv kaldte, for gudsbespottelse hver søndag. Ja, udover sine skrifter, som jeg har givet en kort parafrase af (for hans udgivelser om offentlig kristendom er flere hundrede sider), insisterede han selv til sin død på, at han ikke ville begraves af en Folkekirkelig præst eller have noget med den at gøre. Da han så faldt om på åben gade i 1855 og døde senere hen uden at have efterladt sig et bindende testamente, som fordrede denne kirkelige undvigelse, blev han til sin egen begravelse offer for Folkekirken. Selv i døden er han ikke undsluppet, for sjældent får man, når han nævnes af folkekirkepræster eller teologer, indtryk af, at han afskyede Folkekirken og forkastede den til sin død. Ja, hele kulminationen af hans værk, af individets voksende bevidsthed om sin individualitet, om sit livsmål, om at tage et konkret valg overfor Gud—havde i sin klare modsætning den kollektive og dulmende ligegyldighed som er den naturlige konsekvens af og reaktion til Folkekirkelig kristendom.

Der er opsat en statue af Kierkegaard foran Marmorkirken, som kun kan betegnes som den største danske nationale vanære mod et enkelt menneske siden Corfitz Ulfeldts skamstøtte. Arme Kierkegaard, hvor har de hævnet sig imod dig og dit værk, ved at uskadeliggøre og absorbere dig i en overfladisk forstand. Enhver, der læste hans skrifter om statskirken, ville vende sig øjeblikkeligt på en søndag morgen, som så de en skytsengel advare dem om ikke at stige op ad trapperne. Al polemik er blevet vasket af ham, alle indtryk af asketisk selvofring, al hans sandhedssøgende krigsånd, og er nu efterladt som endnu en filosof med fine, polerede fraser som tiltrækker enhver dilettante til vage tolkninger og citationer, til studenterkredse og aftenforedrag—men størstedelen forbliver atter i et med den budsløse og korsløse kristenhed. De læser lidt af Enten-Eller—til hans rædsel siger de: Både-Og!
Så fin er denne genfortolkning af Kierkegaard, at jeg vel kan forvente, efter denne kritik, at selv blev jeg beskyldt for alt fra at være sindssyg til kvindehad og fanatisme, at du, kære læser, måske en dag ville kunne se en statue af mig ved siden af en anden sognekirke om så og så mange årtier. Det vil dog afhænge af, hvor lang tid denne glorificerede farce fortsætter, indtil befolkningen bliver træt af den samme platte vittighed, som bliver fortalt hver gang de er til konfirmation, kirkebryllup eller julegudstjeneste. Men hvem ved, måske kan Folkekirken bevare sin rolle, lignende den 90-års fødselsdag, som en smal og plat vittighed, som man nu ikke har afskaffet endnu, for den er jo morsom på sådan en gammeldags manér, og det er jo hyggeligt med lidt tradition at drikke og spise til.
Men dette er endnu ikke Kristendom—det er ikke engang genfærdet af det.

Men hvad Kierkegaard tog fejl i angående den enkelte kristne, er at reducere ham til blot dette: den enkelte. Mennesket er aldrig fuldstændig for sig selv, for Kristus er tættere på ethvert menneske end det er på sig selv, om det er kristent eller ej. Det kristne menneske endnu mindre, thi det har kirken til familie, både i det jorddige og det himmelske. Mennesket var ikke skabt til at være alene, ”Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene.^[124]” Det er den sørgelige rest af det ene menneske over for Gud, så fuldstændig fjernt fra den tidlige og ortodokse kirkes forståelse af det kristne menneskeliv. Man undrer sig dog med sympati, om ikke Kierkegaard, omringet af en lignende og fordærvet kristenhed fremført af Folkekirken, ikke følte sig som den eneste kristne i verden, hvis blot i Danmark? For det er grænsende til solipsisme, denne fiksering på den enkelte i Kierkegaards værk fuldstændig afskåret fra hærskaren af apostle, profeter, martyrer, bekendere og alle helgener. Naturligvis er dette resultatet af den lutherske forståelse, da ingen sjæle endnu er dømt i hans teologi, men kun som sovende. Men vi ser, hvorledes dette knuser en så stor del af den kristne forståelse—som en mand afskåret fra sin familie, har han ingen på jorden, da har han ingen overhoved. Kierkegaard gjorde sig selv til en hermit i et samfund han fandt manglende; men da han blot var en mand, ikke som en munk trænet, efter mange år, til at bearbejde sin og verdens frelse med bøn, kun i selskab med Gud, måtte han i stedet fylde tomheden med rasen mod det hykleri han så og endnu flere refleksioner, som afspejlede en mand afskåret fra det fællesskab som Kristendommen er i sin essens: sand kommunion, med Gud og mennesker. Men afskåret fra den sande kirkes fællesskab, fanget i den vestlige og lutherske rationalisme, den fuldstændige ensomhed med mennesket alene over for Gud—den sorg og raseri og ironi—kan den bebrejdes ham? Kierkegaard var et martyrsoffer for moderniteten, tvunget til at leve på vin blandet med vand og muggent nadverbrød, hvilket gjorde hans sjæl så åbenlyst ondt; men uden kejser til at forfølge ham, uden noget fællesskab af troende, måtte hans martyrdom strækkes ud, ikke i en enkel død, men i hele sit liv. Som en blomst bragt til et land, hvis klima ikke passer den, til trods for dens unikke skønhed og farve, kan den gøre intet andet end at visne og dø i dette ukendte og kolde land.
Således er også den troende i Folkekirken. Denne person ønsker så inderligt at behage Gud, at holde Hans bud, at søge Ham og kende Ham: Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Men i alle henseende mødes de af den folkekirkelige forvirring: at buddene både er vigtige for én, men ligegyldige for en anden; at en præst siger det er vigtigt at leve gudfrygtigt og kysk, og en anden siger, du er frelst og Gud elsker dig, så buddene er ligegyldige; én taler om apostlenes apostolske tro og vidnesbyrd, én anden taler om at apostlene var sexister og tidsbaserede, og forkaster derfor de ting de ikke bryder sig om, men holder sig arbitrært til det andet. Én siger at Gud er det vigtigste, livets centrum, én anden gør Gud til den sidste prioritet, hvis ikke blot glemmer Ham. Folkekirken er rummelig; dette er sandt—det eneste, den ikke rummer, er den Sandhed, som Kristus bekender sig selv som Han er. Kan man derfor bebrejde nogen at fortvivle? At se i dette, at Kristendommen er latterlig og selvmodsigende? Derved ligegyldigheden som kendetegner den almene respons til Folkekirkelig kristendom.

Hvis du, Kære Læser, ikke er overvældende sympatisk over for Folkekirken fra et følelsesmæssigt punkt, da ser du det og vil naturligt opnå en vis enighed med mig. Måske ikke alt, hvad jeg har udtalt, men visse ting er så åbenlyse, at når de pointeres, så er det ikke så meget en hemmelighed som blot almen viden. For det er åbenlyst, at de færreste konfirmander har i sinde, hvad de har sagt ja og forpligtet sig til; de færreste brudepar efter det kirkelige bryllup forstår dette; de færreste politikere forkynder Kristus, som meget som blot at nævne kristne værdier for en vis demografis stemmer.
Hvis du til tider har fundet visse argumenter imod Folkekirkens diverse positioner en smule vanskelige eller blot repetitive, så vid at dette er fordi enhver polemisering kontra Folkekirken er som at skyggebokse i et mørkt rum: der er hverken noget at varme op til eller at slå ud efter, af den simple årsag, at den Folkekirkelige forståelse for Sola Scriptura og hver-mand-har-sin-læsning leder til at der overordnet ikke er nogen speciel holdning at angribe eller diskutere—deres position er at de har ingen position. En konstatering som man ikke engang kan kaste efter en politikker.

Nuvel, er jeg ikke Guddom og kender ikke de halvfjerds procent af befolkningen som udgør Folkekirken, ej heller deres tusind præster—men hvad jeg besidder, er øjne, ører og mund: og med disse kan jeg se, at Kristus forekommer sjældent, Hans bud endnu sjældnere, og når de gør, er de udvandet og ligegyldiggjort til intet andet end en sentimental tanke, hvis ikke blot til forglemmelse. Jeg kan se og høre hvad præsteskabet gør, hvor meget de glæder sig ved at bestride sig som kulturelle kommentatorer, men hvor lidt de taler om Gud som nogen man er forpligtet til, som overhoved værd at imødekomme, men altid i fin tale, i åh, så fin og borgerlig tale—aldrig med den voldsomhed og fremmedhed som er i Kristi tale, som en fra Himlen taler, eller en som bringer pisk ind i sin Faders hus for at kaste dem ud som forvrænger og fordærver det. Nej, at i et så ukristent land som Danmark, hvor enhver kirkegang, enhver adlydelse af bud, ja, blot den mindste anerkendelse af at Gud skulle have indflydelse på hvorledes vi tænker og agerer mødes med den største skepsis, hvis ikke med en offentlig cordon sanitaire som kræver Kristus og Gud så langt væk fra det fine selskab, fra offentligheden—og som det kun imødekommer i dets kastrerede tilstand, i hykleriet til konfirmationen og brylluppet, som forbliver social gudsbespottelse—og så atter ud af billede igen, så snart ceremonien er ovre. Man føler nærmest, at Danmark kræver, at man vasker sine hænder eller sin mund med sæbe, hvis man nævner Gud eller nærmer sig Ham. Så det gør præsteskabet—de holder sig bag indhegningen, de kommer med fine og uforstyrlige forslag, med forsigtige trin taler de om vag religion og kristendom, om Guds kærlighed, som i virkeligheden blot er deres egen udvanding af den voldsomhed som Kristi kærlighed i sandhed er, hvilket er den evige salighed som kun kan opnås via Crucis. Aldrig siger de noget, som kan støde offentligheden, og hvis de gør, står hundrede andre præster for at sige, at det er en dårlig tolkning, at nogen skulle gå tabt som konsekvens af deres valg, at man skulle følge et eneste bud, at vejen til Himlen er snæver og trang, og så videre ad nauseam.
På deres frugter kan I kende dem.^[125] Og dette er frugterne af Folkekirken:

Blasfemi

Helligbrøde

Retfærdiggørelse af Synd

Ligegyldiggørelsen af Kristendom i Danmark

Umuliggørelsen af Kristendom

[ligegyldiggørelsen af omvendelse samt Dommen, Himlen og Helvede; gudsbespottelse, blasfemi, stilhed og implicit godkendelse af synd, overfladisk underholdning ]

Så lad os i stedet opsummerer ud for deres egen Trosbekendelse:

Er Folkekirken én? Nej, for hver mand er sin egen pave, og Folkekirken selv kender hverken sandheden eller besidder en struktur til at håndhæve den.

Er Folkekirken hellig? Nej, for den ignorerer Kristi og Hans apostlers lære, vanærer og forvrænger både præsteskabet og ægteskabet ved at give til staten, hvad der er Guds.

Er den katolsk, indebærende sandhedens fylde? Nej, for den er i splittelse med sig selv og med den oprindelige kirkes traditioner samt Herrens bud.

Er den apostolsk? Nej, for den begår oprør mod apostlene, Sankt Paulus, og gør ethvert individ til en større autoritet end kirkens apostle; og hvis den anerkender og tilbeder nogen, da er det staten, som den sætter over Gud ved at lade den diktere dens teologi. På denne ene måde er den apostolsk: den gør som Judas og tager sin løn for at vende Kristus ryggen—men selv Judas indså at han havde begået en fejl og kastede sølvpengene ind i templet, hvorefter han gik og hængte sig i syndig fortvivelse. Den selvbevidsthed har Folkekirken endnu ikke opnået.

Hvad konkluderer vi derfor? At den ene hellige, katolske^[126] og apostolske kirke som Kristus grundlagde, ikke er Folkekirken. Ej heller er det den luthersk-evangeliske tro. For vi ser i Luthers egen tid, hvordan protestantismen splittede sig mellem Luther, Zwingli og Kalvin, samt Anabaptisterne, Anglikanerne, og senere hen de diverse andre protestantiske bevægelser, som påskebevægelsen eller de utallige frikirkelige menigheder. Protestantismen er blot indrømmelsen af, at Guds løfte om en kirke, som dødsrigets porte ikke skal få magt over^[127], ikke er garanteret, og derfor må vi, ved vor egen rationale, sørge for at finde eller rettere genfinde Sandheden. Eller i Folkekirkens tilfælde, tolke, dvs. ændre kristendommen for at altid kunne behage den største mængde af betalende medlemmer.
Hvilken kirke er det i så fald Kristus omtaler? Til dette kan du, Kære Læser, se, at det ikke kan være de protestantiske kirker, som evigt er i splittelse ikke blot med hinanden, men i Folkekirkens tilfælde med sig selv—og hvem kan stole på en institution, som tager bestikkelsespenge fra staten og kalder det en lovlig og retfærdig løn?
I så fald tog Luther fejl? Burde Danmark være forblevet romersk-katolske? Gud forbyde det! Luther tog ikke fejl i sin senere afsky for den romerske kirke, med dens afladsbreve, dens skærsilds innovationer, for slet ikke at tale om det monstrum, som pavedømmet er bygget på, som var fuldstændig fraværende i apostlen Peter og i størstedelen af Oldkirken. Her er ikke plads til en langvarig kritik af Rom, men ser man blot på pavestatens historie, er det svært at finde den ydmyge Peter, som først var biskop af Antiok og derefter Rom, den samme som lod sig irrettesætte af Paulus, men nemt at finde utallige pseudo-sekulære herskere som herskede over store dele af central Italien, med dets intriger, militær, paver som Julius den Anden som tog rustning på og gik i krig, og så videre. Skulle vi i dem finde det Kristus vidner som sit rige, som ikke er af denne verden?^[128] Næppe.
Dette skrift er skrevet primært som en forklaring og polemik mod Folkekirken, som besidder hvad der nemt kan betegnes som et monopol på forståelsen for Kristendom i Danmark. Til alle, troende eller utroende, medlemmer eller ikke-medlemmer af Folkekirken, er det i det danske folks interesse at afskaffe den danske folkekirke. Dette er, hvad jeg først og fremmest vedlægger dette brev. Til Læseren opfordrer jeg derfor på det stærkeste, at du melder dig ud af Folkekirken, om for blot at spare pengene eller for din samvittigheds skyld. Ingen har til fordel i Danmark at støtte denne kejser uden klæder, Kristendom uden kors, som er det nationale hykleri som Folkekirken er. Lad Folkekirken afskæres fra staten, at den kan befries fra statens pres—og retfærdiggøre sin tro for de medlemmer som ønsker at forblive, uden at pålægge den danske befolkning at skulle brødføde med 800 millioner via staten adskillige sognepræster som gør bureaukratiske karriere med behagelige sognehjem og vattede prædikener, men i ingen forstand oplærer nogen til kristne liv og tro, men lader med behag det danske folk forgå til ligegyldighed—og potentiel fordømmelse. Til dem som ikke er troende, er dette blot spild af penge og opfostrelsen af børn og voksne til at lyve over for Guds koncept—hvis folk er villige til at lyve til forsamlingen om dette, hvorfor skulle dette ses som andet end skadeligt for unge og voksne og for samfundets helbred at lære dem fra ung alder at lyve og bedrage for penges skyld? Lad da derfor Folkekirken afskæres, også for praktiske årsager.

Men til den troende vender jeg tilbage og siger til dig: hvis du har sat din lid til at jeg, så vidt det er mig muligt, at bekende dig sandheden om den danske Folkekirken, dens ageren, om bevidst eller ej, samt dets konsekvens for samfundet og det individuelle menneske, da bevidner jeg dig dette sidst.
Til trods for Folkekirkens hykleri er kristendommen Sand. Til trods for den almene ligegyldighed er Kristus og korsvejen den eneste Vej til Livet. Til trods for al fordærvelse, ondskab, synd og elendighed i dette liv, er Kristus opstanden—for at vi mennesker skal blive medarvinger til Hans Rige og leve i fællesskab med den Treenige Gud, vi som Hans folk og Han som vor Gud. Hvad er dette folk, denne forsamling, denne kirke som Kristus stiftede og apostlene bekendte? Ikke den protestantiske innovation som leder til uendelige splittelser, ej heller det romerske tyranni. Den Hellige, Katolske og Apostolske Kirke som Kristus stiftede, som besidder den tro som Herren overleverede til sin apostle, er den Harald Blåtand for over tusinde år Danmark blev døbt landet til.

Denne kirke er den Ortodokse Kirke.
Den alene besidder den samme tro, som er bekendt af apostlene og kirkefædrene, den alene er bevis på, at Kristendommens lære er den samme som for to tusinde år siden. Den alene er beviset på, at Kristendommen er fuldkommen og ikke behøver ændring eller modificering efter tid og menneskers behag. Det er ved denne tro, at Jellingstenen er oprejst, og Ansgar, Nordens Apostel, videregav den til det danske folk. Ved den store Skisma i 1054 faldt Danmark med diverse andre lande inde under folden på den vestlige kristendom i form af den romerske tro. Dette fald fra Ortodoks tro ledte Luther til at forsøge at reformere kirken—men selv dette var en fejltagelse, for i det kirken kræver reform er det så godt som at sige, at Helvedes porte har overgået den—at Kristi kirke er blevet fordærvet. Ud af denne falske overbevisning, at tro mennesker kan ved deres egen rationale opretholde Kristi kirke, rejste protestantismen sig. Denne tid er nu, hvor vi til fulde ser frugterne af Luthers eksperiment—i Danmark er det primære eksempel åbenlyst Folkekirken.
Hvis en politkker ønsker en løsning på en mulig energi krise, så sæt blot et reb om Luthers og Kierkegaards kister, som formentlig spinder så hurtigt rundt på grund af Folkekirken og den moderne lutheranisme, at man kunne forsørge Europa nok strøm til denne verdens ende.

Men hvad der i sidste ende er den tragiske konklusion af Folkekirken, men begyndelsen på den salige herlighed, som er Ortodoksi, er dette: Kristendommen er uhyrligt simpel. Ikke blot Kristendommen, men selve menneskelivet. En stor tiltale, rettet mod livet og al dets krige og sorge med hinanden og os selv. Men dette er sandheden. Hvad der gør livet så besværligt, er usandheder, hvor adspredt løgn og bedrag er, falske håb, dovenskab i sandhedssøgning, ønsketænkning, selvbedrageri og alverdens hæresier. Nej, livet er simpelt fordi det gode er simpelt i Kristi åbenbarelse for os og i Hans bud til os. Som hjælp og mål til at opnå Sandheden har Herren skænket os én kirke, som leder os til Ham og holder os på vejen til Hans Rige. Derudover har Han skænket os helgener, hellige mænd og kvinder, hvis liv og vidnesbyrd reflekterer blot en smal del af Gud, i det vi skuer i dem Kristi egen medlidenhed og ydmyghed.

Hvad der i sandhed besværliggør dette liv, er os selv, vores overgivelse til synd, til selviskhed, grådighed, stædighed, arrogance og alverdens dårligdomme som vi fremmaner selv i fredstid, selv over for vore venner og fjender. Alle vil have Himlen og være på den behagelige side af Kristendommens frugter; men ingen vil udleve det; endnu færre ved nu i Danmark, hvad overhovedet er krævet af os. Hvis det gjordes, ville dette Brændbrev aldrig være blevet skrevet, for den almene dansker ville have set, hvor bedragerisk et indtryk Folkekirken giver af Kristendommen, af Herren selv, Hans Bud og hele det kristne liv, som de har udskiftet med ren sentimental følelse og nu forsøger at fylde kirkerne med sekulære spektakler og endeløse prædiker om håb og kærlighed men som aldrig betyder noget konkret. For hvor er Kristus? Hvor er den Alhellige Treenighed? Hvor er min Frelser og min Gud? Hvor er Gud, som jeg er befalet at elske af hele mit hjerte, af hele min sjæl, af al mit sind og al min styrke? Han er gemt væk, så mennesket kan sættes i centrum, og dets behag gøres det centrale mål at opfylde. Alt dette virker harmløst, indtil døden forekommer, og man indser, at man har ingen trøst i Gud, ja, man kender Ham knap, for Folkekirken har aldrig lært dig at møde Ham i bønnen, i omvendelse eller i kirken selv. Hvilken fortvivlelse!
Men skulle vi tro at Gud ikke er til? At Kristus er en bedrager? Gud forbyde det! For det er i den nuværende og voksende forværrelse af dette livs tilstande, at mennesker vil have mindre og mindre tillid til at sætte deres lid til, at livet blot er en behagelig intermezzo mellem en evighed af intet før og efter døden; at der ikke er mere end distraktion at hente og eftersøge i dette liv. Til trods for al talen om frihed, om nedbrydningen af traditioner, udvanding af troen, som selv nu er gjort til underholdning, selv korset er gjort til udsmykning og næstekærlighedsbuddet nedgjort til en undskyldning for aldrig at håndhæve Guds bud—til trods for alt dette, stormer ulykkeligheden, ensomheden og meningsløsheden frem. Det er nemt at kaste skylden blot på sociale medier, på økonomi og uendelige andre faktorer, men sandheden er, at størstedelen af mennesker i Vesten lever langt bedre liv end blot vore forfædre for hundrede år siden, for slet ikke at tale om førhen. Dette er ikke for at ligegyldiggøre de nutidige kår og trængsler, tværtimod—det er for at pointere at de formoder, selv i fattigdom, sygdom, krige, og alverdens genvordigheder, at leve meningsfulde liv som de var villige til at videregive til deres børn. Hvorfor? Fordi livets mening ikke er fundet i maksimeringer af behagelige kemiske processer—mennesket er logocentrisk, meningssøgende og kun i Guds Ord, i Jesus Kristus, finder de i Ham deres mening, Ha i hvis billede de var skabt i. I Ham finder de modsætningen af alt, hvad de nutidige samfund prædikener: ydmygheden, at være den sidste frem for den første, at leve i kærlighed til andre, at give i stedet for at få, at bede for sine fjender, at tage op sit kors og dette livs trængsler selv i taknemmelighed, for i dette at møde Gud og Hans herlighed.
Men at Jesus Kristus er Herre og Gud, Sandheden, Vejen og Livet, fuldførelsen af menneskers liv og al skabelsen, synligt og usynligt—dette vidner jeg om i dets fuldhed—om dette besidder jeg ingen tvivl. Og jeg er selv vidne til dette: at al det danske samfund og denne verdens nydelser og distraktioner, om usunde eller sunde, syndige eller usyndige, ingen af disse kan tilfredsstille og give mennesket, hvad det i dets inderste søger—men i Herren alene er denne tørst efter Liv og Sandhed slukket: Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.^[129]
Må enhver mand, kvinde og barn i Danmark, såvel som i hele verden, finde i Gud den fred som al skabelsen søger.

Dette Brev er skrevet på ingen persons eller institutions opfordring, hverken Folkekirkelig, Romersk eller Ortodoks, men er blot det vidnesbyrd af en almen Dansk konfirmand, som er døbt Folkekirkelig, som gik som enhver anden med de samme indtryk og næsten den samme ligegyldighed, som millioner af andre danskere har gennemgået det Folkekirkelige bedrageri—uden den mindste forståelse for, hvad Kristus kræver af os, og hvad det Kristne liv indebærer. Da først senere, på et ubestemt tidspunkt, at troen forekom, i takt med at den spirede, forekom Folkekirkens absurditeter oftere og oftere indtil man til sidst indså, at hvad Kristus siger og Folkekirken gør og siger, er så godt som modsigende. Da senere forfatteren til dette Brev faldt over Kierkegaards skrifter, viste det sig, at mange af de samme tanker, som var forekommet forfatteren, var udtalt næsten til punkt og prikke af Kierkegaard for 170 år siden. Dette bevidner i sig selv, at disse Folkekirkelige forhold er normen, ikke et ekstraordinært frafald fra troen i nyere tid. Den større ære til Kierkegaard—han gennemskuede disse ting uden det åbenlyse helligbrøde og blasfemi Folkekirken har begået siden 1947 ved at give til staten, hvad der er Guds, at diktere. Men jeg gentager atter mig selv og derfor efterlader jeg dig med dette, Kære Læser.
Må Gud velsigne dig og må Herren forbarme sig over Danmark—ja, har du kærlighed til dit land, da bed for det inderligt, at alle deri må kende den sande, Ortodokse tro, som den er blevet frataget i over tusinde år.
Ved dette velsignede årtusinde skifte, må Danmark atter genfinde i de Ortodokse ikoner af Kristus, den samme Kristus som Harald Blåtand fik skåret og malet på Jellingstenen—at Danmark atter må kende vished, ej forvirring eller hæresi, komplet troende i det løfte som Kristus gav os ikke var falsk: at Hans kirke aldrig skulle nedbrydes af Helvedes porte. Amen.

Hvad der er nødvendigt er først og fremmest at læseren bliver bevidst om, hvorvidt dette er Kristendommen, dvs. Den teori og efterfølgende praksis som Kristus forkyndte og apostlene videreførte. Dernæst, om læseren virkelig tror på dette, ikke blot Kristendommen, men den specifikke selvmodsigende teori og derved praksis som Folkekirken forkynder. Og til sidst, hvis du, kære læser, indforstået med dette, ønsker dig ikke blot at tilslutte, men at støtte op om og legitimere sådan en organisation, og om du ville kunne se dig selv, sågar du besidder tro, sand tro, at du ville kunne se Kristus, Gud selv, i øjnene og sige med den dybeste seriøsitet: Hvad Folkekiren forkynder og gør er det samme som du bød hele menneskeheden at efterleve.

Danmark og til dels hele Vesten kan ikke gå tilbage ved at vende om, men det kan paradoksalt gå tilbage og frem ved at omvende sig til Ortodoksi. For i indtrædelsen i Ortodoksi indgår vi i noget nyt; men samtidig går vi tilbage i det vi bevæger os imod kristendommens oprindelse, til apostlenes tro. Ved at gå frem møder vi paradoksalt Jellingstenen foran os i vor kronologi - og ser vi tilbage, er den stadig bag os. For sandheden er, at Danmark var døbt i Ortodoksi og i dets omvendelse vil møde Ortodoksi igen. I ortodoksiens potentiale, da berører vi evigheden—og skuer ud på en skæbne som ingen andre danskere har haft i årtusinde år: at kunne genfinde den sande tro, retmæssigt bevaret i Østen. Er vi med dette syn ikke den mest velsignede generation i tusinde år?

2.1
Frederiks Holm Kirke, en kirke med klatrevæg (billederne er private fotos fra google)

Udvandingen af Troen

At gøre Kristendommen Korsløs

Retfærdiggørelse af Synd

Ligegyldiggørelsen af Kristendom i Danmark

Dette Brændbrev er skrevet med visse hensigter og mål. Disse er:
At bevise og afsløre den Danske Folkekirkes adfærd, dens tilgang til Kristendommen og Gud, samt hvordan den har indflydelse på sine menigheder og den danske befolknings forståelse for kristendommen og den Treenige Gud. Derudover at bevise at Danmark ikke længere er et kristent land i noget andet end i navn eller en overfladisk kultur kristen forståelse, som er langt fra hvad Kristus reelt udtalte og byder os. Til sidst, at Folkekirken besidder et monopol på den danske befolknings forståelse for Kristendom, og at den drives ikke som en bekender af kristen sandhed, men rettere som en statssponsoreret forretning med et præsteskab som fungerer som en levebrødskarriere, der kræver en fin balancegang og appel til neutralitet for at tilfredsstille politikere og den danske befolkning i stedet for at skabe kontrovers ved at prædike det kristne kald til omvendelse og tro. Dette gør den ved at bevare sin faste position som Danmarks officielle statskirke, med alt godt som kommer til dets præsteskab via dette, som sogneboliger, statsstøtte, kirkeskat, m.m.

Dette Brændbrev, for at opnå dette, er skrevet med den overbevisning, at fordi Danmark ikke er et kristent land, men rettere kun bekender Kristendommen i den grad, at man kan opnå noget, eksempelvis prestige og penge til konfirmation eller pæne kirkebryllupper, vil befolkningen ikke være tilbøjelig til at lytte til nogen dybdegående dekonstruktion af Folkekirken vis-à-vis luthersk teologi, kirkefædrene eller Det Nye Testamente. Hvad menes her? At ingen vil tage det seriøst, især ikke befolkningen, kulturkommentatorer eller politikere, af den simple årsag, at når Kristendommen i sig selv ikke tages seriøst, hvorfor skulle en kritik og dekonstruktion så?
Derfor kaldes dette ikke blot et brev af Folkekirken, men et Brændbrev: for det er ikke en “tør” og teologisk kritik af Folkekirken fra et perspektiv uden for Folkekirken, men er rettere en indre kritik som gør sig selv bemærkelsesværdig, så vidt som det har været muligt for mig, ved at være polemisk i en satirisk, dog ofte spydig, facon. Ikke for sin egen skyld eller blot for at tage nydelse i at håne, men rettere for at gøre det så interessant og underholdende som overhovedet muligt. For hvis Folkekirken har gjort, som skrives i dette Brev, ligegyldigt, da må kritikken være interessant og underholdende, endda provokerende, at så mange som muligt ville kaste et blik på det, at de derved vil kunne se hvor latterlig og dobbelt moralsk en tilstand kristendommen står i via Folkekirken og forhåbentligt genoverveje deres forhold til troen—eller i det mindste, hvorfor Folkekirken har en officiel statssponsoreret plads i det danske samfund, som alle borgere betaler omkring 800 millioner til, for slet ikke at tale om de adskillige milliarder som betales via kirkeskat. Brændbrevet er en kritik, men ikke en systematisk en. Den forsøger rettere at vække en vis bevidsthed om Folkekirkens plads og Kristendommens tilstand i Danmark ved brug af satiriske vendinger og lignelser.

Jeg velkommer hjerteligt gerne al feedback, om så det angår grammatiske fejl eller akavede formuleringer, om visse dele er gode eller andre dårlige. Jo mere man har tid til at give, jo bedre.

[4] Alt har han lagt under hans fødder, og han har givet ham som hoved over alle ting til kirken; den er hans legeme, fylden af ham, der skaber hele sin fylde af alle. Paulus’ brev til efeserne, 1:22-23. Derudover, ...hvad der mangler af Kristi trængsler, udfylder jeg med min egen krop for hans legeme, som er kirken. Paulus’ Brev til kolosserne, 1:24.

[5] Jeg betegner de statslige handlinger og staten selv overfor kirken som Cæsariske (den romerske kejser) for at illustrere, at forholdet ikke er anderledes mellem staten og kirken, end den var under det romerske kejserrige og den tidlige kirke. Kristne i det enogtyvende århundrede er ikke undtaget fra at vidne Guds og Hans love over statens, just ligesom apostlene, kirkefædrene, martyrerne, bekendere og alle sandt troende.

[8] Nu glæder jeg mig over det, jeg må lide for jer; og hvad der mangler af Kristi trængsler, udfylder jeg med min egen krop for hans legeme, som er kirken. Brevet til Kolossenserne, 1:24. Yderligere ses dette i Brevet til Eferserne, 5:23, 4:12; Romerbrevet 12:5; Første Brev til Korintherne 10:17, 12:27.

[10] I romersk-katolsk forstand betyder ex cathedra, at paven taler “fra stolen” som Peters efterfølger og med den højeste læreautoritet, hvilket gør udtalelsen ufejlbarlig i spørgsmål om tro og moral.

[21] Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes. Matthæusevangeliet 12:36-37

[26] Til trods for at fasten også var en årtusinde gammel tradition, er den også afskaffet, for den fremhæver et offer for Gud—og hvad der aldrig må pålægges Danmark, er nogen snak om omvendelse eller offer for Gud. At give op og afholde sig fra noget for Guds skyld, er det farligste en præst kan sige. Se bilag 1.7 for at få et indblik i den borgerlige vinkel fra Liberal Alliace, hvilket naturligvis er en parodi på Kristus sidste måltid med sine disciple—kunne man forestille sig at tage Herrens offer og blodudgydelse seriøst? Atter nej, så den borgerlige respons er at fodre befolkningen med hveder og cirkus.

[28] Endnu et eksempel på, at Folkekirken reduceres til underholdning og dets præsteskab til kulturdebattører—mon nogen går fra disse arrangementer med en vilje til at tage op deres kors og følge Kristus? Grundtvigskirken, https://www.grundtvigskirke.dk/aktuelt/gt-natkirke, hentet d. 06-04-2026. Se derudover den mindre skarer af Folkekirkepræster som skaber vattede podcasts til midlertidig distraktion for den spidsborgerlige fortvivlelse. Eksempelvis er nogle af de mest prominente, Sørine Gotfredsen og Kristian Ditlev: DR, https://www.dr.dk/lyd/p1/damerne-foerst-5117612995000; https://www.dr.dk/lyd/p1/ditlev-og-doeden-5111435974000, hentet d. 06-04-2026.

[29] Adskillige bilag vidner om dette, men mest bemærkelsesværdigt er 2.4, en artikel hvori sognepræst Maria Høgh udtaler at kirkerummet ikke er helligt og derfor kan stilles til rådighed for eksempel fyraftensøl. Enhver som har en ærlig æresfrygt for Gud vil ikke behøve forklaring på hvor fuldstændigt absurd, for ikke at sige blasfemisk dette er, men man kan spørge naivt, at hvis kirkerummet ikke er helligt, hvor går grænsen så? Hvorfor ikke låne kirkerummet ud til den højstbydende? Til en swingerklub? Hvis kirkerummet ikke er helligt, så lad det ikke undrer nogen, hvorfor ingen længere kommer deri.

[43] Kast gerne et løbende blik på den smalle samling af bilag som befinder til sidst i dette skrift. Her er blot et udvalg af alt fra de blasemiske til de latterlige eksempler på hvorledes Folkekirken forsøger at tiltrække offentlighedens opmærksomhed. Læg endelig mærke til om Kristendommen i denne kontekst formår at virke som noget man tager mere seriøst end et fritidstilbud—eller blot, spektakel.

[50] Naturligvis refererer dette ikke til bogstaveligt talt at hade nogen—for det modsiges af næstekærlighedsbuddet, såvel som det femte bud, Du skal ære din moder og din fader. Hvad menes så? At være discipel af Kristus, kristen, kræver at man er villig til at sætte Gud og Hans bud øverst over alt, selv familie. For hvad er det største bud? Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke (Markusevangeliet 12:30). En voldsom tanke—men er det en hård tanke, at du altid skal bekende Kristus og gøre det gode som er Hans vilje, selv hvis din familie modsiger det? Forhåbentligt, for så er vi begyndt at forstå, at Kristendommen er ingen simpel navneleg.

[51] Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den! Matthæusevangeliet 7:13-14

[59] Kirkefader er ordet for bestemte rettroende kristne (ca. år 100-700 e.Kr.) som udlevede både deres tro i bekendelse og gerning, og hvis udtalelser og læringer generelt blev set og stadig er accepteret som ortodokst, dvs. dogmatisk korrekt. Hvis man tror dette har ingen indflydelse i Danmark, se blot på Folkekirkens egen accepterede bekendelsesskrifter som eks. den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse som er direkte inspireret af kirkefædrene Basil af Caesarea, Gregor af Naziansus og Gregor af Nyssa. Hele Lutheranismen var på mange måde blot en gentagelse af adskillige emner som kirkefaderen Augustin spekulerede og kommenterede på. Man kan derfor ikke adskillige Folkekirken fra kirkefædrene, medmindre man er villig til at frakaste alt hvad Folkekirken er bygget på ud.

[69] Hvis man vil have et indblik i Oldkirkens forståelse for hvor absurd tanken om at ændre Trosbekendelsen var, følger her et citat fra en af de mest prominente kirkefædre, Kyrillos af Alexandria i engelsk oversættelse: And we will allow the defined Faith, the symbol of the Faith set forth by our holy Fathers who assembled some time ago at Nice, to be shaken by no one. Nor would we permit ourselves or others, to alter a single word of those set forth, or to add one syllable, remembering the saying: “Remove not the ancient landmark which thy fathers have set,” for it was not they who spoke but the Spirit himself of God and the Father…
Cyril of Alexandria, Epistle 55 (To John of Antioch), https://earlychurchtexts.com/public/cyrilofalex_letter_to_john_of_antioch.htm

[75] TV2Nord, https://www.tv2nord.dk/nordjylland/14-arigs-konfirmationsgaver-vaekker-forargelse-pa-tiktok, hentet d. 28-03-2026. Se derudover dette fremragende indslag: TV2 Echo, https://tv2.dk/echo/reel/2025-05-27-saa-mange-penge-faar-konfirmander---og-her-er--hvad-de-bruger-dem-paa-6373532806112, hentet d. 28-03-2026.
Tænk, alt dette foregår i anledning og under opsyning af kristne præster, en religion hvis hovedfigur specifikt siger: Ingen kan tjene to herrer; han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Så når der tales om at konfirmeres for traditions skyld, menes det at det er tradition at spotte Gud for at derved opnå Mammon. Hvem kan bebrejde børnene? Det er præsteskabet som velsigner konfirmanderne velvidende hvad de agter og gør. Hverken præst, forældre eller gæster taler imod denne skik.

[76] En af Aleister Crowleys hovedidéer. Er det ikke fascinerende hvorledes Kristendommens essens er at gøre Guds vilje, at elske sin næste—men den moderne verden er fuldstændig enig med de bevægelser som erklærer sig selv satanistiske? Frihed til at gøre hvad man har lyst til, følge sin drifter uden nogen selvdisciplin eller moral—det har naturligvis aldrig ledt til noget dårligt som sådan, at følge sin drifter, i det vi forstår, at en verden hvor det gode er at gøre hvad du har lyst til, da er det godt at røve, voldtage, myrde, osv. da du blot følger dine drifter. Hvad er Syndefaldet? At gøre hvad du vil, uden forebehold, koste hvad det vil. Hele det tyvende århundrede var fyldt med eksempler på samfund som fulgte menneskers idealer—i det enogtyvende har vi det atomiserede og ulykkelige menneske, som kun gør hvad de vil og vi ser nu hvilken forringelse dette har ledt i menneskers liv, for ikke at tale om samfundets fordærvelse. Men yderligere angående dette senerehen. Fersling, Poul; Rothstein, Mikael: satanisme i Lex på lex.dk. Hentet 28. marts 2026 fra https://lex.dk/satanisme

[102] Vi ser det mest bogstavelige eksempel på dette fænomen komme til udtryk, i det nu velkendte vanvid af individer som skulle beside et såkaldt “intetkøn” eller “flydenekøn”, eller lignende betegnelser, hvori personen simpelthen kan vågne op den ene dag og være et køn, enten mand eller kvinde, eller et af de mange nyligt opdagede køn som har set sit fremtog ind i kulturen.

[109] Lawrence B. Finer, Lori F. Frohwirth, Lindsay A. Dauphinee, Susheela Singh & Ann M. Moore. “Reasons U.S. Women Have Abortions: Quantitative and Qualitative Perspectives”. Perspectives on Sexual and Reproductive Health. Volume 37, Issue 3. September, 2005. Guttmacher Insitute. New York, USA. (Jeg citererer et amerikansk studie pga. mangel på information blandt danskere, men man kan udlede, at voldtægt og incest ikke er et så voldsomt fænomen i Danmark, at dette kunne formå at hæve procentdelen til noget højere en 2% af abortsager. Hvis man vil irettesætte mig er man velkommen, selv hvis dette ikke påvirker argumentationen, som set i teksten ovenover.

[111] Ifølge Faktalink.dk bliver der “i Danmark foretaget mellem 14.000 og 15.000 aborter om året…” Hvis vi kan skal tage dette som et estimat af mængden af børnemord som er blevet foretaget i Danmark siden legaliseringen af abort i 1973, når vi op på et estimat af 765.000 myrdede børn. (Anne Anthon Andersen. Januar, 2024. Faktalink. Abort. https://faktalink.dk/emner/abort. Tilgået d. 01/03/2025.

[119] Dersom vi virkeligen ere Christne; dersom det christeligt, er i sin Rigtighed med “Cristenhed”, “en christen Verden”: saa er eo ipso det nye Testamente ikke mere Veiledning for den Christne, kan ikke være det. Søren Kierkegaard. 1854-1855.

[123] For han troede naturligvis på at i nadveren modtog man syndsforladelse hvilket vel de færreste Folkekirkelige gør, om så de tror på nadveren er Kristi kød og blod, og ikke bare symbol; eller blot at de har synder som har brug for at blive dem forladt.

[130] Kristeligt Dagblad, Sognepræst: Hvis de unge vil dyrke yoga i kirken, skal vi lade dem. https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/sognepraest-hvis-de-unge-vil-dyrke-yoga-i-kirken-skal-vi-lade-dem. Hentet d. 13-04-2026

[133] Kristeligt Dagblad, Bispekandidat mener ikke, at folkekirken skal være bange for at lade sig bruge af politikere: Stil kirken til rådighed for åndelig oprustning, https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-og-tro/esben-thusgaard-folkekirken-kan-i-sin-natur-ikke-bidrage-til-en-flad-nationalisme. Hentet d. 13-04-2026.